Min ven vælger mig fra......

alle hans følelser for mig er væk, lige pludselig...jeg har ikke gjort noget forkert, han føler bare ikke den samme trang til at være sammen med mig længere, som før...
Hvad gør jeg? Jeg vil ikke miste ham, men han siger at han ikke kan finde spor af mig indeni sig...
Hjælp hjælp mig, jeg er dybt ulykkelig.

jamen til tider sker det bare at man vokser fra hinanden.... syntes du skal snakke med ham enten kan i rede det ellers ikke.... man kan ikk tvinge et andet menneske til at have samme træng til at ses som en selv.... knus

og jeg forstår ikke hvorfor man vælger en ven fra....

Hvis han 'bare' er din ven, så er det surt nok, hvis du er lun på ham, så er det selvfølgelig endnu mere trist. Har selv sagt nej tak til at ses med tidligere venner og bekendte og prøvet det den anden vej rundt også - sådan er livet bare - som sagt ovenfor så vokser man fra hinanden - det sure er så at være glad for den vej man har gået sammen og pludselig vil den anden en anden vej - alene.
Menneskets liv er omskifteligt og trist at de gode minutter ikke kan fortsætte i det uendelige, men det prisen for menneskelivet og ville vi nyde de lykkelige stunder så meget, hvis de netop ikke var undtagelsen?

Har oplevet det samme, men der er ingen anden udvej, end at lade ham/hende leve sit eget liv. Gode venner vender altid tilbage, med mindre du har været sammen med deres kæreste, ligesom i Pearl Harbor...

Venskaber er noget unikt.

Måske minder du ham om et eller andet ..
Måske et dødsfald i famillien .. Og du minder ham på en eller anden måde om hans tab.
Måske har han optrådt på en "uproffesionel" måde, og har dårlig samvittighed,
og vil helst undgå dig fordi han skammer sig ?
Der kan være en million grunde der ikke strengt logiske ..
Pøj pøj med det .. håber I får snakket tingene igennem,
men hvis ikke .. Der er ca. 6 milliarder venner "derude" du ikke har mødt endnu. [f]

hvorfor gør man det så?
Han bliver ved med at sige at jeg ikke har gjort noget og at fejlen ligger hos ham, han har tabt sine følelser for mig og glæder sig ikke længere at være sammen med mig...
Jeg ved godt at man så ikke kan kalde ham en rigtig ven, men jeg holder så meget af ham og vi har snakket så godt, meget og dybt, jeg vil så nødig miste ham, men har nok allerede gjort det...
Han vil snakke med mig om det i næste uge, hvad gør jeg for at han skal finde mig i sig selv igen? Jeg tør næsten ikke tale med ham af frygt for at sige noget forkert..

hvorfor ikke bare følges alligevel og på naturlig vis gå hver sin vej, hvorfor sige fra?
Det gør så forfærdelig ondt at miste en anden person og især sin bedste ven, hvorfor ikke bare lade tiden gå og se tiden an, måske ændrer man sig alligevel sammen eller naturligt går hver sin vej...
Jeg synes ikke at man siger en ven fra, det gør man ved en kæreste, men ikke en ven..

Forelskelse og rigtige venner hører ikke sammen, med mindre begge parter er involveret.
Gensidig kærlighed fører til parforhold.
Måske har han fundet den eneste ene, og gør det for ikke at sårer dig unøvendigt, hvis han kender til dine følelser. Det er mere ondskabsfuldt både for den nye dame og dig hvis i skulle sidde at være konkurenter om hans gunst i samme selskab. Han har klasse.🙂 Op med humøret

vi er begge gift og har børn osv....så nej ingen ny kvinde i hans liv, intet er forandret, alt er som det plejer at være, undtaget ham og hans følelser :(

og har været ærlig. Hvad der kan være er ikke til at sige. Der sker meget for mennesker. Vi ændre os gennem tiden.
Jeg har da også været nød til at sige farvel til venner. Og den anden vej.
Hvis han ikke vil ud med det, så vil han ikke.
Men held og lykke med at komme videre.[l]

Mennesker vokser fra hinanden. Din ven må have erkendt, at han ikke kan rumme dig i sit liv, siden han vælger en så drastisk løsning som at vælge dig helt fra - alternativt ville han netop lade tiden gå og se, hvad der skete, men han vil åbenbart "af med dig".
Har du givet ham chancen for at trække sig i en periode? Har han fået lov at lægge dig lidt på is? Eller har du forlangt af ham, at I SKULLE have kontakt - har du insisteret og krævet, så han var nødt til at melde så klart ud?
Noget er i hvert fald kørt helt skævt, siden han ikke blot har kunnet afvente situationen. Om det skyldes noget, du har gjort, eller om han over længere tid er blevet irriteret over din væremåde og nu har erkendt, at han bare ikke kan med dig, er umuligt for andre at sige. Måske ved han ikke engang selv, hvad der ligger bag.
Jeg tænker, at selv om det gør ondt på dig nu og virker uforståeligt, så kan det blive værre, hvis du insisterer på et svar, en forklaring. Vil du kunne bære at få at vide, at han - fx - synes, du er belastende, irriterende, whatever - så synes jeg, du skal afkræve ham en forklaring. I din nuværende situation kan du trods alt vælge at tænke, at han er blevet tosset, eller at hans irriterende kone er jaloux, eller.... - sandheden kan gøre rigtigt ondt, så måske skal du lade det ligge.

og derfor godt vil have dig på afstand. Han føler intet, fordi du ikke føler det samme. En mulighed..............

Du fik mig til at tænke helt anderledes på det hele, TAK!!
Jeg har haft et forfærdeligt år 2009 og han var der HELE tiden for mig, gav mig ALT hvad jeg havde behov for.
MIT behov var at isolere mig så meget som muligt MED ham og ingen andre, han hjalp mig til at få det bedre igen og jeg sugede al energi ud af ham, tror jeg...
Da så HAN havde behovet for at finde sig selv igen, efter alt mit sugen kraft ud af ham, da følte jeg at han bare ikke ønskede mig og min tilstedeværelse og NETOP krævede jeg, at vi stadig skulle være sammen, ikke så ofte som ellers, men ofte for ham og han gjorde det!!! Igen var det for MIG og MIN skyld!!
Jeg forstod ikke, at hans behov var at finde sig selv I SIG SELV og uden mig, hvor jeg havde behov for at finde mig selv MED ham. Han gør det jo for pokker ikke for at han ikke
ønsker mig længere, men fordi det er HANS måde at komme sig igen, specielt efter at jeg har suget al kraft ud af ham gennem laaaang tid...
Nu skylder jeg ham at vise ham at jeg stoler på at han efter den tid han har behov for at komme sig i, vil komme tilbage til mig, for han ER jo den bedste ven over alle, han HAR jo netop gjort alt hvad der stod i hans magt, for at tilfredsstille MIG og har totalt tilsidesat sine egne følelser og behov, intet under at han trænger til at komme sig.
Jeg har bare ikke kunnet se ud over min egen sorg over at miste ham og hans venskab, MEN for pokker, det var jo ikke det der var ved at ske!!! Hvorfor mon jeg har taget SÅ lang tid om at vågne op.....😖 Jeg er en kæmpe EGOIST, jeg fortryder mange ting nu....jeg har bare ikke kunnet se ud over min egen næsetip 🙁
TAK for alles ord, alle har I hjulpet mig ud over min egen næsetip, men jeg må bede jer om en ting mere, kryds fingre for at jeg ikke kommer for sent nu og at han kan tilgive mig at jeg har været så dum.
Han er den bedste ven i verden, jeg holder ufattelig meget af ham og jeg er stolt over at kunne kalde ham MIN ven, men kan jeg også det i morgen.........jeg har fandme været for dum, jeg fortjener ham måske slet ikke [:*(]
Kryds fingre for mig......også selvom jeg er verdens største fjols....