Man må ikke fornærme overvægtige

men man må åbenbart gerne fornærme undervægtige. Hvordan kan det være?
Jeg er undervægtig og har meget svært ved at tage på. Synes ikke det er særlig sjovt og jeg ved jo at overvægtige bliver ligeså kede af det, som en undervægtig, hvis man kommenterer negativt på deres vægt.

Det er som om at folk slet ikke er klar over hvor sårende det er. Selv venner kan insinuerer at de synes det er ulækkert/grimt - hvad ved jeg. Jeg bliver så ked af det og jeg har også sagt det til dem, men de forstår det ikke. I stedet får man kommentaren "du skal bare være glad for at du er så tynd" ...ØØØØH HVAD??? Aner ikke hvordan det hænger sammen de to kommentarer, men det er meget ofte de to modstridende bemærkninger jeg får fra de samme folk. But WHY?
Jeg synes heller ikke det er pænt at være undervægtig, men så undervægtig er jeg heller ikke og ulækker er jeg ikke at se på. Ingen knogler er tydelige.
Testede det faktisk ved at give en overvægtig veninde igen, da hun sagde at hun ikke kunne holde ud at se på at jeg var så tynd. Jeg sagde til hende, at hun da bare kunne give mig nogle af alle hendes overskydende kilo og så blev hun rigtig ked af det. Jeg forklarede hende hvorfor jeg gjorde det og hun kunne da godt se, at det var ret meget det samme hun havde gjort overfor mig.

Er der nogen herinde der oplever det samme og/eller kan forklare hvorfor folk slet ikke tænker i de baner?

at jeg ganske vidst ligger i underkanten af hvad jeg bør, men at jeg ellers er sund og at det slet ikke er alarmerende.

Men det lyder da bare som om at din overvægtige veninde gav dig et kompliment...
Jeg opfatter ikke mig selv som undervægtig, selvom jeg ligger under det som lægerne umiddelbart mener burde være generelt... og dine læger siger jo også at det ikke er alarmerende, og så er du jo ikke decideret overvægtig...
Slap af, og tag det som en kompliment når din veninde siger sådan. Men selvfølgelig er det da dobbeltmoralsk hvis man mener man kan kritisere folk som er undervægtige og ikke overvægtige...

Jeg giver dig fuldstændigt ret. Selv vejer jeg lidt for meget, har dog en fortid som "almindeligt slank", men min datter på 15 er spinkel af bygning, og hun har måttet lægge øre til lidt af hvert i tidens løb. Blandt andet har velmenende familiemedlemmer nærmest overvåget hende, når vi har spist sammen, og kommenteret på, hvor lidt, hun spiste. Det tror da pokker, når folk fuldstændigt uhæmmet holder øje med hver en bid, hun tager. Med tiden har det ført til, at hun føler sig dårligt tilpas, når hun spiser sammen med andre, og selv om hun ikke har udviklet en decideret spiseforstyrrelse, så har hun haft begyndende symptomer på det.
Jeg VED, at nogle tænker om MIG, at jeg nok skulle lade være med at tage et stykke kage eller en portion mad mere - men ingen siger det direkte til mig, vel sagtens for ikke at såre mig (eller gøre mig gal, for det ville jeg nok først og fremmest blive!). Hvorfor er det så ok at sige til en undervægtig som min datter, at hun SKAL tage et stykke mere - at hun spiser alt for lidt - at hun da godt lige kan klemme lidt mere ned - osv?
Det skriger til himlen, når en kvinde fra min svigerfamilie i særlig grad kommenterer på min datters manglende lyst til at spise løs. Den pågældende kvinde vejer selv mindst 50 kg for meget og har en datter på 9, som er MEGET tyk, hvilket ingen af os kunne drømme om at sige til pigebarnet - heller ikke, selv om hun skovler mad og slik og is ind. Ved at fokusere på min datters vægt og spisning - eller ikke-spisning - får hun vel flyttet fokus væk fra sin egen og datterens vægtproblemer, men hvor er det fristende nogle gange at svare igen. Det er imidlertid STRENT forbudt, som du ganske rigtigt skriver.
Noget helt andet er, at bag ryggen på os, der vejer for meget, skal folk nok få sagt lidt af hvert. Der er noget skamfuldt og taber-agtigt ved at veje for meget - mens en pige som min datter ikke opfattes som "ulækker" på grund af sin lave vægt.
Og folk, der har anoreksi, opfattes ikke som "klamme" eller som om, de selv er skyld i deres situation - dem er det synd for. Folk, der overspiser i sygelig grad, har jo også en spiseforstyrrelse, men de skal bare tage sig sammen. Måske kan det trods alt trøste dig lidt, at der trods alt også er uretfærdighed til "på den anden led"?

Det er vores lave selvværd. Det er altid nememre at pege fingre af andre, end at skulle se sit eget i øjene.
Jeg er selv lidt overvægtig. Og det kan egentligt godt få lidt arigskab igang. hvis en der ligger inden for det nogenlunde normalvægtige. (Hvis man kan sige det.) Sidder og siger, ja jeg trænger altså til at tabe mig 2 kg. Hallo, hvem kan se forskel om der er plus/minus to kilo.
Men min lille udokumeteret teori, er simpelthen det er vores opdragelse og lave selvværd, eller mangel på samme. Der er miseren her.
Og vi giver det vidre til vores børn.😖

JEg har selv været overvægtig det meste af mit liv. dvs taget mer og mer på med årene, men fra 10 og så videre derud af.. Jeg syntes det virker lige omvendt.. man må ikke fornerme undervægtige men gerne overvægtige.. og hvorfor er fordi at (selvom dit måske ikke er anoraksi) så er anoraksi mere anerkendt som sygdom end overvægt/fedme er. (overvægt er blevet off. mere anerkendt de sidste par år) vi er stemplet som nogle grovædere der ikke kan styre deres lyster. (tænker meget af samfundet..)
JEg har selv prøvet at tabe mig på mange forskellige måder.. Og kan huske en dag som tog virkelig hårdt på mig og fik mig til at miste modet.. jeg var ude og cykle med en veninde (hvilke vi gjorde tit..) og vi har det rigtig sjov og hygger os mens vi cykler.. og ligepludselig kommer der en bil kørende med to fyre som råber ud af bilen, af mig, at jeg er for fed til at cykle og ikke må vise min store røv på offentlig vej..
Og jeg bliev rigtig ked af det. for jeg vejede "kun" 15 kilo for meget på det tidspunkt, og var godt i gang med at tabe mig..
har også været udsat for kommentare i fitness centeret,om hvad jeg lavede der. det var jo alligevel for sent for mig.. osv..
JEg har også haft den her veninde gennem min barndom hvor jeg var den tykke og hun den tynde. men vi fandt sammen pga det.. fordi vi havde det til fælles at folk var lige lede mod os begge.. (selvom hun var undervægtig af natur og ikke kunne gøre noget for det, for hun gjorde virkelig alt hvad hun kunne). Og det skal lige siges at hun spiste mere end jeg gjorde.. meget endda..
Det er ligeså svært for en tyk at tabe sig, som det er for en undervægtig at tage på..
min konklusion er at når alt kommer til alt, er vi lige udsatte..

at du ikke selv kan se hvorfor det er saadan! Det er selvfoelgelig synd for dig at du ikke er godt tilpas med din vaegt, men det er jo faktisk saadan at rigtig mange kvinder straeber efter at vaere super tynde. Det skyldes naturligvis at alle modellerne i blade, paa tv osv er uhyggeligt undervaegtige og derfor anses det for at vaere HOT.
Du ved vel godt at folk kun kommenterer din vaegt paa den maade, fordi de ville oenske at de saa ligesaadan ud. ogsaa selvom du faar fornemmelsen af at de synes du er ulaekker.
Jeg vil ikke sige at du skal vaere glad for at du er tynd, men jeg tror du (lige som dem der vejer for meget) skal laere at ikke tage det saa tungt.
[l]

Hun havde bare ikke tænkt over, at det er sårende

var selv en anelse undervægtig da jeg var yngere. der blev endda råbt anoraksikælling efter mig på gaden. og har aldrig lidt af spiseforstyrrelser.
det smerter ligeså meget som når en overvægtig bliver mobbet pga deres vægt.
folk aner ikke hvordan det er at være for tynd. man får nemt blå mærker og kan ikke sidde ned på hårde stole længere tid af gangen, man kan ikke rigtig ligge på en for hård madras. det er ikke sjovt.
jeg begyndte at give igen af samme skuffe til dem der vejede et par kilo for meget. det var nemlig dem der var flest af, når det galdt om at mobbe mig. de stoppede så stille og rolig da de fandt ud af det ikke var sjov at få igen af samme skuffe.
men tror bare det er fordi mange ser super tynde piger som værende tættere på ideal kroppen.
men vil bare fortælle at du ikke er den eneste der har tænkt på den problemstilling.