Min mor elsker mig ikke

Jeg er en ung pige i starten af 20'erne, og har ikke rigtig haft kontakt med min mor de sidste 5 år, ja hun har kun besøgt mig 3 gange, selvom hun kun bor 30 km væk. Hun ringer ikke på min fødselsdag og heller ikke til jul. Ja hun ringer faktisk aldrig. Hver gang jeg prøver at tage kontakt til hende, bliver det bare værre. Hun ødelægger mig gang på gang. Så nu har jeg besluttet at stoppe kontakten med hende. Det er måske grimt at sige, men hvis hun var død var det, det samme, for hun er der ikke for mig og har aldrig været det. Gør jeg det rigtige?

burde aldrig svigte
jeg syntes du gør det rigtige hvis din mor er ligeglad med dig og det ødelægger dig endnu mere at have kontakt med hende
jeg føler med dig
knus folly

Kan godt forstå din frustation, men du må være klar over at beslutning om at "slå hånden af hende" kan få konsekvenser for dig selv.
Hvad med at tage ud til hende og bed hende om at sætte dagen af kun til dig. Prøv at snakke med hende, ikke for at få en forklaring, men til at komme ud med en masse af de forvirrede følelser du har omkring jeres "forhold" og dine følelser for hende.
Du skal nok ikke forvente at få et fantastisk forhold til hende, eller at du får nogen form for undskyldning, men hun er trods alt et af de mennesker der er "opbygget" mest som dig, prøv at brug hende til at lære noget om dig selv før du giver slip på hende.
Giv først slip på hende når du har det sådan, at døde hun i morgen, var der ingen ting du havde fortrudt ikke at have fortalt eller spurgt hende om...
Håber du kunne bruge det, og at du finder overskudet til at gøre andet en den på nuværende nemmeste løsning.

Kære Du.
At skippe sin mor helt, er en stor beslutning som desværre kan få fatale følger for dig.
jeg føler med dig - og kan nikke genkendende til følelsen af ikke at blive elsket, sådan som man synes ens mor burde elske en - men derfra og så til at beslutte sig for at skippe kontakten helt, der er stadig temmelig langt.
Ingen mennesker på denne jord,kan erstatte den kærlighed som en datter bør have fra sin mor - men desværre er ingen mennesker ufejlbarlige, heller ikke mødre.
Det gør så forbandet ondt, at indse at ens mor tilsyneladende ikke elsker ens - men der kan være så utrolig mange forklaringer på denne manglende moderevne.
Er hun selv blevet elsket som barn, - for ellers er hun faktisk ikke i stand til at give kærligheden videre til sine egne børn.
En eneste ting kan du være helt sikker på: det er ikke din skyld at din mor ikke kan finde ud af at elske dig (hvis altså hun ikke gør det - men bare har svært ved at vise det).
Tænk på, at alle forældre gør det så godt som de nu formår - det er bare ikke sikkert at det er godt nok!
Tænk ikke på din mor som MOR - men tænk på hende som Karen, Jytte eller hvad hun nu hedder. Det kan godt være det lyder lidt underligt i dine øre - men fakta er, at vi tænker på vores mor som et vilket som helst andet menneske (og derved ikke tænker:MOR), så er hun faktisk ikke i stand til at såre os lige så meget.
Har du rent faktisk prøvet at fortælle hende at du har de tanker?
Prøv evt at fortælle hende, at du faktisk overvejer at droppe kontakten med hende fordi du føler dig uelsket og ikke magter alle de sårede følelser.
Hvis du beslutter dig for at droppe hende for alvor, så skal du være klar over, at du vil få en lang sørge periode, fuldstændig som om hun virkelig var død - uanset om hun faktisk ikke rigtig er der for dig i forvejen.
Synes virkelig du skal tage en snak med din mor!
Held og lykke - og skriv gerne hvordan det gik.

Det problem, du står med nu...det er der også om 10 år, 30 år, 100 år hvis ikke DU ændrer det. At gøre ingenting at slukke og lukke...ÆNDRER ingenting...Men beskytter dig for en tid. Hun vil altid være din mor, ligegyldig hvad du gør, og din sorg vil altid følge med dig...
Jeg taler ud fra en dyb personlig erfaring. Hvis du har lyst, kan vi e-maile, det bør måske ikke eksponeres her. Det bestemmer du....

....at det vil være godt for dig, at fortælle din mor om alle disse tanker og følelser som du går med. Det kune du f.eks. gøre i et langt brev. Hun lyder til at være en led so så du får nok ikke noget svar igen, men så har du jo fået "renset ud" og kan komme videre med dit liv. Du bør måske ikke kun skrive de dårlige tanker ned men også om din kærlighed og savn til din mor. Når hun en dag er død vil dette gavne dig og forhindre skyldfølelse og dyb sorg. ´Det kan godt være at det er den bedste løsning for dig at fravælge din mor, men har du ingen søskende (store eller små)?
Det ville være en katastrofe at miste disse da de vil være dine nærmeste i resten af dit liv. Jeg syntes at du skal fortælle dine søskende (hvis du har nogen) om din mors had til dig så at de forstår dig og ikke hører på din mors "lorte-løgne" om dig (taler af personlig erfaring). Hvis du skipper din mor så prøv at få et stærkere bånd til din far (man har brug for én at støtte sig til). Jeg håber for dig at dine problemer løses.
Glem ikke at nogen af verdens stærkeste mennesker har kæmpet alene.

Selvfølgelig gør du ikke det rigtige.
Det er din mor. Hun er som hun er, og skal elskes som hun er. Du har nogen forventinger om at hun skal støtte og være der for dig, som ikke bliver infriede. Det er træls og virkeligt dumt. Men i sidste ende drejer det sig om du kan lære at være sammen med hende som hun er, for jeg tror det er nemmere for dig at lave om på dig selv, end du forsøger at lave om på hende.
Hvis du kan acceptere hende, tror jeg at du vil glæde af hende. og det vli du have det godt med, også hvis du senere skulle få børn.
Jeg er godt klar over at det er et stort skridt at tage for dig, men at skære din mor af er et stort tab, og den vil du aldri kunne hente igen senere.
/t

om min moders og mit forhold da det er for privat og smertefuldt, men jeg kan fortælle at jeg for godt 10 år siden nær havde mistet kontakten med min mor da vi ikke kunne sammen.
Jeg tog, kort før min 16 års fødselsdag beslutningen, om at flytte hjemmefra. Ikke for at genoprette vores forhold, men for at komme væk-væk fra daglig hjertesmerte.
Det kan godt være at dagsordenen ikke var at genetablere forholdet mellem os, men det blev faktisk tilfældet. Den dag i dag er jeg super glad for at jeg tog beslutningen om at flytte. Jeg elsker min moder over alt på jorden og jeg ved faktisk ikke hvordan jeg skulle kunne leve uden hende.
Jeg føler med dig og det kan være super hårdt ikke at føle sig god nok i sin moders øjne, men jeg kan kun sige at jeg er den dag i dag glad for at jeg ikke kappede kontakten.
Knuss Drømmeren

Jeg takker meget for jeres svar, det sætter selvføldig nogle tanker igang. Det er svært ikke at hade sin mor når hun ingen interesse har for mig. Jeg flyttede hjemmefra som 17 årige, for at komme ud af et hverdags-helvede. Hun ringede aldrig for at spørge hvordan jeg havde det. Hun spurte ikke efter min addresse. Da jeg måtte gå igennem en operation ringede hun heller ikke. Da jeg fik min studentereksamen ringede hun ikke engang (lidt hårdt når alle de andres forældre kom). Da jeg kom ind på mit drømmestudie ringede hun heller ikke. Da jeg flyttede ringede hun heller ikke. Jul og fødselsdag ringer hun heller ikke. Det er altid mig der ringer til hende......og til hvad nytte, hun er som at tale til en dør. Jeg har prøvet at lade vær med at ringe til hende, der talte vi ikke sammen i 1 1/2 år. Det der er værst er, at jeg har to små søskende på 10 og 12 år gammel. Jeg har sagt at jeg gerne ville tale med hende, men hun sagde at hun ikke havde tid. (nu har hun ikke haft tid i 2 år). Jeg har gået til psykolog i 2 år,for at finde ud af hvorfor min mor er som hun er, men uden held, psykologen havde aldrig oplavet noget ligende.Der vil altid være et tomrum, men det må jeg leve med, hun skal ikke ødelægge mit liv. Jeg vil bare leve videre uden hende.

Inderst inde ved du nok godt hvad du må gøre....Hvis din mor ikke vil, må du acceptere hende som den hun er - Det er et stort tab for hende at miste dig - Måske vil hun vågne en dagog se alt det værdifulde hun har smidt væk....Mit råd er virkelig at følge dit hjerte så godt du kan. Håber du har nogen mennesker til at støtte dig - for det er hårdt. Det er meget frustrerende ikke kunne samle sine rødder helt....
Med Venlig Hilsen Duddi

-selvom jeg ikke kender din situation og hvad der ledte op til jeres adskillelse, eller på hvilken måde du mener at du føler det går galt når I så har mødtes.
Men jeg kender godt til ikke at blive elsket af sin mor og har selv oplevet 3 år uden kontakt. Jeg valgte at ta kontakten op igen, og det er også mig der holder den i live. Der kommer ikke meget respons tilbage. Min mor er ikke stand til at række ud, eller ha nære kontakter, især ikke med folk (som mig) der kommer rigtig ind under huden med alle de uløste sorgfyldte konflikter.
Min personlige erfaring er at det er lisså hårdt at skære hånden af hende. Det er voldsomt hårdt fordi din mor er din mor og dit savn efter en mors kærlighed altid vil kalde indeni dig, og det kan føles om muligt endnu værre at vide at man nu gir slip på hende, og samtidig opdage at hun STadig ikke tar kontakt! Den er hård.
Derfor vil jeg opfordre dig til, lissom jeg selv har gjort, at få en samtaleterapeut eller anden form for støtteperson du kan snakke alle disse ting igennem med. Eventuelt komme i selvhjælpsgruppe hvor du møder andre med lignende problemer.
Det er vanvittig hårdt, jeg har selv oplevet så meget fortvivlelse, sorg og vrede, samtidig med at noget i mig har lukket fuldstændigt i. Man har brug for hjælp til ikke at lukke fuldstændig i. Der findes måder at bearbejde det på.
Jeg forstår godt du overvejer bare at droppe det hele, for hvad har I overhovedet sammen. Men måske ku du om ikke andet, sende hende et postkort hvori der står at du ville ønske at hun var i stand til at vise dig kærlighed og omsorg og opmærksomhed, og at nu dropper du jeres kontakt fordi du ikke føler hun elsker dig og hvis hun vil dig noget, så skal hun være velkommen.
Og hvis du en dag blir nysgerrig efter at høre hvad hun har gang i, kan du jo opsøge hende igen.
Eller, tag ud og sig alt dette til hendes åbne ansigt og se hvad der rør sig i hende, selv om jeg ku forestille mig at det er det sværeste... Men, søg nu lidt hjælp og kærlig støtte hos nogen. Det har du vidst mere brug for end du aner.
Mange hilsner fra sus g

du skriver du går hos psykolog... og at psykologen aldrig har hørt noget lignende.
Jamen, det er også hvad folk har sagt til mig, som jeg har været i terapi hos. De har sgu aldrig hørt mage til kold og ligeglad skid. (Ej, de har nok ikke sagt "skid" om hende, det er mig selv der er lidt sur).
Min mor er psykisk syg, mildest talt. Hun er meget velfungerende på overfladen, smiler og arbejder og dyrker sin have og sender et brev til fødselsdage og jul, men hun er kold som ... helvede. Hun er ikke til at stikke en gaffel i! Man blir desperat af at være i nærheden af hende! Man føler trang til at skrige og banke løs på hende, men der er ingen der når ind gennem hendes jernmur. Hun har lukket i.
Jeg ved idag, at det hun ikke har været i stand til at gi mig, det har hun heller aldrig selv fået, og hun er heller ikke istand til at gi det til sig selv, derfor ved jeg hun er psykisk syg, muligvis nærmere betegnet psykopat.
Prøv at læs om psykopati. Det er ret interessant. De kan være enormt søde og charmerende på overfladen. Man kan ikke sætte en finger på dem. Samtidig mangler de empati. Sådan som jeg ser det hos min mor, hun er som en kamelæon der tar farve efter omgivelserne og spiller spillet til guldmedalje, men hvem hun selv er får ingen af vide. Hun har fuld kontrol og fuld magt. Du kan intet stille op.
Jeg tror min mor har været et enormt svigtet barn der er blevet ladt i stikken med sig selv.
Hm. Det er en hård vej. At skulle være "den store" istedet for at det er mor der tar ansvaret som mor.

Jeg er selv 41 år og har ingen kontakt haft med min mor i 7 år. Har en lillesøster der ingen kontakt har haft med hende i 12 år. Min mor er sådan en der har det bedst jo være det går for andre og går det ikke skidt for dem, skal hun nok starte en løgn så der kan blive ballade.
Mit brud med min mor var/er det bedste jeg har gjort, skulle bare have gjort det noget før.Jeg har ikke dårlig samvittighed, selv om mange siger "hvor kan du, det er jo din mor". Ja men hvis en mor er sådan, så vil jeg heller være fri for en mor.

Et forhold er altid to-sidigt. Jeg mangler i debatten indlæg om hvordan du har forsøgt at få forholdet til at fungere. Hvad har du selv gjort. Det er nemt at sige min mor elsker mig ikke, men har du selv et foreslag til hvorfor ikke. Som det fremgår af debatten er det ret unaturligt ikke at elske sine børn.