mit barn driver mig virkelig til vanvid

det drejer sig om min 6 årige dreng, som hver eneste dag - nogle gange flere gange dagligt er ved at drive mig til vanvid....
Drengen siger flere gange hver dag til mig: " hold din kæft" og " jeg slår dig ihjel" og han bliver bare ved og ved og ved - det kan være ved den mindste lille ting, så kører han i selvsving og jeg kan med ord ikke få ham stoppet igen, der skal hver eneste gang handling til og det er ikke nok bare på en sød måde at sætte ham ind i et andet rum, jeg skal blive stiktosset og sige højt, nu er det nok og tage hårdt fat i armen på ham og hale ham afsted ind i et andet rum, så han stille kan falde ned igen...
Heldigvis har han med årene forandret sig noget til det bedsre, for bare 2 år siden kastede han med ting og en dag fandt han en hammer og slog hul i døren og da blev jeg simpelthen så rasende, at jeg slog ham med flad hånd på armen...
Det skal lige siges, at min dreng har nogle damp og tourette lign. symptomer - han er blevet testet af kommunens psykolog et par gange og testens resultat viser, at min dreng har kognitive forståelses problemer og handledelen har han også meget svært ved....
Snart skal min dreng udredes af en psykiater, så måske kommer der en diagnose på....!!!
Nu sidder der nok nogle og tænker, at drengen da bare mangler en mor der er tydelig - sæt grænser....det kæmper jeg dagligt med og psykologen som har fulgt os på hjemmebasis har sagt, at nogle gange så kan jeg og de professionelle stå på hovedet uden at det nytter noget, for drengen har en neurologisk skade - iltmangel fra fødslen..
Jeg har også en dreng på 15 år og ham har jeg ikke på noget tidspunkt haft de store problemer med - folk siger faktisk, at han opfører sog eksemplarisk...
Jeg ved snart ikke længere hvad jeg skal stille op med min 6 årige dreng, der er dage, hvor han kører mig helt i sænk og det er ikke til at holde ud...
Drengen har ikke længere samvær med sin far - det er stoppet for 1/2 år siden og jeg har ingen i min familie, der kan hjælpe mig..Drengen er i aflastning 2 dage hver 14 dag og jeg kan trække på aflastningsfamilien, når der er brug for det i særlige situationer...
Er der nogen der har stået i lign. situation, og hvad gjorde i ?????
Håber der kommer nogle konstruktive svar...

Jeg har heldigvis ikke den slags problemer med mine unger. Jeg har en dreng på 6 år, der er lidt gang i men ikke som din. Jeg tror det er godt du søger proffessionel hjælp, det er tydeligt at der er noget der ikke spiller som det skal. Held og lykke med det hele.

der har haft en noget lignende adfærd (dog slet ikke så voldsomt). Efter mange forgæves forsøg på at "banke"systemet op, kom han langt om længe i gang på børnepsykiatrisk afd. hvor han gik i skole i tre måneder, mens han blev udredt.
Det endte med en damp diagnose og medicin, så vi idag tydeligt kan se en forandring af drengen. Nu kan der pludselig være ro på og "anfaldende" er betydeligt mildere.
Jeg forstår så udemærket dine frustrationer. Det var slemt det vi så, og din reagerer tilsyneladende endnu værre. Godt at du har lidt aflastning til ham, så du også kan tage dig af din store søn.
Forhåbentlig er det også på en børnepsykiatrisk afd. din søn skal udredes, men i alle tilfælde held og lykke med det.

børnepsykiatrisk afdeling han skal udredes på og jeg håber meget på, at der kan gøres noget..
Psykologen fra kommunen har sagt til mig, at børnepsy. ikke kan tilbyde en egentlig behandling, det er noget, som jeg skal snakke med psykologen om....
Men jeg orker ikke lig pt at følge et forløb med psykologen, for jeg føler mig hele tiden så magtesløs og femskridtende i det halve år jeg havde hende til hjælp, var meget langsomt fremadskridende...
På en måde håber jeg på, at min søn kan få en lille dosis medicin, både for hans skyld, men også så vi i min lille familie kan få en meget mere tålelig hverdag, for det starter allerede om morgenen, når han åbner sine øjne, med den ene utilfredhed efter den anden, medmindre han får sin vilje og det kan han langtfra få konstant...

al den ballade hver dag, det kan jeg sagten unde dig og andre mennesker, men nogle gange synes jeg livet er uretfærdigt, at man skal så meget igennem...

jeg bor i sønderjylland, så der er desværre for lang en vej til Randers..
Jeg skal snart til møde vedr. aflastning, om jeg er tilfreds som det kører... indi mellem overvejer jeg at udvige aflastningen, så det bliver 4 dge i stedet for 2 dage, men så får jeg sårlig samvittighed overfor min dreng, for han har i forvejen svært ved at skulle i aflastning - ikke fordi aflastningsfamilien ikke er gode ved ham, men det at ikke skulle hjem til mor samme dag..åhh hvor er det svært.
Jeg har set mange udsendelser i fjernsynet om opdragelse og jeg har også prøvet noget af det af og nogle enkle ting har hjulpet en smule...men forstår du, jeg er kørt træt i at prøve mig frem, jeg har stort set ikke gjort andet de sidste mange år, så her det sidste halve års tid, har jeg holdt pause, hvis man kan sige det sådan.... for jeg føler efterhånden, at lige meget hvad jeg gør, så er det ikke godt nok...

Dampbarn/børn er utrolige vanskelige børn,som netop driver folk til vanvid.Jeg ved at medicin som speed hjælper,for det virker stik modsat på barnet,så barnet falder til ro.
Den stakkels dreng mangler et stof i hjernen,som netop speed kan berolige ham.Hvor må det være frygtelig for dig med et sådan barn.
Du kan søge på google om dampbørn.Bare skriv damp i søgefeltet,så kommer der noget frem til dig,meget lærerig læsning.

Har ikke noget på hvad du kan gøre men ville lige sige at min venindes drenge er på samme måde og vi har endevendt alle muligheder og ingen aner sin levende råd om hvad vi kan gøre ved det... det er synd for alle parterne.
Håber du finder mod og tålmodighed i den svære situitation

Jeg har ikke erfaring med DAMP, men min nu voksne søn, har Aspergers syndrom, hvilket er en form for mild autisme. Han er meget velfungerende, nu, og har været det i en del år ( han er 25 år nu )
Men jeg genkender bestemt de situationer hvor man bare er kørt helt ud på et sidespor, og lige meget hvad man gør, så virker det ikke. Det er synd, og meget meget frustrerende både for barn og voksen.
Vi fik hjælp, omend med besvær, og ikke altid vi syntes det var den hjælp vi følte at have behov for, men den hjælp som systemet mente at vi havde behov for :o(
Masser af nedture, men også opture og positive oplevelser.
Det eneste råd jeg kan give, og det tror jeg du gør alt du kan for, i forvejen, men det er kærlig konsekvens og forudsigelighed. Selvom han har en skade, og har forståelsesproblemer, så er netop forudsigeligheden vigtig. Han vil efter min bedste overbevisning, i hvertfald i hans underbevidsthed, hurtigt lære at han altid kan stole på hvor han har dig, og at det du siger er noget du mener, også selvom ham ikke umiddelbart retter sig efter det.
Også jeg har stået med smadrede vægge og døre, fordi min søn var ulykkelig og frustreret, oftest på grund af kommunikations brist. Ikke bevidte kommunikations brist, men simpelthen fordi jeg ikke altid formåede at være præcis nok i mine udmeldinger.
Ligeledes er det vigtigt at vise ham at du, uanset hvad, så elsker du ham, - men det er ikke altid du elsker eller bryder dig om de ting han gør. ( det ved jeg også at du gør :o) selvom det er afsindigt svært.
Jeg er sikker på at det kun er de stærkeste mennesker, der får så svære opgaver, som det er at have sådan et barn. Jeg ved også at det kan du ikke bruge til så meget lige nu, hvor dine batterier er totalt brændt ud. Men stol på at du på bunden er en super mor, der nok ikke er perfekt, men du er en god mor alligevel.
Du og dit barn har altså krav på hjælp, desværre skal man af og til kæmpe unødigt for at få den. Men giv ikke op. Og så føl efter i dit indre hvad DU føler er den rette hjælp.
Ved ikke om du kan bruge mine ord til så meget, men de er skrevet af en der selv har prøvet det, og som er kommet hel ud på den anden side :o)
Kærlige tanker fra
Carmen

Først og fremmest skal du sparke til både kommunen og også den afdeling/læge som står for din søns psykiatriske udredning.
For det første må kommunen kunne bevilge lidt aflastning i hverdagen. Det kan være en "hjemme-hos´er", en reservebedste eller noget lignende, så du har andre voksne der kan støtte dig.
Du bør også kunne få noget psykologisk vejledning så du får nogle værktøjer til at takle din dreng. Det lyder som om du slet ikke har fået noget at vide om hvordan man rent psykologisk kan takle bestemte handlemønstre/opførsel og det synes jeg er ret vigtigt at du får.
Måske skal du også forsøge at finde en støttegruppe for forældre til DAMP-børn. Der findes forskellige støttegrupper rundt omkring og selvom du endnu ikke har en endelig diagnose er jeg sikker på at du kan finde en gruppe som oplever de samme belastende ting med deres børn. Det kan være en stor hjælp at diskutere problemerne med andre forældre som står i samme situation. Man kan udveksle erfaringer om både børnene i dagligdagen, om mulige behandlinger, om hvordan man takler myndighederne osv.

kom i gang med medicin på afdelingen og tager den nu selv, da han godt kan mærlker det hjælper.
Og afdelingen holdt (og holder stadig) møder med forældrene, både sammen og hver for sig.
Hold ud. Der er forhåbentlig bedring på vej for jer!!!
Varme tanker til dig.

Der er mange forskellige måder at medicinere damp.
Nogen siger også at kosten har betydning og det kan man jo godt selv prøve lidt med. Men medicinen skal man lade fagfolk tage sig af.

foreningen for damp børn (Det hedder noget med fire bogstaver). Jeg har hørt at de skulle være rigtig gode til at hjælpe så man får den hjælp man har ret til og behov for!!!

har sagt til mig, at børnepsy. afd. IKKE hjælper mig med et behandlingsforløb, men kun fastsætter diagnoser og ordinerer medicin, hvis det er nødvendigt. Den egentlige terapi foregår sammen med psykologen fra kommunen eller hvad man selv finder af hjælpe foranstaltninger....
Men måske er det forskelligt fra amt til amt, hvorlaedes man behandler børn...
Ja, der er heldigvis kun små 3 uger til mødet på børnepsy. afd.

jeg har været medlem af præmaure foreningen og fik deres fagblad ca hver 3 måned...jeg har også ville mødes med forenigen, men hende der stod for det røvrendte mig rent ud sagt, for der kom slet ingen....så jeg ringede til formanden for foreningen og hun sagde, at den nærmeste forening var 1 times kørsel...
Jeg venter lige med at melde mig ind i damp-foreningen, før diagnosen er korrekt stillet..
Jeg ved godt, at uanset, hvad vanskelige børn end fejler, så er forudsigelighed, struktur, tydelighed og grænser vigtigt..
Der findes da heldigvis en dampforening i min lille hjemby..

til dit barn???? hvis ja, hvordan havde du det, med det.....?
Jeg har egentlig brug for lidt udviget aflastning og kan måske også få det, men så plages jeg af dårlig samvittighed overfor mit barn, så lige meget, hvordan jeg end vender og drejer det, så¨er der altid dårlig samvittighed...
Jeg har prøvet utallige af gode råd af, både af fagfolk og private og jeg er nået frem til, at inden min dreng bliver alt for ophidset (nogle gange sker det på et split sekundt) så når jeg at handle ved at sætte ham væk fra mig, for der skal altid handling til, det er sjældent ord hjælper og det er uanset om han er sur eller ej...
Men jeg kan da så trøste mig selv lidt med, at børnehaven også har sine kampe med ham nogle gange..for havde det udelukket kun været hjemme hos mig, ja, så måtte jeg jo hale selverkendelsen frem og sige, at det er min "skyld" at drengen opfører sig uhensigtsmæssigt..

lader jeg fagfolkende tage sig af..
Jeg har så aldrig hørt at man giver speed til damp børn, men ritalin og et andet stof, jeg ikke lige kan huske navnet på..
Det er faktisk lige meget hvad slags mad jeg giver min søn, så er han hyper alligevel, men derfor er sund og varieret kost jo alligevel at foretrække selvfølgelig..

i form af reservebedstemor og lign. det kan ikke lade sig gøre, har kommunen sagt til mig..
Om jeg kan få en hjemme hos støtte, det er muligt, jeg har til dags dato ikke ønsket det, da jeg er bange for, at jeg kommer til at føle mig, at lige meget, hvad jeg end gør, så er det ikke tilstrækkeligt, sådan følte jeg også lidt, da kommunes psykolog var hjemme hos os i 1/2 år...selvom hun flere gange sagde til mig, at jeg skulle huske på, at der er forskel på børn der ikke er opdraget godt nok og et barn som mit, der har nogle vanskeligheder, hvor man nogle gange løber med panden mod muren..

Åhh hvor jeg kender det. Det er nemmere sagt end gjort, men vi kan ikke bruge den til noget, andet end at pine og plage os selv med den, og det gavner ikke nogen.
Også jeg har følt mig som jordens dårligste mor, selvom jeg godt ved at det er jeg ikke. Vores dreng var først 3 mdr på børnepsyk for udredning eller hvad man nu kalder det.
Det var hårdt at undvaære ham i de 3 måneder Mandag til Fredag. Da de så anbefalede døgnanbringelse i ca 2 år på behandlingshjem, så jeg straks alle avisoverskrifter for mig.
Han var der i ca 6 år :o( Ikke noget dårligt sted, slet slet ikke. Han var såkaldt frivilligt anbragt, og vi kunne sikkert til enhver tid tage ham hjem, men lyttede, og samarbejde efter bedste evne med stedets personale.
Det ER umenneskeligt hårdt at undvære sit barn, og jeg er ikke sikker på jeg ville vælge døgnanbringelse om jeg havde den eraring jeg har nu, men det er altid nemt at være bagklog.
Jeg glædes bare så meget mere over at han er velfungerende nu, og har det godt, og er i gang med en uddannelse og i øvrigt klarer sig selv, og er glad.
Jeg kan ikke råde til andet end føl efter inden i dig selv hvad du virkelig virkelig føler er det rette for din søn, og tænk på at det er for hans skyld.
Kærlig hilsen
Carmen

ja, det hænger ofte sammen og uanset om det er to dage eller måske 4-5dage, så er den dårlige samvittighed der alligevel...
Da min dreng var 1/2 år gammel spurgte jeg kommunen, om han frivilligt kunne komme i en familiepleje for nogen tid, for jeg magtede ham ikke, til dels fordi han var syg - kolik - skreg fra kl 4 eftermiddag til kl 22 om aftenen, han var ofte indlagt og skulle helst lægge i mine arme 24 timer i døgnet og sov næsten ikke. Jeg havde mange smerter i underlivet, blødninger, svimmelhed og betændelser og oveni dette en masse bøvl med faderen....
Men plejefamilien kunne hellerikke magte ham, så han kom ret hurtig over til en anden plejefamile og de kunne heller ikke magte ham, havde ham dog i 1/2 år - plejefamilien tog sig ikke af min søn og han kom adskillige gange hjem med blå mærker i hele ansigtet og kom også på sygehuset, fordi han blev besistløs...Jeg insisterede på at få min søn hjem igen, men den sagsbehandleren ville ikke gå med til det..
Det viste sig senere, at plejefamilien havde forsømt min dreng i så vid en udstrækning, at der var næsten var sikkert, at de havde begået vold mod ham.....
I dag plages jeg stadig af dårlig samvittighed, når min dreng er væk fra mig mere end 1 dag, selvom jeg ved, at den aflastningsfamilie han er hos, er meget søde, for jeg kender dem rigtig godt i forvejen...
Min dreng er meget tryghedssøgende og har svært ved at undvære mig og græder nogle gange, når han skal i aflastning, selvom han har kendt dem i snart 4 år og godt ved, at han snart kommer hjem til mor igen....
Hvis jeg ikke kan få mit hjerte og dårlige samvittighed til udviget aflastning, og kummunen ikke vil bevillige økonomisk tilskud til en reservebedste, så betaler jeg det selv, for så er min dreng trods alt på hjemmefront..
Min situation har været yderst uheldig og jeg ser bestemt ikke ned pådig carmen eller andre, der vælger familiepleje til deres barn - hellere det, så alle parter kan få ettåleligt liv...
Min situation blev bare ikke et tåleligt liv - tværtimod, desværre...
Tak for alle dine medfølende ord.
Kærlig hilsen en MOR.

havde de vises sten.
Du har jo ret i at mere aflastning vil give dig mere ro, og dermed mere overskud, forhåbentlig til glæde for din søn. Men igen, jeg forstår til fulde din frustration.
Det er bare ikke rimeligt at man som forældre skal kæmpe så hårdt i et samfund som vores.
Jeg så at Skildpaden nævne kost. Deri har han faktisk en pointe, selvom du måske synes at det ikke giver ændringer, uanset hvad du giver ham, så prøv evt at kontakt en der har specialiseret sig i kost. Jeg ved ikke om det i din søns tilfælde er en diatist, eller de har en anden betegnelse. Det kan være ret så omstændigt at finde frem til de ting man evt ikke kan tåle, hvad enten det så er mælk, gluten, sukker, farvestoffer etc etc.
I sær farvestoffer og tilsætningsstoffer har man fundet ud af ofte gør børn hyperaktive, langt mere end f.eks det rene sukker, selvom man selvfølgelig ikke skal fodre sine børn ( eller sig selv ) med sukker.
vores søn har selv valgt at være veganer hvilket vil sige at han ikke spiser noget som helst animalsk. Det har han nu været i henved 3 år. Og jeg skal love for at det har haft en yderst gavnlig virkning på ham rent mentalt og psykisk. Jeg tror ikke man behøver gå så drastisk til værks som han, men det giver alligevel stof til eftertanke, at bare fordi han dropper mælk, kød og æg, at han så kommer til at fungere bedre.
Hvordan har du det med alternative metoder❓zoneterapi, healing og den slags❓Jeg mener ikke man skal stole blindt på alt, man må gerne være skeptisk, men jeg tror alligevel på at nogen ting kan have en gavnlig virkning.
Kærlig hilsen
Carmen

Ta dig sammen og vis hvem der har bukserne på og hæv dig over ham og læg konserkvenser bag dine ord/ønsker om opdragelse. Det lyder hårdt men det er han jo også overfor dig ikk' det er ikke små ting du må lægge øre til - er psykisk overgreb ok bare fordi de ikke kan måles vejes ???- måske forstår han ikke selv det han siger men lær ham det gerne på en kærlig og kreativ måde og når jeg siger alt dette er det OK bare du aldrig er voldelig overfor ham du må godt ta' bestemt på ham. Vi er for bløde i dag fordi vi føler en skyld over vi for eksempel ikke bruger nok tid på vores børn og giver friere tøjler men det gavner ingen. P.S.: MEGET vigtigt ros også når han går det du ønsker for eksempel taler pænt til dig Du er sød så sig jammen det er du da bestemt også (dremgens navn). Fokuser ikke for meget på pædagogik men psykologi da du oftest bliver for blød at høre på.