Min voksne datter

mødte for et års tid siden en ny fyr. Siden da er vores forhold fuldstændig forandret.
Hun er over 30 og vi har tidligere haft et nært forhold hvor vi har kunnet shoppe, gå til musik, delt sorger og glæder m.m.(vi har været mor/datter ikke veninder).Ergo er der ting i mit liv jeg ikke har delt med hende og omvendt
Har hun haft problemer har vi altid forsøgt at afhjælpe så godt vi formåede.
Nu har alt ændret sig! Hun tager voldsom afstand for det meste af det jeg står for. Hun bebrejder mig ting jeg har sagt - og jeg ikke har sagt fra hun var helt lille.
Hun kan være verbalt meget voldsom og da lytter hun slet ikke på hvad jeg forsøger at sige.Jeg bliver kaldt ting jeg nærmest aldrig har hørt før.
Jeg mener - og siger også at jeg selvfølgelig har begået fejl som menneske og forældre. MEN at jeg altid på et givent tidspunkt har ment at mine dispotitioner og beslutninger var de rigtige i den givne situation.
Hendes søskende er også ulykkelige når hun nu forsøger at fremstille mig som den onde moder.
Jeg forstår ikke hvad det egentlig handler om. Er hun ikke glad i sit liv? Er det kæresten der har indflydelse på hende? Hvad skal jeg gøre? Hvorfor har hun pludselig brug for at lave oprør på det groveste? Hun tilgiver ikke at jeg bare er et menneske!
En mor i sorg

I hånden, min datter vil ikke vide af mig, hun besvare ikke mine opkald eller når jeg skriver til hende, hun lyver og svigter dem der holder af hende, men igen, hun er gammel nok til at tage konsekvens af sine handlinger.
Fat mod og læg din kærlighed hos de andre børn.[s]

Hvorfor lægger du ikke kortene på bordet?
1. Jeg er kun et menneske med alle de fejl der følger med.
2. Hvorfor har du brug for at lave oprør mod din gamle mor?
3. Hvorfor har du pludselig ændre dig?
4. Dine søskende kan ikke genkende dig, hvad er årsagen?
5. Hvorfor sorger du din egen mor?
6. Jeg har altid hjulpet dig med dine problemer, på
bedste vis. Og det er du ikke længere taknemmelig for.
osv.

når jeg læser dit indlæg.. det kunne have været skrevet af min egen moder, da jeg for 2 år siden var så uheldig at være i et fforhold til enmand der viste sig at være psykopat. Jeg siger ikke at det er det din datter er ude i - jeg håber og beder til at dét ikke forholder sig sådan.
Mit råd til dig er at forholde dig lettere passiv, medmindre jeg har ret og manden er voldlig overfor hende... hun skal nok henvende sig når hun er klar til det - det hjælper ikke at forsøge at presse hende til noget, og hvis hun kommer med beskyldninger, er der ikke andet at gøre end at anerkende at sådan føler hun, men at du ikke er enig - ikke indgå i en diskussion.
Jeg forstår godt din sorg - og ønsker dig og din datter alt det bedste.
vh: kontormus

Hun er voksen! Så må hun tage ansvar for sit liv og sine udtalelser! Hold afstand til hende, hvis det eneste der kommer ud af jeres samtaler, er bebrejdelser. Det går ud over din egen psyke. Hun skal nok klare sig. Når hun ændrer opførsel, skal hun nok komme til dig. Indtil da, liv dit eget liv og vær glad.

Jeg tror faktisk dit råd er det bedste. Først tænkte jeg, man kunne tale med sit barn og spørge, hvad er der galt. Men jeg tror ikke, det nytter.
Jeg hjalp min søn rigtig meget og pludselig en dag fik jeg et møgfald. Jeg anede ikke hvad jeg havde gjort og ved det heller ikke i dag. Jeg græd meget over det. Men han var fysisk syg og havde mange smerter. Jeg tror det var det. Vi er da bedste venner i dag, mener jeg. Men, vi er forskellige af sind og det accepterer jeg. Jeg har slået mig til tåls med, at hvem er den nærmeste til at lade noget gå ud over, hvis ikke det er mor.
Så jeg tænker det måske er problemer. Jeg ville lade som ingenting og være parat, hvis det blev nødvendigt.

Jeg blev såret, for jeg har aldrig gjort ham andet end godt. De følelser kæmper jeg lidt med, men sådan er livet jo. Til gengæld er min anden søn og jeg fuldstændig ens af sind og forstår hinanden fuldt ud. Det glæder jeg mig over. Og jeg elsker dem begge højt.

Det lyder desværre fuldstændig som det min egen mor er igennem lige nu.
Min søster har fået sådan et, pænt sagt, raptus. Min mor er også i stor sorg og mine brødre og jeg ved ikke helt hvad vi skal gøre - vi er nok mere vrede end kede af det lige nu. Vi kan se min mor er i stor sorg over de uhyrligheder min søster byder vores mor ved sin kulde og beskyldninger af værste art.
Min mor står ret alene, hun har et par gode veninder som støtter hende, men der er ikke nogen der helt kan forstå hvad der sker ....... så det lyder som om I ville kunne få en god snak over en god cappucino el. lign.
Jeg vil ønske I kunne mødes for det må være hårdt og slemt at opleve hvad I gør. jeg prøver at støtte min mor - men jeg er jo "bare" søster ;-) og ved ikke hvordan det er at have et barn der opfører sig sådan (har et stk. under et år).
Håber du har nogen gode venner og veninder omkring dig.
mange hilsner
Imme

- det er en fase. Hun skal have lært, at hun ikke længere har brug for din moar-rolle i den udgave hun havde, da hun var barn. For nogen er det en voldsom oplevelse, som næsten altid udmøntes i at fastholde nogen i, oftest, uberettigede forventninger. Du skal blive ved med at være hendes barnemor.
- Læn dig tilbage og bed hende forholde sig til at hun nu er voksen og du er ikke kun hendes mor, men en af jordens kvinder, som hun kan forholde sig til eller lade være. De bebrejdelser, der kommer fra hende, er fra hendes barnagtige sjæl. Det må hun selv arbejde med til hun kan rumme følelsen og skelne, hvad der er hendes voksne og hvad der er hendes barne-jeg.
- Indlad dig ikke på diskussioner. Som kontormus siger; sådan føler hun, du er uenig og du skal ikke forsvare dig. Bliv tavs.

- Jeg tror ikke mødre har sådan en "tænd og sluk"-knap. Netop derfor kan vore børn såre os, gøre os vrede etc, uden vi nogensinde holder op med at elske dem.

sikker på at bebrejdelser ikke fører noget positivt med sig - heller ikke selvom de går den modsatte vej.
Man akn nu "kun'" udtale sig og forholde sig til tingene sådan som man selv oplever dem...og det er ikke ensbetydende med at de med en anden opfattelse tager fejl 😉
Anerkendelse af at en anden oplever ting på en måde der er anderledes end ens egen opfattelse er første skridt...
"Du huske at du følte at jeg svigtede dengang da...", det er ikke sådan jeg husker den episode, men jeg ved med sikkerhed at jeg dengang gjorde hvad jeg var overbevist om var det rigitge...og er ked af hvis du oplevede at det havde den modsatte effekt".

for responsen.
Kontormus: jo, han har psykopatiske træk og nyder at hve hnede for sig selv - at have styringen
Dulkis: Du har fuldstændig ret, men i Guder det er svært!Jeg har faktisk sagt præcis som du skriver, uden det har hjulpet.
Imme: ja, lyder meget ens. Men som jeg har sagt til mine andre børn: i skal ikke påtage jer min sorg - og ikke skylden for hendes optræden. (men det gør dem ondt, at jeg skal beskyldes for ALT) som de ved ingen steder hører hjemme.
Dette har stået på gennem længere tid og jeg kan ikke finde glæden ved tilværelsen længere. Jeg ved det er uretfærdigt overfor mand, børn og ikke mindst mig selv, men smerten er stor over det hun siger og de handlinger hun begår.

Nøjagtig samme tanke fik jeg, da jeg læste det oprindelige indlæg.
Også jeg tror, at problemet er kæresten. Ikke nødvendigvis at han er voldelig, men på én eller anden måde, dominerer han datterens liv, så hun mister kontakten med sig selv og den hun er/var.
Når hun lader sin vrede gå ud over moderen, ser jeg det som en form for nødskrig.
Hjælp mig med at finde mig selv igen...
Moderen er den, der har været tættest på hende altid, den der altid har været vidne til hendes liv, og måske frygter hun at moderen vil afvise hende i den situation, hun nu befinder sig i - så lige så godt få det overstået med det samme!
Men er det sådan det forholder sig, så er det den tvivl ubevidst fra datterens side, og som mor skal man så fare med lempe...
Vær der for hende, forsvar dig ikke, men gå ind i hendes kritik og forsøg at finde ud af, hvad det er hun har brug fra dig nu.

Nøjagtig samme tanke fik jeg, da jeg læste det oprindelige indlæg, at problemet med din datter er hendes kæreste. Ikke nødvendigvis at han nødvendigvis er voldelig, men at han på én eller anden måde, dominerer hende og hendes liv, så hun mister kontakten med sig selv og den hun er/var.
Når hun lader sin vrede gå ud over dig - moderen, ser jeg det som en form for nødskrig.
Hjælp mig med at finde mig selv igen...
Du er den, der har været tættest på hende altid, den der altid har været vidne til hendes liv, og måske frygter hun at du i sidste ende vil afvise hende i den situation, hun nu befinder sig i - så lige så godt få det overstået med det samme!
Men er det sådan det forholder sig, så er det uden tvivl helt ubevidst fra din datters side, og som mor skal man så i den grad fare med lempe...
Vær der for hende, forsvar dig ikke, men gå konstruktivt ind i hendes kritik og forsøg at finde ud af, hvad det er hun har brug for fra dig nu.
Vend det hele på hovedet - det er ikke dig, der er truet, men din datter, og du skal vise hende, at du er der for hende!
Jeg har set mange eksempler på, at sådan en situation går så meget i hårknude, at den aldrig løses mere nogensinde.
Mor og datter bliver måske uvenner, eller der opstår for altid kold luft imellem dem.
I værste tilfælde mister de helt forbindelsen med hinanden...
Når man får det på afstand (om mange år) kan man måske først se, at alting bundede i misforståelser, såret stolthed eller manglende nærvær i rette tid!

Hmmm - det er lige præcis der, de der søstre ryder hele bordet: At ens mor er blevet SÅ ked af det og hendes normale glæde ved livet reduceres - det er utroligt trist at opleve.
Vi påtager os heller ikke jeres sorg, men vi er selv kede af det, vrede og frustrede og også i sorg over at se, at vores egen søster gør det hun gør - helt uden grund og tanke for hvad det er hun har gang i.
Jeg ved godt, at man ikke kan styre sine følelser og slet ikke når det kommer til ens børn, man føler nu engang det man gør og det skal man også have lov til - man kan jo ikke sige - "vupti nu vil jeg ikke føle smerte" og så går det væk.
MEN, tænk at de får lov til at ta´ deres mors glæde ved livet, aaaarhh - det gør mig faktisk rasende. Deres helt hen i vejret beskyldninger om, at de ikke er elsket af deres mor, at deres mor altid har sagt og gjort det forkerte og i det hele taget i et halvt år slet ikke svarer på henvendelser - men bare "oser" af kulde og afstandstagen - jeg forstår så udemærket at det tager glæden ved livet, men vi er her..... de andre børn,søskende som godt ved det handler om en kortslutning et sted hos vores søstre og vi vil for alt i verden gerne have vores mor i rigtig lang tid endnu!!! Så på en eller anden vis, som jeg også har talt med min egen mor om, jeg ved det er svært, men på en eller anden måde må I mødre finde en form, skabelon, en eller anden facon at takle det på, så de utaknemmelige ikke ryger med al jeres energi. Vi er jo nogen som meget gerne vil have jeres selskab og kontakt så .....ja igen - jeg ved jo ikke hvordan det er, men bliver bare ked af at høre du ikke længere kan finde glæden ved livet og at dette skyles en datter som du tidligere har haft der så hyggeligt med.
Mange hilsner
Imme
Ps. Jeg tror egentligt ikke der er noget I mødre kan gøre...... Lige nu kan I nok kun gøre noget forkert........ det må være døtrene der tager initiativet. Hos os er det jo ikke startet med at vores mor havde et problem med vores søster, nææææ det var vores søster der startede med at have et problem med vors mor. Og helt ærligt vi kan jo ikke tvinge vores søster til selskabelighed og hvis vi kunne ville hun bare sidde og surmule og , ja igen "ose" af kulde....... og hvor hyggeligt er det!!

Du siger at du ikke kan finde glæden i tilværelsen længere, fordi det går dig så meget på. Derfor synes jeg at du skal prøve at løse problemet sammen med din datter, ikke kun for hendes skyld, men også for din egen skyld!
Det kan være at det som hun siger virker irrationelt på dig. Men selvom du ikke er enig (og heller ikke resten af din familie, og en højesteretsdommer heller ikke ville være det) så har hun de følelser som hun giver udtryk for. Og i kraft at hun føler det er de tilstede/sande! Hun udtrykker sig på en ufornuftig måde (og det kan jeg godt forstå må være meget hårdt for dig), men du må huske på at hun bag vreden også må være meget meget KED af det. Og det at I har været meget nære tidligere, som du skriver, gør jo at hun OGSÅ har en masse følelser i klemme!
Hvis du har overskud til at gå ind i problemet er mit bedste forslag at du og din datter tager til en familie-psykolog/terapeut. Så kan I tale sammen mens der er en udenforstående der kan sørge for at der ikke bliver kastet med grimme ord. Terapeuten/psykologen vil også være rutineret i at forsøge at få noget konstruktivt ud af samtalerne og have focus på at I skal nærme Jer hinanden (i stedet for at I blot bliver mere uvenner, som man kan risikere det hvis I talte sammen på egen hånd).
Hvis du vælger at gøre dette er det vigtigt at du fremlægger for din datter at du gerne vil prøve at løse det problem der er MELLEM Jer (og ikke fremlægge hende som problemet). Sig at du er ked af det, og gerne vil prøve at løse konflikten. At du gerne vil høre på hende og tage hende seriøst, og også fortælle hende hvordan du har det. (Sig IKKE at du gerne vil have det lige som det var før, shoppe med hende og lign., for det har hun nok ikke lyst til i øjeblikket, det kan dog være at hun får det på et tidspunkt -lige nu føler hun nok at det ikke kan blive som det engang var) Og sig eventuelt at du gerne vil betale konsultationerne, dette ville være en god håndsrækning fra din side af.
Hvis din datter er med på Ideen, vil jeg foreslå at I aftaler et bestemt antal konsultationer på forhånd. Måske endda betaler psykologen/terapeuten for f.eks.10 konsultationer (dette gør at I efter den første konsultation, der nok kommer til at gøre ondt, alligevel fortsætter!). Derudover kan I aftale at I, i den periode I går hos terapeuten/psykologen, ikke har kontakt til hinanden uden for konsultationen! På denne måde bliver det konsultationens ”fredede” rum der bliver bestemmende for Jeres videre relation.
Held og lykke med det.

Hej
Jeg er på alder med din datter og min mor og jeg har mange kontroverser.
Det er opslidende for alle parter, idet vi bebrejder hinanden mange ting og skyder skylden på hinanden.
Jeg er begyndt at se min mor som et menneske, der gjorde sit bedste. Forholdene har ændret sig og der er ændrede holdninger til børneopdragelse og meget mere.
Når min mor bebrejder sine forældre for hendes barndom, er jeg begyndt at sige de gjorde deres bedste med små kår.
Det handler om at se situationen fra den anden part side. Hvis du bliver haglet ned bør du ikke bare stå model til det. Håber du kan sige "hvorfor taler du sådan til mig?" "Jeg kan godt høre hvad du siger, men jeg er ikke enig"
"Jeg gjorde mit bedste" 1970erne var en anden tid end i dag. Som 1950erne var i forhold til 1970erne. Du må vise der er grænser for hvad du vil finde dig i, men at du selvfølgelig stadig elsker hende.
Kh Mette[l]

TAK til jer alle. Jeg tænker....og tænker.
Mor i sorg

Hvis dit forhold til hende tidligere ellers har været ok, så tag det roligt og vent på at det går over. Ingen som helst grund til at presse noget igennem!

tror du ikke det er en frigørelsesproces (fra mor) som de fleste børn får på et eller andet tidspunkt, jeg mener at vide det almindligvis kommer før de bliver 20 år men det kan sagtens komme senere, det kan være svært sålænge det varer men det har ikke noget at gøre med at du har gjort noget forkert selv om som du selv siger vi begår alle fejl, men selvfølgelig skal du da ikke finde dig i at hun kalder dig ting.
Vi elsker vores børn ubetinget og er meget sårbare når de er utilfreds med os, det gør ondt men jeg er overbevist om at det ikke er varigt, igen som mange gange før i hendes liv må du væbne dig med tålmodighed.
De bedste ønsker fra en der har prøvet lidt af det samme men hun begyndte tidligere end din datter, og nu er hun som er 35 årig i et godt parforhold og er tilbage som en "tæt"og glad datter.

Kære mor i sorg.
Jeg ved hvordan du har det, for jeg har oplevet det samme som dig, jeg kunne pludselig ikke kende min datter længere.
En 30 årig pige, begynder ikke at "løsrive" sig fra sin mor, det er noget der sker i teenagealderen.
Om den nye fyr, spiller en rolle her, det ved jeg ikke, men han har ikke skylden alene, det tror jeg ikke.
Det jeg "bed mærke i" det var din datters vrangforestillinger fra hendes barndom.
Det var lige netop det der skete i min datters tilfælde, hun havde været til noget healing af en slags, og sad og lignede en hængt kat, da jeg kom forbi for at sige hej.
Jeg blev da meget bekymret for hende, hun var jo helt tappet for energi og livsgnisten var forsvundet fra den ene dag til den anden.
Men der skete det samme som du foræller, hun begyndte pludselig at snakke om ting fra hendes barndom, som ALDRIG var sket, det havde INTET med virkeligheden at gøre!
Det endte med, at jeg måtte forlade hende, hun var så vred på mig nu, at jeg havde intet valg.
Jeg så hende ikke, det næste halve år.
Jeg vil henvise til et par eks.
http://www.topogtaa.dk/healing.htm
http://psykonet.dk/fnp/erindr09.htm
Nu ved jeg jo ikke, OM din datter har besøgt en healer/terapeut/clairvoyant eller lignende, men det kan være en mulighed, det er jo meget almindeligt i dag.
Jeg ved bare, at det kan ændre en person fra den ene time til den anden.
Og hvad kan vi så gøre ved det, ja jeg måtte lade tiden gå, og jeg fik kontakt igen, men det blev aldrig det samme.
Alt kan gå godt i lang tid, for pludselig at bryde ud i lys lue igen, det er meget hårdt når det står på, man må skønne på de gode dage, der trods alt også er.
Om det er årsagen ved jeg som sagt ikke, men det var det i mit tilfælde.
Alle gode ønsker fremover.

er efter min mening det eneste, du kan give din datter nu. Hun har tilsyneladende skiftet ståsted i livet - eller er måske snarere ved at finde nye ben at stå på - og jeg tror ikke, den proces kan forceres, heller ikke med terapeutisk hjælp.
Du har altid været i hendes liv, og det virker usandsynligt, at hun definitivt vil smide dig ud af det. Når hun har behov for at bebrejde dig og være vred på dig, er det jo fordi, hun langt fra er ligeglad med dig.
Jeg mener, at man først er rigtigt voksen den dag, man ikke blot erkender, at ens forældre er mennesker, der kan begå og har begået fejl - men hvor man er klar til at acceptere det og tilgive det. Din datter har erkendt det nu - for selvfølgelig har du begået "fejl", det gør vi alle sammen over for vores børn, selv om vi ikke selv oplever det sådan - og før eller siden vil hun også acceptere og tilgive det. Det sker bare ikke, hvis du - som hun formentlig oplever det - giver hende grund til at føle dårlig samvittighed og skyldfølelse. Den føler hun uden tvivl i forvejen, og så bliver hun ENDNU mere vred på dig, fordi du "får hende til det".
Det er dybt urimeligt, men også meget menneskeligt, og hvis du holder dig lidt på afstand en tid - uden helt at ignorere hendes eksistens, selvfølgelig - vil hun, er jeg sikker på, langsomt nærme sig dig igen.
Måske bliver jeres forhold aldrig som før. Måske bliver det hverken bedre eller dårligere, bare anderledes.

hej
jeg er selv en af de her piger som har fået nok af min mor. jeg tror det kommer for alle på et eller andet tidspunkt. min mor og jeg har aldrig har et god eller tæt forhold, men det har mig og min far, hvis jeg vil se min far og lille bror er jeg nød til at være sammen med min mor. hvilket hverken min mor eller jeg bryder os om, det er længe siden det begyndet ca 7år.
jeg vil ikke sige at mit oprør er retfærdigt, jeg syntes det er, min mor er meget uenig og vi har hver vores mening. TID har gjort at vi kan være i samme rum, men det har ikke løst problemet.
jeg føler jeg ingen mor har, alt vi har sammen er overfladisk og koldt. jeg ville gerne have at hun kunne forstå min side af sagen, men hun vil ikke høre når jeg begynder at fortælle henden mit synspunkt (det er længe siden jeg sidst prøvede, det gør ondt når man prøver at udlægge sine problemer og så får at vide at hun ikke forstår eller at hun prøvede at gøre det så godt som muligt, når man den dag i dag stadig er den som står med smerterne).
hvis min mor kom med tilbuddet om familie terapi, ville jeg komme med uden at tøve.
hilsen Alia
ps. jeg kan kun komme med mit synspunkt. jeg tror at hvis dine andre børn støtter dig så er det nok dig det har bliver behandlet uretfærdigt, mine ene bror forholder sig menlig helt neutral mens den anden imens den anden har stået ved min side og det er også hans skyld at min mor og jeg kan være i rum sammen i dag

En af de store bekymringer når noget går så galt tror jeg også er om der er tid..... det er jo ikke til at sige om vi er ude i en 500 meters afstandstagen, kulde og mærkelige forstillinger eller der er tale om en maratonlign. tilstand og hvad hvis tiden ikke er der - vi har haft en del kræft inde på livet i vores familie og tager ikke livet og tiden som givet. Jeg tror en del af min mors, mine søskendes og min egen bekymringer er, at vores søster ender et sted hvor hun, hvis en af os andre dør, ikke vil kunne tilgive sig selv - og det må da være hårdt og vi vil faktisk nødig at hun laver sådan en unødig og fatal bommert - vi vil hende det jo stadig godt. Men da hun jo har forandret sig meget og ser alting helt anderledes end tidligere og meget dysteret, så vil hun måske også være lige glad, måske vil det ikke på virke hende følelsesmæssigt. Vi kender hende jo ikke helt mere...... men bare lige til en obs. Jeg er godt klar over, at det nok kun er tiden der kan hele her - men den er der ikke altid og måske kan den også forværre tingene ?????

men har I skrevet kontrakt på, at hun SKAL elske dig hele livet igennem?

Jeg vil kun tilføje til dette at hun er så forelsket at hun ikke kan se at han stille og rolig hjernevasker hende, har selv en datter som er så forelsket at hun kan ikke se at hver gang han laver fejl vender han det til at det er hendes fejl, det er ikke morsomt at have det som dig,tro mig enten så vender bøtten aldrig og så er hun bare væk, eller han gør hende slem skade men da kan det være for sent, men prøv at lade som ingen ting og de andre børn sank med dem, det er det eneste du kan gøre lige nu, og så lad tiden gå sin gang, og det hun fortæller de andre er bare sørgeligt, du skal passe på med havd du siger, bare indtil at hun falder til ro, så kan du prøve igen.

Kære mor.
Vi har desværre også prøvet at blive sat ud på et sidespor af vores datter. I 1 år så vi ikke hende og børnebørnene. Det viste sig, som jeg havde frygtet, at hun var meget ulykkelig i sit ægteskab og manden havde stor (for stor?) indflydelse på hende. Hun blev faktisk psykisk nedgjort, men har nu heldigvis sagt fra og er blevet den stærke pige, som hun var tidligere. Det har været meget hårdt for alle. Jeg ved jo ikke, om det samme er tilfældet for din datter,men hold ud, tro på hende, støt hende, selvom det måske kun kan blive i tankerne. Jeg håber også for dig og din datter, at hun vil komme til at indse, at hun altid vil have brug for at vide, at du er der for hende.
De varmeste hilsner og tanker til dig og dine.
Fra en Mor/mormor

fjollet kommentar!!
Behandler du kun de mennesker du elsker ordentligt?

same situation som du ...blot er det en søn jeg har ...men nøjagtig samme hændelsesforløb...nu her 7 år efter må jeg ikke se mit barnebarn...kun hos dem..og kun passe mit barnebarn i deres hus ...fordi jeg har kat og hund...de påstår at de ikke kan tåle hår fra dyrene ..det skal lige siges at mit dejlige barnebarn ike har allergi..det gør ondt i mit hjerte ...fordi jeg kun fik 1 barn..så jeg kan ikke gå til nogen søskende....men som skrevet i er svar til dig ...vores børn er så voksne at de kan ta konsekvenserne for deres handlinger....og trøst dig med at ikke alle dine børn mener det samme😉[s]

I mødre har det med at se på jeres børn som jeres ejendom. Som om børnene forbryder sig imod "kontrakten" hvis de i en periode lægger jer på is.
Det er ethvert menneskes ret. Vi ejer os selv.

Ja, men derfor kan man jo godt behandle hinanden pænt.

Kontrakt/ejendom - hva´er det for noget mærkeligt noget at bringe ind i det- i bund og grund handler det vel om at man ikke behøver at behandle sin mor så meget dårligere end ens venner og bekendte - eller lægger du også bare venner og bekendte på på is for godt befindende og finder på alt muligt lort at sige om dem.... jeg undres. Et menneskes ret........ ja måske, men man oser da ihvertfald ikke af hyggeligt og rart menneske når man gør den slags ting og det kan godt være at det heller ikke er noget man vil være - men nemt kan det ikke være at gå der ego og kræve sin ret uden tanke for at gøre familie og venner kede af det. Sur tilværelse der skabes der.

Helt enig!

de bedste kammerater. Faktisk kan de være meget egoistiske. Har du nogensinde lagt mærke til det?
Men det er som om vi skal bære over med vores mødres "fejl" eller mangel på selverkendelse (omkring deres egen egoisme) og samtidig føle os forpligtet til at finde os i at være viklet ind i deres edderkoppespind. - For man afviser jo ikke sin gamle mor, vel?

Du kan åbne en tråd om dine problemer med din mor, noget kunne tyde på, at du har savnet kærlighed, og er blevet kold og uden medfølelse overfor andre, der står i en helt anden situation end dig Carla.

det var heller ikke det mine spørgsmål gik på!!
Men jeg har altid accepteret hendes " løsrivelse" - har faktisk selv opdraget hende til at være selvstændig og en dag kunne klare sig uden mig. Men jeg har IKKE opdraget hende til at udvise disrespekt for andre individer- heller ikke mig.

Det er en smule sent at det sker, men du må vel finde dig i at din datter er kommet i den alder hvor teenagere begynder deres (ulidelige) frigørelsesproces fra deres forældre.
Men bare rolig....Efter nogle års "frihedskamp" bliver de som regel gode igen.

Giv plads tid og forståelse...

HEJ
jeg er i/Har været i samme situation. Jeg tror det er en naturlig proces i barnets liv.
Det kommer til udtryk før eller senere i livet, Når de selv er ulykkelige.
FAT MOD - DET HOLDER OP

Jeg bliver virklig trist på dine vegne at at læse dit indelæg, som skriger af desperation og sorg.
Hvis jeg skulle give dig et råd, ville jeg råde dig til at sende din datter et kærligt brev, jeg ville skrive alla :
¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨
Min kære skat
Jeg er så ulykkelig over den situation vi står i, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre for at nå dig ?
Jeg vil så gerne forstå dig, men jeg kan ikke finde ud af den eksakte grund til din store vrede ?
Jeg savner dig så ubeskriveligt, og længes om noget efter da vi to havde det særlige gode, kærlige bånd imellem os - det håber jeg af mere end noget andet vi to kan finde en dag igen.
Jeg savner dig så meget at det gør ondt, og håber du en dag vil give os to en chance for at finde hinanden igen.
Jeg vil altid være her for dig uanset hvad - men for nu vil jeg give dig fred, og glæde mig til den dag du forhåbentlig vil lukke mig ind i dit hjerte igen.
Pas på dig selv så længe min skat, jeg elsker dig for altid.
Mor

¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨
Et brev kan man tage frem igen og igen, i et brev vil du få sagt de ting du har brug for at sige, og din datter vil bedre modtage dit budskab - hun hører intet hvis i diskutere og hun er helt oppe og køre !
Jeg synes du skal lade hende være i fred, hvor svært det end er, og lade hende komme - og hun skal nok komme, bare vent 😉

Ayla....tror jeg bruger dit forslag. Men det er svært at lade hende være når man har været vant til at vide "hvor hun er i sit liv". Tak allesammen

Ved du hvad mor i sorg, jeg er slet slet ikke i tvivl - når i har været så tætte som du beretter, så skal hun nok komme, og jeg er temmelig sikker på der ikke går særlig lang tid.
Skriv brevet fra dit indereste i dit hjerte, med al din kærlighed - jeg er sikker på det går lige ind og får hende til at tænke langt langt bedre end når i "bare" har snakket og hun har været ophidset - så hører man ikke så godt.
Hun skal nok komme til dig, bare rolig - det er jeg helt helt sikker på [l]
Jeg ved godt det er svært at give slip, tro mig - men det er det bedste du kan gøre lige nu, hun skal selv komme, og hun vil meget snart savne dig [l]

Først og fremmest må jeg spørge om hvorfor du bringer hendes kæreste ind i det her? Det lyder ikke som om du har noget forhold til ham eller kender ham særlig godt, så hvorfor skal han blandes ind i noget som har med jer at gøre?
For mig at høre, så lyder det som et forsinket opgør med en mor, som ikke nødvendigvis har ret altid.
Jeg har selv haft et virkelig tæt forhold til min mor som barn, ung og et stykke op i voksenlivet... indtil det gik op for mig at min mor ALTID har ment at hun havde ret i ALT: Der har aldrig været plads til andres meninger, mindst af alle min, og min mor har altid haft en dominerende, "retfærdig" personlighed hvor alt hvad hun sagde var lov. Ligesom dig mente hun også at kunne forsvare alle handlinger med at "hun mente hun havde ret da hun tog beslutningen" men dybest set vil hun bare ikke indrømme at hun nogensinde kan tage fejl og at andre mennesker rent faktisk kan gøre tingene på en anden måde, uden at tage fejl.
Måske har din datter opdaget at du ér menneskelig og du rent faktisk har gjort ting som har såret hende, gået over hendes grænser eller måske endda kuet hende en lille smule. Man skal mange gange være ret så voksen for at kunne se den menneskelige side i sine forældre og så har man måske i en periode behov for at trække sig og give udtryk for at der er grænser.
For det er jo det hun gør; hun fortæller dig højt og tydeligt at hun sætter grænser for dig. Måske føler hun at du aldrig har respekteret/accepteret hende som et voksent menneske med egne holdninger og evnen til at beslutte ting for sig selv og så ér hun nødt til at markere det rigtig hårdt.
Det er ikke sjovt for nogen af jer, men jeg tror noget af det klogeste du kan gøre, er at lytte mellem linjerne. Lad være med at drage din svigersøn ind i ligningen, for han har sandsynligvis intet med det at gøre. Måske er det dette forhold som er katalysatoren, forstået på den måde at hun måske nu går med tanker om ægteskab og børn, og derfor ønsker et endeligt opgør med de ting hun har det svært med, men det kan og skal ikke bebrejdes din svigersøn.
Lyt lær - og grib evt. i egen barm hvis det viser sig at være relevant.

Jeg vil lige tilføje, efter at have læst flere af de andre indlæg og startindlægget igen, at det altså ikke nytter noget at hele familien rotter sig sammen mod "det sorte får".
Jeg synes det er dybt urimeligt at mor overhovedet diskuterer sine interne problemer om ét barn med de andre, for der er da ingen der har lyst til at involvere sig med en mor og en søskendeflok der alle som én synes at det er en selv der har et problem.
Sommetider ér det faktisk sådan at ét barn/én søskende i en familie har oplevet familien som meget uforstående og rigid. Børn er memlig ikke ens og derfor kan der opstå situationer hvor ét barn (lille, ungt som voksent) har behov for at gøre et specielt kraftigt oprør og sætte fokus på nogle ting som har været svære for ham/hende, måske lige netop fordi han/hun er anderledes end resten.
I sådan en situation hjælper det altså ikke bare at udråbe den ene til det sorte og besværlige får; sommetider skal man se på sig selv og sine andre børn og så overveje om man selv og resten af familien måske kan have været delvist medvirkende til den udstødtes opførsel. KAN der være noget om at han/hun måske ikke er blevet mødt hvor han/hun skulle og KAN der være noget om at han/hun ikke har fået den nødvendige respekt som individ fordi han/hun ikke har passet ind i resten af familiens ideer om en god søn/datter/søster/bror osv?

mødre er altså også mennesker! Og døtre er sandelig heller ikke altid de rene engle.
Måske er det som du siger, måske er det ikke, og måske er det noget, der foregår i datterens hovede.
Jeg er både datter og mor til voksne døtre. Jeg har set diverse, og også det du beskriver. Tro mig, det er ikke altid man kan genkende sig selv i karakteristikken.
Min egen mor og en af mine søstre kom f.eks. aldrig overens, og af de to var det min mor jeg forstod.
En datter på over tredive er voksen, og må til at opføre sig som sådan. Indse at forældre ikke er fejlfri, og at man ikke kan blive ved med at tæske rundt i diverse misforståelser og fortrædeligheder. Sådanne har vi nemlig alle oplevet.
Med mindre der er tale om virkelige grovheder, må man altså se at komme videre.

Ikke alle mødre elsker deres døtre. Det kan man ikke tvinge dem til, men det opfattes naturligvis som et stort svigt og tab af dem, der oplever det.
Livet er ikke for de knækkede - så man må rejse sig og komme videre, uanset hvor svært det virker.
Hvis man er over 30 år, må man osse ta hånd om sit eget liv. Det kan man ikke overlade til andre. Man har kun sig selv at tage vare på. Desværre er det sådan, at forældre dør i rigelige mængder... surprise!
Derfor - lev livet, elsk dine nærmeste og sæt pris på, at DU er her...

"Ikke alle mødre elsker deres døtre. Det kan man ikke tvinge dem til, men det opfattes naturligvis som et stort svigt og tab af dem, der oplever det."
Vi er enige, men du kan skrive nøjagtig det samme den modsatte vej. Ikke alle døtre elsker deres mødre heller, og det opleves naturligvis også som tab og smerte.
Voksne døtre kan være nøjagtig lige så modbydelige som mødre, og man får ikke noget ud af at tale om, hvis "skyld" det er. Det kan absolut gå begge veje.
Når begge er voksne har begge også et ansvar for forholdet.
Jeg kender desværre eksempler på døtre, der nærmest har haft det som livsstil, at hegle deres mødre ned. En dag er mødrene borte og det kan være tungt for nogle, at indse hvor meget, det negative fik lov til at fylde, og at det nu er for sent at gøre noget ved.

Skal mor så ikke også komme videre?
For helt ærligt, det lyder ikke som om hun er villig til det.
Ts fortæller om det fantastisk tætte mor/barn-venskab hun har haft med sin datter. Hvorfor er det at mor ikke for længe siden har valgt at skabe et ligeværdigt voksen-venskab med sin datter fremfor at fastholde dem begge i mor/barn-rollen?
Det er faktisk derfor jeg tror at hunden OGSÅ ligger begravet hos din iih så sårede og sørgende mor. Selvfølgelig skal voksne opføre sig ordentligt, men der er ved gud mange mødre som ALDRIG vil give slip på deres moderrolle og som glad og gerne holder deres børn fast i samme rolle som de havde da børnene var 4 år gamle.
Selvfølgelig kan vi ikke vide hvilke motiver der ligger bad, men netop opdagelsen af at ens forældre ér menneskelige - ikke orakler der altid gør det rigtige, er hvad der fører til opgør og frigørelse. Det er en proces man skal igennem og nogen kommer det først når de er op i 40´rene. Det har ikke noget med alder at gøre, men med hvor man er i livet og hvad man kan magte. At gøre op med en dominerende mor er særdeles svært for de fleste, fordi hun som regel bliver mere såret end rimeligt er.
Løsrivelse er en del af det der sker mellem børn og forældre og det er naturligt. Det har nogen meget svært ved at acceptere og så bliver det virkelig barskt.

Du har ganske ret i at man skal tage hånd om sit eget liv. Men at tage hånd om det kan netop være at gøre op med en evt. dominerende eller overbærende forælder for at kunne få ro i sjælen.
Det betyder ikke at man ikke kan nærme sig hinanden igen, men måske har datteren brug for en periode hvor kontakten ikke er tæt, for at kunne vende tilbage og få det godt med sin mor. Det er måske også for ikke at eksplodere helt og ødelægge alt med mor, så hun kan vende tilbage på en ordentlig måde.
Men det kræver så også at mor lader være med at bebrejde, være skuffet og sørge til evig tid, for det kommer ingen tilbage til.

citat: " Hvorfor er det at mor ikke for længe siden har valgt at skabe et ligeværdigt voksen-venskab med sin datter fremfor at fastholde dem begge i mor/barn-rollen?"
Jeg må sige, at jeg vist ikke læser Ts' indlæg helt som du. Jeg aner ikke om deres forhold ikke hidindtil har været ligeværdigt.
Min pointe er egentlig bare, at et dårligt mor/ datter forhold udmærket kan forårsages af begge parter. Jeg synes, jeg ser en kedelig tendens til, at voksne døtre synes det er helt i orden, langt op i voksenalderen, at bebrejde deres mødre for både dette og hint. Og at blive ved med det. Og mødrene har bare at finde sig i det og bøje deres hoveder af skam, uagtet der muligvis også kunne være en anden version af virkeligheden. Det kan være meget ødelæggende for forholdet.
Du har da ret i, at mødre også skal videre. Det kan så være svært, hvis man har en datter, der vedholdende holder liv i djævelskaben. Jeg har set mødre, der hverken kan gå eller stå deres voksne døtre tilpas. Alt er for meget, for lidt eller for dårligt osv.
Og mon ikke, trods alt, at linen i almindelighed er længere fra morens side end fra datterens. Jeg tror det, men nogen mødre er da nødt til at komme videre f.eks. ved at kappe forbindelsen til en datter. Jeg har set det, og det er meget trist. Og før du farer i hovedet på mig, skal jeg skynde mig at sige, at det selvfølgelig også forekommer med modsat fortegn.
Jeg mener skam ikke, at mødre ikke kan eller skal kritiseres. De er ikke fejlfri, men det er voksne døtre altså heller ikke. Og når man er voksen, har man også et ansvar for hvordan man omgås sine nærmeste.

Og nej, det gider jeg ikke finde mig i mere. Hun er 18, og jeg har ikke mere ansvar for hende. Hun er meget velkommen til at smutte.
Jeg er så egoistisk, at jeg vil leve mit eget liv i fred og ro og med mennesker, der behandler mig ordentligt. Min datter skal ikke bære over med mig. Hvis hun finder mig totalt uacceptabel, ja men så farvel og tak for den tid, vi har kendt hinanden.

har læst svarene her til sorg, har det lidt ligesom hende, men synes det er så svært fordi der er børnebørn, og det er for mit vedkommende dem jeg savner mest efterhånden, ikke hende min datter🙁

børn, for jeg savner mit barnebarn mere end jeg savner min datter😖

hvis din datter har sex med en middelaldrene mand imedens Du passer dit barnebarn.

jeg er pisse ligeglad med hvad hun laver, men det sørgelige er, at jeg ikke passer mit barnebarn😉

du da ikke en god mormor, hvis du er pisse ligeglad med dit eget kød og blod. Pas nu godt på dig selv og Din datter, ud fra det vil du få et glad barnebarn, du skal vil ikke, ud at flyve i aften 😉

du har taget op her. Det tyder de mange indlæg i debatten også på, og jeg kan godt forstå, at du sørger.
Jeg kan genkende flere af de ting, du fortæller om, men føler mig ikke i stand til at råde dig. Dog synes jeg ikke, du skal ligge under for din datter. Sig fra over for hendes grovheder og prøv i stedet at be' hende forklare sig på en rolig og saglig måde. Du vil hende jo gerne, og det er da et rigtig godt udgangspunkt for jer begge.
Kærlig hilsen
Isa

Hallo folkens jeg er 31 år og jeg har droppet min såkaldte familie og det er der sku nok en årsag til man skulle næsten tro det var min mor som har skrevet det første indlæg men når man ik kan holde sin fam ud må man jo bare være total kold og til forældre når et barn blir 18 år så kan i altså ik bestemme over jeres børn mere og det var nok derfor jeg blev kold over for min fam hilsen en pige som os syntes det er træls man ik kan med fam

jeg heller ikk mere jeg er 32 år men kan sagtens undvære tyraner aligevel nu har jeg læst lidt flere indlæg men er stadig chokeret over alt for mange af jer men kære forældre la for H.... da os få et liv

Hvor har du ret! -virkelig.

Jeg har mange problemer med min mor. Jeg er 32 og har en mand og en 6-årig datter.
Og mange af mine venner og bekendte og naboer har også problemer med deres mødre. Jeg er begyndt at overveje om det kan have noget at gøre med dén generation af kvinder, der er opvokset i 60erne i en familie med en stærk og hårdtarbejdende far samt en mor der prøvede at løsrive sig fra de gamle kønsroller. Tilsætter man så nogle andre problemer som fx seksuelle og voldelige overgreb, alkoholisme etc, så er det måske ikke så underligt at vores mødre er blevet frådende, desperate og urimelige.
Jeg er desværre der, hvor jeg har brudt med min mor. Hun gjorde mig ked af det. Så simpelt er det. Hun er blevet en kilde til nervøsitet, undren og mavepine for mig. Ingen glæde, tryghed eller selvtillid giver hun.

har du prøvet at sige undskyld rigtigt undskylde!
og vi kan ikke rigtig hjælpe når du iKke siger hvad, der er blevet sagt og ikke sagt,og måske er det bre noget hun ikke har haft mod til at sige som
hun sigeR nu