Livet...?? Ikke...

Hejsa.. ved ikke om dette høre til her..
Jeg er en dreng på 17 snart 18 den 1 maj.. Jeg mistede min far i august 2005 som tog meget hårdt på min og er stadig ikke kommet over det da jeg ikkke kan forstå at min far ikke er der for mig mer.. jeg skal snart selv være far den 2/6 i år til en lille pige.. Men har siden min far døde gået meget og tænkt over selvmord da jeg har mange problemer med min familie som ikke lige frem har gjordt mit liv særlig godt da jeg blev smidt ud hjemmefra af min mor da jeg var 16 år og har siden da boede ude.. Jeg har da tit tænkt på selvmord da det er en nem udvej da jeg føler jeg har været nok igennem og ved godt nogle vil sige.. "Jamen nu har du jo snart en datter at leve for" og ja det ved jeg men det blver heller ikke sjovt for hende at have en far som ikke har det godt.. og ønsker det bedste for hende og vil have at hun for et lykkeligt liv.. For hun er alt jeg har.. Jeg går bare og er ked af det hver dag og har for sjov prøvet at tage nogle test inde på nogle læge sider om depresion hvor man besvarer nogle spørgsmål og de siger allesammen at jeg er på vej ind i en Svær depresion.. og har oz været igennem nogle andre ting med en eks kæreste som "kort fortalt" blev gravid og sagde det var mit og sikkert dum som jeg var uden aldrig at have måtte kommet med til nogle scanninger hvor hendes eks var med uden jeg vidste det og til sidst fandt jeg ud af det ikke var mit og var heller ikke med da hun fødte og måtte heller ikke få af vide hvor hun var.. det gjorde virkelig ondt i mit hjerte og så har jeg sådan gået og tænkt over tingene om jeg virkelig er sådan en dårlig person som ikke bør leve eller som bare er det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.. og synes bare at jeg for det værre og værre psykisk og ved ikke om selvmord er en udvej eller om det er klogt ??? føler bare ikke jeg høre til her i mit liv... ved ikke hvad i synes men håber på nogle svar måske?? og på forhånd tak

Når der er så stor en mistanke til at du har en depression så skal der gøres noget ved det, for en depression er et helvede som ingen er tjænt med eller kan leve i.
Skynd dig at bestille en tid hos din egen læge, som så kan hjælpe dig igang med en behandling, hellere idag end imorgen.
Det er en meget tidlig alder at blive far i, og et kæmpe ansvar at stå overfor.
Det ansvar kan nemt være totalt uoverskuligt når du ikke selv er helt rask, men tro mig, man vokser med opgaven, især hvis du søger hjælp nu.
Du skriver at du ikke kan forstå at din far ikke er der for dig, men hvordan tror du selv at din datter vil tænke hvis du ikke er der, hvis du vælger at tage dit eget liv istedet for at være der for hende?
Hun vil også komme til at mangle dig i sit liv, og hun fortjener at du er der for hende, så søg hjælp nu, for den er derude, både for din egen og din datters skyld.
Varme tanker til dig ....

Jeg forstår ikke hvad du mener.

så det behøver du ikke tænke mere på. Hvis du selv mangler en far, må du jo kaste dig over en af din mors kærester, hvis de er jævnaldrende med hende.

Tro mig: du får mange slag mere, livet er ikke en dans på roser: at du har midstet din far må jeg først kondolere med, det gør mig ondt at høre, for det første skal du gå op til din læge og tale med ham-hende, lægge kortne på bordet og fortæl hvordan du har det og føler, men du skal huske på at hver gang du får et nederlag, så fat mod du bliver stærker og de fejl du laver som giver et slag dem laver du ikke mere.
Ved godt at det ville være dejligt at havde din far at tale med, men prøv at finde en voksne mand som kan råde og vejlede dig, for trods alt du har hele livet foran dig og især hvis du selv skal være far, så glæd dig til den lille ny

Jeg synes ikke selv jeg har det nemt og ved livet ikke er en dans på roser.. Jeg prøver at tage en dag af gangen men føler mig tit ked af det hver dag føler jeg nogen gange mangler en grund til at stå op.. Men nogle at snakke med nogen son forstår.. jeg føler ikke længere livet er det værd for mig.. og synes bare det hele er bedre tjent uden mig