Mine barndomserindringer.
Det aller første jeg hørte om JV, som jeg husker, fra barn af, var via studiet med min mor i den daværende paradis bog for børn. Jeg husker tydeligt, at vi sad i vores grønne lædersofa, (på mode dengang), og læste i bogen. Og jeg husker at jeg ville bare have det overstået, så jeg igen kunne komme ud at lege. (Dette skriver jeg ikke for at skabe en negativ stemning overfor JV, men fordi sådan var jeg). Min mor sagde tit, jeg burde have været en dreng.🙂Der var kviksølv bagi. :)
Jeg husker tydeligt den dag, min mor meddelte mig, at nu orkede hun ikke at studere med mig mere. Jeg følte mig virkelig uartig. Og ja stakkels min mor. Hun prøvede virkelig. Prøvede at opdrage mig kærligt i hendes tro. Min mor har aldrig tvunget mig. Aldrig prøvet at indoktrinere mig. Og det elsker jeg hende også for.
Jeg husker den ene juleaften, hvor jeg fik lov til at gå hjem til en veninde, efter at de havde spist, danset om juletræet og delt gaver ud. Husker tydeligt den kolde juleaften, på vej ned mod deres hus. Kan se det tydeligt for mig, og mærke frosten i luften. Det var dengang der var vinter til. Det var forholdsvist lyst og jeg var spændt på det hele. Syntes faktisk at den kolde luft var fyldt med eventyr. Jeg stoppede op og så ned af vejen. Alle de lys der var i alle vinduer. Jo det var ret specielt og naturen der var hele vejen rundt om mig, sitrede og jeg oplevede det som disneyworld ved juletid.
Det var en hyggelig aften. Meget hyggelig. Og jeg fik kun lov, fordi min søster engang havde fået lov til det samme et andet sted. Mener det var hos nogle familie medlemmer, men husker det ikke helt. Det tiltalte hende ikke. Men jeg nød det.
Husker tydeligt hyggen og stemningen.
Husker hvordan jeg ikke måtte være med til at klippe klistre i skolen. Hvordan det var at møde op,efter jul og høre hvordan alle andre havde holdt jul og fået gaver. Helt ærligt, ikke særlig sjovt.
Min skoletid var i det hele taget ikke morsom. Jeg blev mobbet. I næsten samtlige 10 år jeg gik i skole. Om det var fordi jeg var barn af JV og dermed anderledes, ved jeg ærlig talt ikke. Men jeg var jo anderledes. Mit tøj var ikke in. Min skoletaske var heller ikke nyeste mode, og sådan var der så meget.
Men jeg måtte jo ikke deltage i de meste almindelige skole arrengementer.
Dog fik jeg lov til at være med til et par klassefester og alle lejrskoler. Så jeg var måske heldig.
Og jo vel var det svært. Hvem syntes ikke det er svært at være anderledes?
Jeg husker engang, ( og undskyld til jer, der måske har læst det her før), hvor jeg rent faktisk stjal 100,- af mors pung, for at være med til en børnefødselsdag.
Det var virkelig mange penge dengang. Og stakkels min mor, der ikke forstod, hvordan det kunne ske? At 100,- kunne blive væk. Men jeg ville altså med til en pigefødselsdag. Så jeg bildte mine forældre ind, at det var en almindelig dag og vi skulle bare lege sammen.
Men en gave måtte man jo have med. Og de eneste penge min mor havde i sin pung, var 100,-kr. Ja vi skrev måske ca. 1970. Husker ikke nøjagtig årstallet, blot at det var mange penge og jeg var nok ikke 10 år endnu. Men tæt på.
Det voldte mig selvføglelig dyb bekymring. Men som jeg husker det, ikke meget omkring min tro. Mere om jeg nu blev opdaget. Mor ledte efter de penge, sammen med far, hvor var de penge henne. Jeg skulle ikke have sagt noget. Og har endnu ikke gjort det den dag i dag.
Jeg vil lige skynde mig at sige, at mine forældre, skal ingen sige noget på. Jeg har nogle meget kærlige forældre. De gjorde alt hvad de kunne, for at min barndom blev så tryg som mulig. Og jeg elsker dem højt.
Men troen ja den tro, den syntes jeg da, har spændt ben for mit liv, mange gange. Jeg har flere barndomserindringer. Og osse gode barndomserindringer. Bare ikke så mange indenfor troen. Ikke fordi jeg skal være negativ overfor JV, men sådan hænger det bare sammen.
Ja det var et lille indblik i mit liv. En dag udgiver jeg måske en bog. Det er et mål jeg har, måske når jeg det.
Med venlig hilsen Manjana
Jeg husker tydeligt den dag, min mor meddelte mig, at nu orkede hun ikke at studere med mig mere. Jeg følte mig virkelig uartig. Og ja stakkels min mor. Hun prøvede virkelig. Prøvede at opdrage mig kærligt i hendes tro. Min mor har aldrig tvunget mig. Aldrig prøvet at indoktrinere mig. Og det elsker jeg hende også for.
Jeg husker den ene juleaften, hvor jeg fik lov til at gå hjem til en veninde, efter at de havde spist, danset om juletræet og delt gaver ud. Husker tydeligt den kolde juleaften, på vej ned mod deres hus. Kan se det tydeligt for mig, og mærke frosten i luften. Det var dengang der var vinter til. Det var forholdsvist lyst og jeg var spændt på det hele. Syntes faktisk at den kolde luft var fyldt med eventyr. Jeg stoppede op og så ned af vejen. Alle de lys der var i alle vinduer. Jo det var ret specielt og naturen der var hele vejen rundt om mig, sitrede og jeg oplevede det som disneyworld ved juletid.
Det var en hyggelig aften. Meget hyggelig. Og jeg fik kun lov, fordi min søster engang havde fået lov til det samme et andet sted. Mener det var hos nogle familie medlemmer, men husker det ikke helt. Det tiltalte hende ikke. Men jeg nød det.
Husker tydeligt hyggen og stemningen.
Husker hvordan jeg ikke måtte være med til at klippe klistre i skolen. Hvordan det var at møde op,efter jul og høre hvordan alle andre havde holdt jul og fået gaver. Helt ærligt, ikke særlig sjovt.
Min skoletid var i det hele taget ikke morsom. Jeg blev mobbet. I næsten samtlige 10 år jeg gik i skole. Om det var fordi jeg var barn af JV og dermed anderledes, ved jeg ærlig talt ikke. Men jeg var jo anderledes. Mit tøj var ikke in. Min skoletaske var heller ikke nyeste mode, og sådan var der så meget.
Men jeg måtte jo ikke deltage i de meste almindelige skole arrengementer.
Dog fik jeg lov til at være med til et par klassefester og alle lejrskoler. Så jeg var måske heldig.
Og jo vel var det svært. Hvem syntes ikke det er svært at være anderledes?
Jeg husker engang, ( og undskyld til jer, der måske har læst det her før), hvor jeg rent faktisk stjal 100,- af mors pung, for at være med til en børnefødselsdag.
Det var virkelig mange penge dengang. Og stakkels min mor, der ikke forstod, hvordan det kunne ske? At 100,- kunne blive væk. Men jeg ville altså med til en pigefødselsdag. Så jeg bildte mine forældre ind, at det var en almindelig dag og vi skulle bare lege sammen.
Men en gave måtte man jo have med. Og de eneste penge min mor havde i sin pung, var 100,-kr. Ja vi skrev måske ca. 1970. Husker ikke nøjagtig årstallet, blot at det var mange penge og jeg var nok ikke 10 år endnu. Men tæt på.
Det voldte mig selvføglelig dyb bekymring. Men som jeg husker det, ikke meget omkring min tro. Mere om jeg nu blev opdaget. Mor ledte efter de penge, sammen med far, hvor var de penge henne. Jeg skulle ikke have sagt noget. Og har endnu ikke gjort det den dag i dag.
Jeg vil lige skynde mig at sige, at mine forældre, skal ingen sige noget på. Jeg har nogle meget kærlige forældre. De gjorde alt hvad de kunne, for at min barndom blev så tryg som mulig. Og jeg elsker dem højt.
Men troen ja den tro, den syntes jeg da, har spændt ben for mit liv, mange gange. Jeg har flere barndomserindringer. Og osse gode barndomserindringer. Bare ikke så mange indenfor troen. Ikke fordi jeg skal være negativ overfor JV, men sådan hænger det bare sammen.
Ja det var et lille indblik i mit liv. En dag udgiver jeg måske en bog. Det er et mål jeg har, måske når jeg det.
Med venlig hilsen Manjana