min far tilsiddesætter mig.

Jeg vil starte med at sige at, min far i decembermåned sprang bomben, og fortalte at han havde været min mor utro i over 1 år. Han er nu flyttet sammen med hans 'elskerinde' el. nye kæreste. De bor sammen, ca. 15 minutters kørsel fra hvor jeg bor med min mor og mine to brødre.
Den dag han fortalte mine brødre og jeg, at han og mor skulle skilles, startede han med at sige "I skal vide at jeg stadig elsker jer, og jeg vil altid være her for jer, ligeså snart I har brug for det. I må altid sende en sms eller ringe til mig." På det tidspunkt vidste ingen af os hvad vi skulle sige, for det eneste vi kunne tænke på var hvordan hans kæreste havde ødelagt livet for vores mor og os.
Mine brødre på 19 og snart 18 år, har bedt ham om ikke at skrive til dem mere, og der er ingen af dem der vil tage eller have kontakt med ham. Med mindre han kommer hjem igen, og så må de opbygge deres forhold med tillid igen, siger de. (og) han har ikke kontaktet dem siden.
Han bliver dog ved med at skrive til mig, og det har jeg bestemt heller ikke noget imod (for han er jo trods alt stadig min far), men de sidste mange gange vi har aftalt at han skulle komme og være sammen med mig, har han aflyst, PGA. at hans nye kæreste ikke vil have at han er i samme hus som mor.
Og jeg synes ikke at det kan passe at jeg skal komme i det hjem, der har været med til at ødelægge min familie.
Nogle gange når jeg sender sms'er til ham og vil have svar på det han har gjort, lader han bare være med at svare, eller skriver "jeg ved ikke hvad jeg skal svare" og det er bare ikke nok for mig at han så siger "jeg ved ikke hvad jeg skal svare".
Men hvordan skal jeg få ham fortalt at jeg er skuffet over at han ikke selv tager lidt initiativ og fortæller om hvorfor han har valgt hans familie fra, og taget en 15 år yngre arbejdskollega?
Er det okay fra min side af, at jeg stiller krav til ham, selvom han siger at han ikke ved hvad han skal svare/sige?
Han siger at han stadig elsker mine brødre og jeg, og min mor. Men hvordan kan han så vælge en anden frem for os?
-TristTulle

jeg vil ikke skive noget grimt om din far, det ville ellers være nemt!
Jeg vil blot sige dig:
DU HAR RRRRRRRRRRRET TIL DIN FAR, NÅR SOM HELST! DU KOMMER I ALLER ALLER ALLER FØRSTE RÆKKE! OGSÅ NÅR DU ER 30, 40 eller 50 år! DU KOMMER FØR ALLE ANDRES BEHOV, SELV DIN FARS BEHOV!
DIN FAR HAR VALGT DIG - du har ikke haft et valg! heller ikke nu.
bare klø på ham!
;-)

Indledningsvis vil jeg gerne lige spørge dig: hvor gammel er du selv? Du nævner dine brødres alder men ikke din egen - er du den yngste?

nej det var en fejl. Jeg er lige blevet 16 år.

Hej Tulle
Ja det er noget lort når man føler sig svigtet MEN - du og dine brødre blander altså lortet sammen. Det er selvfølgelig skuffende at han ikke elsker jeres mor mere - men det er altså ikke jeres shit og I skal holde op med at omtale jer som om I var een. Det er jeres MOR han forlader, fordi han har fundet en ny kærlighed. Det er klart at I er solidariske med jeres mor - men husk nu at skille det ad. I er hans børn som han stadig elsker. Kærligheden til ens børn og kærligheden til ens kone/kæreste etc, er 2 vidt forskellige ting. Ens børn holder man ALDRIG op med at elske ............ husk det nu.
Og spark ham så i røven og sig til ham ligeud, at det er NU I har brug for at han gør en indsats og beviser sine følelser. Sig at det er vigtere NU, end nogensinde før. Sig at han skal respektere dine brødre, men sig også at han gentagne gange skal tilbyde dem kontakt så de har valget, sådan et par ungersvende har jo deres stolthed de skal passe på. Sig til ham at afbrændinger med den nye kæreste som begrundelse ikke holder een meter og at han er en tyndpisser hvis han bruger hende som undskyldning ..............
well - håber du kan bruge dette til noget. Jeg var selv skilsmissebarn og husker godt den der misforståede solidaritet med min mor.
KH 1-2-3

Hej Tulle!
Jeg kan sørme godt forstå, du er trist, for det er aldrig morsomt, når det, man troede, var et fast holdepunkt i ens liv pludselig falder fra hinanden. Men når det er sagt, må jeg sige, at jeg ikke synes, det er hverken rimeligt eller retfærdigt at vende vreden eller frustrationen mod den 15 år yngre arbejdskollega. For det første er det ikke hende, du kan forvente nogen loyalitet af, og for det andet kan det jo faktisk tænkes, at hun er oprigtigt forelsket i din far og føler, at han er manden for hende. Selv om din far siger, at han stadig elsker både jer og jeres mor, er det jo ikke ensbetydende med, at han kan forestille sig at tilbringe resten af sit liv sammen med hende. Menneskers følelser forandrer sig konstant, det er det eneste, vi kan være helt sikre på. Så der er ikke noget spor sært i, at han, endda helt uden overhovedet at opsøge det, kan risikere at forelske sig i en anden kvinde. Personligt kender jeg ingen mennesker, der kan kontrollere sine følelser. Gør du? Vi kan kontrollere vores handlinger, men vores følelser har deres helt eget og ukontrollerbare liv.
Jeg kan være enig med dig i, at det er forkert af din far, at han ikke gør nok for at ses med dig, men måske det ikke behøvede foregå i det hjem, hvor han har boet sammen med jeres mor? Kunne man ikke også forestille sig, at han føler det ubehageligt at blive konfronteret med det, han har valgt at forlade? Du kan i hvert fald ikke forvente af hans nye kæreste, at hun skal synes, det er alletiders, hvis han ser for meget til din mor. Hun er antagelig bange for, at han skal ombestemme sig og vælge hende fra. Og er det ærlig talt ikke også en både naturlig og forståelig følelse? Ingen mennesker på denne jord bryder sig om at blive forladt.
Jeg forstår godt din følelse af at være blevet valgt fra, selv om fra din fars side med garanti ikke er det, der handler om. Du kan næste sige dig selv, at det også for ham må have været et svært valg at forlade sin vante, trygge tilværelse for at forsøge at skabe sig et nyt liv sammen med en anden. Al erfaring viser desværre, at de fleste mennesker ikke er forelskede i den samme i 20 år ad gangen, og der har jo nok manglet et eller andet mellem din far og mor, siden han overhovedet var modtagelig for en anden kvindes charme. Havde han været virkelig glad og tilfreds, tror jeg ikke, hun havde haft en chance!
En helt anden sag er, at både du og dine brødre er så store, at det reelt kun er din mor, han har forladt. Du kan også vælge at tænke, at han måske har været mindre lykkelig sammen med din mor i flere år, men at han alligevel har været så loyal over for sine børn først at gå, da jeres egentlige barn- og ungdom var forbi.
Det er muligt, din far har optrådt klodset, men han har hverken opført sig grimt eller umenneskeligt. Og han har ikke også ret til at søge det, der kan gøre ham lykkelig?
Prøv at se på hans nye kæreste som en ganske almindelig kvinde, der åbenbart har forelsket sig i din far. Hvis han er en sød mand, er det vel forståeligt, at det kunne ske? Hun har ikke gjort noget for at skade eller såre nogen, hun har bare gjort det, hun håber kan gøre hende selv lykkelig. Og er det i grunden ikke det, vi allesammen gør?
Barytonen på 45

Jeg kunne ikke være mere enig. Der findes ikke noget mere dræbende og ødelæggende end den misforståede loyalitet over for den "forurettede" part.
Barytonen

Det er da forhåbentlig ikke dit alvor??????
Barytonen

Og hvem ved? Hvis din far ikke har været specielt lykkelig sammen med din mor, har hun antagelig heller været det sammen med ham. Det er meget sandsynligt, at hun ikke kan se det nu, hvor hun stadig føler den meget ubehagelig smerte over at være blevet forsmået og forladt, men i sidste ende kan det måske ligefrem føre til, at hun også får et bedre og mere harmonisk liv... Det er ingen garanti for, at det går sådan, men man kan ikke se bort fra muligheden.
Barytonen

Jeg er godt klar over at jeg ikke skrev det her i mit første indlæg, men hans nye kæreste er ikke "bare en alm. person". 3 måneder før min far og hende indledte deres forhold blev hun gift, og ventede barn da hende og far indledte forholdet. Samtidig med det har vi fået afvide af en anden kollega til både far og hende, at han også har været sammen med hende seksuelt. Han gav min mor en oplysning om fars nye kæreste, så når mor ville konfrontere ham med det, kunne hun fortælle om den oplysning, hvilket min far sagde var sandt.
-Jeg kan ikke lade være med at hade hende for det hun har gjort. og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor min far mon tror at hun ikke kunne finde på at gøre det igen, når hun i deres indledelse af forholdet var sin mand utro og ovenikøbet en mere fra arbejdet.
Det gør ondt at læse at du mener at det kun er min mor som han har forladt, for det mener jeg bestemt ikke det er. For hvordan kan han så vælge mig sådan fra, og ikke sige 'stop' til den nye kæreste?

At min mor er dybt ulykkelig, og mener ikke at hun har fortjent det (hvilket jeg heller ikke gør). Min far siger når vi alle har spurgt ham om, om der var noget galt i deres ægteskab at "Der er har aldrig været problemer, som vi ikke kunne løse. Jeg har derfor ikke et svar på hvorfor jeg har gjort det. For jeres mor og jeg, har altid haft et godt ægteskab, og jeg elsker hende stadig". og Han siger også nu når jeg indimellem får svar fra ham at han elsker hende af hele hans hjerte, og måske kommer tilbage, fordi han ikke ved om det han har gang i holder.

Jeg vil dog lige tilføje:
Ville det være en mulighed at mødes med ham på neutral grund? På en café? Tur gennem gågaden? Biograf? Restaurant? Gåtur i skoven? Eller hvad I selv kunne ønske jer?
Så ville I være ude over, at du skulle komme hos den nye, som det er helt forståeligt, at du specielt her i starten har særdeles blandede følelser for. OG den nye ville ikke have grund til at være jaloux, for det kan jo ikke komme som en overraskelse for hende, at din far skal bruge tid sammen med sine børn (dig).

... my dear. Alt det der med hvem, der er gået i seng med hvem og hvornår er slet ikke din buisness. Igen - du blander det sammen. Det, det skal handle om for dig, er dine følelser for din far og omvendt - intet andet.
I skilsmissesager kan der hurtigt blive mange halvkvædede viser og små løgne for at vinde sympati for sin "sag". Men det er de "voksnes" shit og ikke jer børns .......... husk det nu!
KH 1-2-3

Men jeg synes også bare at når det ikke er mig der har gjort noget forkert, hvorfor skal jeg så 'fjernes' fra mit hjem, for at mødes med min far?
-far har ikke noget imod at komme herhjem, det er kæresten der siger han jo ikke må.
Men allerede nu bestemmer hun jo nærmest over hvornår/hvor han skal mødes med mig (mine søskende).

være hendes ramme alvor?

... grunde til at "fjerne" dig fra dit hjem. Det er dig og din far der skal til at finde en ny måde at være sammen på og så er det meget muligt at det er nemmere for jer begge hvis det foregår et neutralt sted. Han er ikke en del af dit hjem mere og han føler det givetvis akavet og med sort samvittighed, at være der. Ikke mindst hvis din mor også er der.
Tror du i virkeligheden ikke også selv det vil være hyggeligere et andet sted❓Hvis du mener at det partout skal foregå i dit hjem ......... handler det så ikke lidt om symbolet, for dig ?
KH 1-2-3

Jeg tror at det ville være godt hvis han kunne/måtte komme hjem til os og FX. spise med en gang om ugen, for mor og far er jo ikke uvenner og de kan sagtens snakke om andet også.

Jeg synes ikke din far er en god "problemknuser", og jeg synes slet ikke, han kan være bekendt at give dig den fornemmelse, at du er tilsidesat.
Han har det selvfølgelig svært med sin hormonelle forstyrrelse af en yngre model, men det ville klæde ham at træde i karakter istedet for karikatur. Og det kan du hilse ham fra mig og sige!!
HUN skal da overhovedet ikke dirigere, hvor og hvornår I to skal være sammen. At hun ikke vil have, han besøger dig i dit hjem er jo bare et udslag af, at tingene, mellem dem, ikke går som hun ønsker sig.
Jeg synes, du skal foreslå din far, at han inviterer dig ud. I kan gå ud og spise og snakke og hygge jer,og det må være helt i orden at du frabeder dig hendes tilstedeværelse. I hvert fald indtil videre.
På sigt skal der vel findes nogle andre løsninger, men lige nu er alting jo nyt og uvant, og det vigtigste er, at i ikke mister hinanden. Det er jo ikke dig og dine brødre, han skal skilles fra, det er din mor, og det må du holde ham op på.
Går tingene helt i hårdknude for dig, kan du bede den den nye statsforvaltning (det tidl. statsamt) om at kalde ham ind til rådgivning, (det var derfor jeg spurgte til din alder) og der kan I sammen med en rådgiver finde en løsning, der PRIMÆRT handler om hvad DU ønsker dig.
Du er ikke alene kæreste. Der er nogen, hvis arbejde det er, at hjælpe dig med lige præcis dit problem.
Jeg håber, I løser det, så du fortsat kan have din far i den takt du har brug for ham.
Kærligst og med alle de bedste ønsker for fremtiden
Dulkis
Ps Kig herind igen om en måned og fortæl, hvordan det skrider frem.

Hej! Jeg kan kun sige at jeg godt kender din situation.. Min er dog en lidt anden. Min mor dødede meget pludseligt sidste år (min mor og far har været sammen i 37 år) allerede efter 3 mdr. fandt min far en anden, og har slet ikke været til at være i nærheden af siden. Han lever på en helt anden planet og har ikke tid til os børn mere, alting drejer som om hende den nye.. Det er hårdt først at miste min mor og derefter opleve min far på den måde... Jeg ved endelig ikke om det er min far der selv vælger os fra eller om det er hende der sætter sig på ham, men jeg har efterhånden opgivet at finde ud af det.. Det er jo trods alt hans valg i sidste ende at gøre som han gør.. Jeg håber dog at din far er "mere klog" og ikke helt glemmer omverden..

mødes på neutral grund og få tingene diskuteret igennem, bare dig og din far... ingen andre

siger til mig, når jeg snakker i tlf. med ham at det er sket, og sådan er det. Han giver mig slet ingen svar, og det synes jeg at han burde.
Igår sendte jeg en sms til ham hvor der stod følgende;
"Du må ikke tro at Daniel, Simon og jeg er ligeglade eller intet synes om det du har gjort. Vi lever bag en facade, fordi vi da godt ved at du kører igen når du er hjemme. Det er svært at skulle bruge den tid jeg endelig har med dig på at være sur. Det kunne være fedt at være en del af statistikken for at løbe 1500m, men ikke for at være skilsmissebarn. Prøv at se hvordan alle bare giver slip på deres ægteskab, ingen kæmper mere. Men vis, hør, kæmp og vind dit ægteskab. Vis at det er værd at arbejde for, for det gør vi."
Hvortil han svarede "Jamen tulle, jeg har lovet at komme hjem igen, hvis det mellem hende og jeg ikke holder".
-Er det fair at min far på den måde bare ignorer mine beskeder på den måde?

at din mor bevarer sin selvrespekt og afviser ham blankt! Ærlig talt, og nu ved jeg godt det er din far vi taler om her, men det kan da ikke passe at han bare skal kunne gå rundt og duske sine arbejdskoleger på stribe og så vende hjem til sin forsmåede kone, når det nye også er blevet hverdag.
Din mor skal da videre med sit liv og det skal du også!

Tak for dit indlæg, jeg håber da at du og din far en dag kan snakke godt sammen igen, hvor han så er 'tilstede', men ja forelskelse er sgu godt nok en slags sindssyge.
Jeg håber dog også at min far er det klogere, men lige PT. virker det bestemt ikke sådan.

som jeg skrev tidligere, synes jeg stadig ikke at det er fair at det er mig som skal forlade mit hjem for at ses med min far, når både mor og far har det fint med hinanden og begge synes det er godt de kan snakke sammen og være i samme rum.
- Hvis jeg endelig skulle mødes med ham et neutralt sted, ville hans nye kæreste bombardere med sms'er og opkald, og så er han i en helt anden verden.

Det var noget jeg kunne bruge, synes jeg.
Det betyder meget at du ikke rakker ned, på samme måde som nogle af de andre gør.
Jeg lover at skrive om en månedstid, hvor jeg håber der er kommet lidt mere tyr på tingene.

Og det er sgu bittert at høre at en god kernefamilie bliver splittet i atomer på den måde. Man sidder fuldstændig uden nogen gode råd til dig TulleMus. Jeg kan godt se at råddene fra de andre er mange, men det der er jo næsten umuligt at gøre op med. Forelskelse er noget mærkeligt noget og du har sikkert selv oplevet det. Jeg har set gode venskaber gå op i røg på grund af en forelskelse fordi personerne totalt glemmer det der er omkring dem. Men når forelskelsen forsvinder og det måske går lidt dårligt i forholdet, så kommer de krybene tilbage igen. Og det er det jeg mener med at det stinker! Det stinker at din far vælger at ride to heste på den måde. At han ligefrem siger at muligheden for at komme tilbage, hvis det ikke går med hans nye forhold, er jo totalt absurd. Jeg mener klart, at han ikke kunne vælge at trampe på jeres famile på en bedre måde. Hvad du skal gøre ved det ved jeg ikke, men jeg kan sgu godt forstå dig og jeg føler med dig!
Et papstorebror kram her fra!
77´eren

det er dejligt at der er en der forstår mig, selvom jeg jo ikke er så gammel kan jeg vel også stadig have det dårligt, og jeg har da også følelser og tanker omkring det.
tak for svaret:)

Måske er det for hårdt (og egoistisk, indeed) at være for meget sammen med dig / jer, da du / I minder om din / jeres mor. Evt savner han din mor så uendeligt meget, at han blokker for omverdenen osv. Han er i trance og ved at være sammen med en anden, prøver han desperat at glemme. Ikke glemme jeres mor, men savnet af hende og den ubegribelige smerte. (ellers ville han ikke have været sammen med hende i 37 år, tror jeg ikke) Forsvarsmekanisme ftw. (ftl i dette tilfælde)
Næh, en teori kan være uendelig kærlighed til din mor. At din far ikke kan bære smerten og tabet af hende. Ikke at det retfærdiggører hans actions... men det hjælper måske til at forstå.

Q20

Retfærdiggør
Fik lige en spasme, da jeg skrev det :o)

Ja jeg ved godt at med din alder, så syntes du nok at jeg er en olding der snart skal på pension, men jeg kan nu godt huske da jeg var på samme alder. Det var en turbolent tid, hvor der er mange op og ned ture i ens eget liv og hvor man virkelig har brug for sine forældres støtte. Så det er sgu ikke lige det der du har brug for!
Knus 77´eren

der har valgt at få barn. Han har al grund til at skulle tage barnets tarv, før en voksens. Det er en forældres pligt og ret er.
Hvem skulle ellers?
Ellers kunne vi jo bare aflevere dem i vuggestuen og afhente dem efter studenter eksamen og sige sikke et godt job jeg har gjort.
Det er jo vi har det offentlige til ikke???

Nu søger du problemer ikke løsninger. Hvorfor skulle det være sådan. Hun er ikke 15 år, men 15 år yngre.

Hvorfor vælger du at være "sur", når du er sammen med ham? Hvad vil du med det samvær?

med at sige at det ikke er din fars kæreste der har ødelagt jeres familie, men det er ene og alene din far, og han er den eneste der skal stå til regnskab for sin familie. Nu er du kun 16 år, så din far skal selvfølgelig sætte dig højt på sin proritets liste, men jo ældre du bliver jo mere forventes det at du skal klare dig selv, så når du bliver voksen, så er det altså ike din far der skal passe på dig, men dig selv. Din far har gjort sit arbejde mens du var lille, og ingen kan klandre ham for at ville videre i livet. Du og dine brødre kan da godt vælge at sige at i aldrig vil se ham mere, men det er nok ikke så gennemtænkt. Hvad når i får børn, skal de så ikke have en bedstefar? Det gør ondt nu, men din far er i sin ret til at bestemme hvem han skal leve sammen med, det har i og det skal i ikke have nogen indflydelse på.

gjort???Læser ikke noget som lyder forfærdeligt, og slet ikke noget der kommer nogen andre ved...

hvis du står så stejlt på din mening, så kan du jo bare lade være med at se ham......Grow up

hvad er det lige du mener?
Self. kan jeg ikke lade være med at se ham, han er min far. Hvis du har så meget imod det jeg skriver,kan du jo helt ærlig bare lade være med at kigge og skrive, men siden du har skrevet så meget, må du jo alligevel tænke over det. Men jeg synes ikke du skal skrive mere hvis det er at du har DEN holdning.
Du kan ikke skrive i sådan et indlæg at jeg bare kan lade være med at se ham, for jeg spurgte ikke om hvordan jeg kune ignorere ham, jeg spurgte om hvad jeg kunne sige til ham også for at han gad og høre på mig.

for allerede når vi bare sidder herhjemme, når han har været hjemme og hente nogle af hans ting, skriver hun mindst 10 beskeder på det kvarter han er.
Hvis det så skulle være at jeg skulle mødes med ham et neutralt sted, ville hun da bare skrive endnu mere, og ringe endnu mere, for så kunne hun jo lige kigge forbi. eller vi kom "tilfældigt" til at møde hende.

Det er da godt nok ikke kun min far der skal stå for det ansvar at have 'ødelagt' familien, det er da også hans nye kæreste?
Jeg siger jo heller ikke at han ikke må bo med en anden, jeg vil bare gerne have svar på hvorfor jo.
- Så synes jeg det er noget fis at du skriver at jeg skal lære og klare mig selv, for jeg er 16 år, og indtil man er 18 er man myndig, og derefter burde man selv skulle begynde og tag vare på sit liv.
Jeg forstår slet ikke at du kan sige at jeg skal klare mig selv.
Glad for du ikke er min forælder, hvis du bare siger at "nu er i 16, så må I sgu klare jer selv herfra, jeg var der nemlig for jer da I var små"
- altså hvad er det for noget at lukke ud?
børn og teenager har da gennem hele deres liv brug for en forælder el. værge for at guide dem igennem nogle af de svære valg de efterhånden skal træffe. Det stopper da ikke bare lige pludselig med at de har brug for hjælp.

når du er 16 år. Hvor i det nedenstående står der at du skal klare dig selv nu som 16 årig???
Nu er du kun 16 år, så din far skal selvfølgelig sætte dig højt på sin proritets liste, men jo ældre du bliver jo mere forventes det at du skal klare dig selv, så når du bliver voksen, så er det altså ike din far der skal passe på dig, men dig selv. Din far har gjort sit arbejde mens du var lille, og ingen kan klandre ham for at ville videre i livet.

hvor du burde se muligheder. Muligheder for igen at få et godt forhold til din far. Du skal ikke nødvendigvis sætte standarden, og så længe du ikke personligt kender den nye kæreste burde du ikke udtale dig om hvd hun vil gøre i en given situation....Med hensyn til mine svar, så må du påregne at dette er et debatforum, og ikke en ynkeside( selvom jeg synes at det er ærgerligt med din familie), så derfor må du regne med at få nogle svar du ike bryder dig om, for umiddelbart lyder det som om at det er dig der sætter forhindringer for at mødes med din far.

det er det hun er i din far, selvom det kan være svært at forstå så har din far og hans kæreste nok præcis de samme følelser som når du er forelsket. De vil allerhelst være sammen hele tiden......

det du siger...: far har ene og alene retten til at bestemme at han vil videre i sit liv og ingen kan gøre sin indflydelse gældende - du skriver som om 'pligten' i at få børn er vel overstået og nu kan han så 'endelig' komme videre... helt ærligt, ingen tvivl om dit køn... har du børn? Hvis ikke, så synes jeg slet ikke du skal/kan udtale dig... hvis du har - så sender jeg dem en meget varm og omsorgsfuld tanke...
En pige på 16 år, er da ikke voksen endnu - og hun har da krav på sin far - ikke dermed sagt at han ikke kan vælge at flytte fra dem, men han har sgu da pligt til at gøre det på en anstændig måde og vise kærlighed og ikke mindst respekt for sin familie som har været hans liv de sidste 20 år. At han er forelsket i en ny og parat til at komme videre, er ikke ensbetydende med at børnene synes det er fedt... vel?

Det er noget bræk at lukke ud, og det er slet ikke det du har brug for at høre nu og som jeg læser det. Slet ikke det der var tanken bag dit indlæg.
Konfronter ham. Han har sagt han vil være der, så har du også krav på nogle svar.
Jeg er 44 og selv mor, min mor er nu 79, hun er der for mig stadigvæk, når det bliver svært.
Din far og mor får du brug for hele livet. Du kan jo spørge ham hvad der sker når han bliver 70 og hans nu 15 år yngre kæreste forlader ham for en yngre mand, hvad han så vil stille op uden hans familie?
Vend den om. Han skal sku tvinges til at se at han tænker med en vis kropsdel. Specielt da hvis han påstår at han stadig elsker jeres mor?
Håber det var til lidt støtte og trøst
Hilsen LØVEMOR

.. det er da lige godt det groveste... at han tilbyder at komme hjem hvis det ikke holder mellem dem - rend og hop - din far lider af manglende evne til at tage et ansvar og stå ved konsekvensen... men jeg læser også af din besked at du beder ham om at komme hjem - hvilket godt kan virke træls på din far hvis han nu har taget en beslutning... du skulle tage at fokusere på hvordan I kan få det bedre med den beslutning - mht samvær og svar på spørgsmål...

hans nye kæreste, det var nemlig også en 'ven af familien' som vi både har haft herhjemme og været på camping med.
Jeg synes det er dig der ikke burde kunne udtale dig om det, da du hverken kender, hende eller jeg.
-Jeg ved godt at der måske kommer svar som jeg ikke bryder mig om, men jeg synes du rakker lidt ned, og det er jo godt nok ikke derfor jeg har lavet det indlæg.

Far siger selv at han gerne vil komme hjem, når/hvis vi har brug for ham, men han må ikke for kæresten, fordi hun ikke er sikker på at hun "har" ham endnu, men hvis hun ikke havde ham, var han vel ikke flyttet sammen med hende.
Så jeg forstår ikke hvorfor at han ikke skulle komme herhjem, det er ham selv der gerne vil komme her, fordi han også siger at han har svært ved at slippe os og det her herhjemme.

kæresten der er et problem. Din far skulle træde lidt i karakter overfor den nye dame og venligt men bestemt frabede sig hendes forstyrrende indblanding når han er hos jer... og at hun kan forlange at han ikke må besøge jer hjemme siger rigtig meget om hende som person - jeg gætter hun ikke har egne børn endnu... men det siger endnu mere om din far at han ikke sætter sig selv i respekt og forlanger det samme af hendes opførsel overfor ham og jer....
Måske var det en god ide at vise ham den her tråd... eller prøv at ringe til een af de der børneprogrammer i radioen - og optag det til ham - måske fatter han virkelig bare ikke en skid... og mangler et kæmpe vink med en vognstang??
held til dig kære..

Men, i det indlæg hvor du skriver overskriften "vil starte" , der skriver du at han har gjort sit arbejde, mens mine brødre og jeg var små.
Vil det så ikke sige at du indirekte og en smule direkte, siger at han ikke behøver gøre mere for os nu, for det gjorde han da vi var små?
-Hvad så med de valg jeg skal træffe senere i livet, som jeg gerne vil have en mening fra, fra hans side. 'må' jeg ikke det, fordi at jeg skal klare mig selv=

jeg prøve at vise ham.🙂
Det er da i hvert fald en måde at komme igang med snakken på.

det du mener jeg har skrevet. Synes at du skal læse det igen.

jeg mener at man som forældre prøver at forberede sine børn til voksenlivet, og så må man bare håbe at man som forælder har gjort det godt nok, således at ens børn er parate til det liv når det viser sig, men jeg mener på ingen måde at din fars forpligtelser overfor dig er slut, men jeg mener at du skal begynde at stå på egne ben, da du er på vej til at blive voksen, og det er en lang proces

du siger det bare lidt anderledes end jeg, men meningen er den samme. Bed dog manden om at slukke telefonen

for sin mobil, for så mener kæresten også at den skal slukkes når han er der.

at din far har fået lov til at flytte sammen med en anden og hvis det ikke går så kommer han bare hjem igen og bliver modtaget med åbne arme?
Man må sige der er nogle mennesker der flotter sig temmelig meget på andres bekostninger.

Hvem fanden bestemmer hvornår hans mobil skal være tændt eller slukket?
Det lyder som om den er anskaffet fordi I så kan komme i kontakt med ham, når I ikke kan se ham og omvendt
Hvad er det her for noget?

Ja,det lyder som om han må komme hjem igen,fedt for ham.

Hvem har tisset på din sukkermad og så på en søndag morgen

med det du skriver, med at det lyder som om den er anskaffet for at man skal kunne komme i kontakt med ham når han ikke er der, self. er den da det.

Jeg syntes det er stort af dig at du bliver ved med at skrive til ham, selvfølgelig vil du have af vide hvad der gik galt og det syntes jeg også du har krav på. Bliv ved en tid endnu og hvis han ikke vil svare så prøv og læg ham på is, selvom det er svært og så må han jo komme til dig. Håber du kan bruge det her til noget, jeg blev selv svigtet af min far som lille og har ikke talt med ham siden, det er jo trist

Og han kan ikke blive sammen med din mor, bare fordi hans børn vil have det.
Det er meget trist at dine forældre skal skilles, men sådan er det nu engang. Og selvfølgelig skal din far ikke besøge dig/være sammen med dig, hjemme hos din mor.
Du må, som alle andre skilsmissebørn, besøge din far der hvor han bor.
Dine brødre opfører sig barnligt og urimeligt når de ikke vil have kontakt med jeres far.
HUSK: Der er ALTID 2 om at få et forhold til at køre og 2 om at køre et forhold i sænk.
Du og dine brødre kender ikke hele sandheden, og kommer formentlig aldrig til det. Hvis I vælger side og afskriver den ene af jeres forældre på den måde - så kommer I til at fortryde det senere hen.
I har 2 forældre. Disse 2 kan ikke længere leve sammen. Det kan I ikke klandre hverken den ene eller den anden. Det er jo kun et spørgsmål om kort tid, så er alle I børn flyttet hjemmefra, og hvad skulle din far så bestille i det hjem, hvor han tilsyneladende ikke er lykkelig?
Nej - din far har et liv, og det er du gammel nok til at forstå og respektere.

Et skilsmissebarn skal forlade sit hjem for at besøge den forældre barnet ikke bor sammen med.
Din holdning lugter langt væk af forsøg på at bringe din mor og far sammen igen.
Glem det! Det kan du ikke.
Besøg din far, eller aftal et møde med ham ude i byen, og bed ham slukke mobilen mens I er sammen.

for det har jeg gjort :-)

du sige at mine brødre og jeg ikke kender hele sandheden.Det er jo dig der ikke kender hele historie.

En narrøv, at høre på. Hvis de kan finde ud af at mødes i det tidligere hjem helt ærlig,hvorforså mødes andre steder.

At et skilsmisse barn skal forlade sit hjem for at møde den part der er flyttet. Hvis de kan finde ud af at mødes i det tidligere fælles hjem, så kan du sgu da være ligeglad,medmindre du er den nye kæreste/elskerinde

et skilsmisse barn skal forlade sit hjem for at møde den part der er flyttet. Hvis de kan finde ud af at mødes i det tidligere fælles hjem, så kan du sgu da være ligeglad,medmindre du er den nye kæreste/elskerinde

fordi jeg er mor! Så er jeg helt klar over hvor meget man fortæller børn, og hvor meget man ikke fortæller børn.
Hvor er du naiv, mere naiv end en 16 årig bør være, hvis du tror du kende hele historien.
Jeg har ikke påstået at jeg kender den. Det gør jeg ikke. Jeg gør dig bare opmærksom på, at du er en overforkælet snottet tøs, der tror du skal bestemme over dine forældre.
Grow up!

Kun en ud af 100 forhold med klinkede skår, overlever.
Du kan selvfølgelig være heldig - men er det nok næppe.
Og med den opførsel du og dine brødre har lagt for dagen - der mangler vist lige en stor portion tilgivelse, og den kommer næppe. Næ - nu skal far først for alvor straffes, og hvor lang tid går der så, tror du, før han er skredet igen?
Tænk engang at du hellere vil se din far ulykkelig i et lorteforhold hvor han ikke ønsker at være, end se ham lykkelig et andet sted i byen. Lille snotforkælet møgunge - det er hvad du er!

Jeg tror ikke 3 gange er nok!
Det er totalt mangel på respekt for sin kæreste, at man absolut skal hænge ud hos sin ex.
Og det er totalt mangel på respekt for sin far, at man forlanger han skal komme anstigende hos den kone han har forladt.
Skårene er tilsyneladende klinket, men når limene er en urimelig møgforkælet snothvalp - så går der nok ikke lang tid, før det går i stykker igen.

dum og høre på.
Det kan jo faktisk være at der er nogle familier/mødre der fortæller sandheden i sådan en situation.
- By the way, det kan jo faktisk også være der er nogle familier hvor det kan fungere ordentlig igen efter at der har været 'skår' i forholdet, bare fordi det evt. ikke har været sådan i dit tilfælde hvis du er skilt.
Men forståelse til din mand herfra hvis han var DIG utro.

Du er virkelig dum og høre på.
Hvorfor er du så bitter over det?
Det lyder som om at det ikke må komme til at fungere igen.
Det er lige før jeg har en tendens til at tro at du er den nye kæreste eller skal jeg kalde det ekskæreste, ligesom ovenstående har skrevet.
Ja det kan da godt være jeg er en møgforkælet snothvalp i dine øjne, men det er vidst også mangel på respekt at skrive det ven.
I mine øjne er du en dum lille gås, der har ingen idé om hvad du snakker om :o) .

Det lyder som om din far er en værre idiot. Tænk at han har gået rundt og været utro i et helt år før han gik til bekendelse!!! tsk tsk. Der er sgu forskel på og være der for nogen, og så at han har ansvar for dem. Det lyder som om han nøjes med at betale dine børnepenge, og så ellers skrive sms beskeder. Det ville jeg også have gjort - hvis jeg var 13 år gammel. Han lyder dysfunktionel og som en dårlig ægtemand og en rigtig skidt far.....tillykke med din dårlige far.

du er en dum forkælet møgunge. Din far er et dumt svin, der lyder som noget af det mest uselvstændige jeg har hørt om. Din mor er ikke meget værd hvis hun vil have stoderen tilbage. Du er fuldstændig ude af stand til at være vred på idioten der har forelsket sig i luderen på sit arbejde! hvad fanden tænker du på? Til dem der mener at man i nogle familier fortæller hele sandheden - forbliv i bare i den illusion!! for det er det. skilsmisser er altid ómgærdet af løgn og svig. Det siger min meget brede og vidtfavnende erfaring!

for ingenting?
Magtede du lige at skrive alt hvad vi var i dine øjne, for så mangler du da mine storebrødre.
Enten er du ikke ret gammel, eller også er det dig der er en snotforkælet møgunge som aldrig har skulle træffe valg i dit liv, du har sikkert fået alt serveret på et guldfad.
But guess what, sådan bliver det ikke ved med :o) .

Der er altså grænser for hvad man som mor/far skal/kan dele med sine børn.
Det er ens børn, ikke ens venner. Børn skal ikke lægge øre til forældrens indbyrdes problmer, og de forældre der hælder alt ud på deres børn, farver nok også omstændighederne til deres egen fordel.

Den ex jeg omtaler er din mor!
Og jeg mener stadig du er en lille forkælet snothvalp, der tvinger din far til noget han ikke ønsker.
Hvad ville sige, hvis han nægtede dig at slå op med din seneste kæreste?
Og nej! Jeg er ikke din fars kæreste. Jeg indlader mig ikke med gifte mænd der har teenagebørn. Jeg ved nemlig via mit daglige arbejde, hvor intrigante de kan være, og du er et levende bevis på dette.
Når du far har været så dårlig til at opdrage sit yngel, så fortjner han heller ikke bedre end det han får nu.
Kan I nu ha' det rigtigt rart i jeres lille familie, hvor alle vogter over alle, og ingen stoler på nogen, og ingen nogensinde er rigtig glade.

Jeg synes bestemt at man som forælder i sådan en situation skal fortælle sandheden, og kun sandheden, ellers har ens børn ikke en chance for at forstå hvad der er sket. Mon ikke at forældrene også har det bedre med at de har fortalt sandheden, end at de skal gå og holde på en stor løgn.
Hvad når ens børn bliver voksne og begynder og sætte spørgsmåltegn ved deres forældre, og der utroskab/skilsmisser??
Jeg mener ikke at du skal gå helt ned i deltaljer, (derved ikke ment at man skal undlade noget hvis det har betydning, selvom det er en 'detalje') men i dybe træk har børn brug for at kende sandheden.
Som man siger: Hellere såres af sandheden, end glædes af løgnen.

Det er næsten flovt at der i det danske velfærdssamfund findes personer som dig, det er simpelthen en plat holdning du har.
Du har INGEN ret til at sige sådan, jeg skammer mig på dine vegne over den person som du er.
Det er helt fint at du har en anden holdning, men hvorfor så bitter, og så nedladende.
Jeg har ikke skrevet noget ondt om dig, men du starter med at dømme min familie og jeg ud fra hvad jeg har givet som svar, og bliver bare ved.
Jeg gætter på du ikke er den du giver dig ud for at være, det må være hårdt at skulle være så negativ 24/7.

Kære Tulle..
Troede jeg var den eneste som havde en far der svigtet men åbenbart ik desværre.. Kan se du lidt yngre end mig men det gør det hverken sværre eller lettere for dig.. Min forældre blev skilt da jeg var ca 9 og jeg er idag 22, min mor fandt en ny mand ret hurtigt efter. Jeg har og vil altid være min fars pige men efter han fandt sig en ny kæreste og flytte fra vores by er det som om han har valgt mig og min søster fra. vi hører næsten aldrig fra ham og han har såret mig og svigtet i flere tilfælde end der kan tælles på 2 hænder... Jeg vil hverken sige til dig hvordan du skal gøre eller ik skal gøre for vi har hver vores måde at håntere tingene på... Jeg er så småt blevet ældre og indset at det desværre nok er sådan min far er.. Jeg har i flere tilfælde prøvet at snakke ham det igennem årene men intet ser ud til at trænge igennem. jeg er så nået til det punkt nu at nu siger jeg fra..han må komme til mig og kontakte mig når han har lyst til at se sin datter..Et lille råd ville måske være hvis du havde mod på det og sætte dig ned og snakke med din far og virkelig fortælle ham hvor ked af det du er og hvor meget du savner ham.. Hvis du har brug for at snakke eller noget siger du bare til...
Håber det kan hjælpe lidt at vide du ik er alene..
mvh cph1985