Min kæreste smadder min glæde og selvtillid

Vi har 2 fælles børn på 4 år og en på 8 mdr. Derudover har jeg en på 11 år fra et tidligere forhold. Jeg selv er 31 og han er 35 år.
Vores forhold er fuldstændig hæsligt for tiden. Føler han gerne vil drive mig til vanvid. Jeg er pt på barsel, og han går på job. Han havde 2 ugers barsel i starten, men den gik foran computeren og tvet. Vores sidstfødte som er en lille dejlig dreng, var ikke planlagt. Jeg blev gravid med en spiral. Han ønskede ikke barnet, men jeg ville ikke have abort.
Det har nu udviklet sig til, at jeg for det første passer hele huset og passer børnene og alt det der medfølger. Han er fuldstændig passiv mange dage og sidder kun ved pceren eller tvet. De resterende dage, er han ret aggresiv hvor der er brok over hvordan det ser ud eller det jeg ikke har nået. Er jeg eksp. ved at bade den mindste kan jeg ikke forvente han har et øje på de andre, han lader dem enten gøre som det passer dem, eller andre dage får de skæld ud på skæld ud. Han viser en form for total afmagt.
I hans øjne handler eller siger han aldrig noget forkert. Det er altid børnene eller jeg der gør. Selv den yngste der var meget plaget af mavesyre det første stykke tid, kom han med de mest sure kommentar til, hvis han var urolig. Det skal lige siges, at han aldrig har haft noget med ham at gøre andet end på sidelinien. Han er slet ikke interesseret. Det eneste barn han er interesseret i nogle gange er den mellemste.Men det er når det passer ham. Det er nu blevet sådan at børnene ikke høre efter hvad han siger mere, for det er den rå og vrede tone der kommer næsten konstant. Så det er som at leve enlig mor til tre bare med en meget vred og bitter mand, der kun interessere sig for sig selv og sine interesser som er hans fodbold, tv, computer, vennerne, dem han drikker og leger 20 år med.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg er så træt af at blive kaldt so. kælling mm. Træt af aldrig blive elsket. Træt af at han smadder den glæde vi har i løbet af en dag på bare 5 min tilstedeværelse. Værst af alt, at jeg ikke har tillid med ham mht børnene, han har altid dén grund til at skølde ud. og han kan blive ved. Det er som om at vi ikke må have det for sjovt. Føler mig som den største belastning. Vil allerhelst, at jeg kunne gøre noget ved vores problem, men ved snart ikke hvad det kan være?? Gode råd eller erfaringer??
Pt har jeg det sådan, at det nok vil være bedst hvis vi kom væk fra hinanden. For jeg er ved at være kørt træt af det her og har fået nok. Elsker ham jo stadig på en eller anden måde, men ved også at jeg var skredet hvis ikke vi havde børnene sammen.

Han lyder til at være en rigtig skiderik som er pisse ligeglad med dig og børnene.. De kan ihvertfald ikke gøre for det og skal ikke gå udover dem på nogen måde! Men når det så er sagt så kan jeg faktisk godt forstå hans bitterhed over du valgte at få barnet. Det er meget egoistisk. Hans adfærd er ikke okay nej på ingen måde men jeg må indrømme at ud fra det du skriver så har du selv startet det

Det lyder nu ikke sådan

hey....
For lige at starte et sted, og dette er absolut intet angreb - kender ikke dig din mand dine børn eller din omgangskreds, men "lærer" kun ud fra det jeg læste....
i fik et 3. barn sammen som han allerede fra start af, gav udtryk for han ikke ville, lyder så lidt som om du har trukket det ned over hovedet på ham...??
ved godt man er 2 om tingene, men i gjorde som man skal - beskyttede sig, og det gik galt..
nu ved jeg jo ikke hvordan det er blevet "besluttet" at i skulle have det barn, men hvis det er en mening du har haft fra start at ville det - uden hans mening har kunne gøre fra eller til, ja så lyder det som om det her lille problem er noget som er meget meget dybere end som så...!!
For hvis han nu står i en situation hvor han føler han intet havde at skulle have sagt, i en så stor ting som det er at få en lille ja så har du jo rent faktisk bedt ham om at gøre som du vil, at han skal leve sit liv efter dine regler, du bestemmer...!!
og det kan gøre meget ved en mand indeni, det kan være altødelæggende hvis man er lidt for selvisk i sin tankegang og i sine behov..!!
når man har en familie man har stiftet sammen, blir man nødt til at træffe alle beslutninger sammen, ikke vælge for den anden eller forvente det kun blir godt ud fra sit eget valg og vilje...

på mig lød det her lidt som om han som du selv skriver føler afmagt og fortvivelse...
og muligvis trænger han til et stort wake up call, så han ved hvordan du virkelig går og har det indeni, det er ikke altid man selv opdager hvad der er ved at ske, trods at det muligvis står klart for dig....!!
så fortæl ham hvordan du virkelig har det, selvfølgeig uden børnene er til stede, få passet dem en aften. alle sammen og tag det op så der er ro til at få brudt isen omkring emnet...
og søg nu noget hjælp, det er ikke altid man kan klare tingene på egen hånd..
håber det gav lidt med en mening fra en som ikke aner hvor i står og er..!!

MVH.

Neukom

Detvar som sagt ikke planen at vi skulle have den sidste. Jeg blev gravid med en homonspiral. Han ville jeg skulle have abort, jeg var selv råvild. Efter flere samtaler på hospitalet og hos lægen og med ham besluttede jeg mig for selvom det var svært, at beholde barnet. Forstår da godt det må være svært for ham, men jeg ønskede ikke abort og er da så glad for at vores lille dreng lever i dag. Synes du at jeg har fortjent den behandling fordi jeg ikke ønskede at få abort?? For så er der da noget galt med mig. Det er måske ikke ogsså egoistisk af ham at presse mig til abort. Jeg havde sgu ikke snydt ham mht graviditeten, det var et uheld.

ikke til det jeg skriver.. Jeg synes hans opførsel er under al kritik også selvom du valgte et barn han ikke ønskede men derfor var din handling stadig på hans bekostning. At det er et uheld ændre jo ikke på om han vil havde det eller ej. Mænd har intet at skulle havde sagt når det kommer til den slags heller ikke selvom det var et uheld .. Hans opførsel er ikke okay og den er barnlig men det kan sagtens tænkes at den stammer fra at du tog et valg på hans vegne og derfor er bitter nu

Ville det være MINDRE egoistisk af manden, hvis han havde trumfet sin vilje igennem og påtvunget sin "elskede" en abort? Er vi enige om, at der ikke kan laves kompromisser, når det kommer til en graviditet - enten bliver det et barn eller en abort? Som kvinde mener du ikke, at en uønsket abort pga. pres fra manden er et overgreb?
Egoisme er IKKE - efter din mening - at vælge et liv fra OG udsætte sin kone/kæreste for fysiske og psykiske men - men derimod at vælge et ikke-planlagt barn til og udsætte sin stakkels mand for et barn. Sådan kan man selvfølgelig også se på det. Håber da, du selv er i stand til at sætte grænser for, hvad andre gør ved din krop og psyke.

at det endten er abort eller barn jeg er jo ikke retarderet vel men en abort vil psykisk og fysisk gøre ondt i en vis tidsramme, et barn derimod er mindst 18 år frem og det er jo også blandt andet barnet der betaler prisen.. Barnet kan godt mærke hvis det er uønsket

men hvad var alternativet? Du får det virkelig til at fremstå, som om du mener, de kunne "mødes på midten".
Hvordan ville du egentlig have svaret, hvis trådstarters mand havde skrevet et indlæg om sin negative, ulykkelige og bitre kone, der var i psykisk ubalance på grund af, at HAN havde truffet et valg på HENDES vegne og presset hende til en abort? Det er sådan set det eneste alternativ til denne historie. Havde du så ment, kvinden var forkert på den - eller ville du så bebrejde manden HANS egoisme?

Det var en helt utrolig svær beslutning af træffe. Jeg lyttede meget på ham, i starten var jeg meget råvild. Men efter flere samtaler med hospitalet, lægen og abortlinien besluttede jeg mig, at beholde barnet. I fasen hvor jeg var i tvivl havde jeg maridt om natten gentagende gange om jeg var ved at foretage abort. Kunne ikke sove igennem. Blev meget splittet. Bare det, at jeg så på et andet menneske, kom tanken og følerserne i mig, at jeg kunne blive skyld i at fratage en lille rask forster sit liv. Jeg kunne være skyld i at et helt fantastisk menneske ikke skulle leve. Det knne jeg ikke holde ud. Hvis Det er at være egoistisk så er det det jeg er. Jeg kan bare ikke få mig selv til at foretage abort.

Det jeg forsøger at sige er at der skal to til tango .. For mig at se så ser det ud til at være begge parter der har et problem og ikke kun manden..

Hvis ikke manden var interesseret i andet end sig selv. Og ikke gør noget for at være en del af familien. Uanset om han føler sig kørt ud på et sidespor eller ej.
Ja så var det ville det være nemmere at bo alene og have et stabilt familieliv og en rolig hverdag. hvor børnene ikke skal gå på æggeskaller for far er sur.
Og hvis du sidder der og tror det er hårdt for dig. Så skulle du tage den fra børnenes side af. De er fuldstændig afhængige af dig og din kæreste. Og i kan ikke sammen og i gør deres barndom en krigszone.
Har du tænkt på deres behov?
I dit indlæg er det kun dine følelser det kommer til syne.
Hvilket jo er klart.
For forældre har den her spøjse opfattelse af børn. At de ikke fatter hvad der foregår omkring dem. Men kære ven, det gør de. De suger alt til sig og snor sig for at overleve den krigszone, din kæreste og du har tilrettelagt for dem.
Så for om ikke andet. Så tænk på hvad børnene vil have godt af. Ro i en bolig hvor det kun er dig???? Eller to voksne der har en krig kørende(uanset om du vil være ved det eller ej)?????
Din kæreste kan ikke evne at tage hensyn til børnene. Og han gør det nok heller ikke.Hvis din beskrivelse står til troende.
Så er der dig tilbage.
Hvad gør du???? Synes du virkelig det er godt for børnene at i bliver sammen? Og hvad er det der er en fordel for dine børn at i bliver sammen?
Prøv at spørge dig selv om det. Ville du synes det er fedt at vokse på med to voksne hvor den ene opføre sig som et forkælet barn og skælder og smælder? Er det så sundt for dine børn at vide de er lort og nøgler, i din kærstes skælden ud af dem?
De tager det med sig i voksenlivet, det i lære dem nu. At sådan skal man leve som forældre. For børn gør ikke som i siger. Men som i gør.
Jeg håber det bedste for dig og specielt dine børn.🙂🙂🙂🙂[l][l][l]

En abort kan gøre ondt i en vis tidsramme?? Ja for nogle, dem der ønsker det. Men de der ikke ønsker at dræbe et lille barn, vil det gøre ondt på dem resten af livet. Min lille dreng får masser af kærlighed af mig og sine søskende og vores familie. Mine børn har et rigtig stærkt forhold til mig, og vi laver mange ting sammen. De oplever bare ikke faderen i det, men det kan jeg ikke gøre ret meget ved. Har prøvet næsten alt af hvad jeg ved.

Barnet har fået sit liv - og er ønsket af sin mor. Umiddelbart vil jeg mene, prisen ikke at komme til verden er højere.
Adskillige kvinder, der har fået en uønsket abort, er psykisk mærkede resten af livet og fortryder bitterligt deres valg. De bliver ved med at tænke på, at de nu kunne have haft et barn på 3, 7, 25 år. Og så vil manden blive bebrejdet resten af livet - formentlig vil det ende med skilsmisse, bl.a. til skade for det barn, de har i forvejen.
Manden her er da topmålet af en egoist - hvor forfærdeligt kan det være at få et barn, når man tilmed har et i forvejen og ikke skal lægge sin tilværelse fuldstændigt om?
Skal man tage hensyn til den gravide OG fosteret - to (for den enes vedkommende potentielle) individer - eller til et individ?
Når du selv har fået et barn, er jeg ret overbevist om, du vil se noget anderledes på situationen.

Jeg synes du skal vise din mand dit indlæg. Fortæl ham hvordan du har det. Og spørg ham hvordan han har det. Overvej evt. noget parterapi, hvis I er nået derud, hvor det er svært at tale sammen på en fornuftig og konstruktiv måde.
Jeg kan godt forstå du er ved at gå til af frustration. Det lyder til at din mand har det på samme måde. Jeg tror, det er vigtigt, I finder ud af hvad den anden part tænker og føler, og at I begynder at tale sammen. Du må ikke give op uden at kæmpe - og du kan ikke kæmpe uden at invie din mand i dine tanker, og uden at sætte dig ind i hans tanker og følelser.
Mht. jeres yngste barn, er det muligt han føler det er blevet trukket ned over hovedet på ham, men hvis han "havde fået sin vilje" var det jo dig, der havde fået en beslutning trukket ned over hovedet. Det er den slags unfair sitautioner, som opstår uden at nogen har skyld, men som er svære at løse, når man ikke er enige om løsningen.
Hvis det er din beslutning om at gennemføre graviditeten, der er årsag til hans opførsel, synes jeg det er tarveligt og unfair, hvis han bærer nag. Det kan han ikke bruge til noget. Men omvendt kan jeg også godt forstå, at han har brug for at reagere. Måske har han brug for at blive hørt, for at føle, at hans mening ikke er ligegyldig. Måske tænker han, at du er ligeglad med ham og hans mening, og at du egentlig slet ikke har brug for ham, eller har lyst til at være sammen med ham. Jeg gætter, aner selvfølgelig ikke hvad han tænker, men hans opførsel tyder på, at han har det rigtig skidt.
Jeg håber I får taget hul på jeres problemer. Det er starten på et bedre forhold [s]

nok så er det sikkert mig der læser indlægget forkert og ikke forstår det hele som det skal forstås.. Der jeg vil hen er at man ikke bare kan sige "det barn vil jeg bare havde basta!" Hvis ikke begge er enige om graviditeten så synes jeg man skal pakke sit hysteri lidt væk og så tænke det rigtig godt igennem mange gangen inden man tager et valg. Ikke dermed sagt at abort er den rigtige løsning men det er vigtigt at vide at der faktisk ikke kun er én mulgihed.. Det er en stor beslutning ..

det er synd for dem ikke at havde deres far med i det? Du skal ikke komme og fortælle mig at det ikke påvirker dem. Jeg er vokset op uden en far så jeg ved sgu godt hvad de små børn tænker

Det er vist ret åbenlyst, at begge parter har et problem - ellers havde trådstarter nok ikke skrevet herind...
Det, vi drøfter her, er ikke, hvem der har et problem - men din formulering om, at "jeg må indrømme at ud fra det du skriver så har du selv startet det". Tja - det startede med BEGGES deltagelse, må man gå ud fra. Det havde så uplanlagte konsekvenser. Kvinden har så "startet det" ved at vælge IKKE at få en abort? Jeg ville jo mene, det - trods alt - naturligste valg er at lade uplanlagt foster blive til et barn, og at den EGOISTISKE handling er at påføre kvinden smerte OG nægte barnet liv.
Du bør virkelig overveje dit ordvalg - du skriver til et ulykkeligt menneske i en hæslig situation, og så kalder du hende egoistisk og placerer ansvaret hos hende. Det er flot.

undskylde det har bestemt ikke været min mening at det skulle forståes på den måde 🙂

indlæggene, ville du kunne se, at kvinden har tænkt situationen igennem endog rigtigt mange gange og overvejet abort grundigt. Du mener ikke, det tyder på, at hun godt ved, der "faktisk ikke kun er en mulighed"? Kvinden har to børn i forvejen, søde ven - jeg tror faktisk, de fleste i den situation er klar over, at en graviditet kan afbrydes.
Ja - du læser forkert. Eller også læser du ikke. Hvad ved jeg.

igen så

Jeg er i den grad enig med dig. Og jeg kan sagtens følge trådstarter i, at det må opleves som fuldstændigt uforståeligt, at hun har fået verdens dejligste barn, og at manden ikke "kan se det".
Jeg vil egentlig også håbe, at hans reaktion skyldes, at han har det rigtigt svært med situationen. På den anden side viser han - og det er tilsyneladende ikke nyt - heller ikke den store glæde ved det andet fællesbarn, så måske er han virkelig bare en "skidt" fyr at basere sin og sine børns fremtid på. I så fald er jeg ikke i tvivl om, at det "forhold" skal slutte hellere i går end i morgen.

At nogle mænd som har glædet sig til at blive far også kan være nogle rigtige skvat når først børnene er kommet til verden. Det jeg siger er, at uanset om han har ønsket at blive far eller ej, så kan mænd altså vise sig fra en side som man ikke havde troet.

Tro mig jeg tanker MEGET på hvordan det er for mine børn. Det er også derfor vi manden og jeg, har mange problemer. Jeg kommer heller aldrig ud alene af samme årsag. For jeg føler jeg er nødt til at blive hjemme og glatte tingene ud.
Vores problemer stammer i at han tit meget tit bliver irriteret på børnene. Derfor kræver jeg heller ikke noget af ham mere. Så han bare skal kunne overskue tingene lidt. Jeg siger aldrig noget tilbage til ham i børnenes påhør, og det er for deres skyld. For lysten er der da.
Føler bare at jeg er nødt til at være på vagt hele tiden og det er kvælende. Hvis det en dag går godt og jeg bader den mindste alene. Så er der som regel allerede startet en sitaution. Nu er det blevet sådan at de 2 andre er begyndt at komme med ud og bade lillebror, hvor vi hygger om det og synger. Men hvor er det belastende, at der ikke kan være den ellers tryghed fordi han er kommet hjem.
Han nægter parterapi og lign. da der ikke er nogen der kan ændre ham, og han er som han skal være. Så jeg kan ikke se hvad jeg mere kan gøre. Jeg er som sagt også kommet dertil at jeg tror på at det vil være bedst at gå hvert til sit...ikke mindst for børnene. Synes jo også bare det er synd at de skal være delebørn

Og lige for at tage den her hele vejen lyn hurtigt...
Mænd og kvinder tænker meget anderledes hvad aborter angår, det betyder ikke man nødvendigvis som mand er meget empatisk afstumpede eller følelsmæssigt uden nogen somhelst form realitet..
Mænd har bare desværre en egenskab der gør at når aborten er foretaget ja så er det det..
der går en smule tid afhængig af hvilken mand og hvor han er i sit liv førend det igen er hverdag i hans verden og livet igen er i fuld gang..
ved godt ikke alle er sådan, men sådan ca 99,9 % af os mænd er indrettet på den måde..

Sorry....:-(

MVH

Neukom

mente naturligvis uden empati....;-)

Det kan godt være at du aldersmæssigt skulle være med i de voksnes rækker, men noget er da indlysende gået galt i din udvikling. "Hun begyndte" er en 5-årig værdig. Det er ikke noget voksne mennesker "bruger".
Som en servicemeddelelse kan jeg oplyse dig at det er KVINDERNE der har adgang til abort - ikke mændene der har adgang til at bestemme sig om, når de har trukket den forkerte røv til sig. Er han i den situation han ikke vil have flere børn, havde det være voksent og ansvarligt i et fast forhold/ægteskab at lade sig sterialisere - ikke at bede konen udsætte sig for en hormonpumpe i 25 år.
Det har han altså ikke villet, så nu må han deltage i konsekvensen af sine fra-/og tilvalg. Han er tilsyneladende lige så barnlig som dig i sin tankegang.

det er galt med. Din tankegang er gennemsyret af, de "dårlige" mænds præmisser. Du skal tænke over, hvad din berettigelse er her i verden. Hvis du ikke gør det, og selv tager fat i den modningsproces, som er gået galt for dig, så bliver dit kvindeliv sølle.
Helt ærlig så tror jeg ikke, du skal blande dig - eller lege rådgiver - i voksne kvinders liv indtil videre. Sæt du dig ned og lyt og lær. Du trænger til det.

Undskyld mig, men jeg kan ikke holde de der "amalieudtalelser" ud.
Det hedder at "gå på æg" ikke at gå på æggeskaller. Man skal netop gå overmeget forsigtigt på æg, for at de ikke bliver til skaller.

Jeg har læst dit indlæg et par gange og den øvrige del af tråden. Min første tanke er "se at komme væk",men jeg ved godt, det ikke er optimalt at være alene med tre børn. Så måske du skulle give det en chance i denne omgang, til din børn er lidt større. Selvom det skulle lykkes nu, tror jeg ikke på, du forbliver sammen med denne drengerøv, for han vil jo ikke udvikle sig, og det er åbenbart dét der er issue for ham. Han kalder det forandring, men han ved vel ikke bedre.
Jeg forstår sagtens du synes det er hæsligt lige nu, men det er jo ikke første gang, han teer sig, vel? Han er vant til at få sin vilje og får han ikke den, ved han simpelthen ikke hvordan han skal agere.
Hvad var hans argument for, I ikke - der lever i et fast forhold med børn i forvejen - skulle have jeres søn? Hvorfor mente han, det skulle være en abort? Må jeg spørge, hvad laver din mand? Hvad arbejder han med`?
At de bliver delebørn, kan du nok tage med sindsro. Der er jo ikke noget delen nu, hvorfor så, når I er kommet fra hinanden?

hvor er du plat.. jeg har ligesom sagt at det nok er mig der har misforstået tråden.. Du er da latterlig må jeg nok sige..

mundlort... tror jeg trækker mig ud af den her debat for den er da godt nok blevet alt for barnlig.. Så snart man har en anden holdning eller muligvis har misforstået noget så er man bare umoden og barnlig.. Tror da vist det er lige omvendt hvis ikke man kan se udover sin egen holdning så er der sgu noget galt

Laver du da der, kan du se at komme væk....
Eller også skal i finde ud af det STRAKS!!!! Når grænser overskrides ved at kalde hinanden alverdens skumle ting eskalerer det bare, og pludselig er alt tilladt....
At blive pga børn, er verdens dårligste undskyldning, du skal blive fordi du vil din kæreste, børn gør det bestemt ikke lettere. Men jeg kan om nogen godt forstå man vil gå langt når der er de kære poder involveret....
Men i må få jer en seriøs snak, og derfra finde ud af hvor i hver især står... Ønsker jer held & Lykke på jeres vej

er akademisk rettet og derved kunne give mig en politisk korrekt uddannelse. Men når det så er sagt. Så fortæller det mere om dig at du pådutter mig "amailie".
Og jeg har hele min barnsom hørt det i familien at gå på æggeskaller. Og det undskylder jeg så igen at min familie er en udannet hob, der har fået den grimme ide at sætte børn i verden og ikke lære dem grammatik og diverse ordsprogs korrekte ordlyd og baggrund.😉
NB Ironi kan forekomme i indlægget. Men tag det nu ikke så tungt.

men jeg er opvokset i en familie, hvor vi børn meget hurtigt lærte at passe på og ligge bånd på hvad vi ville. Vi lærte hurtigt at sondere om far var sur når han kom hjem. Og vi lærte rigtig hurtigt ikke at få venner eller klassekamerater hjem.
Og dit indlæg gav meget indtryk at at det var synd for dig. Hvilket det dælme også er. Men at dine børn som du elsker(det er jeg sikker på,) de ikke mærker, at det ikke går for jer. At de ikke tager en eller anden form for skade eller undertrykker dem i deres liv for ikke at vække fars vrede.
Det var ment lidt som en opvækker, at dine børn måske tager mere skade af at blive i en såkaldt kernefamilie. Hvor det er en krigszone, end hvis de er delebørn.
Jeg ved fra min søs at hendes børn fik mere ro på deres liv, efter de blev skilt. Og far og mor ikke påvirkede hinanden negativt i hverdagen. Den ældste var på vej til at blive forældre for sin far. Da han synes det var synd for ham. Nummer to, hans mareridt forsvandt, da de havde været skilt et års tid og han fik ro i hverdagen. Men er sammen med sin far på delebasis. De børn elsker ders far og mor, men det var ikke godt for dem i den situatiion.
Og børn kan ikke sige fra😖, det kan forældrene der i mod.
Så det kan være en løsning. Men jeg kan jo ikke sige det, da jeg ikke står i situationen og jeg ikke kender jer.
Men uanset hvad. Så held og lykke for dig og jeres børn og manden. 🙂🙂

Det er pudsigt.
Der er forbavsende mange der siger "at gå på æggeskaller" i dét der henvises til at æggeskaller, når de allerede er slået i tu, er meget sårbare for endeligt at smuldres til støv.
Hvis vi skal tale om "amalie-udtalelser", så synes jeg lige vi skal have styr på hvad det præcis er der er forkert ved dem der er anvendt her.

Vær du bare rolig, vi er tilsyneladende begge en del af den uddannede pøbel - så må vi holde os til vore egne, så vi kan forstås 😉

Min indskydelse, også efter at have læst tråden, er at det forhold må slutte.
Dels fordi der tydeligvis er tale om fuldkommen mangel på respekt fra din mands side; han kalder dig grimme øgenavne foran jeres børn og det er i sig selv et klokkeklart bevis på hans manglende respekt og omtanke, både for dig og børnene.
Det jeg virkelig hæfter mig ved og som får mig til at tænke at det her SKAL slutte nu, er at han afviser parterapi eller lignende. Det at han selv synes at hans adfærd er tilstrækkelig og rimelig viser netop at den ikke er det. Han er ikke åben for personlig udvikling eller forandring i forholdet og så er det dødsdømt. Begge parter skal være indstillet på at arbejde med det og være indstillet på at se på egne fejl og det lyder bestemt ikke som om han er det.
Det lyder heller ikke som om han fuldt har accepteret dit barn fra et tidligere forhold - det dur ikke og slet ikke hvis han har et ustabilt temperament. Han burde være klar over at det påvirker børnene og klar til også at acceptere dit barn fuldt ud, men efter som han tilsyneladende kun interesserer sig for sit eget første er der også problemer her.
Endelig er der det sidste barn. Det er meget muligt at han ikke ville have det, men så kunne han jo evt. have suppleret præventionen med et kondom. Ingen metode er 100% sikker og han burde vide at vil han virkelig, 100%, absolut uden undtagelse ikke have flere børn, så må han sørge for at beskytte sig selv.
Hvis han kender dig godt nok burde han jo også have vidst at en abort nok ville være mere end svær for dig at gennemføre. Abort er et svært valg, i særdeleshed hvis man i forvejen er et i fast forhold som burde kunne bære at man får et barn sammen (eller udvider familien hvis man har en i forvejen). Noget tyder på at han kender dig ret dårligt, måske ikke har gidet at lære dig godt nok at kende, når han tror at det kan du bare gøre sådan lige. Om ikke andet burde han i så tilfælde have været mere omsorgsfuld end han lyder til at være. Jeg kan ikke vide det, men jeg har lidt på fornemmelsen at han bare har forventet at du liiiiige ordnede den "detalje" og så var alt godt igen.
Der er ingen tvivl om at der er fejl på begge sider. Men hans ustabile temperament, manglende evne til at engagere sig i børnene og manglende lyst til selvudvikling gør at jeg samlet set synes du skal gå. Det vil være bedre for både dig og børnene at have én eller to velfungerende forældre, frem for to dårligt fungerende.

dig et spørgsmål? Hvordan kan du byde dine børn den tilværelse du selv er havnet i? Hvor vover du? Hvorfor er du så afhængig af en psykopat mand som du valgte at få børn med? Tænk dog forhelvede på dine børns velbefinende først!... Blev du gal af det jeg lige skrev? Det håber jeg du blev,ser du,dine børn kommer først og du skal aldeles ikke finde dig i sådan en rådden opførsel af en mand,hvad har du gang i? Se at komme ud af det hus og det kan kun gå få hurtigt inden dine børn blir til en stastistik med kriminalitet og deslige....Få noget hjælp nu!

Jeg synes ellers morgenfryd gav den lempeligt og forklarende. Nu er du da, hvis du tager imod, fri for at være til grin i kredse, hvor du sikkert også kommer. Herinde blev du ikke til grin, men fik en kærlig rettelse.
Det skal man ikke kaste i grams.

jeg synes overhovedet ikke, at en graviditet kan undskyldes med mandens enormt barnlige, egoistiske og selvglade opførsel.
Der skal to til at lave et barn og at det så ender med et uheld, kan jo ikke være trådstarters skyld. Hun har gjort, hvad hun kunne for at beskytte, at det så ikke fungerer efter hensigten, kan absolut ikke være hendes egen skyld! Han burde vide, at der er en risiko ved at have sex uanset prævention eller ej. Der er også mange, der bliver gravide trods korrekt p-pillebrug. Hvis han er voksen nok til at have sex, så er han også voksen nok til at tage ansvaret bagefter i tilfælde af, at der sker et uheld som i dette tilfælde, eller burde HAN have fået gjort noget ved klokkeværket, så var uheldet slet ikke sket og trådstarter kunne være helt fri for at bruge spiral. Det er jo HAM, der ikke ønskede flere børn, ergo burde HAN have gjort noget for at undgå det....det kan ikke kun være kvindens problem. Hun har gjort, hvad hun kunne.
Og derudover kan hans opførsel overhovedet ikke undskyldes pga. graviditeten. Han opfører sig noget så egoistisk og burde få stolen få døren. Sådan behandler man bare ikke andre mennesker og jeg synes trådstarter skulle mande sig op og finde ud af, hvad DU vil med DIT liv fremover. Hvis du ikke kan leve med ham på denne måde, så skal du gå fra ham. Der er ikke noget, der hedder at blive i et forhold for børnenes skyld....for børnene vil lide mere og mere under, at mor og far ikke har det godt sammen og det er fandeme mere synd for dem at se familien være så splittet. At han ikke interesserer sig for sine børn, er og vil kunne blive hans eget problem og pine fremover. Når børnene er store nok til at forstå, så vil de selv bebrejde deres far og så må han bøde for sin opførsel. Hvis han er interesseret nok i sin familie, så skal han også til at gøre noget for at samle op på den.
Folk, der har et behov for at nedgøre andre på den ene og den anden måde....gør de, fordi de har det dårligt med dem selv og når de kan jorde andre, så hævder det kun deres eget selvværd. Så trådstarter....gå fra din kæreste inden det hele ender galt og mens du selv har selvrespekten i behold....for det varer ikke længe på denne måde, før han får pillet dig helt fra hinanden og dermed får du sværere ved at komme videre.
Du skal ikke frygte tilværelsen som enlig mor, for du er det jo sådan set allerede, og hvis du kan få nogle stunder med dine børn unden at have en sur mand i nakken....er det så ikke det hele værd?
Det bliver ham, der får sværest ved at komme videre med sit negative væsen....du lyder til gengæld som en meet kærlig om omsorgsfuld mor, der må gøre det bedste for sine børn :-)

Jeg beklager, men det er ikke så underligt, at din mand reagerer som han gør. Han udtrykker at han ikke ønsker et barn og du vælger at få det alligevel og forvente at han accepterer den beslutning. Det gør en mand altså ikke. Men det kan han ikke finde ud af at sige, så nu er han sur, tvær og indelukket...

Jeg hæfter mig ved, at manden er agressiv, grov i kæften og modbydelig ved ungerne. Dette kan ikke undskyldes på nogen måde, og jeg synes, at trådstarter skal gøre det klart for ham, at forholdet kan ophøre, hvis ikke han indvilliger at åbne sig eller modtage terapi. Hun har jo ikke snydt ham(så havde jeg bedre kunnet forstå ham), og fik han sin vilje mht. aborten, ville HUN jo have følt sig udsat for et overgreb.....noget skal der gøres, idet ingen er tjent med at være utrygge i eget hjem.
MalteFnalte