Min kæreste må ikke se sit barnebarn

Jeg er kommet sammen med min kæreste i snart 4 år, vi har boet sammen i tre. Efter at jeg er kommet ind i hendes liv, efter hendes første mands død, vil hendes datter ikke se sin mor og har afbrudt forbindelsen helt og har bedt om at være i fred. Nu viser det sig, at datteren i foråret har købt hus og fået barn uden vores vidende. Hvad sker der? Hvad får en datter til at fravælge sin egen mor så grusomt, at hun nægter hende adgang til hendes barnebarn, og hvor hun ikke er blevet inviteret med til barnedåb eller barsel eller noget som helst.
Jeg forsøger at trøste min kæreste så godt, jeg kan, men jeg har det også skidt over, at det måske er min skyld, at datteren ikke vil se moderen. Min kærestes MOR godt må besøge dem. Men ikke min kæreste.
Hvad sker der i hovedet på børn, der reagerer sådan. Og hvordan kan jeg bedst støtte min kæreste?

Hej,
Spørg din kæreste. Hendes datter må have forklaret hende hvorfor.
Hvis du gerne vil have at vi her på debatten kommer med GÆT på hvordan det kan være, kan jeg komme med nogle kreative gæt.
Med venlig hilsen
Ieet

Jeg er kommet sammen med min kæreste i snart 4 år, vi har boet sammen i tre. Efter at jeg er kommet ind i hendes liv, efter hendes første mands død, vil hendes datter ikke se sin mor og har afbrudt forbindelsen helt og har bedt om at være i fred. Nu viser det sig, at datteren i foråret har købt hus og fået barn uden vores vidende. Hvad sker der? Hvad får en datter til at fravælge sin egen mor så grusomt, at hun nægter hende adgang til hendes barnebarn, og hvor hun ikke er blevet inviteret med til barnedåb eller barsel eller noget som helst.
Jeg forsøger at trøste min kæreste så godt, jeg kan, men jeg har det også skidt over, at det måske er min skyld, at datteren ikke vil se moderen. Min kærestes MOR godt må besøge dem. Men ikke min kæreste.
Hvad sker der i hovedet på børn, der reagerer sådan. Og hvordan kan jeg bedst støtte min kæreste?

Ja spørg din kæreste.

Jeg har naturligvis spurgt min kæreste. Hun ved det ikke. Datteren har ikke givet lyd fra sig til hende. Datterens mand har ringet til min kæreste og fortalt, at de ikke kan lide hverken mig eller min søn. Der iøvrigt ikke bor hjemme. Det er da en ærlig sag.
Siden har jeg indirekte fået at vide, at min mors datter syntes, at moderen tog for megen plads og fik for megen opmærksomhed eftet hendes mands død
Men hvorfor slår hun hånden af sin mor på grund af hendes valg og noget flimmer om opmærksomhed. Er det for at forsøge at tvinge hende væk fra mig?
Det er da grusomt at nægte sin mor at se sit barnebarn, hvor den første opvækst, barsel osv. aldrig er noget, der kommer igen, og som hun nu går glip af.

Hej,
Jeg tror, at det er fordi din kæreste rent faktisk TOG størstedelen af arven. Der var praktisk intet tilbage til Datteren som samtidig ikke fik lov at tale til begravelsen.
Din kæreste HAR fået besked af datteren. Hun har måske glemt det - eller måske syntes hun bare det var noget pjat, som sikkert ikke var så seriøst. Eller også vil din kæreste bare ikke fortælle dig hele sandheden.
Med venlig hilsen
Ieet

Jeg har naturligvis spurgt min kæreste. Hun ved det ikke. Datteren har ikke givet lyd fra sig til hende. Datterens mand har ringet til min kæreste og fortalt, at de ikke kan lide hverken mig eller min søn. Der iøvrigt ikke bor hjemme. Det er da en ærlig sag.
Siden har jeg indirekte fået at vide, at min mors datter syntes, at moderen tog for megen plads og fik for megen opmærksomhed eftet hendes mands død
Men hvorfor slår hun hånden af sin mor på grund af hendes valg og noget flimmer om opmærksomhed. Er det for at forsøge at tvinge hende væk fra mig?
Det er da grusomt at nægte sin mor at se sit barnebarn, hvor den første opvækst, barsel osv. aldrig er noget, der kommer igen, og som hun nu går glip af.

Pænt af dig at forsøge dig med gæt. Men det er helt forkert. Min kæreste og hendes X var ikke gift, så datteren fik rigeligt med arv efter sin far, og alle var med til begravelsen.

Der er altid en grund når det går galt i en familie. Og vi, der er udenfor den helt tætte kreds kan ikke vide hvad der er sket i fortiden.
Der er ingen datter der i forbindelse med en førstegangsfødsel fravælger sin mor hvis det ellers har været et sundt forhold indtil nu.
Jeg vil ikke skyde din kæreste noget i skoene, men det kan godt være at datter og mor opfatter det der er foregået i fortiden forskelligt. Og mødre husker altså ikke altid helt klart når de tænker tilbage.

Hej,
Din kæreste har fortsat benægtet det, men hendes afdøde mand PILLEDE på datteren. Datteren har virkelig afskyet ham for det, og hun mente ikke at han fortjente alle de positive ord og en begravelse hvor "alle lod som ingenting".
Men din kæreste insisterede og gennemtrumfede begravelsen. Din kæreste benægter fortsat at det er foregået - og det kan datten ikke leve med længere.
Med venlig hilsen
Ieet

Pænt af dig at forsøge dig med gæt. Men det er helt forkert. Min kæreste og hendes X var ikke gift, så datteren fik rigeligt med arv efter sin far, og alle var med til begravelsen.

Hvor "hurtigt" blev i kærester efter hendes daværende mand døde?

Jeg er kommet sammen med min kæreste i snart 4 år, vi har boet sammen i tre. Efter at jeg er kommet ind i hendes liv, efter hendes første mands død, vil hendes datter ikke se sin mor og har afbrudt forbindelsen helt og har bedt om at være i fred. Nu viser det sig, at datteren i foråret har købt hus og fået barn uden vores vidende. Hvad sker der? Hvad får en datter til at fravælge sin egen mor så grusomt, at hun nægter hende adgang til hendes barnebarn, og hvor hun ikke er blevet inviteret med til barnedåb eller barsel eller noget som helst.
Jeg forsøger at trøste min kæreste så godt, jeg kan, men jeg har det også skidt over, at det måske er min skyld, at datteren ikke vil se moderen. Min kærestes MOR godt må besøge dem. Men ikke min kæreste.
Hvad sker der i hovedet på børn, der reagerer sådan. Og hvordan kan jeg bedst støtte min kæreste?

Fem år efter.

Hvor "hurtigt" blev i kærester efter hendes daværende mand døde?

[quote="finnbrygger" post=2850878]Jeg er kommet sammen med min kæreste i snart 4 år, vi har boet sammen i tre. Efter at jeg er kommet ind i hendes liv, efter hendes første mands død, vil hendes datter ikke se sin mor og har afbrudt forbindelsen helt og har bedt om at være i fred. Nu viser det sig, at datteren i foråret har købt hus og fået barn uden vores vidende. Hvad sker der? Hvad får en datter til at fravælge sin egen mor så grusomt, at hun nægter hende adgang til hendes barnebarn, og hvor hun ikke er blevet inviteret med til barnedåb eller barsel eller noget som helst.
Jeg forsøger at trøste min kæreste så godt, jeg kan, men jeg har det også skidt over, at det måske er min skyld, at datteren ikke vil se moderen. Min kærestes MOR godt må besøge dem. Men ikke min kæreste.
Hvad sker der i hovedet på børn, der reagerer sådan. Og hvordan kan jeg bedst støtte min kæreste?[/quote]

tænker er bitterhed over hun har fundet dig, nogen børn er meget umoden og ønsker ikke deres forælder skal vider i livet, det kan i intet gøre ved, glem hun findes for hun vil ikke give sig.
måske kan mormor tale hendes sag, det burde hun.

Må indrømme min mor døde for nogle år siden min sted far fandt en ny ret hurtigt, det var ikke helt let at sluge, men hans liv skal jeg selvfølig ikke bestemme.

Og kærestemor skal selv enten selv opsøge datteren og spørge hvad hun bilder sig ind, eller affinde sig med hun har sat en selvcentreret tøs til verden.
Oldemor skal blande sig helt uden om.
Det er mellem mor og datter det der.

hæhæ for en gangs skyld enig med dig
synes også hans indlæg er provokerende - at han ikke vil forholde sig til situationen men bare tuder og vil have vores sympati med sine retoriske spørgsmål

Hej,
Det er mit indtryk at Trådstarter SELV tror at det har noget at gøre med at datteren ikke kan acceptere at hans kæreste har fået en ny mand - 5 år efter faderens død.
Men han ved det virkelig ikke.
Det er rent gætværk.
Hans kæreste skal tænke sig godt om. Og overveje at kontakte datteren at spørge om hvad der skal gøres for at de kan få en positiv fremtidig kontakt.
Også LYTTE til kritikken.
Datteren har 100% sikkert fortalt kæresten præcis hvorfor at hun ikke ønskede mere kontakt. At Kæresten så ikke har lyttet, eller har glemt, eller ...!
Med venlig hilsen
Ieet

Og kærestemor skal selv enten selv opsøge datteren og spørge hvad hun bilder sig ind, eller affinde sig med hun har sat en selvcentreret tøs til verden.
Oldemor skal blande sig helt uden om.
Det er mellem mor og datter det der.

nye vinkler her, så skal manden sikkert nok selv finde svare, når han har sorteret skidt fra kanel.
Her kunne i teorien sidde nogen der lige har prøvet noget lignende,og måske kan komme med råd.
Og chancen for kvinder måske ser noget han ikke lige kan, er der også.

Du er langt ude med dine teorier, og dog. Jeg har en bekendt (kvinde) der i årevis har tudet over hendes voksne børns opførsel over for hende. Jeg har virkelig haft ondt af hende. Det var ude i at de nægtede at åbne døren når hun og farmand ringede på selvom de tydeligvis var hjemme.
Efter nogle år gik det op for mig, at kvinden simpelthen dominerede alt og alle. Hun var utrolig svær at føre en samtale med, for alt blev drejet til hendes fordel, og vi andre sad tilbage med skyld over at vi nu igen havde skuffet hende. Det havde hendes 2 børn levet med hele livet og nu havde de fået nok. Udefrakommende kunne ikke se det og min ven forstod det ikke når jeg nævnte det.
Vi kan ikke vide hvad der ligger til grund for datterens reaktion. Men jeg vil holde fast i, at nybagte mødre ikke "bare lige" lukker af over for deres egne mødre. Der er helt sikkert en grund.

Hej,
Præcis!
Med venlig hilsen
Ieet

Ps. Ja, mine *GÆT* er langt ude.
Samtlige andre *GÆT* her i tråden er også bare tilfældige *GÆT*. Det er tydeligt at trådstarter selv ville tro, at det er fordi datteren ikke kan lide ham og gør oprør over "erstatnings-far".
Men Datteren er ikke en teenager i oprør.

Du er langt ude med dine teorier, og dog. Jeg har en bekendt (kvinde) der i årevis har tudet over hendes voksne børns opførsel over for hende. Jeg har virkelig haft ondt af hende. Det var ude i at de nægtede at åbne døren når hun og farmand ringede på selvom de tydeligvis var hjemme.
Efter nogle år gik det op for mig, at kvinden simpelthen dominerede alt og alle. Hun var utrolig svær at føre en samtale med, for alt blev drejet til hendes fordel, og vi andre sad tilbage med skyld over at vi nu igen havde skuffet hende. Det havde hendes 2 børn levet med hele livet og nu havde de fået nok. Udefrakommende kunne ikke se det og min ven forstod det ikke når jeg nævnte det.
Vi kan ikke vide hvad der ligger til grund for datterens reaktion. Men jeg vil holde fast i, at nybagte mødre ikke "bare lige" lukker af over for deres egne mødre. Der er helt sikkert en grund.

Hej,
Præcis.
Med venlig hilsen
Ieet

Ps. For en gangs skyld? :|

hæhæ for en gangs skyld enig med dig
synes også hans indlæg er provokerende - at han ikke vil forholde sig til situationen men bare tuder og vil have vores sympati med sine retoriske spørgsmål

Jeg tuder ikke, spørger blot om hjælp og om andres erfaringer i en vanskelig situation. 🙂

Hej,
Præcis.
Med venlig hilsen
Ieet

Ps. For en gangs skyld? :|

[quote="caraten" post=2850971]hæhæ for en gangs skyld enig med dig
synes også hans indlæg er provokerende - at han ikke vil forholde sig til situationen men bare tuder og vil have vores sympati med sine retoriske spørgsmål[/quote]

Hej,
Din Kæreste kan jo spørge den datter som tager med hende på ferie om hvorfor den anden datter ikke ønsker kontakt.
http://sol.dk/debat/72/2827512/2827512
Med venlig hilsen
Ieet

Jeg tuder ikke, spørger blot om hjælp og om andres erfaringer i en vanskelig situation. 🙂

[quote="ieet" post=2850986]Hej,
Præcis.
Med venlig hilsen
Ieet

Ps. For en gangs skyld? :|

[quote="caraten" post=2850971]hæhæ for en gangs skyld enig med dig
synes også hans indlæg er provokerende - at han ikke vil forholde sig til situationen men bare tuder og vil have vores sympati med sine retoriske spørgsmål[/quote][/quote]

Hej,
Det kunne være fordi din Kæreste SPOINERER på Datterens konto samt prøver at blande sig i og kontrollere en VOKSEN datters økonomi:
http://sol.dk/debat/75-parforhold/2611602/2611602
Det kunne også være at denne GÆLD ikke er blevet tilbagebetalt til Datteren
http://sol.dk/debat/75-parforhold/2611602/2611615
Det kan være fordi din kæreste virkelig lyder UBEHAGELIG som Person
http://sol.dk/debat/72/2677911/2677911
Din Kæreste kan jo spørge den datter som tager med hende på ferie om hvorfor den anden datter ikke ønsker kontakt.
http://sol.dk/debat/72/2827512/2827512
Med venlig hilsen
Ieet

Jeg tuder ikke, spørger blot om hjælp og om andres erfaringer i en vanskelig situation. 🙂

[quote="ieet" post=2850986]Hej,
Præcis.
Med venlig hilsen
Ieet

Ps. For en gangs skyld? :|

[quote="caraten" post=2850971]hæhæ for en gangs skyld enig med dig
synes også hans indlæg er provokerende - at han ikke vil forholde sig til situationen men bare tuder og vil have vores sympati med sine retoriske spørgsmål[/quote][/quote]

Hej, min biologiske far må heller ikke sætte fod hjemme hos mig. Og det er der også en grund til.
Jeg går ud fra den pige har en grund og den må hendes mor/din kæreste ud med.

Det er simpelt. Der er to muligheder. Du VIL ikke se jeres egne fejl. Du KAN ikke se jeres egne fejl. Mulighed 3 - vi har ingen fejl, eksisterer ligesom ikke. Forstår du det? Så - which is it? Vi kan jo ikke hjælpe hvis ikke du er ærlig. Hvis vi sagde nååh hvor er hun da dum, hvad kunne du bruge det til? Det ville jo være opbakning på et ikke-oplyst grundlag.
Jeg har også et bud. Du er indre mission / Jehova.

Det var dog en af de mest latterlige tråde på dette site, med ligeså latterlige og useriøse "svar"...

Tak for alle de gode og brugbare svar. Jeg kan bruge rigtigt mange af dem, og de giver plads og tid til refleksion over, at naturligvis har pigen en god grund til ikke at ville se sin mor. Min kæreste påstår, at hun ikke ved det, men set i lyset af den emsighed, fordømmelse, den kritik og mangel på glæde over andres valg i livet, hun desværre nogle gange lægger for dagen, så kan jeg godt forstå, hvis det er derfor, hun/vi er blevet fravalgt.
Det er der ingen, der kan holde til i det lange løb.
Hvordan kan jeg så? Hvorfor overvejer jeg endda at gifte mig med min kæreste?
Gode egenskaber og søde træk er her også, og måske fordi jeg selv har været som hende engang - har heldigvis lagt rigtig meget af det bag mig gennem personlig udvikling, kurser og vækst - og kan forstå, hvilken smerte, der ligger bag behov for fordømmelse og kontrol.
Ha´ en god dag allesammen.
Ha´ en god dag allesammen og endnu engang tak.

Har lign problemer, ser kun mine forældre en gang årligt, ikke pga vi er uvenner for det er vi ikke, men pga geografi.
MEN jeg har et problem med at min datters mor siger at min datter selv har sagt hun aldrig vil se mig igen. DET har jeg ekstremt svært ved at tro på en 9-årig pige ville sige, medmindre hun er blevet det indøvet af moren.
Og det er da heller ikke noget hun siger selv, blot en påstand fra moren...

Hej,
Hun er enormt "emsig"...
Eller at hun spionerer på datterens konto...
Eller at hun blander sig i datterens økonomi...
Eller at hun stadig skylder datteren penge...
Eller at hun nægter at betale renter af det skyldige beløb...
Eller at hun ikke betaler det skyldige beløb når datteren ellers skal låne pengene til datterens huskøb...
Det er nok nærmere dig som bør fortælle hvorfor du elsker din kæreste og stadig er sammen med hende, end at "vi" gætter.
Med venlig hilsen
Ieet

Tak for alle de gode og brugbare svar. Jeg kan bruge rigtigt mange af dem, og de giver plads og tid til refleksion over, at naturligvis har pigen en god grund til ikke at ville se sin mor. Min kæreste påstår, at hun ikke ved det, men set i lyset af den emsighed, fordømmelse, den kritik og mangel på glæde over andres valg i livet, hun desværre nogle gange lægger for dagen, så kan jeg godt forstå, hvis det er derfor, hun/vi er blevet fravalgt.
Det er der ingen, der kan holde til i det lange løb.
Hvordan kan jeg så? Hvorfor overvejer jeg endda at gifte mig med min kæreste?
Gode egenskaber og søde træk er her også, og måske fordi jeg selv har været som hende engang - har heldigvis lagt rigtig meget af det bag mig gennem personlig udvikling, kurser og vækst - og kan forstå, hvilken smerte, der ligger bag behov for fordømmelse og kontrol.
Ha´ en god dag allesammen.
Ha´ en god dag allesammen og endnu engang tak.

[quote="ieet" post=2851191]
Det er nok nærmere dig som bør fortælle hvorfor du elsker din kæreste og stadig er sammen med hende, end at "vi" gætter.
Med venlig hilsen
Ieet
quote]I vores alder behøver det jo ikke være entydigt at forsegle "den store kærlighed". Så her et par grunde, som jeg egentligt synes er gode hver for sig, og som jeg tror, mange har med sig i overvejelserne, når de gifter sig:
Økonomisk sikring.
At rejse sammen og være enige om hvorhen.
Fælles holdning til boligindretning.
God sex.
God kommunikation, også i skænderierne.
At lære noget af hinanden om etik og livsholdning trods forskelligheder.
At have 30 år tilbage med et andet menneske - behov for livscyklus
Fælles behov for tryghed.
Fælles holdning til venner, nogenlunde til antal besøg
Enighed om hvor meget man går ud, alene og hver for sig.
Fælles fritidsinteresser. Bøger, træning, meditation, mindfullness mm.

Hej,
Takker. Jeg havde virkelig ikke forventet svar på spørgsmålet, listen er mere til dig selv til det efterfølgende spørgsmål...
Er alle disse ting nok til at du vil betegne et forhold som det du ønsker?
Med venlig hilsen
Ieet

[quote="ieet" post=2851191]
Det er nok nærmere dig som bør fortælle hvorfor du elsker din kæreste og stadig er sammen med hende, end at "vi" gætter.
Med venlig hilsen
Ieet[/quote]
I vores alder behøver det jo ikke være entydigt at forsegle "den store kærlighed". Så her et par grunde, som jeg egentligt synes er gode hver for sig, og som jeg tror, mange har med sig i overvejelserne, når de gifter sig:
Økonomisk sikring.
At rejse sammen og være enige om hvorhen.
Fælles holdning til boligindretning.
God sex.
God kommunikation, også i skænderierne.
At lære noget af hinanden om etik og livsholdning trods forskelligheder.
At have 30 år tilbage med et andet menneske - behov for livscyklus
Fælles behov for tryghed.
Fælles holdning til venner, nogenlunde til antal besøg
Enighed om hvor meget man går ud, alene og hver for sig.
Fælles fritidsinteresser. Bøger, træning, meditation, mindfullness mm.

Familien blander sig i, hvem man må tage som livsledsager, og er dybest set modstander af "kærlighedsægteskaber".

her er et gæt. datteren er en forkældet lille finke. som har noget mod at moren finder sig noget nyt efter farens død.. udfra va jeg læser lyder det omkring 70% sansynlighed få det.. har set det før i mine venne kredse, o mig som det første sparker sådan nogle følsesmæsige handicapet kvindfolk ud af min vende kreds. de intet vejr som menneske eller gødning til jorden.. men som sagt bare et gæt

Ieet er sikket inde over nogle ømme punkter her.
Hvis datteren føler, at du og din kæreste har snydt hende for hendes retmæssige arv efter hendes afdøde far, og købt hende ud af husets værdi for en slik (eller har undladt at betale hende), og du har indkalkuleret huset som en del af det du skal leve af som pensionist jfr. dit indlæg "kan man leve af en million", så er datterens reaktion ganske naturlig.
Derudover har man pr. definition mistet sit barndomshjem i det øjeblik en ny ægtefælle/kæreste flytter ind hos den ene af sine forældre. Naturligvis er det din kærestes frie valg at vælge dig til som kæreste, men er tilliden ikke tilstede mellem dig og datteren, vil hun aldrig have tillid til at lade sit barn passe i dit hjem, og så er din kærestes valg af kæreste ikke uden konsekvenser for øvrige relationer.
Der er masser af rodede ægteskaber, og masser af rodede familierelationer, og det er mere reglen end undtagelsen, men det hjælper jo ikke på, at datteren hverken kan se dig eller din kæreste som bedsteforældre for hendes barn.
At hun har valgt at fortsætte sit liv uden de ærgelser og skuffede forventninger til en familie, det er der helt sikkert lødige overvejelser til grund for.
Hvad er du villig til?
- at være babysitter engang imellem og en god ven til datteren og involvere dig i hele familien, eller passer det dig i grunden bedst ikke at skulle være reservebedstefar og familiemenneske?
Jeg forventer ikke et ærligt svar, da du tilsyneladende leder efter skyts i krigen mod datteren.

Nu spiller du frieri-kortet. Ikke er øje er tørt.
Det er jo det rene Romeo og Julie.
http://peterlum.files.wordpress.com/2011/07/o11693.jpg

hvis børn føler sig svigtet mor fundet en ny kæreste for hun er klar.
eller fordi ens far ikke magter at stille flasken tgil forel for en, så vil de tit droppe kontakten, og de skal ikke være ret gamle.

Her er mange gode og velmente bud, kan jeg læse. Tak for dem. Bare for at præcisere:
1. Jeg har ikke købt datteren ud. Hun har fået sin arv, som ganske vist står til udbetaling om 3-4 år.
2. Min million om fire år har jeg selv opsparet.
3. Jeg vil nyde at have en lille unge rendende i huset en gang imellem. Har ingen grund til andet.
4. Jeg kan tilslutte mig, at datteren for alvor har mistet sit barndomshjem. Engang sagde hun til sin mor, om mine børn skulle med juleaften, "for det var jo ikke det samme". Nej naturligvis er det ikke det samme. Men livet bevæger sig jo, og det synes jeg, at datteren i en alder af 30 år må forstå.
5. Jeg leder ikke efter skyts. Jeg kan godt forstå pigen, hvis hun gennem barndommen har følt, at hun ikke helt har fået det, hun har behov for. Hvad det er, aner jeg ikke. Men jeg er enig i, at hun har sine gode grunde. Vi kender dem bare ikke, og moderen tør ikke kontakte hende for at høre dem, da hun så er bange for at skubbe hende helt væk.

Ieet er sikket inde over nogle ømme punkter her.
Hvis datteren føler, at du og din kæreste har snydt hende for hendes retmæssige arv efter hendes afdøde far, og købt hende ud af husets værdi for en slik (eller har undladt at betale hende), og du har indkalkuleret huset som en del af det du skal leve af som pensionist jfr. dit indlæg "kan man leve af en million", så er datterens reaktion ganske naturlig.
Derudover har man pr. definition mistet sit barndomshjem i det øjeblik en ny ægtefælle/kæreste flytter ind hos den ene af sine forældre. Naturligvis er det din kærestes frie valg at vælge dig til som kæreste, men er tilliden ikke tilstede mellem dig og datteren, vil hun aldrig have tillid til at lade sit barn passe i dit hjem, og så er din kærestes valg af kæreste ikke uden konsekvenser for øvrige relationer.
Der er masser af rodede ægteskaber, og masser af rodede familierelationer, og det er mere reglen end undtagelsen, men det hjælper jo ikke på, at datteren hverken kan se dig eller din kæreste som bedsteforældre for hendes barn.
At hun har valgt at fortsætte sit liv uden de ærgelser og skuffede forventninger til en familie, det er der helt sikkert lødige overvejelser til grund for.
Hvad er du villig til?
- at være babysitter engang imellem og en god ven til datteren og involvere dig i hele familien, eller passer det dig i grunden bedst ikke at skulle være reservebedstefar og familiemenneske?
Jeg forventer ikke et ærligt svar, da du tilsyneladende leder efter skyts i krigen mod datteren.

Helt ærlig, glem den egoistiske tøs.
Jeg har personligt oplevet samme problem, min datter valgte mig fra for 10 år siden, hun har aldrig formået, hverken overfor sin bror eller mor ( min fraskilte kone) at forklare sit valg.
Mennesket er en irrationel størrelse og man skal ikke søge forklaring på alt, så mit råd er, glem pigen, skriv hende ud af familie sagaen, der kommer alligevel aldrig noget godt ud af det.
Den gamle skrøne om at blod er tykkere end vand er og bliver vrøvl, det er kun mere besværligt.
Det eneste man kan gøre er at acceptere deres valg, leve livet videre, vise sin accept og respekt for valget ved at lade dem forstå at man har accepteret og hverken håber eller forventer en ny forening.
Jeg har accepteret min datters valg, skulle hun mod alle odds vælge at opsøge mig, ja så bliver hun smidt ud, hun gjorde et valg, skabte nye regler for os begge med det valg, hvorfor hun må leve med resultat.
Hilsen
En umådelig lykkelig far

Helt ærlig, glem den egoistiske tøs.
Jeg har personligt oplevet samme problem, min datter valgte mig fra for 10 år siden, hun har aldrig formået, hverken overfor sin bror eller mor ( min fraskilte kone) at forklare sit valg.
Mennesket er en irrationel størrelse og man skal ikke søge forklaring på alt, så mit råd er, glem pigen, skriv hende ud af familie sagaen, der kommer alligevel aldrig noget godt ud af det.
Den gamle skrøne om at blod er tykkere end vand er og bliver vrøvl, det er kun mere besværligt.
Det eneste man kan gøre er at acceptere deres valg, leve livet videre, vise sin accept og respekt for valget ved at lade dem forstå at man har accepteret og hverken håber eller forventer en ny forening.
Jeg har accepteret min datters valg, skulle hun mod alle odds vælge at opsøge mig, ja så bliver hun smidt ud, hun gjorde et valg, skabte nye regler for os begge med det valg, hvorfor hun må leve med resultat.
Hilsen
En umådelig lykkelig far

Hvor ville jeg ønske, jeg kunne blive enig med min kæreste om ovenstående. Jeg har det sådan, at jeg hellere er fri for en familie end en familie, der konstant giver bøvl og ballade og grublerier og slidsomme snakke i det daglige. Nu har min kæreste skrevet et brev til sin datter om, at hun frygtelig gerne vil se sit barnebarn, og hvor kunne det være dejligt, de kunne ses igen osv. osv. Jeg har frarådet hende det, idet jeg ikke tror, der kommer noget godt ud af det, før datteren selv åbner op, er parat og henvender sig. Jeg er i mindretal, for kærestens søster, mor og veninder er på hendes side. Ærgerligt, men sådan er det.

Hej,
Takker for opdateringen.
Vi håber alle at du giver en opdatering på hvordan det går.
Med venlig hilsen
Ieet

Opdatering: Nu har min kæreste fået et brev fra datteren, at de på et tidspunkt gerne vil oprette kontakt igen og give det en ny chance. Vel at mærke hvis det er HENDE og hendes mand, der står for kontakten. OG at det skal foregå uden mig. Jeg er både rasende og frustreret. De vil åbenbart ikke være sammen med mig. Det mest fornuftige er måske at lade moderen tage afsted alene og se sin datter og barnebarn. Hvordan skal jeg agere bedst muligt for, at det ikke skaber yderligere splid hos os. Jeg har sagt til min kæreste, at var det min søn, der behandlede os sådan, kunne han sejle sin egen sø. Det ser ikke ud til, at min kæreste er i stand til dette. Hun er vist indstillet på at spille datterens spil. Hvad mener I?

Hej,
At moderen bør spille med på datterens spil, og finde ud af hvorfor præcis datteren ikke kan lide dig i så drastisk grad.
Med venlig hilsen
Ieet

Opdatering: Nu har min kæreste fået et brev fra datteren, at de på et tidspunkt gerne vil oprette kontakt igen og give det en ny chance. Vel at mærke hvis det er HENDE og hendes mand, der står for kontakten. OG at det skal foregå uden mig. Jeg er både rasende og frustreret. De vil åbenbart ikke være sammen med mig. Det mest fornuftige er måske at lade moderen tage afsted alene og se sin datter og barnebarn. Hvordan skal jeg agere bedst muligt for, at det ikke skaber yderligere splid hos os. Jeg har sagt til min kæreste, at var det min søn, der behandlede os sådan, kunne han sejle sin egen sø. Det ser ikke ud til, at min kæreste er i stand til dette. Hun er vist indstillet på at spille datterens spil. Hvad mener I?

Du kan ikke holde din kæreste væk fra datter og barnebarn hvis hun selv ønsker kontakt. Så du bliver nok nødt til at acceptere tingenes skæve tilstand for nu.
Lad din kæreste tage på besøg hos datteren og tag det som den voksne mand du er. Med tiden kan det måske ændre sig, men du får intet godt ud af at presse på her og nu.
Ærgerligt at du ikke kan få en forklaring.