manglende situationsfornemmelse?

nu er det anden gang min kæreste går efter mig, når jeg går tur på kirkegården, for at se til min far, som døde for 1 måned siden....
Det er meget underligt for mig, at lige pludselig, så står min kæreste bare der forand mig ude på kirkegården og siger til mig: "jeg var gået hjem til dig og din dater sagde til mig, at du var gået herud, så derfor kom jeg, da jeg gerne vil se dig" nå da da, men vi har jo ingen aftale tænker jeg og det er da efter min smag meget underligt, at ens kæreste render rundt efter en ude på kirkegården...nu er det sådan, at min kæreste har været med på kirkegården nogle gange, men ligefrem at opsøge mig der, det kalder jeg manglende situationsfornemmelse😕.... elller hvad spørger jeg solens[s] folk om.

Det ved jeg ikke rigtig om jeg synes det er. Det er jo vidt forskelligt, hvilket forhold vi har til død, kirkegårde, sorg osv. Selv ville jeg nok ikke finde det specielt unaturligt. Men jeg tror da, at mange som dig ville finde det lidt "grænseoverskridende" fordi du/I måske oplever en form for privathed og måske dyb alvor over at sørge...? (ikke at jeg ikke synes sorg er alvor, men selve ritualerne og den slags er jeg ikke så forankret i).
Det slår mig at det kunne lyde som om din kæreste måske gerne vil vise omsorg i den svære tid for dig, måske endda er lidt bekymret for hvordan du tager det, men i stedet for at sige det, opsøger dig, når han ved du er på kirkegården..? Og når han har været der sammen med dig er det måske ikke klart for ham hvornår han må være der og hvornår ikke. Hvis du ville mere end blot at høre en vurdering af dit synspunkt, så ville mit råd være stille og roligt at tage en snak med ham om det. For selvfølgelig skal du have lov at være i fred på kirkegården, hvis det er det du har brug for. Det kan han da sikkert godt forstå, når bare han får det at vide. Ikke?🙂

Måske ikke du lige fanger det, men han/hun er faktisk bekymret for dig. Du bærer en sorg over din fars død, det er helt naturligt man som pårørende har lidt ekstra opmærksomhed på dem der er ramte.
Prøv at være GLAD for den omsorg du vises - det er sgu da ikke alle pårørende, der opfører sig som din kæreste gør. Og prøv at forestille dig om et år, når du ser tilbage, så var du bare ikke alene i den situation. Din kæreste var der...eller tilbød det ihvertfald.
Ved ikke lige hvilke køn I har, men du lyder som en kvinde.

Jeg ved ikke hvor lang tid I har kendt hinanden, nu hvor du er I sorg, kender han måske ikke din reaktions måde.
Umiddelbart kan det være en form for omsorg, men hvis du gerne vil være alene med dine tanker på kirkegården, hvilket jeg har fuld forståelse for, så er det vel din egen opgave at melde det ud til ham, da han ikke er tankelæser. Så tag en snak med ham, det er vel ikke unaturligt, når I er kærester.
Hvis han generelt ikke kan lade dig være i fred og altid vil vide hvor du er, og kontrolere det, når du har sagt hvor du er, så er problemet et andet. Men det fremgår ikke af dit indlæg.

er det dig, som har skrevet tidligere om, at du havde en kæreste, som var mere optaget af egne behov end det, at du lige havde mistet din far? For hvis det er det, så mangler der den baggrundsviden til, hvorfor du har det, som du har det med, at han bare dukker op. Umiddelbart, når man ikke kender baggrunden, ligner det omsorg for dig? Men overskrider han din grænse ogg behov for at være alene på kirkegården, så må du sige det til ham.

så vi kender hinanden godt, men hans måde at opføre sig på, er efterhånden langt fra min verden, for jeg forstår ham ikke, selvom vi taler meget om tingende...
Jeg føler desværre ikke, at det er en form for omsorg han viser mig på kirkegården, for når han kommer derud, så ersnakker han løs om alverdens ting og sager og han virker aldrig påfaldende påvirket af, at min far er død og det er ikke lige det vi taler om...
Du har ramt plet grøn - mit problem er netop, at jeg føler, at han render efter mig og når han så har opsøgt mig, så virker han ikke naturlig i sin opførsel, for enten har han købt en æske chokolade eller virker han nærmest nervøs...
Jeg føler mere og mere, at han vil have mig for sig selv og virker nogle gange kontrollerende, for han spørger ofte, hvor har du været(egentlig helt ok) men hvor længe har du været der og hvad lavede du der og så kritiserer han ofte ALLE mennesker, så det ikke er til at holde ud - det er hændt, at jeg måtte lukke munden på ham og bede ham om at gå, når han kørte i selvsving..
Ja, undskyld, at jeg ikke uddybte mit første indlæg noget mere.....så ville i måske have en større baggrundsviden om mit problem..
I bund og grund, så er min kæreste så usikker på sig selv og nogle gange, når vi har været uvenner, så sker det netop, at han opsøger mig og vil gøre det godt igen med chokollade og andre gaver. Jeg giver mig gang på gang, da jeg får en for stor medfølelse overfor ham, da han jo på en måde er en stakkel, men på det sidste, er det begyndt at irritere mig, at han er sådan..
Tak for dit indput😉

der har jeg egentlig svaret jer alle sammen på en gang.[f]

Du må kigge indad. Havde I de her problemer inden din far døde, så tror jeg faktisk I har et stort problem.
Måske mærker han, at du er på vej væk fra ham og derfor vil han HELE tiden være hos dig.
Du kan under ingen omstædigheder holde til at "give dig" gang på gang, så du skal gøre op med dig selv hvad du kan holde til.
Jeg tvivler ikke på, du har haft følelser for ham og måske stadig har det, men at blive hos ham fordi du har ondt af ham, er ikke godt, og det er han faktisk heller ikke tjent med. (uanset hvor god chokoladen er.O))(og hvor synd det er, at han er usikker)
Så kig indad, uanset hvor ondt det gør, nu hvor din far er død. Hvad er DINE behov???
Ubevidst ved han måske, at du får ondt af ham, når han reagere, som han gør, og han prøver derfor at fastholde dig der, selv om du er på vej et andet sted hen i dit og har været det længe.
Alt dette er altså ikke den evige sandhed, men blot nogle tanker, som forhåbentlig kan hjælpe dig videre i din situation.
Held og lykke.

😉😉
ja, vi havde de samme problemer, inden min far døde, men problemet er bare vokset kolosalt efter min far døde og det hænger sikkert sammen med, at jeg ikke har overskud til at give min kæreste den samme opmærksomhed nu. Dette har vi også snakket om og han siger, at det kan han godt forstå og undskylder også, men hvad kan jeg bruge en undskyldning til, når han igen render mig i r.... som en lille hundehvalp.
Du har ret, for jeg kan ikke holde til, at jeg skal give mig gang på gang og da slet ikke i denne svære tid...Min kæreste har sagt, at han ikke kan tilsidesætte sine behov og at han ikke kan styre det og han vil heller ikke have hjælp af en psykolog, så må jeg sige, at så er der ikke mere at bygge på i forholdet.
Det der gør det så svært er, at han på sin vis er en tryghed i mit liv, for jeg kan altid kontakte ham, hvis jeg har behov for det og han er meget omsorgsfuld, men når jeg så oveni købet skal stå model til de andre ting hos ham, som jeg finder uacceptabelt, tja, så står jeg i et dillema.
Du har igen ret grøn, han er ikke tjent med, at jeg skal blive hos ham af melidenhed og den med chokoladen - den var sjov🙂godt med ligt humor.
Jeg tror efterhånden også på, at han ved hvilke knapper han skal trykke på, for han er godt klar over, at jeg er ved at forlade ham og så gør han det, at han hele tiden nok skal sørge for, at sige, at han vil gøre det og det i fremtiden for mig og min datter og det er ikke småting han kan sige.... jeg bliver ikke hos ham fordi han vil give mig chokolade og andre ting, for jeg må sige, at min økonomi fejler ingenting, men jeg vil få dårlig samvittighed, hvis jeg gjorde det slut, nu lige inden vores ferie sammen, for det har jeg jo lovet ham og som så mange andre gange hvor vi har gjort det slut, så giver han mig dårlig samvittighed, men det vil jeg nu love mig selv, at jeg ikke længere vil have..
Tusind tak for dine kloge ord[s]

Tja, jeg kan ikke prale af noget som helst. Selv var jeg mellem 3 og 4 år om at komme væk fra min ex-kone.
Faktisk fortryder jeg lidt, at jeg var så lange om at blive "voksen" (at tage ansvar,O), men det jo så forbandet nemt, at være bagklog.
Nyd ferien og tænk, samle krafter og så gør tingene du finder ud af i dit tempo. Hvis gør noget du ikke er klar til, så er det netop, at han kan kører rundt med dig.
Du beskiver ham som en hundehvalp, hvilket betyder, du er ved selv at være klar til at tage ansvar, hvilket er godt. Også for dit barn.
Det er klart han står for tryghed, når du er på vej ud i det uvisse, men det er altså kun en periode. Så meget ved jeg da.
Som jeg forstår dit indlæg, så har I gjort det forbi mange gange før. Jeg kender ikke jeres forhold til bunds, men umiddeelbart, synes jeg ikke det er sundt for dit barn, sådan hele tiden, at skulle tage stilling til om barnet skal knytte sig til ham eller ej. Og det er heller ikke sundt for jer to voksne og måden I kører forholdet på, men det afgør du naturligvis selv. Det har jeg ingen ret til at blande mig i.
Håber den beslutning du tager vil bringe dig fremad.