Mistanke - begrundet eller indbildning?

Lang trist historie skal gøres kort.
* Min kæreste var mig utro med min veninde.
* Tilgav
* Min kæreste fortsætter med at flirte med andre.
* Jeg bliver vred og såret. Han finder ud af, at hans handlinger nok IKKE er vejen frem til genskabelse af tillid.
* Han lyver tit og ofte. Jeg opdager nogle af løgnene og beder ham være ærlig. Forklarer endnu en gang, hvor vigtigt det er, at vi begge arbejder hen imod genskabelsen af tillid.
* Han lover det ikke sker, undskylder oprigtigt.
* Og lyver igen.
Jeg er selfølgelig i forvejen meget usikker på mig selv - og ham. Men tror dog på når han siger, at han elsker mig og kun mig. Jeg arbejder meget hårdt med mig selv, forsøger at tænke og handle som en voksen kvinde, og ikke som en skolepige.
Bliver tit bekræftet af ham. Han gør meget for at vise mig hvor højt han elsker mig.
Jeg er på én gang lykkelig og ulykkelig. Lykkelig over at have ham i mit liv, lykkelig over at min kjærlighed er gengældt.
Men også ulykkelig. I en sådan grad, at jeg nu føler det rapler for mig.
Jeg erkender med det samme, at jeg efter hans utroskab og løgne, er blevet sygeligt jaloux. Jeg kan efterhånden bilde mig selv ALT ind om ham. Billederne af ham og hende farer rundt i hovedet på mig. Men selve utroskaben er blevet til det mindste problem. Jeg frygter ikke længere at de har kontakt med hinanden.
Dét jeg frygter er alle de gange har har løjet mig direkte op i ansigtet. Kigget mig i øjnene og løjet. Alle de gange hvor jeg har haft en mistanke - alle de gange han har løjet...alle de gange jeg har haft ret.
Sygelig jaloux som jeg er, så er jeg godt klar over, at der er endnu flere gange, hvor min mistanke har været ubegrundet. Og dét skammer jeg mig over. At jeg har opført mig så lavt.
Men som det ser ud nu, så ved jeg ikke mere hvad der er rigtigt og forkert.
Jeg ved ikke om jeg er mistænker ham uret eller om jeg er naiv.
For de gange hvor jeg havde ret, dér gjorde han et stort nummer ud af at lyve - vedholdende. Alle gangene fortalte han mig, at det var MIG der var mistænksom uden grund, at han var træt af de evindelige beskyldninger, at det gjorde ondt at jeg ikke stolede på ham..... og så var det at han afslørede sig selv, at jeg HAVDE ret....og at han var ked af det.
Men hvad så nu? Hvad så hvis jeg får en mistanke, en mistanke som der ER sandhed i...og han svarer: Nu igen? Hvornår lærer du at tro på mig?
Hvad er sandt? Hvad er falsk? Hvad er sund fornuft? Hvad er vanvid?
Det korte af det lange er, at jeg har sat mig selv i en dum situation. Véd at være så usikker og mistænksom, så ødelægger jeg det for mig selv. For groft sagt, så kan alt foregå bag min ryg....og hvis jeg konfrontrerer ham med min mistanke, så er svaret det samme............det samme som da mine mistanker var ubegrundede - det samme som de gange hvor jeg havde ret.
Jeg ved ikke længere hvornår jeg er naiv og hvornår jeg er.........syg i hovedet. Godt dette er et anonymt forum - for her kan jeg skrive det jeg tænker...: Jeg føler jeg mister forstanden - seriøst. Pga ting der tidligere er sket i mit liv, så er jeg ikke en stærk person. Og nu føler jeg, at min sømmekraft er sat ud af spil.
Jeg aner ikke om han er vendt tilbage til sit "gamle jeg" og er mig utro - eller om jeg dømmer en uskyldig mand, som vitterlig elsker mig og kun mig.
For problemet er, at han fortæller en løgn lige så godt som han fortæller en sandhed. Man kan ikke høre han lyver - man kan intet se i hans øjne. - Og det skræmmer mig....
..................godt jeg er anonym............
Jeg ved godt at jeg har fundet mig i mere end mange andre kvinder ville gøre. Og at jeg derved selv er skyld i dette... men det værste er, at jeg elsker ham og jeg ved ikke om jeg er ved at skubbe en uskyldig mand væk fra mig..

- du kan fortsætte i forholdet med de svingninger. - han er tilsyneladende ligeglad med hvor meget det sårer og nedbryder dig. og at det nedbryder din tillid til ham. (jalousi er jo kun sygelig når den er ubegrundet - og du har vistt haft rigeligt med bevis tl at vide, at det lige så ofte kan være begrundet = din jalousi er ikke sygelig)
Du står for et valg. Et liv med ham med alt det du her beskriver - for han er jo ikke holdt op endnu - og hvorfor skulle han nu - denne gang- ændre sig?
Vælger du at blive i det forhold - kender du vilkårene.
Alternativt kan du give ham et valg: at holde op HELT, evt. med hjælp fra en terapeut (så han får hold om hvorfor han gør det- både lyver og bedrager) - så har du givet jer en chance.
Valget for et godt og glad liv er dit. - ikke hans. Det er dit liv.
Held og lykke.

Han skal bare ud af klappen - I får aldrig et sundt, normalt forhold til hinanden. Han holder din usikkerhed og manglende selvsikkerhed ved lige - det kommer aldrig til at gå godt. Du akn ikke stole på ham og skal absolut heller ikke. Han er en skidt fyr og fortjener ikke din kærlighed!

i ny og næ... - lidt kærlige ord, og så holder han dig gående til næste gang...
Er det et tilfredsstillende forhold for dig? Er du glad og lykkelig i det store og hele? Eller ulykkelig og usikker blandet med lykkelig? Og er du tilfreds med at få en kop mælk af og til mellem alt det skidt han udsætter dig for?

jeg ikke er syg i hovedet...at høre, at han bærer en del af skylden....det er rart. For helt ærligt, så har jeg det elendigt. Er fortvivlet, har det dårligt fysisk og psykisk. For når han står med tårer i øjnene og siger...."jeg kan kun takke mig selv for dette"....så giver han mig dårlig samvittighed.... Ved ikke om han ER ked af det eller om han spiller skuespil...
Kan nogen virkelig være sådan?
Jeg taber mig, jeg har ondt i maven, sover dårligt med mareridt. Fortrænger så meget, at jeg nogle gange sidder og græder om natten, fordi det føles som om mit hoved sprænges. Min kæreste tror det er migræne - selv tror jeg nu, at det er psykisk betinget.
Jeg ved godt at jeg tit jeg skældt ham ud og været mistrosisk, hvor jeg INGEN grund havde til det. Og ved at det må være opslidende for ham.
Men han forstår ikke at han skal hjælpe til - at jeg ikke skal arbejde med det alene.
Der er bare så mange løse ender som jeg vil have svar på - hvad enten jeg bliver eller går.
Lige nu er han på arbejde. Gik grædende ud af døre, fordi jeg undrede mig over, at han de sidste gange, inden jeg kommer her, har slettet alle numre så hans nummerviser.
Og allerværst...så ved jeg, at han er skuffet over mig nu. Skuffet over min - igen - manglende tillid og min evige usikkerhed og mistanke............ :-/

I trænger hvist til en lille pause hva'?? Og så en ordenlig snak hvor tingene bliver lagt op bå bordet!!!
Men jeg ved godt når man elsker så dybt er det svært at miste eller vide at nu er det slut....du bliver nød til at stole lidt på ham og lade være med at tjekke hele tiden..jo mere du tjekker jo mindre vil han elske dig. Jeg har jo en tyrkisk kæreste som bruger mit telefonnet så jeg kan se hvem han ringer til og det skulle jeg også lige lære at styre og ikke tjekke for meget...man bliver skør i hovedet af det.....man kommer længst med ærlighed

Nej.........med tårer i øjnene - fordi du ramte en nerve.

Åhh jeg bliver også helt klumpet i halsen nu...
jeg synes du allerede skal snakke med ham når han kommer hjem fra arbejde -

Du har ikke lyst til at læse, hvad jeg skriver.
Gem det væk under en gammel (55 årig) mands tåbeligheder og mærk i dig selv, hvad du vil.
Et sidespring - en smutter, der aldrig burde ske, men sker for overraskende mange.
Flere sidespring efter at han har lovet bod og bedring - han er i stand til at leve efter det gamle ord "ude af øje, ude af sind".
Jeg tvivler ikke på, at han er ærligt og redeligt ked af det, når du fanger ham i at lyve. Men er det fordi han bliver fanget ?
Det er helt urimeligt, at du skal have skyldfølelser. Det svarer til den gamle skik, at man dræbte overbringeren af dårlige nyheder i stedet for at gøre noget ved selve problemet.
Jeg kan ikke tro, at du nogensinde vil kunne stole på ham. Han er tydeligvis i stand til at fortrænge alt, hvad der ligner "hans egen fejl" og give dig skylden (desværre for dig på en troværdig måde) for at der er problemer i jeres forhold.
Lyt meget grundigt ind i dig selv, og lad dig ikke påvirke af, hvad han siger, for det er tydeligvis ikke den luft værd, han forbruger på at tale.
Jeg er ked af det for din skyld, men jeg håber, du er så ung, at du kommer videre uden alt for store ar på sjælen.

At det du skriver desværre nok er sandt. Og det gør ondt.
Gør ondt at forsvare ham og sige, at "han vist nok kun har været fysisk sammen med en anden, én gang. At det andet bare var flirt."
Jeg ved også at mange ikke ser flirt som utroskab. Men hvis man flirter med en anden og hun tror, at der skal ske mere - har man så ikke flirtet for kraftigt`
Jeg stiller spørgsmål ja....og jeg skriver meget usammenhængende. Men efter at have holdt mig selv oppe så længe - holdt facaden..så krakkelerer det bare nu.. I en sådan grad at det skræmmer mig.
Jeg troede ikke at utroskab og løgne kunne drive mig så langt ud.....tænker nogle gange om jeg er for dramatisk og nærtagende.....men jeg kan bare ikke holde til mere. For hvor er min dømmekraft og sunde fornuft forsvundet hen? - Samme sted som mine principper?

hvad fanden vil du med det fjols tror du virkelig på alt det moral pjat!!! vågn op du kan være sikker på han gør det igen uanset hvad!!!
har selv lige været udsat for næsten det samme så pas på hvad du foretager dig jeg advarer dig så du ikke bliver skuffet!!!!!
knus mange gang?

Det er et godt tegn, at du skriver din smerte ud. Hvis du har veninder, du holder af, så prøv at snakke med dem. Det er ikke sikkert, de overhovedet forstår, hvad du snakker om, men hvis du er heldig, er der et par stykker, der kan mærke, hvad der rører sig i dig.
Ellers er der selvhjælpsgrupper for folk der har erfaringer med destruktive forhold.
Det er ikke min mening at lyde hård, for det er nok det sidste, du har brug for lige nu. Men hvis du har været på debatten her før, vil du vide, at der kommer nogle syge indlæg, som det kan være svært at gå let hen over.
Du er ikke alene i verden med din tvivl og din smerte. Men man kan ikke se på folk, om de kan "tage fra" eller om de blot vil komme med patentløsninger.
Der er alligevel ingen, der kan give dig en løsning. Den er du nødt til at finde i dig selv.
Men det er en god ide at skrive eller snakke om det.
Eventuelt kunne du læse Robin Norwood's bog "Kvinder, der elsker for meget". Den rammer mange ting, som du godt ved, når du ser dem, men som du aldrig har gjort dig klart.
Hvis du søger på f.eks. Google under titlen, vil du også finde folk, der har været i din situation - eller er der lige nu.
Min mave har en knude af medfølelse, men du er nødt til at være din egen læge og beslutte for dig selv.
Knus.

min var utro, løg om det, var utro igen.
Konsekvens? Ud af røret - sådan een kan man simpelthen ikke stole på fremover.
Og søg så bekræftelse på ting, du kan, fx. din uddannelse, en god hobby, i stedet fro i den grad at være afhængig af en mands bekræftelse dig. Det er SÅ svagt

er du dybt åndsvag, kvinde?

jeg er mange ting - men ikke dybt åndsvag.
Det kan godt være, at det mest åbenlyse er, at "ham kan jeg ikke elske".
Men alt er ikke sort/hvidt - desværre. Det nemmeste ville da uden tvivl være, hvis jeg bare kunne trykke på "off"-knappen for mine følelser.
Det kan jeg ikke - derfor elsker jeg ham - derfor er jeg blot endnu mere fortvivlet.

Hej
JEg kender din situation bedre end godt. Det er meget svært at blive svigtet og løjet for og derefter få at vide at man blot er jaloux og mistroende, og ikke under den anden at have venner mm.
Så ondt det end gør lige nu - og det gør det når man elsker sin partner - er der nok noget du må se i øjnene.
I har lvet sammen under "forkerte" forudsætninger og aftaler.
Det er det letteste i verden at komem til, især når man er forelsket og tror man har fundet den eneste ene.
Der er ingen lette måder at komme hel genenm sådan et forløb på, og den me dbare at gå sin vej holder ikke, hvis man stadig elsker hinanden.
Det vi valgte at gøre var at tage fat på det helt basale og konkrete - hvem er du og hvem er jeg.
Hvad behov har du og hvad behov har jeg.
Hvor kan vi mødes i fællesskab og hvor er vi forskellige.
Det har taget LANG tid, mistroen og skuffelsen er der da stadig, ikke så meget over at det kunne ske, det kan det jo for alle, men over at der skulle lyves og fortælles usandheder og stadig bliver det omkring det.
Der er kun to der kan beslutte noget som helst om jeres fremtid sammen - det er jer to. OG hvis i virkelig vil hinanden, så tag fat der og hold fat i det. Det er nemlig starten på at finde vejen sammen igen.
Kan og vil du leve med ham - sådan som han nu en gang er - eller kan du ikke?
ER han parat til at forsøge at nå et kompromis i kan leve med begge - eller er han ikke.
Så længe i fortsætter med at give hinanden skylden og ikke se på fremtiden - så tror jeg ikke i har mange chancer. Det er vejen fremad og fremtiden sammen i skal se på i stedet.
Med medfølelse, og stille tanker
E_F_K

du elsker ham - nå, men så må du tage med, at han altså tager røven på dig ind imellem.
Hvad siger dit selvværd til det, lille dame?

total underkastelse overfor en idiot, der simpelthen pisser på dig. Hvor gammel er du mon?

Mit selvværd? Det spørgsmål du stiller er vist retorisk.
Men hvis du er bekymret for mit selvværd, hvorfor giver du det så et hak mere ned, ved at skrive i en nedladende tone?

Det er jeg fuldstændig klar over. Hvis jeg ikke havde været det, så havde jeg nok heller ikke følt for at sende mine tanker herind.
Min alder? 31 år. Pudsigt - jeg troede ikke svaghed kunne alderbestemmes.....

Det er skønt at læse dine svar på disse tåbelige indlæg.
Du har jo stål i dig, kvinde !
Nu er jeg ikke så bekymret for dig mere.
Blot lyt til dig selv, og beslut dig efter din egen intuition. Ingen andre kan føle, hvordan du har det.
Du skal nok klare dig, selv om alting ser sort ud lige nu, bare du husker, at du er et enestående menneske, og INGEN skal have lov at nedgøre dig.
Og der er intet forkert i at være ked af det. Det er nok én af de ting, der er kommet for at blive. Men hvis du tør åbne dig og snakke ud - om det så blot er her på debatten - så skal du ikke være bange for, at du bliver sindssyg. Du er jo et menneske, og mennesker har følelser.
Selv om man kan tvivle, når man læser nogle af de tåbeligheder, der udgydes i nogle af indlæggene.
BRAVO, min pige.

Dit hjerte er det vigtigte, og skriv dig kraftigt bag øret, at det heldigvis er så snildt indrettet, dit hjerte, at det kan forelske sig i igen, og i en anden mand, der vil dig mere, vil JER mere, vil dig sandt og helt og ægte og uden løgne. Start forfra, hvor ondt det end gør.. det vil i sidste ende altid være dig som står med en dårlig smag i munden, og tvivle på digselv og på ham, og jeres forhold.
Grace, Slut det forhold, han har gentagende gange vist at han ikke elsker dig ærligt.
Kærligheden bør ikke fortsætteligt gøre ondt, som den gør dig så ondt nu. Din jalousi er på ingen måde sygelig eller ubegrundet, indse det. Men derimod ganske velbegrundet.. få den væk fra dig, for den vil gnave i dig som en kræftsvulst.
vær ikke bange for at begynder forfra, trods at du er ældre nu.. Det er vel netop i din alder at man har mindre og mindre tid til det uægte, men derimod inderligt ønsker sig en mand som endelig vil tage dig og kærligheden alvorligt.
Har du ikke inderst inde den der efterhånden voksne og menneskelige indsigt i digselv, som siger dig at du er for gammel til at blive kørt om hjørne med?
Vis det nu... tag dig sammen.. bryd ud, det er aldrig for sent at finde den store kærlighed igen :)
Tænk på for en stund hvor meget tid du pludselig vil ha' til digselv og dine tanker og ønsker med livet.. og tag dig den tid det tar, at muge ud og gemme bort, alt det dårlige du har fundet dig i igennem tiden,, trods hans kærlighed ("kærlighed?") til dig, som du siger er gengældt.. er den virklig det?.. eller er han bare ligeså god til at fake den som alt det andet han har faket dig med?..
Jeg er selv en bette anelse over de 30.. og ved gud der er mange søde tøsebørn på din alder (mellem 40 og 50) jeg vender mig om efter.. heh.. ærligt talt :)
Men tag nu lige at få muget u-ærligheden ud af dit liv, det sgu dit liv, selvom at det ligenu er sammenflettet med hans... så KAN det flettes ud igen, og du kan med tiden flette endnu dybere og ægte med en ny.
Men tag dig for guds skyld også tid til at ryde op så du ikke tager alt for meget skidt med til den næste. for det er som bekendt ligeså dræbende. Ikke at du skal forekomme helt "clean".. vi har sgu vores ar allesammen, men den dag du møder en sød og ærlig mand, vil han forstå dette, og du vil elske ham for det, og han dig endnu mere.
Kærligheden må ikke gøre dig mere ondt end godt, og aldrig så gentagende forsætteligt.
Aliér dig på forhånd med veninder og venner og familie, og tud og råb og skrig og giv slip og giv med tiden fanden i vold med hans løgne, men bryd!.. der er ganske sikkert nogen som vil gribe dig i faldet der venter.
Vær ikke bange for vinterens komme.. nu den mørke tid er på vej.. det er sjælens tid.. vinteren.. kulden.. mørket.. du kan være så heldig at du en julenat inden længe vil ligge i ske og nusse dig i søvn med en varm og kærlig mand, som du vil give alt for, og som vil give ALT for DIG, inklusiv ærligheden! og du kan tænke tilbage på hvor godt det var at du gjorde som du gjorde.

Knus til dig.. kære

Hey Grace.
det du gennemgår lige nu er et sandt helvede.
Og nej du er ikke syg eller unormal, de følelser som tromler dig ned er helt normale.
Men ud fra det jeg læser her, er jeg af den opfattelse at i ikke bor sammen..?
Hvis i ikke gør dette, hvad så med om du tog dine ting, afleverede hans nøgle, og tag så hjem til dig selv i din egen hule..
Mange af os har oplevet det samme helvede som du er igennem nu..
Jeg plejer at opfordre den ramte til at gører noget godt for sig selv..
Gå i sol, tag til frisøren, noget nyt og lækkert tøj, en tur til kosmetolog ansigts rensning.. Ja forkæl dig selv..
det giver ofte nyt "lys" og lidt fornyet styrke til at få tingene sat i de rigtige perspektiver...
For det han byder dig bliver aldrig anderledes..
Men du har bare en lille smule styrke tilbage , bør du gøre op med dig selv om du vil forsætte med at blive trampet sådan på..
Du og din kæreste er kørt sådan ud på et sidespor, jeg vil mene han trænger til lidt af hans egen medicin..
Men hvis du har egene Hybel, træk dig der ind, lav hygge aftner med veninderne, fortæl ham ikke hvad du laver, kun små brudestykker.. Til sidst finder du så meget styrke enten til at tage kampen op, eller rejse dig så meget op, at du kan se du er meget bedre tjent uden ham..
Han har ikke fortjent dig.. Han er en køter.
det er ikke dig som der er noget galt med.
det er ham som er syg.

Tak for dit meget dejlige indlæg, som virkelig ramte mig i hjertet.
Netop det du skrev, at det vil æde mig op indefra, som en kræftsvulst - det kunne jeg ikke have udtrykt bedre selv. For sådan føles det allerede. Med fare for at lyde uselvstændig og selvudslettende, så har jeg det jo netop sådan, at jeg kun slapper helt af, når han er hos mig - hvor jeg kan se hvad kan siger og gør.
Min kærlighed til ham er stadig her - hel og altoverskyggende......så det gør ondt.
Men ét eller andet sted, så ser jeg ham også som en forkælet drengerøv.
Jeg har gentagne gange oplevet, at når jeg har fanget ham i " ét eller andet, så spiller han ynkelig og svag, græder - hvergang, messer højlydt for sig selv: "det er min skyld, jeg er et dumt svin, en idiot" - og så kravler han under sin dyne - bogstaveligtalt.
Og hver gang står jeg ved siden af og føler mig som en rendyrket bitch, som intet godt under ham. En egoistisk bitch.
Ret uheldigt, så har jeg hørt historier fra hans tidligere forhold. Forhold, hvor han også løj og svigtede meget. Og de kvnder, de fandt sig ikke i det. De droppede ham på stedet - og dér var det ham der tiggede om godt vejr.
Da han fandt mig var jeg lige kommet ud af et ulykkeligt forhold, hvor jeg var udsat for både fysisk og psykisk vold. Så jeg har måske rendt rundt med en label i panden, hvor der stod: Elsk mig!
Og jeg trængte sådan til kærlighed, ægte kærlighed. Trængte til tryghed..... I guess I was addicted to love...?
Og da jeg tilgav hans sidespring, kun 3 uger inde i vores forhold, så har jeg vel "vist ham vejen?" Vist ham, at jeg var ikke som de foregående kærester - jeg var naiv og nem at narre...og udnytte. At jeg tilhgav noget, som der rent faktisk var i kategorien: Utilgiveligt.
At jeg tilgav ham, at jeg var den der måtte "lære" ham, at i et forhold flirter man ikke til højre og venstre. At jeg så på, at han var meget facineret af en chatveninde. Så facineret, at jeg gled helt i baggrunden, når hun var til stede...
At jeg i bund og grund har været (og vel stadig er), et stort naivt fjols, som bedst af alle egner sig til et besøg hos Dr.Phil eller Ricky Lake.
At der skulle gå et halvt år før han indså hvor grænsen gik... det siger måske i grunden mere om mig end om ham.?
Og som svar til "mutti" og hendes venlige svar...du har helt ret. Måske han skal smage sin egen medicin. Måske jeg skal til at leve et selvstændigt liv, hvor han ikke skal have alle detaljerne.
Jeg vil gøre noget for mig selv nu. Bide alle spørgsmålene til ham i mig, være ligeglad.
Det skulle ikke undre mig, om han ligefrem kommer til at savne den gamle kæreste, som konstant gav udtryk for hvor dejlig og uerstattelig han er.
Så jeg vil bestille en tid hos frisøren nu. Jeg vil smide alt det tøj ud i skabet, som rent faktisk er alt for stort, nu efter jeg har tabt mig yderligere.
Jeg vil finde og fremhæve alle de positive træk hos mig selv. Rette ryggen.
Være glad, være mere mystisk og "utilnærmelig". Ikke lade ham vide hvor han har mig. - Og hvem véd.....måske vågner jeg selv op af dette? Måske vågner HAN op? Måske er der en helt anden mand der "vågner op"?
Han fortjener ikke mine hundeøjne, mine tårer, min usikkerhed.
Bildte ham ind, at jeg var på café i aftes, mens han var på arbejde. Pudsigt....det var sjovt nok ikke så "fantastisk" i hans øjne - som min "oplevelse" havde været. - Måske jeg næste gange burde gå UD af døren og realisere det? For jeg tog mig selfølgelig ud fra min bedste side..med hår og make-up. Og HAN var pludselig jaloux. - Hvor vidunderlig en følelse.......men nok endnu bedre, hvis jeg rent faktisk havde været afsted...
Er stadig ulykkelig....for elsker jo min "drama-queen" oprigtigt. Men er også vred nu. Vred på ham, men allermest på mig selv.
For alt jeg har fundet mig i og oplevet med ham, det overgår selv den bedste Danielle STeele film....

Kære Garce.
Jeg vil give Fyns kvinde ret. der kan komme noget godt ud af jeres forhold, hvis i begge Yder en ekstra stor indsats, men som der siges, der skal to til en tanko..
Og man skal hver især passe på ikke selv blive nedbrudt, og ydmyge sig selv alt for meget.. Lidt ydmygelse skader ikke, men alt med måde.
Men det jeg nu vil råde dig til er noget som, set med mine øjne, du trænger til..
Tid Helt alene som singel pige et langt stykke tid.
Du har stadig ar på sjælen efter dit tidligere forhold. Og med det du har været udsat for, bliver man lidt svag i sine valg.
Man får meget svært ved at gennemskue hvad det er en evt ny partner vil sig.
Mange her inde fortæller om deres eget liv for at andre har mulighed for at finde et redskab til deres eget, så de kan komme videre.
Jeg har levet i et forhold, med både fysisk og psykisk vold, som har givet mig så dybe ar på sjælen, at jeg efterfølgene solgte mig selv til fanden, det vil sige at jeg tog den første og den bedste som viste mig bare lidt indteresse.. Med det følgene, mere vold. Jeg kunne ikke finde ud af det..
Efter noget tid og en Kæmpe sejr fra min egen side og søde venners hjælp kom jeg på benene og valgte at forblive singel i næsten 2 år.. Gik til samtaler i fælles terapi og ved egen læge.. og det hjalp mig til at blive stærk og selvstændig..
Idag tvivler jeg på at Nogen mand kan komme til at behandle mig dårligt på nogen måder,, skulle en lussing komme, vil han få en røvfuld..
Mit sidste voldelige forhold, endte med at jeg bankede ham med et strygejern som var varmt.. Det ar må han så slæbe rundt med idag.. Jeg kunne have ramt uheldig og være skyld i mandens død..
Men det der fik mig for alvor til at komme væk, var min dengang 5 årige søn, som var vidne til det hele.

Men garce... Kravl ind i din hule hyg om dig selv, spil noget musik du kan lide, find en blok frem skriv alle de ting ned du kan komme i tanke om, del dem op i positive og negative..
Læs så igennem og se om der er flest positive ting i dit forhold til HAM, eller om det negative fylder mest..
Tal evt højt med dig selv, om du stadig vil finde dig i det liv i har sammen..

KÆMP først og fremmest for dig selv,, for han gør det ikke.. Og i dit tilfælde er du dig selv nærmest..
Og du skal kæmpe dig selv op, før du satser på jeres forhold, for er du stadig svag og fortvivlet går det altså ikke.. Så er i ikke lige børn.
Håber du finder svaret hurtigt og får truffet de rigtige valg for dig..