Vise omsorg og tage ansvar...

jeg ved ikke hvad jeg søger, hvad jeg vil med dette.. jeg stiller spørgsmålet igen og igen, "hvorfor er der ingen i denne verden som tager omsorg for hinanden, tør at tage ansvar". Eller så har jeg bare de forkerte mennesker omkring mig.
Jeg har læst forskellige indlæg herinde, og bliver så rørt og dårlig når jeg læser hvor mange mennesker der har det dårligt, hvor mange der lider!
Der skulle slet ikke være så mange mennesker i dette samfund som går rundt og gør skade på sig selv og ønsker sig væk.
Hvorfor griber omgivelser ikke ind? Hvorfor tager mennesker ikke omsorg!
Det lyder ynkeligt dette her, det kan jeg godt læse, men jeg tror jeg søger efter svaret om hvorfor der er ingen der hører mine skrig. Mine skrig efter tryghed.

siger nok det meste. Du har det selv elendigt, og det er det du ser omkring dig.
Jeg giver dig meget ret i, at der ER meget elendighed af forskellig slags i denne verden....MEN, det er jo ikke det eneste der er....
Citat (Sebastian): "....og han maler kun skeletter, for det er det eneste han ser"
Du er ikke modtagelig for at se lys, glæde og smil lige nu...så modtager du jo al elendigheden.
Men det bliver ikke ved...en dag er der en der smiler til dig, hvor det går lige ind i dit hjerte, en dag er der måske en der giver dig et håndtryk, der får dig føle det lidt anderledes end et køligt "goddag".
Og en eller anden dag får du øje på, at der ER nogen, der tager omsorg for andre. Der er faktisk rigtig mange...de råber bare ikke så højt....
Okay...jeg ved ikke rigtig hvordan jeg kan give dig en opmuntring eller et kram, der giver lidt energi, du kan varme dig ved...men jeg er jo helt tosset med at høre musik. Jeg føler, at der i musikken ligger en million skatte, som formidler en masse følelser mellem meennesker.....og lige i dag, kom min søn 11 år og sagde, at han faktisk godt kunne lide klassisk musik. Det var jeg meget overrasket over, han er sådan lidt "sej" i det....men kun på overfladen. Fluks fandt jeg Mozart frem...det var helt utroligt. Knægten blev helt mild og blød...og dygtig...på 2½ time fik han kæmpet sig igennem at skrive en stil....under akkompagnement til Mozart.
Han var lettet og glad bagefter...(Nu er det ikke noget bestemt Værk, for det er sådan en slags "opsamlings-cd" hvilket bestemt ikke levner Mozart den plads han helt klart fortjener, for det er godt nok stort musik!).
Men denne lille historie for at anbefale dig at høre noget Mozart....det påvirkede ihvertfald eeen anden person positivt, og måske ligger der også noget til dig. :o)

hej, Jeg synes vi danske samfund, har meget svært ved at hjælpe hinanden. Jeg tror det hænger samme med det expert samfund, vi har udvirklet, vi tror ikke rigtig på selv som mennesker længer. Vi får alle verdens problemer ind i stuerne, men selvom vi gerne handle og hjælpe, på os kan vi ikke.
Vi dansker har udvirklet falsk billede af os selv, som det gode socialle folkefærd, i virkligheden oplever mange vi ikke tid til hinanden som mennesker. Fra børn skal vi målrettes til at blive dygtige samfundsborger, kravene i skolen opleves hårde for mange, være uden for fælles skabet.
Destruktiv adfærd er det jo et råb om opmærksomhed, at høre noget stille og rolig musik er god aktivitet, men prøv at finde nogle venner, du kan snakke med om livet og tilværelsen.
Da jeg var ung havde vi Berlin muren en synlig mur, mellem konflikten i verden. Men den tros alt konkret, i dag har vi alle mulige usynlige mure mennesker imellem.

Ellers bruger jeg meget at cykle ture på 30 – 40 kilometer, nogle gange længer bare ud at bruge min egen krop og tænke over livet og tilværelsen, andre gange samme med andre. Men at havde det psykiske dårligt er noget der kan tage flere år at komme over, og prøv at finde de interesser du brænder for i tilværelsen er en god ting.
Ellers forsæt med skrive personlige indlæg her ind og få noget respons og måske der siger noget du kan bruge til noget, en af de ting der også galt i vores samfund, er vi ikke har ret til have det dårligt.
Men hvis man har det dårligt, som du har det over den lidelse der i verden, er det ok, da det jo kun viser du et menneske, der tænker på din omverden og dine medmennesker, selvom det virker nok så uforståeligt på dig som på mig.
Held og lukke til.
Mvh.

Jeg tror ikke, man kan forvente af andre mennesker, at de skal kunne se, hvordan man har det inderst inde. Heller ikke af de allernærmeste. Når man selv har det dårligt, føler man naturligvis, at det står skrevet i panden på én og man fatter ikke, at andre ikke opdager det. Men i virkeligheden er det nok slet ikke så nemt at se - og vi er vel alle gode (for gode!) til at gemme os bag en facade af kontrol og kølig adfærd. Piger kan snitte sig i armene og føle at de synliggør deres smerte, men ingen ser dem. Spørger man derimod om de reelt har udtrykt deres frustration verbalt til et andet menneske, er svaret ofte nej. Og der skal direkte kommunikation til, hvis andre skal fatte budskabet!
Jeg har selv været der. Været vred på hele verden over at ingen så mig, da min familie faldt fra hinanden pga misbrug; da min far begik selvmord; da en lærer udnyttede min sårbarhed til at tilfredsstille egne behov... Tænk at man som barn kan opleve disse ting uden at en eneste voksen spørger, hvordan man har det! Jeg har været bitter i mange år, men mit liv ændrede sig, da jeg lærte at bede om hjælp og fortælle direkte til andre, at jeg havde det dårligt. Og det "sjove" var at de aldrig havde fornemmet, at jeg var ked af det, selv om jeg følte, det var så tydeligt.
Det kan være hamrende hårdt og svært, men man kan altså ikke give andre skylden for, at man sidder derhjemme og lider. Eller man kommer i hvert fald ikke videre på den måde. Man er nødt til selv at tage ansvar - og som sagt ved jeg godt, at det er hundesvært, men det hjælper!

Jeg giver dig til dels ret, men dog mener jeg det være åbenlyst for en vær at man har problemer, hvis ens far begår selvmord.
Samt det at snakke om problemer, om dine inderste tanker, er jo bare noget man gør. Det er helst noget forældrene skulle kunne klare, men da par og forældre kan være så optaget, af deres egen verden at de ikke har plads til deres børn.
Mener jeg at skolen og lærene skulle kunne se om barnet trives, og man er jo blevet mere opmærksom på dette i mange skoler i dag. Og ansætter hjælpe lære til støtte disse børn med problemer enten med kammeratter eller i hjemmet.
Samt mere jeg også i skolen, man bør kunne blive bedre til diskutere personlige problemer i skolen.
Ellers synes jeg det flot du klare dig godt, med det du fortæller du været ude for, da mange vil gå ned på den slags oplevelser.
Mvh.

Jeg er helt enig med dig i, at skolen har et kæmpe ansvar, når børns verden rystes og falder sammen, og som du også siger, er der heldigvis kommet meget mere fokus på dette i de senere år. Jeg tror, jeg blev overset fordi jeg ikke umiddelbart ændrede væremåde - jeg fulgte med i skolen, lavede mine ting osv., men var et stort kaos indeni. Det er vigtigt, at der også er fokus på de børn, der udadtil klarer det fint...