Masken

Jeg er så træt af at skulle være to personer hele tiden.
Når jeg er sammen med andre, er jeg den smilende, udadvendte pige, der kan svare på alt, altid har en kvik bemærkning og et skulderklap til andre.
Men når jeg er alene, er jeg pigen, der græder uden at vide præcis hvorfor, pigen der ikke tør tage telefonen, eller åbne døren når det ringer på
Hvorfor kan jeg ikke bare være een person, og vise at jeg også er et menneske, med følelser og retten til at sige fra.
Måske fra min barndom, hvor man blev strengt opdraget til at være smilende, behjælpsom og god overfor andre, og ikke vise at man var trist eller ked af det..
Jeg ved ikke om det er det der forfølger mig i mit voksenliv..men jeg er ked af, at jeg ikke tør være mig selv, og vise mit indre jeg, selv når andre er til stede.
Jeg er ked af, at jeg tager den "maske" på hver morgen, og skifter den ud alt efter behov.
Jeg er ked af det... jeg føler mig så alene... men nej... sådan må man ikke tænke og sige..det voksede jeg jo op med...
Lad mig klare fremtiden.. lad mig beholde min egen "maske"..

læs Jean Paul Sartre. han sætter simpelthen så gode ord på alle vores masker.