Min far, psykopat - men jeg elsker ham.
Jeg er 19 år og har nu i 1½ ikke haft kontakt med min far.
Mine forældre gik fra hinanden da jeg var 5-6 år, af den grund at min far ikke fandt ro i familie livet og at hans eget ego altid har fyldt mere end hans børn.
Dette er ikke noget jeg har fået af vide af min mor fra jeg lille, for så ville mit billede af min far blive forvrænget - det er det ikke. Jeg har igennem årene kunne danne mig et tydeligt billede af hvordan han er, hvordan han handler og at disse handlinger gentager sig. Han er et fantaktisk menneske, kvinder elsker ham, han er mystisk, interessant og sikker på sig selv og resten af verden. Og så ryger han min. en joint (hash) om dagen....
Vi har set man med mellemrum på ca. 2-5 mrd. siden vi var små - forældremyndigheden har altid været delt, men han har ikke bedt om mere fra os. Vi har altid kontaktet ham når vi gerne ville ses og når vi så, så ham beklagede han sig over hvorfor vi ikke sås noget mere - hvilket tydeligt var hans skyld.
Vi fik engang læst 20 ting op der kendetegner en psykopat, men uden at vide at det. Derefter spørger min mor "hvem tænker i på nu?" hvorefter vi alle i kor siger "far".
Det er mange år siden at han sidst har været en far over for mig, min lillesøster og min storebror. Han har svigtet utallige gange, det første store svigt var til min konfirmation. Han havde lovet at komme, der var dækket op ved siden af mig, vi står og venter uden for kirken efter at "cermonien" var gået igang og han kommer ikke. Han riger først en uge efter med den undskyldning at han ikke nåede flyet hjem. Dette er en af de små historier der er om ham.. Så i kan danne jer et billede.
For 1½ år siden havde jeg fået nok! Han havde ikke set nogen af os i flere måneder, jeg ringede flere gange i julen men uden at komme igennem.. Så jeg tog ned og besøgte han i vinterferien, på et overraskelsesvisit. Det tog han meget pænt, med åbne arme som altid og tændte straks en joint for at gøre stemningen lidt mere hyggelig om man vil.
Han overskygger altid sine følelser på den måde.
MEN jeg vælger så at give han hele turen denne aften, fortælle ham om hvor skuffet ked af det og svigtet jeg har følt mig igennem hele mit liv, om alle nedturene, følelserne, grædeturene, med fuld opbakning fra hans nuværende kæreste der var på min/vores siden hele vejen igennem. Vi snakkede i omkring 7 timer. Dette ender med at han LOVER, giver hånd på at han skal overholde de aftaler vi laver fremover, at hans skal ringe og følge op på dem osv. ellers kunne han godt regne med at han ikke har nogle børn længere. Det sagde jeg til ham og han tog det til sig. Vi aftaler at ses i påsken og han siger at han ringer inden længe.
Jeg hører ikke fra ham i 1½.
I mellemtiden er jeg blevet student, min søster har gået et år på efterskole og min bror er droppet ud af gymnasiet og startet på HF. Disse ting ved min far ikke.
For en måned siden ansøger min far min storebror på facebook, men han ansøger ikke mig og søster. Min bror godkender ikke venskabet. I dag modtager min søster en sms da han troede det var mit nummer: "Hej samara. Længe siden og savner jer meget. Har hørt rygter om at du er i Århus så tænkte på om du ikke ville komme en tur ud til mig. Poul. "
HVAD FANDEN GØR MAN SÅ?????
Jeg vil føle at alt min stolthed og alt det jeg har kæmpet for at opbygge ville ryge i vasken, og på den anden side - så er min far så fucked up en mand at man aldrig ville kunne bygge noget som helst op med ham.
Jeg håber i har et forslag til hvordan jeg skal takle situationen. 😕[:*(]
Mine forældre gik fra hinanden da jeg var 5-6 år, af den grund at min far ikke fandt ro i familie livet og at hans eget ego altid har fyldt mere end hans børn.
Dette er ikke noget jeg har fået af vide af min mor fra jeg lille, for så ville mit billede af min far blive forvrænget - det er det ikke. Jeg har igennem årene kunne danne mig et tydeligt billede af hvordan han er, hvordan han handler og at disse handlinger gentager sig. Han er et fantaktisk menneske, kvinder elsker ham, han er mystisk, interessant og sikker på sig selv og resten af verden. Og så ryger han min. en joint (hash) om dagen....
Vi har set man med mellemrum på ca. 2-5 mrd. siden vi var små - forældremyndigheden har altid været delt, men han har ikke bedt om mere fra os. Vi har altid kontaktet ham når vi gerne ville ses og når vi så, så ham beklagede han sig over hvorfor vi ikke sås noget mere - hvilket tydeligt var hans skyld.
Vi fik engang læst 20 ting op der kendetegner en psykopat, men uden at vide at det. Derefter spørger min mor "hvem tænker i på nu?" hvorefter vi alle i kor siger "far".
Det er mange år siden at han sidst har været en far over for mig, min lillesøster og min storebror. Han har svigtet utallige gange, det første store svigt var til min konfirmation. Han havde lovet at komme, der var dækket op ved siden af mig, vi står og venter uden for kirken efter at "cermonien" var gået igang og han kommer ikke. Han riger først en uge efter med den undskyldning at han ikke nåede flyet hjem. Dette er en af de små historier der er om ham.. Så i kan danne jer et billede.
For 1½ år siden havde jeg fået nok! Han havde ikke set nogen af os i flere måneder, jeg ringede flere gange i julen men uden at komme igennem.. Så jeg tog ned og besøgte han i vinterferien, på et overraskelsesvisit. Det tog han meget pænt, med åbne arme som altid og tændte straks en joint for at gøre stemningen lidt mere hyggelig om man vil.
Han overskygger altid sine følelser på den måde.
MEN jeg vælger så at give han hele turen denne aften, fortælle ham om hvor skuffet ked af det og svigtet jeg har følt mig igennem hele mit liv, om alle nedturene, følelserne, grædeturene, med fuld opbakning fra hans nuværende kæreste der var på min/vores siden hele vejen igennem. Vi snakkede i omkring 7 timer. Dette ender med at han LOVER, giver hånd på at han skal overholde de aftaler vi laver fremover, at hans skal ringe og følge op på dem osv. ellers kunne han godt regne med at han ikke har nogle børn længere. Det sagde jeg til ham og han tog det til sig. Vi aftaler at ses i påsken og han siger at han ringer inden længe.
Jeg hører ikke fra ham i 1½.
I mellemtiden er jeg blevet student, min søster har gået et år på efterskole og min bror er droppet ud af gymnasiet og startet på HF. Disse ting ved min far ikke.
For en måned siden ansøger min far min storebror på facebook, men han ansøger ikke mig og søster. Min bror godkender ikke venskabet. I dag modtager min søster en sms da han troede det var mit nummer: "Hej samara. Længe siden og savner jer meget. Har hørt rygter om at du er i Århus så tænkte på om du ikke ville komme en tur ud til mig. Poul. "
HVAD FANDEN GØR MAN SÅ?????
Jeg vil føle at alt min stolthed og alt det jeg har kæmpet for at opbygge ville ryge i vasken, og på den anden side - så er min far så fucked up en mand at man aldrig ville kunne bygge noget som helst op med ham.
Jeg håber i har et forslag til hvordan jeg skal takle situationen. 😕[:*(]