Lykkeligt gift - og forelsket i en anden?

Jeg kunne godt bruge nogle andres tanker omkring det her 😉 ...
Jeg er lykkeligt gift, elsker min mand (meget!). Vi har to børn med, har oven i købet et glimrende sexliv. Jeg er alt i alt ikke bare tilfreds, men rigtigt glad for min tilværelse.
For en del år siden (før børn) mødte jeg dog en anden. Et eller andet slog gnister imellem os. Det blev aldrig til mere end en lidt langvarig, intens flirt. I sidste ende ville han ikke risikere at ødelægge mit og min mands gode forhold, og jeg ville ikke gå bag min mands ryg og være utro. Vi gik hver til sit, brød kontakten fordi vi begge kunne mærke at vores intense følelser for hinanden i længden ville skabe problemer. Min mand er ikke jaloux, og havde det ok med flirten så længe det blev ved det. Han har den indstilling at man selvfølgelig ikke kan gå igennem tilværelsen uden af og til at få følelser for andre. Han var dog lettet da det var ovre.
På mange måder er de to mænd meget ens. De ligner hinanden en del, både følelsesmæssigt og af udseende. Den mand jeg mødte er en anelse ældre, og en anelse mere eventyrlysten (se verden, prøve sig selv af), imens min egen mand er mere varm og følsom.
For nylig mødte jeg så den anden mand igen. Han har fået arbejde tæt ved hvor vi bor. De varme følelser mellem os var uændrede. Vi talte kun kort, savner hinanden meget, og har haft hinanden meget i tankerne i de år der er gået. Vi har ikke lyst til at skilles igen, men jeg elsker også min mand, og vil ikke ødelægge min gode familie (hvorfor skulle jeg også det?)
Tanker og refleksioner modtages gerne 🙂

Min største drøm her i livet er da at blive gift og få børn, men er desværre kun blevet usselt behandlet i sidste ende af dem jeg har mødt og derfor bliver jeg skisme harm, når nogen vil smide ægteskabet på gulvet fordi de har høje tanker om en eller anden gammel flit. Husk nu på at intet er fantasi længere, når det er realiseret og - efter min nok noget så gammeldags mening, så bedrager man sin partner ved at ha' en ekstra elsker! Men du lyder til at være på vej videre.. held og lykke med at smadre din familie og blive et nummer i skilsmissestatistikken.

Tag dig sammen. Du tror kærlighed er noget med følelser, men det er det ikke. Det er noget med at vælge. Valget er dit, og du ved godt hvad det rigtige valg er

Det var da nogle intetsigende og dybt latterlige svar mine to forgængere kom med...'get a life!
Men kan give ret i at det handler om et valg. Hvad enten du vælger det ene eller det andet går livet videre. Men du må og skal vælge. Og tro mig, lad vær med at være utro med ham i det skjulte!

Ud fra dit svar at dømme har du da også opfundet den dybe tallerken! Du siger jo det samme som mig, bare pakket lidt mere ind!!

Beklager søde, læste ikke lige dit indlæg først. Og nej, den dybe tallerken har jeg ikke opfundet - det lader jeg dig om [(:]

Jeg er lidt i samme situation. Dog er jeg "den anden"; den der kan risikere at ødelægge et ægteskab.
Jeg har været i et langvarigt forhold og er det stadig, men vi er begyndt at tilbringe meget tid hver for sig og har udviklet hver vore interesser. Vi har stadig meget sammen, men jeg føler mig ikke længere bundet af vores forhold.
Den anden kvinde er gift og har børn. Ægteskabet køres efter sigende godt. Men hende og jeg har stærke følelser for hinanden. Jeg fornemmer at hun kæmper en kamp der minder lidt om din. Jeg kæmper ingen kamp, udover den mod angsten for at hun skal glide ud af mit liv.
Jeg er helt på den rene med at jeg ikke vil have en affære. Jeg har prøvet det før og ved at omkostningerne er for store for alle parter. Men jeg kan ikke undvære hendes venskab. Jeg er klar over at et platonisk forhold meget let bliver til mere, men jeg mener ikke at det nytter noget at undertrykke stærke følelser, samtidig med at jeg også mener at man skal opføre sig ansvarligt og prøver at tilgodese alle parter.


Når jeg skriver at det ikke nytter noget at undertrykke stærke følelser, har jeg vel egentlig også skrevet, hvad jeg nok ville gøre i dit sted.
Du må prøve at få det bedste ud af det. Held og lykke !!!

hvor har jeg ondt af alle jer utro kryb.. kan I slet ikke selv vælge, siden I spørger på en debatside? Og hvad med jer der fremhæver jer selv som helgener fordi I boller udenom.. I skulle så meget prøve utroskab selv, lige foran synet af jer når I allermindst venter det!
(Her er åbne parforhold undtaget, og dem tror jeg vitterligt der kommer flere og flere af)

Få en sagsbehandler på sagen straks.

Jeg forstår ikke rigtig, hvor du vil hen. Utoskab er når man går bag en andens ryg, som man blandt andet gør når man har en affære (hvis man ikke siger det, men det ligger jo næsten i begrebet at man ikke siger det).
-Hvis man er utro, men straks fortæller det, spiller man med åbne kort.
-Hvis man er utro en enkelt gang (kun én gang) kan det være hensynsfuldt at fortie det.
-Hvis man undlader at være utro, men ægteskabet alligevel ryger, eller det viser sig, at ens partner skam har været utro flere gange, så har man grund til at føle sig snydt.

Jeg skrev at jeg ikke går ind for en affære. Hvad er det i mit indlæg, du ikke kan lide?

vend den om? -
Tænk dig situationen, at din mand har en flirt og de sammme følelser for en anden som dem du mener du har for din potentielle elsker. - Tænk igen - på jeres gode liv og hvor højt du elsker din mand og jeres sexliv osv.osv. - Hvordan har du det så? Hvad mener du så om utroskab?
-----Det er dit valg - men det er et valg der aldrig kan laves om. Sket er sket og trods evt. accept/tilgivelse, så bliver INTET nogensinde det samme igen!

Nej moral er altid nemt at have på andres vegne. Det gør jo ikke ondt på en selv. Der sker dog som regel det, at når man selv engang ud i fremtiden har prøvet at stå i samme situation, udvides ens horisont lidt.
"hvor har jeg ondt af alle jer utro kryb". Jeg har mere ondt af fordomsfulde mennesker, der mener sig berettiget til at dømme andre. Sådanne mennesker er små.
Jeg læser ikke at trådstarter har været utro, men at hun har føler sig tiltrukket af en anden end sin mand. Det er ikke unormalt, og noget os, der har været gift i mange år kan nikke genkendende til. Det sker for de fleste i et langt forhold, at man tiltrækkes af andre, det er man ikke selv herre over. Det eneste man er herre over er, hvordan man vil reagere på det.
Hvis du vil bevare dit ægteskab intakt, vil jeg råde dig til ikke at give efter for de følelser. Vær ved dem overfor dig selv, for at undertrykke dem, vil kun gøre dem endnu mere spændende. Kort sagt, saml appetit ude, men spis hjemme. Brug de følelser og projicer dem over på din mand. Styrk dit ægteskab, så følelserne for den anden skrider i baggrunden, og overvej, hvad det er, du mangler i dit ægteskab der gør, at tiltrækningen for den anden er så tydelig for dig.
Jeg vil fraråde dig at springe ud i utroskab, hvis du har et godt ægteskab, for det sætter en kile ind mellem dig og din mand, som aldrig forsvinder. Heller ikke selvom han ikke finder ud af det. Du vil have en hemmelighed, du ikke kan dele med din bedre halvdel, og du vil altid vide, at du er gift med ham på løgn.
Hvis du er tålmodig og sørger for at vedligeholde dit ægteskab, ikke kun med sex, men også med kommunikation, samvær på andre måder, og du virkelig elsker din mand osv. skal din tiltrækning af den anden nok med tiden skride i baggrunden, og en dag vil du møde ham på gaden, og bare føle, som du føler for enhver anden kær ven.

Græsset er altid grønnere hos naboen. Indtil man så flytter ind i naboens hus.
Efter kort tid,finder man så ud af,at græsset i det gamle hjem,alligevel var grønnere end hos naboen.MEN,så er det for sent ! OG,derefter visner man selv væk,og bliver trist og grå !

Der er 2 mennesker der kan vælge at smadre et ægteskab eller en familie og det er de parter der er i ægeskabet. Hvis de tager det valg, som du så dramatisk skriver smadrer til, så er det nok fordi det er meningen. Man kan selvfølgelig også vælge at smadrer sig selv, og leve sit liv i hykleri og laden som om og lade glansbilledet være det vigtigste mål her i livet end selve det at leve et glansbilledliv. Det er et valg man tager, men at smadrer en familie fordi man går fra hinanden er vel ikke et must, fordi man vælger ikke at bo under samme tag mere eller fordi man ikke elsker sin partner mere som man burde. Synes du man skal styre sine følelser her i livet bare for at leve op til dine og andres forventninger? Du har et liv og skal du vælge hvad man morals gør, fordi det gør man, altså foreksempel når man er gift så er de for resten af livet uanset hvor lykkelig eller ked du er, så må du ikke smadrer familien, men mener du så hermed at det enkelte vid gerne må smadrer sig selv og tror du at de andre ikke kan mærke hvis man ikke er lykkelig eller hvad forestiller du dig med det du skriver.
Du har ikke fundet dit partner endnu, men du kunne starte med at lade være med at være så dramatisk i din tankegang, for jeg er helt sikker på alle bliver gift fordi de elsker på det tidspunkt, men følelser taler deres eget sprog og skal vi ignorere dem. Skal vi lytte til vores hjerte synes du eller til vores hjerne det er nemlig 2 vidt forskellige ting. I den sidste ende tror jeg på at man bliver mest lykkelig med sig selv (hvis det ellers er tilladt at være lykkelig med de valg vi nu tager her i livet på godt og ondt), hvis man går efter det man tror på.

Kære Trådstarter
Jeg synes der er mange som er hårde ved dig. Som jeg læser dit første indlæg så har du ikke gjort noget som helst med nogen endnu, udover flirten og du er nervøs for hvilke konsekvenser det ville have i situationen.
Egentlig tror jeg kun du kan finde svaret i dig selv. Hvis du er i tvivl så tror jeg ikke du er klar til at tage springet ud i en affære eller et nyt forhold og så har du svaret der. Men nemt er det ikke. Realistisk set går ingen gennem livet som ægtefælle eller mangeårig fast partner, uden at møde andre mennesker der potentielt kunne have været partnere eller affærer hvis man ikke allerede var i et forhold. Det er urealistisk at tro andet og det skal du erkende overfor dig selv. Lad være med at slå dig selv i hovedet, tillad dig selv at tænke "øv, det kunne have været spændene" og så tag den derfra. Jeg beder dig ikke om at gøre det ene eller det andet, men jeg tror ikke du gør noget i forhold til den gamle flirt og så skal du bare tillade dig for en tid at arbejde igennem tanker og følelser i hovedet, så det ikke med tiden bliver en stopklods mellem dig selv og din mand, fordi du ikke fik det bearbejdet på en eller anden måde.

Tror måske at det bare er rent og skær begær og lysten til at prøve noget andet også :)

få da et liv
jeg ved da ikke hvilken årti du lever i ❓

Hej,
jeg synes du skal overveje at forsøge at åbne dit ægteskab op. Vær fuldstændig ærlig over for din mand om situationen og sørg for at gøre alt for at han føler, at en eventuel åbning af forholdet kører efter hans tempo.
Kommunikation og tålmodighed og ærlighed er vejen frem.
Læs mere på polyamori.dk og kom ind og debatter det med polyer på polyamori.dk/debat.
PolyJane