Min veninde har en tumor

Min bedste veninde på 18 år har lige fået at vide, at hun har en tumor i hjernen. Hun har fået foretaget en biopsi, og den er ikke ondartet. Men det ligger et meget besværligt sted, hvor det er farligt at operere. Hun har to muligheder nu: Hun kan blive opereret - her er der høj risiko for at blive lam i den ene side af kroppen permanent, da man kan risikere at ramme nogle nervebaner, der styrer motorikken, hvis de ligger vævet i tumoren. Men der er også chance for, at man kan genoptrænes eller bruge sin motorik præcis som før. Dette kan ingen dog give svar på før efter operationen.
Den anden mulighed er at bruge stråling til at formindske tumoren og stoppe den i at vokse i så lang tid som muligt. Men risikoen herved er, at hvis den begynder at vokse igen om 10 år, kan hun ikke få stråling igen. Så kan man altså prøve at operere, men så vil hendes syn (hun har synsforstyrrelser nu, pga. tumoren trykker på hjernen) ikke kunne forbedres, medmindre de fjerner tumoren eller noget af den.

Jeg vil rigtig gerne være her for hende og besøge hende, osv. Jeg har været sindssygt ked af det. Hun er uden tvivl det sødeste menneske, jeg nogensinde har mødt. Hun har intet ondt i sig og er altid glad, beklager sig aldrig over noget. Det er simpelthen så uretfærdigt.
Hun har sagt, at hun ikke har overskud til besøg i øjeblikket, da hun lige har fået det at vide. Jeg har sagt til hende, at jeg er her for hende, og at hun bare siger til, når hun vil have besøg. Jeg føler bare ikke, at jeg gør noget for hende. Og det har jeg det rigtig dårligt med! Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget, men man står fuldstændig magtesløs.
Er der nogen, der har prøvet noget lignende? Som har nogle gode råd?

Det er godt nok uretfærdigt sådan noget! Stakkels pige. Jeg tror at du gør det helt rigtige. Du har sagt at du er der for hende og gerne vil hjælpe og besøge hende, og det er jeg sikker på at hun sætter pris på. Hvis du bare gør det klart, at du er der hvis hun vil snakke, så skal hun nok sige til når hun kan overskue det. Det er da super træls at du ikke føler du kan gøre noget, jeg kender godt følelsen. Men hun skal lige tænke det hele igennem selv, og så skal hun nok blive klar til at snakke. Og jeg er som sagt sikker på at hun er glad for at du tænker på hende.

Jeg har en hypofysetumor som blev opdaget for godt 14 år siden. Jeg blev hurtigt opereret, og så var der næsten fred i 10 år. Desværre gik det så meget stærkt. Pludselig begyndte den kunne man se på en scanning at vokse. Operetion igen, og igen, og igen, altså 3 stk på 18. mdr. Efter den sidste operation fik jeg på Riget det der hedder stereotaktiske stråler i 30 omgange. Den er mindsket en smule, og der har været ro på i næsten 3 år nu. Jeg troede at jeg skulle dø da jeg fik diagnosen, men som du kan se er jeg er her stadig knap 15 år efter

synd - for hende og dig. Jeg aner intet om hjernetumorer så det eneste jeg vil svare på er det med at være der for hende.
Og her må du lytte til hvad hun siger nu og her. Hvis hun ikke vil have besøg nu - så synes jeg du skal tage det for pålydende. Bliver hun ved med ikke at ville have besøg så synes jeg du må prøve at spørge lidt ind til det hos hendes nærmeste familie.
Selv fik jeg en cancer sygdom da jeg var 18 - den blev slået ned for at dukke op igen da jeg var 25 og nu er der gået 20+ år uden at jeg har haft flere tilbagefald.
Da jeg første gang fik diagnosen var prognoserne ikke så gode igen (50/50) og min familie gik totalt i coma. Mine venner var rigtig søde, men bange og det var svært at forholde sig til mine omgivelsers chok - jeg havde ligesom nok i mit eget chok, om man så kan sige.
Vi er alle forskellige så det er svært at sige hvad der er godt for den enkelte. For mig var det ikke godt at have en masse "tude-marier" omkring mig - det der var godt, var dem der kunne se mig og mødes med mig som den jeg er og ikke kun som - den syge, den næsten døde, patienten etc etc. Og så er det nogen gange lettere at snakke om sine følelser omkring liv,sygdom og død med menensker der ikke har "aktier" i een ................
Mit bedste råd til dig er at du skal sørge for at se hende som den hun også er (din veninde, med det der gør hende til det hun er) og så ellers være der for hende med hele dig selv!
håber det giver mening
kærligst
1-2-3

Jeg har erfaret, at folk der har fået fjernet tumor eller af andre grunde er blevet opereret i hjernen har forandret personlighed. Har du også det? Hvis svaret er ja, er det så bare første gang eller sker der en forandring hver gang de "er inde"?

Det dør man af - siger de, siger de, siger de. Nu er der altså gået 11 år og jeg er her også endnu, men jeg var - som du - ved at få spjat af alle tudekiksene, orkideerne og dobbeltdækkerne fra Anton Berg, så det første jeg gjorde, da jeg blev løsladt var at skrive til en gammel veninde, jeg ikke havde set i næsten 20 år. Jeg inviterede hende på weekend i sommerhuset og hun kom heldigvis. HUN anede intet om sygdom, men havde en masse at fortælle om sit liv og en masse spørgsmål og så havde hun den befriende uvidenhed, der skulle til for at jeg - JEG - kunne holde et velfortjent frikvarter fra min sygdom.
Jeg tror, det er hendes skyld jeg er i live i dag.

I marts sidste år fik min bedste veninde i en alder af 19, at vide at hun havde en tumor på størrelse med et hønse-æg siddende fra den anden nakkehvirvel og opad. Hun er nu blevet opereret to gange med 6 mrd. mellemrum, og hun har det rigtig godt den dag i dag. Der er ingen tegn på at den vender tilbage (heldigvis!).
Hun sagde præcis som din veninde, hun havde heller ikke overskud til besøg. Det er jo et stort chok, specielt når man er så ung. Det jeg gjorde - og som jeg også vil råde dig til - er at give hende den plads hun har brug for. Min veninde ringede til mig og jeg kom og besøgte hende et par gange på hospitalet. Hvis jeg bare var kommet brasende fordi jeg havde behov for det, ville jeg have overskredet hendes grænser. Det var jo mit behov for at hjælpe til og ikke hendes behov for at blive hjulpet - hvis du forstår hvad jeg mener.
Jeg håber på din veninde klarer den, om ikke andet så er der jo rigtig gode muligheder for genoptræning nu til dags :)

du skal lade være med at ynke hende .. det der med at hun er den sødeste, bedste, som ikke fortjerner osv osv osv ... det er lidt ligegyldigt
hvis hun er rar at være sammen med for dig og i ellers kan få tiden til at gå med at lave noget sammen eller måske bare tale (om andet en bylden i knolden) så tror jeg hun gider dig .. men måpske er det helæe også bare lidt overvældende .. du skal ialtfald ikke begynde at få ondt af dig selv fode hun ikke gider dig selv lige nu, det er det væset du kan byde hende ..
lad hende forstå at du er der, men at du vil lade hende være lidt i fred fordi du føler at det er det hun virker som om hun gerne vil have (men uden at lyde som om det er dig der ikke gider mere) ... det lyder måske lidt svært .. men du kan jo også bare sige det til hendes forældre eks eller en søskende at du har det sådan og så lade dem sige det videre .. ialtfald er jeg sikker på at hvius du er en god ven så kan hun godt få brug for dig ...
btw. jeg kender en pige som har overlevet en tumor i hovedet selv om hun blev erklæret "terminalt syg" (du skal dø) så der er håb. læs: der er altid håb.
alt det bedste til hende og dig :-)

Tak for dit svar.
- Jeg har bestemt ikke ondt af mig selv, hvilket jeg heller ikke har givet udtryk for i min tråd. Jeg har skrevet, at jeg er ked af det, hvilket giver sig selv.
Og det jeg prøvede at udtrykke med hendes personlighed, var en måde for mig, at forklare hvor uretfærdigt sådanne ting er.
Jeg synes, din tone er lidt nedladende - det var sikkert ikke din mening.
Men tak for rådet og den lille solskinshistorie - det giver håb :)

at det skulle lyde nedladende. men prøv lige at løse dit indlæg igen.
"det sødeste menneske jeg har mødt" osv i den dur .. det er ok at skrive det, men det er ikke rigtigt noget der stikker så dybt.
det siger jeg ikke for at virke nedladende, men helt ærligt alle andre end min kæreste der kalder mig det sødeste, rareste osv tror jeg faktisk ikke rigtigt på :-)
det kan være det er fordi jeg er ældre end dig .. men prøv at mærke efter og sig kun det der virkelig vejer og spar på superlativerne (verdens bedtem, sødeste, rareste, mest synd for etc etc)
:-) best of all

Jeg ved ikke om jeg har ændret personlighed, men måske nok lidt i den retning. Jeg har kigget på min venneliste og sorteret ud, gider ikke være den der holder kontakt hele tiden.
Jeg tror at der sker nogethver gang de er inde. Bl.a med hukommelsen. Jeg kan nogen gange have svært ved at finde ord for navneord. F.eks kan det være at jeg skal sige strygejern men kan ikke ´finde ordet. Så siger jeg irriteret, den der ting man glatter tøj med....Nogen gange bliver folk irriterede, men det skyldes uvidenhed.
Temperamentsmæssigt har jeg ændret mig, jeg bliver hurtigere sur i perioder.
Det værste e rnok at lyde er begyndt at irritere mig. Der er lyde jeg flipper helt ud over.
Så om man skifter personlighed, ja det gør man jo nok et eller andet sted....
En irriterende ting er at man jo på trods at jeg er på pension, så ser jeg ikke syg ud, og derfor tænker folk at man er et dovent dyr der ikke gider lave noget, men trætheden er så overvældende at jeg skal kunne lægge mig til at sove når den melder sig.