Lukker omverden ude !

Kender du det selv - eller kender du andre - som pluselig kan finde på at lukke sig inde i deres egen verden? Mennesker som bare pluselig forsvinder og som ikke giver lyd fra sig i flere dage/uger, for så senere at dukke op igen. Det er mennesker som pluselig ikke gider svare når telefonen ringer, åbne breve, eller bare ikke gider at være social i en længere periode. Disse mennesker kan sagtens tage på job og fungere normalt udadtil, da ingen kan se kaos tilstanden indeni. Håber at høre fra nogle som har det ligesom jeg ....!

Kender fornemmelsen. Har nogle venner som kender een der har selvsamme problem.

Hej med dig!
Åh, jeg håber virkelig at få et lille råd af dig.. Jeg er dybt fortvivlet, for et menneske jeg holder utrolig meget af har det på samme måde som du fortæller om. Han har aldrig selv fortalt om sine følelser omkring det, og jeg er bange for at virke for påtrængende eller snagende ved at spørge ind til hans forsvinden. Det er selvfølgelig svært at forstå ham, og jeg savner ham frygteligt når han lukker af... men det må jeg jo selv håndtere, da jeg udemærket er klar over, at omverdenes forventninger sikkert er en del af det han lukker af overfor. Mit spørgsmål er, hvordan får jeg kommunikeret kærlighed og støtte til ham når han lukker af? Når det sker for dig, har du så et eller andet sted lyst til at der var nogen der så kaos tilstanden i dit indre og forsøgte at være der for dig? Jeg er fortvivlet, for jeg har længe kunnet se kaoset i hans sind, men når han kommer tilbage lader han som ingenting. Og når han ikke selv åbner op omkring det, så kan jeg jo ikke bare tillægge ham et kaos jeg bilder mig ind (er RET overbevist om at jeg har ret!!) jeg kan se...
Hjælp mig, hvad gør jeg.. hvad er bedst for ham? Spørger dig, fordi du lyder til at forstå hans situation.. Måske andre der læser dette indlæg også kender til det - alle svar er velkomne.
Mvh. Tulle
PS. ...måske tråden er placeret forkert, men hva'?! :-)

Sådan har jeg det også tit, men det går væk men kommer stærkere igen når jeg drikker

Hej Per, hvor ofte sker det egentlig for dig, og hvad gør du når det sker❓Går du "hjemmefra" ...tager du stadig på job, eller melder du dig helt ud fra "samfundet" ...når det sker...hvor lang tid varer det da for dig at komme tilbage til almindelig tilstand igen❓Hvad præcis sker der når du drikker❓Bliver du deprimeret eller aggressiv ?

Kære R.
Selv tusind tak for dit svar.. og jeg kunne virkelig bruge det du skriver til rigtig meget. Der er så mange aspekter i dette problem, for som også du har erfaret gør det frygtelig ondt på alle involverede parter. Det prikker til mange ømme punkter i begge, og som jeg har oplevet det, så har det at man er sammen i et forhold endda været med til at forstærke tendensen til at han trak sig tilbage og jeg blev mere og mere fortvivlet. Fanget i et spind vi hverken kunne komme frem eller tilbage i, da vi heller ikke lod til at kunne undvære hinanden. Og det var svært for mig at komme i tale med ham på den rigtige måde.. Kan nikke genkendende til det med at han skubbede mig fra sig når jeg konfronterede ham for at få nogle svar. Har efterhånden lært på den hårde måde at det er meget bedre at væbne sig med tålmodighed og mildhed... og styre sit kvinde-temperament! ;-) Skal hilse og sige at det ikke er nogen let opgave!!!! :-)
Jeg kan ikke sige det nok, det var SÅ rart at høre fra dig, da det giver mig bare et lille håb om at kunne fortsætte med at "være stærk og udholdende" i forhold til en fyr jeg gerne vil være kæreste med (vi har været det før- men du kender selv hvordan det er) men samtidig er skræmt fra vid og sans over at skulle hengive mig til i frygt for at blive såret når han forsvinder. Det er en stor opgave at skulle holde sin værste frygt fra døren når man ingen respons eller kontakt har med fyren. Forskellen på tidligere og nu er nok, at jeg ikke længere tager hans forsvinden personligt, og derfor har lettere ved ikke at føle mig afvist og forkastet som den person jeg er. Det har været det sværeste... men jeg prøver af hele mit hjerte at forstå ham og sætte mig ind i hvad han har brug for, fordi jeg virkelig elsker ham. Men det er ikke helt nemt, for mange gange er det der er godt for ham det der gør mest ondt på mig... Og når det ikke er nemt at kommunikere, ja så kan opgave af og til virke umulig... Og jeg skal jo også holde øje med mit eget barometer, så det ikke ryger i bund fordi jeg ikke passer på mig selv og det jeg har behov for. Men det er måske i realiteten kærlighedens virkelige lakmusprøve?! :-) Alle kan jo elske én der er perfekt...
Jeg vil meget gerne skrive med dig, hvis du skulle have nogle spøgsmål til hvordan det er "at være udenfor" i din søgen på vej til de store tanker fra dit indre! Men du skal virkelig have alle mine bedste ønsker om, at det må lykkes dig, jeg tror det er den bedste gave du kan give dig selv for at få et lykkeligt liv med hende du elsker. Giv jer den tid i begge har brug for... I har jo livet foran Jer! ;-) Men forsøg så vidt muligt at være der for hinanden - mere kan man ikke forlange. Så må det briste eller bære! Det er bedre at have fejlet end aldrig at have prøvet! :-)
Håber jeg må skrive til dig igen, da dette bare var det første, der faldt mig ind i overraskelse over dit svar. Det har virkelig lettet meget hos mig.. Men er ret sikker på, at der kommer flere spørgsmål når jeg lige får vendt tingene lidt i mit hoved.
De kærligste tanker
fra Tulle

Kære Tulle. Du er hjertlig velkommen til at skrive direkte til mig. Alternativt synes jeg dog også, at vi samtidigt skal fortsætte med at skrive til hinanden "herinde", da det kunne være at andre mennesker også kunne gøre gavn heraf. Who knows ....måske din kæreste kigger forbi en dag. Jeg hæftede mig især ved en af dine kommentarer. Det var det med at du havde lært dig selv at det ikke var "personligt" ment, hvilket jeg tror er noget af det bedste du måske har gjort. For dig selv ihvertfald. Det betyder nemlig, at det ikke "æder" dig op indvendigt, og gør (tror jeg) at du kan forholde dig mere objektivt til det som sker. Efter dit svar i går har jeg virkelig tænkt mange tanker, hvilket du skal have tak for. Een af de tanker som strejfede mig var, at man kan gøre det "legalt" at være væk i et par dage. Enten fysisk eller sågar blot psykisk. Jeg er ikke helt sikker på at det ville løse problemet, men af uforklarlige årsager, tror jeg lidt at det ville kunne mildne symptomerne. Jeg kender nogle forhold hvor manden eller sågar kvinden, tager på en uges rejse MUTTERS ALENE een gang årligt. Det er måske deres terapiform ..det vides ikke. Tror nogle gange at vi mennesker (typisk mænd) bare har behov for at være alene, uden alt det følelsesladet bavl nogle gange. Vi har brug for bare at være "svinske", se sport dagen lang, tænke vulgære tanker .....uden hensyntagen til nogen som helst. Misforstå mig ikke. Mange kærester tillader at man gør sig sådanne tanker, tillader at man teer sig sådan ....ind i mellem ....men det jeg mener er, at nogle gange har jeg f.eks. bare brug for at være sig selv. Kigge op på himlen og fantasere om livets mangfoldighed. Slutteligt vil jeg da lige sige, at for mig virker det somom du allerede er en fantastisk støtte for ham. Eller ihvertfald KAN blive det. Du er allerede godt i gang med en kognitiv proces, hvilket reelt kan være nøglen til succes for jeres forhold. Synes også det er vigtigt at du kan se en åbning hos ham, da det ellers kun bliver dig og din kamp ...ganske alene. Og sådan bør det ikke være. Vi personer er forskellige, og din kæreste og jeg er sikkert også vidt forskellige. Både som menneske, og på den måde vi håndterer denne "konflikt" på. Det skal dog siges, at det har taget mig ca. 20-22 år at nå hertil hvor jeg faktisk skriver denne email til dig. For andre går "lyset" op for dem laaangt tidligere, hvis de har nogle gode venner og en fantastisk kæreste. For andre ...tager tingene lidt længere tid. Pøj pøj Tulle.

Jeg gør det også det kommer i perioder... Hvor jeg bare ikke orker at tale med andre mennesker...
Gider ikke tage telefonen hvis den ringer, søger ikke kontakt med andre mennesker tager bare direkte hjem fra arbejde, siger ikke så meget når jeg er på arbejde... altså holder kollegaerne lidt på afstand...
Jeg føler mig også skyldig over at jeg ikke tager kontakt Men gider ikke vil hellere være mig selv... Det er højst sandsynlig en mild form for depression når man trækker sig tilbage fra samfundet i perioder...

Kære Ann onym ....tak for dine ord. Det kunne sagtens have været mig du forsøgte at beskrive, hvilket er skræmmende. Hvordan reagerer din familie, dine venner - og kan dine kollegaer mærke noget❓Jeg er meget interesseret i at høre mere, hvis du har lyst.

Jo mon ikke jeg kender turen....
Jeg er også en af dem der trækker mig ind i skallen. Jeg har også perioder, hvor jeg helst ville være på en ødegård i Sverige. Det har kostet rigtig meget i forhold til mange mennesker at jeg har haft det sådan meget af mit liv - også i dag har det sine priser.
Jeg har ved et tilfælde i forbindelse med et totalt burnout på jobbet fået hjælp til at komme videre, men det er stadig lige uforståeligt for min samlever, han HADER simpelthen de dage hvor jeg "går i sort" som han kalder det. Også fordi han stadigvæk hele tiden tror han er skyld i det og at han har pligt tíl at "gøre noget".
Det har han slet ikke - det er min sag og mit problem, han skal intet andet end blot fortsætte sit liv og gøre hans ting. Jeg går jo ingen steder eller dyrker andre eller lignende, jeg har bare brug for at slå de udvendige antenner fra i en periode for at få ro i sjælen igen, når jeg så er OK er jeg også helt på og aktiv igen.
Jeg arbejder pt. meget med mine egne ressourcer og evner, og er derigennem kommet et langt stykke videre. Jeg er et af de mennesker der kan "mange" ting på en gang. Jeg kan sagtens følge en film i Tv, føre en samtale og holde øje med kartoflerne på samme tid, og derudover udvikle en god ide jobmæssigt eller tænke på et kommende projekt, ferien mm. Det hele fulgt af at jeg kan mærke om temperaturen ændrer sig om der kommer højtryk og mere. Det har i samarbejde med en terapeut fået mig på sporet af hvad der egentlig sker i disse overfølsomme perioder.
Det vi er nået frem til er, at sådanne typer som jeg har en form for overdrive, vi kan så meget på samme tid at vores system i hjernen tilsidst ikke kan følge tempoet, og brænder af. Det betyder at vi "går i sort" og lukker verden ude - helt ude - indtil vi er restitueret og hjernen er kommet i orden igen og parat til at modtage nye impulser - det hjalp mig til at forstå dette system og til at finde en bedre vej gennem den jungle af Ups and Downs jeg har levet i i mange år.
Resultatet er at jeg nu tillader jeg at tage min tid "inde i mig selv" med det samme når jeg kan mærke det er nødvendigt, og ikke først når jeg brænder helt ud. Samtidig lægger jeg helt bevidst en stopper på "alle aktiviteterne" i perioder så jeg kan få ro. Det gør jeg meget gennem meditation. På den måde er jeg nu ved at være så langt at jeg ikke får de helt store "nedture" mere. Jeg kan nu bedre sige til og fra samt "planlægge" mine "huller" så det ikke påvirker resten af verden helt så meget.
Jeg er faktisk begyndt at betragte verden på en anden måde, jeg har selvfølgelig pligter og job familie mm som SKAL passes, men jeg har i samme åndedrag taget den absolutte ret til at trække mig en time, når jeg skønner det nødvendigt. Jeg ser i dag på det som svarende til at nogle løber, andre svømmer og igen andre dyrker alt muligt andet. Jeg går altså bare en bevidst tur i mit eget sind i stedet. Det har virkelig afhjulpet rigtig meget, og jeg bliver bedre og bedre til at fange signalet om "overophedning" og tage mit åndehul i hverdagen uden med det samme at skulle gennem turen som du bskriver med skyldfølelse og følelsen af ikek at kunne slå til mm.
Det gør også livet lidt lettere for min partner, nu er det langsomt ved at blive legalt at jeg siger - jeg skal lige passe på mig selv lidt...Så får jeg ro og kan gøre det der skal til uden at skulle forsvare mig selv og bruge ressoourcer jeg ikke har i det øjeblik på at bekræfte ham i at han ikke har begået fejl eller lignende...
Jeg har siden talt kort med min terapeut, og han mener at det svarer lidt til at dem der er autister går helt i deres egen verden hele tiden fordi de ikke kan håndtere alle de indtryk de får, men at jeg til forskel for dem - blot har behovet i perioder når jeg bliver FOR påvirket af hverdagens stress og jag. Han kender stort set også kun fænomenet fra mennesker der kan dette multitasking. Så måske er vi nogen derude der er lidt "småskørt anderledes" - men derfor alligevel gode nok - også selv om vi har brug for at "gå i sort" i kortere eller længere perioder af vores liv.
Blot en lille historie fra mig...til en der også kender "sorte huller" fænomenet.
E_F_K

Kære R.
Jeg skal altså lige love for at dit indlæg har sat gang i mine små grå.. og det er ment meget positivt!!! ;-) Jeg tror meget af det jeg får fra dig og dine indlæg er den respons jeg savner fra min måske-kæreste når jeg har brug for ikke helt at miste jord-forbindelsen og lette op i tågerne! Problemet er jo bare, at han på det tidspunkt intet har at deltage med... det ville svare til at jeg sagde til en mand i kørestol: "hvis du elsker mig, så rejs dig op og gå!" Min personlige løsning har så været at finde ud af at udskyde mit behov for kontakt/samarbejde med ham. Men det har taget tid at nå dertil - på den hårde måde - for mit første valg var at fornægte mine egne behov for det jeg nu engang har brug for fra ham. Og dermed gjorde jeg mine egne ønsker og behov illegale i et forsøg på at gøre hans "forsvinden" legal. Men det var jo udelukkende mit problem, der dog resulterede i en del unødig og meget smertende frustration fra begge sider, uden det var så klart at se dengang. Men tak for din støtte mht at jeg også har brug for hans deltagelse... du har ret, jeg kan ikke kæmpe alene, selvom det nok egentlig altid har været min fremgangsmåde i denne verden. Hvis omgivelserne ikke passede, så var det lettest at spare mig selv for den smerte det var ikke at få det man har brug for ved at fornægte sig selv og sine behov. Det lyder uselvisk, men bagsiden af medaljen bliver noget i retning af en forventning om at "når jeg nu gør dette for dig, så fortjener jeg også at du behandler mig anderledes.." Underforstået, så BØR du også opfylde mine behov uden jeg selv gør opmærksom på dem. Den martyr-rolle er jeg ved at gøre op med, men det er svært, når det er den rolle-model man har fået serveret gennem sin opvækst!
Jeg bed mig især mærke i din overskrift.. det med at gøre dit behov legalt. Mine tanker har været her omkring. Kan det tænkes at det er dig selv, der skal gøre det legalt i dit indre, at du har behov for at være dig selv engang i mellem? Jeg ved det ikke, men det slog mig at det minder frygteligt om det jeg tror min kæreste føler uden han selv er klar over det.. Når jeg bliver ked af et eller andet, noget jeg savner fra ham bliver han meget defensiv og bange for at jeg skal skubbe ham fra mig. Jeg kan godt se, at hvis han i sit hoved opfatter det som om han svigter mig ved at opfylde sine egne behov, og jeg virker ked af noget, så må der for ham være lighedstegn mellem hans opførsel og min smerte, og han sidder tilbage med en følelse af at være en skurk! Sådan er det jo slet ikke...
Problemet kommer vel af, at han ikke er sikker på, at han er i sin gode ret til det han nu har behov for.. eller hvad? Hvis han ikke fik skyldfølelse, så var det nok også nemmere at høre på det jeg egentlig er ked af. Og det egentlige jeg kan blive ked af er følelsen af at han ikke lytter til mig. Jeg vil have bekræftet min ret til at være ked af noget.. underligt nok er det det der gør mig lykkelig. Min ret til ikke at skulle ændre mig for at gøre omverdenen tilfred og passe ind... det er ikke et signal om, at han skal ændre sin opførsel. Men som ham, så er det mit eget ansvar at vedstå min ret til at være ked af det, istedet for at fornægte den følelse. Jeg skal gøre det legalt for mig at have behov, og han skal gøre det legalt at have sine egne behov.
Hvor mon alt dette stammer fra? Selvfølgelig er man påvirket af mange ting.. men som før nævnt er min teori at meget stammer fra ens opvækst. Jeg har aldrig oplevet en kvinde stå ved sine behov på en feminin og sårbar måde. Jeg er nok klar over mine behov, men har kun lært hvordan de kan håndhæves med en jernhård facade der ikke levner plads til at andre også skal være i denne verden. Så i et forsøg på at håndtere min sårbarhed fornægter jeg den helt! Sådan ønsker jeg det ikke, og er godt på vej til at ændre det.. Min "kæreste" ønsker ikke at være én der behandler andre dårligt, men i et forsøg på at undgå det glemmer han fuldstændigt sig selv. Og det er her det går galt... Jeg tror lykken ligger i den gyldne middelvej. Men man må starte ved sig selv. Ikke for at være egoistisk, men man har så meget mere at give, når man fylder sig selv op indefra. Det er vel også derfor at man ombord på fly i rednings-instruktionen kan se, at f.eks en mor først skal tage sin egen iltmaske på, og derefter hjælpe sit barn. Ellers ville hendes instinkt nok være et andet... =)
Af og til har jeg lyst til at tage min "kæreste" blidt og kærligt ind til mig og sige, at jeg elsker ham som han er og at han skal tænke på sig selv... men det efterlader mig i en frygtelig sårbar position, for jeg kan jo i den grad så mærke alt det jeg selv savner at nogen vil se og anerkende uden jeg selv skal gøre noget for det. Men har fundet ud af, at der ingen vej er udenom hvis jeg vil kærligheden... Kunsten må så være at have tillid til processen og tage små-skridt, et ad gangen. Jeg har ikke talt med min "kæreste" om alt dette, for som du ved er det ikke altid let at kommunikere med ham, når han frygter for indholdet af en samtale. Jeg må vise ham tillid, så han efterhånden tør høre mere på mig! ;-)
Et andet aspekt er selvfølgelig også, at jeg har brug for at vide, at han vil mig lige så meget som mine følelser er til for ham... ellers ville jeg jo kaste mig for fødderne af løverne. Ugengældt kærlighed er noget lort, men man må åbne sit hjerte langsomt for at vide om den er ægte eller en drøm om at blive elsket! :-) Men det er jo netop her det vanskelige med ikke at tage hans "forsvinden" personligt. Det er med at åbne øjnene for nye måder at se verden på... det er sgu nok også derfor, at man i sidste ende er håbløst væk i manden. Han virker på overfladen go' til det der med at gøre præcis det han vil. det er den egenskab man gerne vil røre ved, når man altid har gjort alt hvad man kunne for at være andre tilpas og ikke blive afvist. Ulempen for ham er så - og som jeg kan forstå du også føler - at han ikke gør det med god samvittighed og får det positive ud af det som han burde. At han føler sig som egoist og som et dårligt og selvoptaget menneske... Det er synd, for det ved jeg han ikke er. Træls man er så lang tid om at forstå hvor meget værre man gør det hele med sin tidligere "martyr" attitude, men glad for at jeg er "ved at se lyset". Jeg er sikker på at du ej heller er en ego-tripper... Du har nok også bare manglet et person i din barndom der støttede dig, at du fortjente at bruge tid på dig selv.
Hvis jeg må være personlig, har du så været tæt knyttet til din mor? Jeg ved min "kæreste" elsker begge sine forældre meget højt, men har det her billede af, at hun blev "martyr" når enten faren eller han selv tog sig tid alene. For min "kæreste" var det et klart signal om at det ikke var kærlig opførsel at have brug for tid alene, og faren blev på det punkt "en skurk". Og med hans store kærlighed til sin mor måtte han "beskytte" sin mor ved at være en sød, dejlig og altid nærværende dreng. Sådan er hans fremtoning da også for omgivelserne... men hva' fa'en gør han af den del af sig selv, som har brug for at gøre præcis det han vil???? Ja, for mig at se, så er det lidt ligesom dig, uden at vide om jeres historie har ligheder. Det er på tide at være god ved sig selv, og mærke det man gerne vil. Det behøver jo ikke gå ud over andre, for med hans store hjerte, så ville det pine ham alt for meget om han bevidst voldte sine omgivelser skade. :-) Man kan godt være anstændig overfor andre, og samtidig være bevidst overfor sig selv!
Jeg er glad for din kommentar om at du tror jeg allerede er en støtte for min kæreste. Af og til er jeg selv meget i tvivl om det er sådan han har det, for det er jo ikke meget der kommer ud fra hans indre. Han er bedre til det fysiske - meget god. Jeg har prøvet at bilde mig selv ind at så måtte jeg "nøjes" med det, men så glemmer jeg jo mig selv. Jeg sætter selv stor pris på det fysiske aspekt, men det forudsætter en meget intim fortrolighed med det andet menneske. Måske vogter jeg over at dele mig fysisk på samme måde som han vogter over at lukke nogen ind i sine følelser! :-) Håber og tror vi en dag mødes igen, for alt dette "bøvl" skyldes nok at vi har fået en "forsmag" af hinanden på disse punkter... ;-) Med forståelse, tillid og accept er jeg - og forhåbentlig vi nu i søgen tilbage dertil..
Ja, dette blev lidt langt - havde vist også bare mest brug for at skrive mine tanker ud.Måske det egentlig burde have været sendt til din mail, men din kommentar om at min "kæreste" måske kiggede forbi var afgørende..🙂Så hvis du er nået så langt - tak for din tid! ;-)
Knus fra Tulle

Kære Tulle.
Skønt. Så kort kan det siges. Ikke at det er skønt at høre om dine problemer og frustrationer. Skønt fordi det er velformuleret, velovervejet og skønt fordi det er "lige-fra-hjertet". Det er brugtbart for mig ligeså.
Jeg har mange kommentarer til det skrevne, så måske bliver mit svar en smule rodet. Håber alligevel du kan finde hoved og hale i det hele, ellers da bare sige til. Allerførst vil jeg starte med at sige, at jeg synes vi fortsat skal skrive "herinde" af de tidligere grunde som jeg skitserede. Okey ?
Det er pudsigt nu nævner noget om skyldfølelse. Det er faktisk noget jeg har tænkt meget nøje over. Jeg har ikke skyldfølelser overfor samfundet som sådan, men fornemmer ofte at min "sorte periode" mange gange kan være relateret til en eller anden form for skyldfølelse. Det skal tolkes således, at jeg får skyldfølelser overfor dem jeg sårer ved at være fraværende, og det er somom det forstærker hele processen i negativ retning. Det kan også "bare" være dårlig samvittighed, som har en tilsvarende negativ effekt. Ved godt jeg burde ...ved godt jeg ikke burde, ved godt de forventer osv .....
Inden jeg fortsætter vil jeg gerne understrege atter engang at denne kamp IKKE ER DIN ALENE. Det er en kamp i må og skal kæmpe SAMMEN. På en måde er jeg ked af din sammenligning med "manden i kørestolen", for her er der nemlig tale om en fysisk umulighed, hvorimod tilfældet med "os" andre, da er det "jo blot" af psykisk karakter. Selvom jeg selv smider venner og kærester på porten, så er jeg samtidigt overbevist om, at JEG KAN ÆNDRE MIG ...og at det ikke behøver fortsætte således. Det hele er i bund og grund et spørgsmål om at vågne op - have den rette indstilling og så KÆMPE.
Synes det er afgørende du tænker nogle tanker om fremtiden. Nu kender jeg jo hverken jeres alder eller situation i øvrigt, såsom om i har hus, bil, børm osv. Jeg forestiller mig at i pt. ikke har fælles hjem - og ikke nogle børn ...er det rigtigt❓Hvis min formodning er ret, er "skaden" trods alt ikke så stor endnu. Det jeg antyder er, at hvis i ikke kæmper sammen nu, men i stedet alene hver for sig - da vil i med stor sandsynlighed også gøre det når i får hus, børn og bil. På et tidspunkt vil du sige stop. Du savner nærværet, 2-somheden, og kan ikke længere holde til at skulle kæmpe alene. Du bliver sårbar og frustreret. Sker dette, skilles i.
Vi personer som oplever denne såkaldte "sorte periode", er egentlige ufattelige egoistiske. Vi tænker "kun" på os selv. Vi tænker kun på hvad vi har det bedst med, eller hvad vi gerne helt vil undgå. Vi ved godt vi sårer kæresten/konen/vennerne/børnene. Men vi gør intet ved det. I stedet kommer vi smilende tilbage og forventer dagligdagen kan begynde forfra. De mennesker som formår at gøre noget konkret for at ændre situationen, er de mennesker som man kan kæmpe sammen med. Ved godt jeg lyder lidt hård og barsk ved mig selv og måske din kæreste, men synes i bund og grund det er essentielt at sådanne personer som jeg forstår den skade vi forvolder andre. Når vi når dertil i erkendelsesprocessen er der dog stadig lang vej til målet, men hva, Rom blev da ej bygget på en dag ...*G*
Som piet hein har formuleret det: dum dig igen, igen og igen - men mindre og mindre for hver gang.
Sagt med andre ord, du skal ikke "nøjes". Ligesom et problem kan være legalt, kan et behov altså også være legal. Du har behov for nærvær, og skal således ikke acceptere i al fremtid, at din kæreste bare lukker verden ude. Hvis i arbejder sammen på at løse problemet, vil det måske blive kortere og kortere for hver gang. One never know.
Noget andet jeg hæftede mig meget ved, var din beskrivelse af det "uselviske". Kan ikke være mere enig heri. Det er sjældent vi mennesker gør noget uselvisk. Vi vil gerne opfatte det således, men når alt kommer til alt, så forventer vi på en eller anden måde ALTID en modydelse. Måske ikke samme dag, uge, måned. Men engang i fremtiden - det er helt sikkert.
For nogen tid siden læste jeg en artikkel. Huske ikke hvem den handlede om, og husker ej hvor artiklen er fra. Husker at den handlede om at give en gave. Forfatteren påstod at en gave først er en gave når den gives BETINGELSESLØST. Ellers er det jo en ydelse hvor man forventer en modydelse.
Netop dette har jeg ofte tænkt meget over lige siden. Hjælp til venner og kærester er kun reel i sin hensigt hvis man intet forventer til gengæld. Kærlighed er reelt kun ægte når man intet forventer til gengæld. Det er ikke det samme som at man ikke kan have krav til hverandre - det betyder blot at bare fordi du kysser på kinden så skal han også kysse dig på kinden. Hvis du behandler ham godt (som du selv beskriver) så skal han saftsusme også behandle dig godt.
Men hvad er godt ?
Synes du stiller et kanon spørgsmål. Du skriver "Jeg bed mig især mærke i din overskrift.. det med at gøre dit behov legalt. ....Kan det tænkes at det er dig selv, der skal gøre det legalt i dit indre❓" Umiddelbart kan jeg ikke give dig et ærligt svar, for jeg kender ikke svaret. Men sandt at sige, det lyder meget meget fornuftigt. Det hænger nemlig sammen med "skyldfølelsen" ...som man får fordi det man gør jo er "forkert" ...og altså en selvforstærkende effekt i negativ retning. Absolut et fokus.
Tror ikke jeg har besvaret alle dine spørgsmål lige-nu-og-her, men vil lige tage det sidste. Det handler om der hvor du hentyder til at man først skal tage vare på sig selv førend man kan give noget til andre. Dette er jeg ganske enig i. Det er vanskeligt at give noget til andre som man ikke selv har. Det jeg mener i denne sammenhæng er naturligvis mental OVERSKUD. Det er noget jeg ihvertfald selv oplever på egen krop.
Puha ..langt brev igen *S*. Til allersidst vil jeg VARMT anbefale at du lige prøver at læse svaret fra "en fynsk K". Er sikker på det også er brugbart for dig.
Glæder mig til at høre mere fra dig.
Pøj pøj så længe.

Kære R.
Der kan man bare se.. herligt at vi begge får noget ud af vores udveksling af tanker/oplevelser. ;-) Også du stiller mange gode spørgsmål. Jeg har læst indlægget fra en fynsk K og det er også godt. Dog må jeg indrømme at jeg i mit inderste er stået lidt af overfor forfatteren, da vi på et væsentligt - og for mig overordentligt væsentligt- punkt er ueninge. Af debatten i øvrigt fremgår, at kvinden ikke går ind for monogami, og det er ikke for at dømme hende, men uden dette er jeg slet ikke villig til at kæmpe for noget som helst. Det er fundamentalt for mig, at jeg har noget med min partner som KUN tilhører os, og det er bl.a. det fysiske. Andre har så nogle anderledes grænser, men min mening er altså, at man er med til fundamentalt at skyde sig selv i fødderne, hvis man ikke kan opretholde troskab. For mig ville der ikke være mening i at fortsætte sammen, og den risiko der er for splid og sårede følelser, mener jeg man er med til at mange-doble hvis man tillader et sexliv med parter uden for forholdet. Det var nok derfor jeg fandt det svært at sætte mig ind i hendes mands mulighed for at "slå til".Nå, men det var et sidespor... Men genkender straks den der med "hvad skal jeg gøre anderledes?", "hvad er du utilfreds med?" At man har lyst til med det samme at tage skylden på sig, for man føler sig afvist. Mit ønske og håb med denne debat er nok også at gøre opmærksom på, hvor truende, ukærlig, ligeglad og ufølsom du og I kan virke når I mærker jeres (i øvrigt helt legale ;-)) behov for at være Jer selv. Med det i tankerne tror jeg, at det vil være muligt for Jer at absentere med større omtanke for Jeres partner - og møde større forståelse. Jeg ved af erfaring at hvis jeg gør opmærksom på, hvordan jeg oplever situationer når min måske-kæreste trækker sig, så er han slet ikke lydhør. Nærmest det modsatte, selvom en venlig betænksomhed fra hans side gør det hele så meget nemmere. Det er der min energi til at kæmpe og bevare mine følelser intakte for ham skal komme fra! At man viser hinanden hensyn så vidt muligt!!! Det er altså ikke kun I Jeres indre der er kaos.... Måske har Jeres en anden form, men jeg tror vores smerte i virkeligheden er den samme, mere om det senere. At føle en afvisning var med til at igangsætte mit kaos og jeg var overladt til en tilstand, hvor jeg gjorde HVAD SOM HELST som en hovedløs høne, og samtidig gradvist blev frustreret over den mistede selvrespekt! Men som du ved, når kaos truer er det som "point of no return!". At ville sig selv, men ikke turde stå fast og tro på at man er god nok som man er...
Meget af problematikken i problemerne som jeg oplever dem er netop, at det er et spørgsmål om at få. Begge parter er på sin vis narcisistiske, det kommer bare til udtryk på forskellig måde. Ja, jeg ved godt det er mig selv jeg taler om - og det tog mig noget tid at indse mit eget handlemønster + det gjorde sgu lidt ondt.:-(
Det handler vel nærmest om, at man føler sig bedre berettiget til at få opfyldt sit behov - hvad det nu end måtte være ( henholdsvis nærhed/afstand) - end man mener ens partner er berettiget til sit. Det jeg mente med kørestols-anekdoten var heller ikke, at det er en fysisk umulighed for min måske-kæreste at give mig nærhed. Men det at han værgre sig/forsvinder i perioder umuliggør det på NETOP DET TIDSPUNKT. Det gør umiddelbart ondt, fordi jeg har brug for ham, men det gør mere ondt på mig hvis jeg forlanger det og ikke får det!!! Og det kan jeg jo IKKE, når han "låser" invendigt!!! Han ville aldrig mod sin vilje kunne give mig den "rigtige" form for nærvær - man kan ikke tvinge et andet menneske til at vise ægte kærlighed. han kan ikke give noget han ikke føler... Den kan kun gives frit! Jeg tror så meget på det gode menneske i ham og i dig for den sags skyld, at jeg ikke tror I gør det for at være onde og egoistiske. I gør det fordi I har brug for det... måske endda for at beskytte Jer selv. Selvom det for os "udenfor" virker som om I har magten og afviser, så er det måske nærmere afmagt fra Jeres side, der får Jer til automatisk at trække Jer tilbage når nogen kommer tæt på! At jeg har let ved nærhed og "ikke kan få nok" behøver jo ikke betyde at I har det på samme måde! (og forøvrigt kan jeg også få nok. Mere om den selvstændige og selvbevidste dame jeg er i alle andre forhold end netop et kæreste-forhold! :-) Her er det nemlig mig, der har præcist Jeres reaktions-mønster!).
Måske I gerne vil nærheden (Du skriver, at du muligvis TROR at du gerne vil have at nogen så dit kaos, dog er du ikke sikker) men at der samtidig er noget ved den der skræmmer jer fra vid og sans. Og at du gerne vil dit forhold, der er på stand-by pt. Det er ikke første gang jeg har tænkt disse tanker, men føler selv det er svært at forklare mig ordentligt.. håber du kan følge mig i bare lidt af det. :-) Når jeg vender det hele på hovedet, så er det måske den samme angst for det ukendte, jeg skal lære at håndtere, når det ikke er muligt at få en følelsesmæssigreaktion fra ham lige på stående fod, og at det ej heller er i min magt at "bare-gøre-et-eller-andet-sødt/kærligt/venligt/omsorgsfuldt" så der bliver lagt mærke til mig og jeg får følelsesmæssig respons. For det er ikke fordi jeg ønsker noget bestemt fra min måske-kæreste, jeg ønsker blot at han tilkendegiver at jeg "når ind". Men det jeg har brug for er jo det der skræmmer ham... bare tanken om det han tror jeg forventer, kan for mig at se få ham til at gå helt i panik og blive "opslugt af hullet". Faktisk får han større skyldfølelse jo sødere jeg er ved ham.. han mærker vel pligten fra hans indre om, at han er nødt til at give mig noget der er svært for ham. At jeg fremprovokerer noget der ellers kun kan gives lidt ad gangen i små skridt indtil han er helt tryg ved at kende sin følsomhed og behov for andre mennesker.
Det er mit eget ansvar at trække følehornene til mig, hvis jeg bliver såret og ikke får det jeg har brug for. Ellers bliver min usikkerhed og mine behov alene hans opgave, og det kan man ikke byde et andet menneske. At jeg føler mig udnyttet kan jeg kun skyde på mig selv - han har jo ikke bedt mig om noget som helst - nærmest det modsatte. Det er altså mit behov jeg forfølger ved at hænge efter ham, når han "forsvinder". Mit behov er gyldigt nok, jeg skal bare vide med mig selv, at jeg intet kan gøre for at opnå det jeg ønsker.. kun hans kærlighed kan give mig det. Men samtidig er det heller ikke min opgave at kæmpe alene for at frelse ham fra de sorte huller.. det er jeg bestemt heller ikke interesseret i! Sådan ser jeg heller ikke det jeg gør - vil jo bare gerne i kontakt med HAM og lære ham og det han er bedre at kende. At han skal vise mig sit inderste. Det at jeg er sød ved ham er jo ikke kun med tanke på det han skal gøre for mig. Apropos det med at en gave gives betingelsesløst uden forventet modydelse. Jeg kan kun give ham kærlighed uden at forvente noget bestemt fra ham - ellers skal jeg holde inde og trække mig væk. At blive ved med at være sød og givende, når jeg ikke får noget igen kan sikkert være med til at forstærke hans angst for det jeg forventer af ham tilgengæld. Og jeg forventer ikke noget - vil bare gerne i kontakt med ham i levende live, mens han istedet leger halvdød. Han bemærker ikke problemerne, og han frygter at blive angrebet med dem. Det er jo heller ikke det jeg gør, når jeg fortæller om følelser - af og til er det bare den sikreste vej til at sende ham væk til det "sorte hul".
Jeg er glad for at du minder mig om, at jeg ikke skal kæmpe alene. Det er en hård tid for mig, da jeg netop er ved at lære at anerkende mine egne behov uden at skulle ændre den person jeg er. Vores situation er fuldstændig korrekt gættet af dig! Og min måde at være opmærksom på, at vi ikke skal kæmpe hver for sig at nok lidt på samme måde som din kæreste har gjort... Jeg minder mig konstant om den svære tid vi havde, og min angst for at stå alene tilbage når han "vælger" at forsvinde. Eller som jeg ser det, vælger at opgive kampen i stedet for at række ud efter mig, og fortælle mig hvad han har brug for. Det er for mig at se ikke at vise tillid, og tilliden mellem 2 parter er det der gør et godt forhold for mig. Så længe han vælger ikke at være ærlig om det der foregår i ham (det som du så flot og modigt har åbnet op for ved at smide et indlæg her på debatten) så længe viser han mig ikke tillid, og så er der intet forhold. Men det kan tage lang tid som du også fortæller.... det vil vise sig om vi vinder "kampen" eller om vi finder lykken hver for sig. I sidste ende komme det vel til at handle om MOD fra hans side og tålMODighed fra min side. Jeg har også drømme jeg gerne ser indfriet med den rette mand - tiden vil vise om dette er ham. Men at vende mig og gå for tidligt vil være lige så fatalt og umuligt for mig. Men holder øje med mit barometer.. og jeg synes selv jeg er blevet bedre til at orientere om mine følelser på en ikke-truende måde. Det har i det mindste hjulpet lidt, så mon ikke også han gør det.. :-)
Tror i bund og grund vi besidder den samme smerte i vores indre, men at vi reagerer vidt forskelligt på den. Kan det tænkes at din indre tankeproces (hvis du overhovedet kan registrere en sådan?), det der får dig til at få behov for at være alene, kan være noget i retning af, at du engang har savnet opmærksomheden fra én eller anden kant, og har - måske helt ubevist og for meget lang tid siden - besluttet at "hvis de ikke giver mig noget, så vil jeg ingenting ha' overhovedet"?! Smerten over at have savnet opmærksomheden på egne præmisser tror jeg er det "vi" har tilfælles. Min måde at reagere på er så bare anderledes fordi jeg har - for længe siden og ubevidst - valgt at gøre noget andet end det jeg selv umiddelbart ville ha' at byde ind med. Er blevet en "pleaser" men er reelt lige så isoleret psykisk set som Jer, der fortrækker til sorte huller og bliver isoleret. For jeg tror ikke på, at det altid er lige fornøjeligt for Jer når I isolerer Jer ligesom det bestemt heller ikke altid er sjovt at "spille en rolle" fordi man ved det er det der virker... hvorfor ville du ellers bruge al den tid og energi på at helbrede dig selv? Det må da have nogle konsekvenser for dig, udover moralske skrubler som du i øvrigt heller ikke ville have hvis du var "ægte" egoist?!
Nu lyder det som om jeg har et trip med at lægge ansvaret for både Jeres og min egen opførsel over på andre... det er nu ikke det jeg gør. Men at jeg har kigget på mit liv indtil nu kan jeg ikke benægte.. Og jeg ved, at ingen rigtig har set mig for den jeg er, hvilket medfører min enorme beredvillighed til at lege kamelæon og regnorm for at andre skal kunne lide mig. Jeg kan blive det de har brug for at jeg skal være, så får jeg da i det mindste et eller andet.... men mister den jeg er i mit indre! :-( Det sjove er, at dette kun sker når en kæreste kommer tæt på, ellers er jeg en selvstændig og yderst selvbevidst ung dame!!!! Mener at have læst et sted, at det kan kaldes "kvinder der elsker for meget". Egentlig holder jeg folk væk fra mine følelser i strakt arm, da jeg jo udemærket kender konsekvensen af at blive glad for nogen - så står min selvrespekt på vippen, og det er en alt for dyr pris at betale. Løsningen er selvfølgelig det jeg har gang i nu og fremover... At vise mig selv i et tæt forhold, og udholde at der måske ikke lige kommer den reaktion jeg håber på, men så er jeg i det mindste tro mod mig selv, og kan derfor udholde langt mere. Nok tror jeg, at jeg elsker min måske-kæreste, men er jeg ikke god nok for ham at vise tillid som den jeg er, så er han bare ikke den rette. Har han behov for andet end den jeg er, eller magter han ikke at se sin angst for at mærke sine behov for nærhed i øjnene, ja så taber vi begge kampen! Jeg tror aldrig rigtig at han har mærket en intens trang til forpligtelse... jo, men i tilfælde hvor det har været udelukket på forhånd. Hvor en pige f.eks allerede er i et forhold eller andre omstændigheder der gør at hun ikke "er ledig".
Underligt nok, så har jeg lært at lytte til min intuition, der skriger KÆÆÆÆMP for fulde lungers kraft! Har mange gange besluttet, at NU er det slut, nu orker jeg ikke mere.. men så når jeg har fået lidt styr på mig selv, så kommer råbet fra mit hjerte, selvom min fornuft er stået af for længe siden! :-) Måske det minder om det du oplever når du konfronteres af din kæreste og du er på nippet til at skippe hende... så mærker du alligevel et eller andet sted indefra, at "she's the one"! =) Kan kun minde dig om det samme. Hun skal ville dig så meget at hun er villig til at udvise forståelse for dig, for din virkelighed er som den nu er.. De sorte huller er en del af dig, indtil du har fået løst mysteriet og opnår at leve som du gerne vil med kontrol over dine handlinger og følelser. Tror at tvivl er en stor ting hos Jer der "forsvinder" eller hvad? Tanken, elsker jeg/vil jeg hende nok, når jeg har lyst til at forsvinde ind i mig selv? Eller kender du ikke tanker om dette?
Min frustration over afmagten, der opstod når jeg gjorde alverdens tiltag for at "lokke ham ud af det sorte hul" og intet virkede var det, der skulle til for at indse, at det er hans eget problem om han vil ud til mig eller ej... For som du rigtigt siger, så er det også hans kamp. Hi, hi.. Jeg ser ham for mig med svedig pande og bævende skridt, stikke hovedet frem og række ud efter min hånd.. Tror at det han frygter allermest er, hvis han bliver afvist eller bebrejdet noget, når han rækker ud, og jeg ikke giver ham det han har brug for. Så hvorfor overhovedet tage chancen at forsøge, og hvorfor overhovedet finde ud af hvad han har brug for. For han kan og skal jo klare sig selv i følge hans indre.. Sådan tænker jeg ihvertfald at det ser ud for ham. Tror du det er rigtigt, at han kan have en idé om, at det er svagt at have brug for andre.. med dertilhørende risiko for at blive afvist? genkender du det? Sjovt nok, så er der nu opstået en ro mellem os, efter jeg er holdt op med at løbe mig halvt ihjel for at bevare kontakten. Han kan komme frem når han har lyst, eller lade være.. mit liv stopper ikke længere fordi han ikke "er på". Pludselig har jeg set lidt af hans usikkerhed, når jeg ikke længere er "den afhængige", men at han mærker sit behov for mig og jeg ikke lige har tid. Det er nemlig her jeg ser den menneskelige og sårbare side af ham, som binder mig til ham.. og som jeg ved han selv HADER allermest. Det er klart, hvem bryder sig om at være sårbar, men man dør altså ikke af det! Man må bare lære at håndtere de sårbare situationer, så man ikke panisk må undgå dem (når man kommer følelsesmæssigt tæt på andre) eller helt spille rollen som totalt uafhængig og selvforsynende med kærlighed. Jeg ved det ikke er sådan i virkeligheden.. :-) Er mine observationer mon helt volapyk for dig?

Jeg ved ikke helt om min måske-kæreste kommer til at føle sig mindre "mandig" af at have brug for andre.. Måske det forklarer at kontrollen, der kommer ud af at "afvise" andre (for sådan føles det faktisk når det sorte hul rammer Jer!!) er med til at styrke hans opfattelse af sig selv som en mand med styr på tingene. Selvom min intuition dog siger mig, at hans sjæl tørster efter at slå sig sammen med en sød pige (ikke sagt at det er mig ;-)) og forfølge de familiemæssige drømme som han for lang tid siden har givet udtryk for, men som han sidenhen ikke helt står ved så åbenlyst! Men det er jo ikke til at vide.. Kan der være frygt for Jeres maskulinitet forbundet med det at komme tæt på en kvinde?
Nå, nu må jeg hellere slutte for denne gang. Du skal jo også have en ærlig chace for at nå til enden af mit indlæg! :-) Men med tankerne frit på spil og hænderne på tastaturet.. ja så er jeg svær at stoppe! =) Håber det er ok! Du er ihvertfald selv med til at sætte tankerne i gang! ;-) Og mine spørgsmål er lige fra hjertet - ingen grund til bekymring om du får svaret mig eller ej! Men hører gerne din mening i fortsat debat, hvis du har noget på hjertet angående det jeg er inde på! Ser frem til næste indlæg fra dig...
Knus fra Tulle

G'morgen Tulle. Skønt at komme på arbejde og som det første læse dit sublime svar. Har desværre kun lige mulighed for at give dig et hurtigt svar, men vil meget meget gerne yddybe nogle ting i et senere svar. Lad det være sagt med det samme: jeg nyder vores dialog.
I dit svar kommer du hele tiden tilbage til et emne omkring, hvorvidt "vi" føler os bange for at få hjælp, føler os mindre maskuline osv. Nu er det jo mange således at vi mænd er nogle tossehoveder ind i mellem. Det er vist ikke rigtigt noget med de der hersens "sorte huller" at gøre. Det er mere genet !!!
For mit eget vedkommende er jeg EKSTREM dårlig til at spørge andre folk om hjælp. Det kan være til hvilken som helst opgave. Kan selv, vil selv, gør det selv. Til tider kan der være mange fysiske begrænsninger der gør at "man" er nødsaget til at bede om hjælp. Men selv i sådanne tilfælde, jamen så undgår jeg ski da bare at lave tingene. Har faktisk tænkt meget nøje over denne problematik de forgangne måneder. Det faktum at jeg simpelthen ikke KAN bede venner og bekendte om hjælp. Som person er jeg MEGET hjælpsom, og giver ATTID en hjælpende hånd - hvilket jeg virkelig nyder. Men ak - når det kommer til mig selv er verden en ganske andet. Og ved du hvad - det er faktisk skideirriterende (pardon my language) at have det sådan.
Det væreste ved at have svært ved at spørge om hjælp er, at det også gælder psykiske problemer. Jeg er blevet meget bedre til at snakke om "komplekse ting" og problemer. Men kun på mine egne promisser og når jeg føler jeg er klar. Ikke når jeg reelt kunne have gavn af det. Det vil sige, at jeg altid er 5 min. for sent :-)) if U know what I mean !
Lad mig give et eksempel. Jeg blev skilt for ca. 3 år siden. I tiden op til selve skilsmissen er "man" normalt også temmelig meget påvirket af det. Normalt taler "man"
da med allernærmeste venner derom. Normalt fortæller "man" da til sine nærmeste medarbejdere at nu er "man" flyttet fra konen. Men ikke jeg.
Der var ingen - og jeg mener INGEN - der anede jeg var flyttet og lå i skilsmisse. Jeg flyttede arbejdsplads (hvilket intet havde med denne sag at gøre). På mit nye arbejdsplads var der INGEN der vidste noget som helst. Der arbejdede jeg i ca. 9 måneder. Virksomheden flyttede til udlandet og jeg måtter desværre finde andet arbejde. Det gjorde jeg så stort set ugen efter. Det interessante var, at jeg på den nye arbejdsplads straks sagde noget i retningen af ..hej jeg er skilt. Det viste sig nemlig at alle andre stort set også var skilt ....så i mit hoved var det ligesom legalt NU.
Mine venner - som normalt er tæt på mig - blev naturligvis en smule overrasket, kan man vist rolig sige. Jeg har brugt de forgange par år til at fundere lidt over tingene, og forsøgt at finde ud af "hva i hede h......skete der" i mit indre. Hvorfor pokker kunne jeg ikke bare sige tingene som de nu engang er.
Ganske kort - tror det handler om skyldfølelsen.
Nu er det ikke således at jeg hverken drak, slog hende, var hende utro eller andet. Vi "gled" ligesom fra hinanden. Men deep deep down var jeg ikke nogen god ægtemand. Set i bakspejlet kan jeg godt se, at jeg har været ekstem egoistisk i min attitude og i mine behov. Nu er det ikke fordi jeg pluselig vil tale om mit ægteskab, da det er et overstået kapitel. Men de "sorte huller" er blevet væsentlig tydligere efter denne periode, og har virkelig fået mig til bedre at forstå hva som sker .................tror jeg nok :-))
Nogle af mine gode venner har foreslået forskellige ting - og har også tilbudt at jeg "bare kan komme til dem" når jeg vil snakke.
Altid siger jeg - nej tak til hjælpen.
Føler det er nemmere for mig at tale med "total strangers" om personlige problemer ....for den fremmede kender mig jo ikke ....vel :-(((.
Kære Tulle ...alt herfra ...vil læse dit brev igen..og vil da forsøge at besvare nogle af dine spørgsmål ...også de restoriske af slagsen.

Citat; "Af debatten i øvrigt fremgår, at kvinden ikke går ind for monogami, og det er ikke for at dømme hende, men uden dette er jeg slet ikke villig til at kæmpe for noget som helst. osv....."
Ja Tulle jeg tillader mig lige at korrigere din udmelding vedr mig og min holdning.....
Jeg har min måde at leve på og forholde mig til livet på. For dig er Monogami et valg du har gjort, det er dit valg og dit liv, der er masser der har det som dig og det er bare helt helt OK.
Jeg vil bare gerne have den samme respekt for mine valg i livet, mine holdninger er absolut ikke kommet af ingenting, men er meget gennemarbejdede - og det betyder mere end noget andet at jeg f eks ALDRIG kunne komme i tanke om at få afløb for mine lyster til en tilfældig firmafest eller på et kursus med en kollega - eller kunne komme på at stjæle en andens mand.

Jeg vælger derimod helt bevidst legekammerater der har den samme åbne indstilling - så er der nemlig fælles spilleregler og forståelse.
Jeg står ved det jeg er og har på samme måde respekt for de mennesker der har en anden holdning.
Derfor har jeg også stor respekt for mennesker som dig der vælger Monogami som livsvej, og har på intet tidsspunkt givet udtryk for andet.
Omkring min Mand, ja så er der altid en ting der er 100%. Han er mit valg og vores liv er ikke let, men han vil faktisk mig - og jeg ham - både med de lyse og de mørke sider. Så derfor kæmper vi heldigvis sammen - både med hans og mine forskelllige gode og dårlige facetter.
Vi elsker ikke på grund af, men på trods af.....Håber du forstår forskellen.
Respekt til dig -
E_F_K

HMMM
Jo da - det har for mig også været en STOR opdagelse at finde ud af at jeg fungerede sådan...og en kæmpelettelse at indse det. Du har helt ret i den med at "skulle have noget nyt i gang hele tiden" den kender jeg også....
Du kan sagtens finde en der kan hjælpe dig - for at undgå for meget mht afstand transport mm, så led efter en Psykoterapeut i området hvor du bor...Spørg om de arbejder med NLP - beskiv din situation mht "stress og mange bolde i luften" og "sorte perioder" og tag den derfra.
Men inderst inde tror jeg måske -??- at du egentlig slet ikke behøver at bruge krudt på det - hvis du er som du skriver - ja så er processen til at omgås dette anderledes allerede sat i gang i dig. Du har jo allerede taget hul på emnet gennem denne debat - og mon ikke din hjerne har påbegyndt omstillingsprocessen i baggrunden - mens dette debatteri er foregået.
Sådan gik det nemlig for mig - da jeg først fik de rigtige ord på - der for mig ramte lige i plet - ja så havde jeg ikke behov for mere assistance fra terapeuten - hvilket han faktisk var helt enig i....Det er bare gået stille og roligt opad og fremad siden.
Der var ganske enkelt to ting jeg skulle øve mig på;
At tage én ting af gangen i de perioder hvor det gik FOR stærkt og hvor jeg ikke kunne bevare overblik på den måde som jeg helst vil. Det at turde sige NEJ, FRA og UDDELEGERE på jobbet og hjemme - det var svært - men nødvendigt i denne del af processen. det er her jeg bruger meditation...det giver ro og tid til at danne overblik.
At acceptere og melde klart ud at jeg havde brug for "tid for mig selv" til at komme op igen, når elastikken var ved at springe. Altså at jeg SKULLE HOLDE MIG I RO og STOPPE OP mht nye ting og oplevelser.
Det var lige så nødvendigt - men ret uforståeligt for omgivelserne - for hun PLEJER JO ALTID at være der og være PÅ. (På nær når hun holder sig for sig selv. Men det er jo "kun" et par gange om året hun plejer at være "sær"!!! Skal det nu til at være hele tiden!!!!)
Det har faktisk været den sværeste del - for det er her den "dårlige samvittighed" kommer til overfladen. Men sjovt nok så viste det sig ret hurtigt at de vigtige ting ikke løb nogen steder i mellemtiden og at de uvæsentlige tit havde opløst sig i blå luft.
Det har i praksis betydet at jeg er blevet meget bedre til at tacle hverdagen så jeg undgår de helt slemme "sorte huller". Men det er stadig svært for omgivelserne og mine nære at acceptere at jeg altså fungerer sådan, selv om jeg i dag taler mere åbent om det og har lettere ved at fortælle om det - også selv om jeg får nogle underlige "blikke" og har mødt meget "rysten på hovedet" undervejs i denne proces.
Jeg har det bare SÅ meget bedre og er mere hvilende i mig selv end i MEGET lang tid. Og det er rart---så tager jeg gerne med i købet at familie og venner ikke helt kan forstå det - endnu. Det kan man nok ikke forvente når det er mennesker der ikke selv har prøvet den form for Ups and Downs. Min partner er langsomt ved at se at det her er bedre - også for ham. Men vigtigst af alt - han kan se at jeg er blevet mere afbalanceret og rolig...og det gør godt for os begge.
Held med projektet.
E_F_K

Hej med dig!
Tak for dit indlæg... jeg ved nu ikke helt hvad du mener med at ville rette mig. Jeg gav kun udtryk for MIN holdning, og den er som dit valg baseret på mange velovervejede beslutninger og prøvelser.. blandt andet et ikke klart afgrænset sex-liv. Det fungerede ikke for mig og mine følelser, men at I kan få det til at fungere og ligefrem er det i ønsker er jo bare herligt for Jer. Synes heller ikke at jeg har udvist disrespekt for dig og dine holdninger - det var ikke min mening. Det er jo en debat, hvori jo ligger at man netop udveksler forskelligheder.... Har aldrig haft intentioner om at pådutte andre min holdning, det er deres egen sag, hvor de lægger deres værdier!
Som du anderkender jeg i særdeleshed andres forskellighed fra mig - der er bare grænser for, hvor stor forskelligheden kan være, når man skal leve intimt sammen som par. Jo tættere man er på hinanden, jo tydeligere står ens behov frem... Behovstilfredsstillelse er for mig det væsentligste i det at åbne op til sit indre. Af samme grund er det svært at blive elsket og opleve lykke, hvis du ikke står ved dig selv. Havde du og din mand ikke været enige om jeres seksuelle spille-regler, haft de samme lyster så havde I nok heller ikke været sammen i dag. Måske tror du mig ikke, men vi to deler faktisk opfattelse mht den måder vi elsker på.
Den måske-kæreste jeg omtaler i mine indlæg er SÅ langt fra den partner jeg i min fantasi altid har drømt om, og ligeså er hans opførsel. Var han som i mine drømme, ville jeg jo også elske ham PÅ GRUND AF DET er jeg bange for. Sådan et forhold har jeg prøvet... men glansen går af, og man mister gnisten på et tidspunkt! Næ, ham her er langt vanskeligere at forene mig selv med... Men det gør sku at jeg i mit inderste ved at jeg ELSKER HAM PÅ TRODS AF, da jeg selv må håndtere mange situationer som i mine drømme har set anderledes ud. Men alle kan elske én der er perfekt, jeg elsker ham som person - så må jeg jo tage ham som han er, eller helt lade være og finde en anden der passer mig bedre! For mig er det et valg, hvor meget kan jeg undvære at han afviger fra mine drømme og "det perfekte billede". Når jeg når til det punkt at jeg skal lide afsavn og ændre mig selv, så er jeg gået for langt. Men er det blot i kategorien, at jeg ikke lige får det jeg SOM JEG gerne vil have det, så er det et af de mindre væsentlige punkter, hvor der er plads til at ændre min opfattelse af hvordan "rigtig kærlighed er". Men hurra for at jeg har indset at man godt kan afvige og stadig være perfekt - nemlig perfekt for mig, selvom det ikke er mit drømme-billede. Vi lever jo i virkeligheden - ikke en fantasi verden. Måske er det alderen der gør, at man begynder at se mere på det overordnede billede af kærligheden.. sådan har jeg ihvertfald haft det. Modenheden længe leve! Som Søs Fenger skriver i en meget smuk sang: "Jeg vælger min egen vej..."
Go' dag til dig!
Tulle

Kære R.
Tak for dit morgen-indlæg.. har tænkt videre over det i dag. Underligt nok, så er jeg lidt "tom" i dag - har jo også fået udgydt mig en del de sidste par dage. :-) Så måske jeg ikke kommer med så mange "guldkorn" denne gang, men ville alligevel dele et par af mine tanker med dig.
Jeg tror også det med at kunne tage imod hjælp fra andre er et fokus-punkt du skal være opmærksom på. Du behøver jo ikke nødvendigvis ende op med at være uselvstændig og hjælpeløs mm. andre træder til. ;-) Jeg kender selv alt for godt til det med ikke at kunne tage imod hjælp, og har udviklet mig en del på dette område. Bl.a er min måske-kæreste den eneste mand, jeg har turdet anerkende at jeg har brug for ham overfor. Den selvstændige og handlekraftige madamme lever i bedste velgående.. :-) Har altid troet, at "manden i mit liv" skulle være én der viste at han havde brug for mig.. Det har jeg på sin vis også. Men endnu vigtigere for mig er, ved jeg nu, at jeg ved at han vil være der for mig når jeg har brug for ham. At jeg kan regne med hans støtte og opbakning...
Kan det være, at det er en mands drøm at være "sin prinsesses ridder i skinnende rustning - ham der fjerner alle sorger og forhindringer på hendes vej, når hun ikke selv helt magter det?" For hvis det er tilfældet, hvad sker der så når manden tvivler på sin evne til at udfylde netop den rolle til fulde? Hvis han tvivler på sin evne til at være "HAM", vil han så ikke trække sig tilbage i angst for at fejle og svigte dem han har kær? Især hvis prinsessen ligner én der er utilfreds med det han gør allerede... Eller måske drømmer han i sit inderste også om at få en hjælpende hånd til at klare sig på sin vej, men at det virker "forkert" for han BURDE jo være ham der klarer ærterne for dem han elsker og ikke omvendt.... Men tænk engang, han bliver jo ikke mindre MAND af at erkende, at man som enkelt-person ikke behøver klare hele verden alene. Måske det ikke behøver være kvinder man beder om hjælp/forståelse, men venner er vel først rigtige venner, når man ved at man har brug for dem på samme måde, som de har brug for én? Mon ikke mange mænd er enig heri? Bare lidt filosoferen i eventyr-genren.. :-)
Jeg er bange for at mit indlæg endnu engang kom tilbage til det om at vedkende sig sit behov for andre. Dels som svar på dit indlæg, og dels ubevidst. Det har åbenbart sat sig i mig, som noget der bliver ved med at dukke frem når jeg tænker på emnet.... Skal hilse og sige, at jeg har brugt tilsvarende lang tid på at fundere over det med at "kvinder løber efter en afvisende partner"! :-)
Men rigtig god aften til dig, R. Ser frem til at høre fra dig..
Knus fra Tulle

Hej Tulle.
Smiler en smule. Jeg har det præcis som du. Føler en vis "tomhed", føler ikke længere samme behov for at skrive om problemet / fænonmentet. Det hjalp bare-det at forklare problemet til en "fremmed". Kan vist kaldes selvterapi ...selvhealing ...eller noget i den retning.
Synes dog det ville være synd og skam ikke at fortsætte dialogen, for det er netop NU at behovet er allerstørt ...eller rettere ...det er netop nu i denne periode faren er allerstørst.
Det jeg konkret mener er, at selvom vi hver især er kommet ovenpå igen, så er der STOR sandsynlighed for at falde i igen. Er problemet reelt løst eller er det bare på standby❓Jeg har lovet mig selv at jeg denne gang ikke bare vil "nøjes" med at komme ud i lyset igen. Nu vil jeg once-and-for-all sørge for at blive "herunde". Det er både sjovere og gør mindre ondt på mine omgivelser. Forstår du hvad jeg prøver at sige ?
Har du lyst til fortsat at holde kontakten/dialogen ..er du hjertlig velkommen til at skrive direkte til min email. Kunne være givtig for begge parter tror jeg.
Kh
/ R

Jeg er meget asocial. Jeg har "kun" 2 gode venner og jeg snakker næsten aldrig med andre, men mit indre er ikke et kaos, det er et kosmos...Så bare fordi man er asocial betyder det ikke at man har et kaotisk indre.