Min mor driver mig til vanvid
Min mor er en perfektionist af de helt store. Alt skal være fuldstændigt ryddet op og rent - hele tiden. Vi har hvide vattæpper liggende over vores hvide sofa altid, for at der ikke kommer pletter på. Dette er imidlertid ikke mit største problem - jeg har arvet mange af disse vaner. Så jeg er også meget perfektionistisk og kan ikke klare rod. Så jeg roder ikke selv og gør altid rent efter mig. Men med min mor er det alt for ekstremt - og hun tror, at man automatisk følger hendes tankegang. Hun har mange regler omkring mange ting i huset, og hvis man glemmer en lille detalje kommer hun helt op i det røde felt. Hun hidser sig altså utroligt hurtigt op - men kommer også hurtigt ned på jorden igen efter lidt tid.
Når jeg så bliver lidt træt af alle de små detaljer, der skal være på plads, eller der er noget andet, der går mig på, og jeg så bringer det op, vil hun slet ikke lytte til mig. Dét er mit problem - hun KAN ikke lytte. Hun afbryder med sit skældud eller siger hun ikke gider at høre på det.
Jeg har prøvet at fortælle hende, at det gør mig ked af det, at jeg ikke kan få lov til at sige, hvad jeg mener en gang i mellem. Og jeg har svært ved at holde tårer tilbage efterhånden, fordi det går mig så meget på. Så hvis jeg begynder at græde imens, siger hun bare jeg skal tage mig sammen - hun er selv en meget stærk kvinde, der ikke græder over særligt meget. Ellers affejer hun mig på en anden måde. Jeg kan altså slet ikke komme igennem. Og jeg synes, at jeg har prøvet mange indgangsvinkler til sådan en samtale - intet har virket.
Min far mener også, at hun bør lytte noget mere - også til ham. Men de skal jo 'stå sammen' som forældre, så han kan ikke tage mit parti på den måde. Han har også sagt det til hende.
Jeg har tænkt meget på familieterapi, men dét ved jeg jo heller ikke, hvordan jeg skal komme igennem med.
Jeg ved, at jeg er datteren - og dét at kritisere en forælders 'opdragelse' er hårdt for forælderen. Men jeg er ikke glad herhjemme. Og jeg er trods alt 18 år nu.
Jeg har brug for noget hjælp til det her problem, for det går mig for meget på.
Når jeg så bliver lidt træt af alle de små detaljer, der skal være på plads, eller der er noget andet, der går mig på, og jeg så bringer det op, vil hun slet ikke lytte til mig. Dét er mit problem - hun KAN ikke lytte. Hun afbryder med sit skældud eller siger hun ikke gider at høre på det.
Jeg har prøvet at fortælle hende, at det gør mig ked af det, at jeg ikke kan få lov til at sige, hvad jeg mener en gang i mellem. Og jeg har svært ved at holde tårer tilbage efterhånden, fordi det går mig så meget på. Så hvis jeg begynder at græde imens, siger hun bare jeg skal tage mig sammen - hun er selv en meget stærk kvinde, der ikke græder over særligt meget. Ellers affejer hun mig på en anden måde. Jeg kan altså slet ikke komme igennem. Og jeg synes, at jeg har prøvet mange indgangsvinkler til sådan en samtale - intet har virket.
Min far mener også, at hun bør lytte noget mere - også til ham. Men de skal jo 'stå sammen' som forældre, så han kan ikke tage mit parti på den måde. Han har også sagt det til hende.
Jeg har tænkt meget på familieterapi, men dét ved jeg jo heller ikke, hvordan jeg skal komme igennem med.
Jeg ved, at jeg er datteren - og dét at kritisere en forælders 'opdragelse' er hårdt for forælderen. Men jeg er ikke glad herhjemme. Og jeg er trods alt 18 år nu.
Jeg har brug for noget hjælp til det her problem, for det går mig for meget på.