mit barn har brug for hjælp

Hej,
Jeg har et virkelig stor problem og har brug for råd.Jeg er alene mor og har forældremyndighed for mit barn.
Min barn vil ikke længere se sin far( skal være hos faren hver anden weekend ).Det har fungeret nogen lunde nu i nogle år, og mit barn er nu næsten 8 år.Han har været ked af det i næsten 2-3 mdr, gradt i flere dage inden har skulle afhentes , har været ked af det i skolen, og lærerne har forsøgt at trøste ham . Jeg har snakket med ham og trøstet ham , men mere kan jeg ikke gøre , da det er statsamtet som har beslutet samværet.På det sidste er han begyndt at have mareridt, spiser ikke godt , har ikke lyst til at tage til fødselsdager hos klassekammarater.Siger at der er ingen som kan hjælpe ham og er på det sidste begyndt at være mere og mere frusteret og også sur på mig at jeg ikke hjælper ham.Jeg har forsøgt at snakke med faren med uden stor succes.jeg har ringet til kommunen for at få råd, med her var de overhovedet interesserede i sagen, vil ikke en gang høre så meget og de henviste mig til en krisecenter. Jeg ringede også der og de havde heller ikke så meget tid, det eneste tilbud var at mit barn kan deltage i nogle skilmissebørnsgrupper, men først til foråret!Og så mente hun at barnet skal nok klare sig!! Det der skete begefter var at næste weekend da vores barn kom hos sin far, løb han væk fra faren som ikke kun få ham hjem igen.Jeg var heldigvis ikke gået og jeg fandt vores søn som var gået 1½ km .Han var helt rød i hovedet, rystede i hele kroppen , grædende og kunne næsten ikke snakke.Jeg fik ham at falde til ro til sidst , da jeg fortalte han at jeg tager ham hjem.
Jeg blev nødt til at straffe ham i en uge for at han løb væk .Det var virkeligt svært , da han er meget fornuftig , sød og vel balanseret , giver aldrig problemer, hvkerken derhjemme eller i skolen , hvor han faktisk er en af de bedste i klassen. Derfor var jeg helt chokeret at han løb; det virkede som han var helt desperat.
Jeg fandt selv en psykolog og mit barn snakkede med hende alene, og derefter vil hun se min eks(og mig).Hun prøvede til at forklare til min eks at vores barnet er meget ked af det og man skal taget det alvorigt. At han har brug for mere trykhed for tiden ,ved at forkorte i en periode samværet med sin far indtil han har mere overskud til det , og at faren skulle være mere kærlig og omsorgsfuld , for det har han brug for, selvom han er et sørre barn.
Men..da vi kom ud derfra så sagde min eks at han ikke har fået noget ud af det .Og så gav han sin egen interpretation af det som psykologen sagde: fra nu af vil han bestemme alt og vil ikke høre mere på vores barn ...for det var det som psykologen mente, at behandle vores som som et lille barn!!
Jeg blev helt bleg da jeg hørte og tænkte at at al den besvær med at overtale vores søn til at tage til psykologen og at betale næsten 3000 kr. også for min eks samtale med psykologen...for ingenting!!
Og nu er vi igen der tilbage hvor vi startede.
Jeg føler at jeg er i klemme, mit barn har brug for hjælp og jeg kan ikke gøre noget, det forpiner mig at det er næsten ikke til at holde ud.Og jeg er så vred at man ikke kan få hjælp fra kommunen eller skolen.Det giver bolden videre og ingen griber ind.Skolen henviser til kommunen, kommunen til krisecenter og derfra for man at vide at de ikke kan gøre noget.
Hvad kan jeg ellers gøre?Er det noget som jeg ikke har tænkt på?Hvilke rettigheder har jeg som forældre som har forældremyndigheden.Er der nogen som har erfaring med det?
En meget bekymret mor.

Altså... hvor er det bare trist, at læse! Ved mange skilsmisser er det ofte børnene, som bliver taberne - trods det at de intet har med forældrenes konflikter at gøre. Det er ØV.
Hvis du har den fulde forældremyndighed, ville jeg få en tid på statsamtet, da det er dem som er medbestemmende, når det gælder barnets tarv/forældremyndighed. Som den der har den fulde myndighed er du med til, at bestemme hvor tit dit barn skal se faderen!!

HVOR må det være sindsygt hårdt at stå i din situation, med din lille søn - han skal tages alvorligt, og han skal opleve at hans følelser bliver hørte og respekteret.
JEG tænker, når jeg rystet læser dit sørgelige indlæg, at noget her er fuldstændig rav ruskende GALT, mellem far og søn.
Slår han ham - truer han ham - taler han grimt om dig - begår han overgreb mod ham - HVAD sker der i de weekender hos far, for NOGET HELT GALT, sker der !!!!!
Hans opførsel tyder jo på decideret angst for de weekender, og at han bare ikke vil være hos hans far.
Jeg er selv skilt - og min datter er til tider også ked af at skulle på weekend hos far, men hun er jo lykelig når hun bliver hentet, og ofte er hun også ked af at skulle hjem til mor igen.
Sådan er det nu engang, og sådan tror jeg de fleste skilsmissebørn har det.
Men INGEN tvivl om at din dreng har det svært og det skal tages ALVORLIGT !
DERFOR kontakter du omgående statsamtet, og fortæller dem om sagen og at du vil have nedsat eller sat samværet i bero med faren - som jo naturligvis vil fleigne, og sætte sig imod !
Derfor kræver du at din dreng bliver hørt, du kan nemlig sagtens få et barn på 8 år hørt, og det vil være en børnesagkyndig psykolog der taler med din dreng, uden at hverken du eller faren er til stede.
Få skolen til at skriftelig dokumentere hvor ulykkelig og påvirket din søn er inden samvær med faren - du SKAL kunne dokumenterer og bevise, at samværet ikke gavner og skal laves om.
SKYND DIG mor det er din dreng det gælder !
Knus til jer begge - jeg håber virkelig at det løser sig for jer.

Jeg håber hun finder din tråd - hun har været samme tur igennem med sin lille pige - og hun vandt sku :)
Hun er skrap, inden i sagerene, og god til at rådgive.

fra den psykolog du har været hos allerede.
Men ja det er statsforvaltningen du skal have fat i. Skolen burde iøvrigt henvise dig til skolepsykologen og ikke til kommunen. Det er svært når de forskellige instanser ikke selv kender kommandovejene. Dem kan du godt give en i nødden. Nødder!

men hun dukker nok op.

Og hårene rejser sig i nakken på mig, når jeg læser hovedindlægget.
Faderen er gennemskuet! Han mangler fuldstændig empati for sin søn.
Drengen har ret til at være sur på mor over at hun ikke hjælper ham.
DET ER IKKE KOMMUNEN ELLER ET KRISECENTER MEN DIG DER SKAL HJÆLPE.
Sig til din håbløse eksmand, at jeres dreng trænger til ro og fred, og derfor ikke kommer på samvær. Og så ringer du til statsforvaltningen på mandag og beder om en samtale med din sagsbehandler og en børnesagkyndig rådgivning!
Du er nødt til at være hård og slå i bordet råb til dem at de midlertidigt skal stoppe samvær, det kan de godt og at det er din drengs tarv det gælder.
Fortæl alt det du har beskrevet for os her på solen.
Fortæl så din dreng hvad du gør, så han kan mærke at nu tager mor over og det er ikke længere ham der behøver at give udtryk for at han lider når han er hos sin far.
Det gør ikke spor at du holder ham indformeret om hvad du agter at gøre, så han får det bedre. det vil gøre ham tryk at mærke, at der i hvert fald er en af hans forældre der tager ansvar og elsker ham nok til at kæmpe for hans rettigheder.
Kommunen reagerer først, hvis de får en bekymring fra skolen eller din eksmand, eller nogle naboer. Så hænger de til gengæld fast og bliver mere en belastning end en hjælp.
Bare hvæs kløerne og sving halen, find din indre løvemor!!!!!!!! : )
Og lad os vide hvordan det går
Løvemor

Var i Dyrehaven 2 timer i aftes med min løveunge på hver vores pony. Det var dødsspænende med alle de brunstige kronhjorte!
Løvemor

Du kan ikke selv forlange at få skolen til at give en udtalelse, det skal forvaltningen.
Ellers har du ret i resten og vi kan alle glæde os til den nye lov 1.oktober, hvor man tager udgangspunkt i barnets tarv og ikke i, hvad forældrene vil.
Løvemor

OG det er forfærdeligt! jeg ville heller ikke se min far da jeg var omkring 8. idag er jeg 16 og gider sådan set stadig ikke og se ham, og gør det kun fordi jeg vil være sammen med min søster og så fordi jeg får dårlig samvittighed over at sige nej. nå men da jeg var mindre var der samvær hver 14.dag min søster boede hos min far og jeg hos min mor, så mig og min søster var sammen hver weekend hos enten far eller mor. men jeg endte med at gå fuldkommen i spåner hver fredag inden jeg skulle besøge ham fordi jeg var direkte bange for min stedmor. hun truede med at hun ville melde min mor til kommunen hvis jeg var uartig og gjorde noget forkert og desuden snakkede de ALTID grimt om min mor. Dette resulterede i at jeg hver gang jeg skulle hjem til ham kastede op og virkelig blev dårlig og græd og græd. når jeg så var kommet derhen gik jeg og talte timerne til jeg skulle hjem 48 timer er VIRKELIG lang tid når man er bange og ulykkelig og bare vil hjem til mor.
min mor gjorde også ALT for at få stoppet samværet (efter mit ønske IKKE hendes) men ligemeget hjalp det og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har snakket med statsamtet psykologer osv og hver gang har jeg sagt at jeg IKKE vil være hos min far. men det hjalp bare ikke og jeg var stadig tvunget til at besøge ham. heldigvis var jeg indlagt en del da jeg var mindre og de uger jeg brugte på sygehuset var et pusterum fordi jeg ikke skulle se min far de næste par uger.
men hvad fanden er det for et samfund vi lever i hvor børn nærmest er lykkelige når de skal indlægges fordi de så slipper for far? ja jeg undrer mig og tænker på hvor meget jeg kunne være sparet for hvis de havde lyttet til mig.
idag er det sådan set samme princip det kører efter når jeg er hos min far, jeg bestemmer dog selv hvor tit og hvornår jeg skal komme og hvor lang tid det eneste jeg ikke bestemmer er med jul og nytår det er stadig jul hos den ene nytår hos den anden og så omvendt næste år. min stedmor kører stadig psykisk på mig men får nu bare kastet et så lukker du rø... i fjæset og så er det det. men for alt i verden snak med din søn om hvad det er der sker og gå om nødvendigt i retten med det. bare lov mig at du aldrig giver op, for din søns skyld.
god weekend til Alle.
og held og lykke med det hele.

Og at nogle papmødre behandler deres weekend-børn på den måde er helt ude i hampen.
Jeg har en papdatter som jeg har haft siden hun var 2. Nu er hun 17 og går i gymnasiet. Hun ser ikke længere sin far. Det holdt hun op med, da jeg rejste fra ham. Hun gider ikke være alene med ham, for det er knapt nok, han taler til hende. Han har haft masser af tid og mulighed for at bevise for hende at han gad hende, men det magtede han simpelthen ikke. Den eneste grund til han fastholdt samværet var et misforstået forsøg på at genere moderen. Lige så snart hun havde en kæreste aflyste han samværsweekenderne den ene gang efter den anden, for så mente han det var en fordel for hende, at datteren ikke var hjemme!!
I den sidste ende var hans håndtering af hans datter årsagen til jeg rejste. Jeg tog hende med, den dag jeg kørte. Bagefter forsøgte han at melde mig for kidnapning!! Han må jo have kogt grød i hovedet, men politiet grinede nu ögså bare af ham, da de havde hørt vores forklaring på exiten.
Utroligt så mange tåbelige fædre og så de idioter der går deres ærinde og taler deres sag. Vor herre bevare os.

Din historie, hvor grusom den end har været, bekræfter mig i at jeg gør det rigtige for min datter.
Tak fordi du står frem og fortæller den i dette Forum, du aner måske hvor vigtigt det er at kæmpe for fremtidens små væsener, der også har en mening og som bør høres og respekteres. - NETOP FORDI DE ER BØRN
Jeg bliver tit overrasket over hvor klarsynede børn egentlig er.
Tak fra Løvemor

Der er for mange af de sindsyge historier, og der er alt for mange der bare ikke vil tro at det ikke er moderen, der manipulerer barnet.
Det er faktisk til at blive vanvittig af.
Tak for opbakning der.
Venligst
Løvemor
Godt i slap væk, men hvad skete der med moderen til dit papbarn?

Mange tak til alle for jeres forståelse , råd og støtte -det er en stor hjælp.Jeg er alene derhjemme på en lørdag aften og det eneste jeg laver , er at tænke på mit barn og hvordan han har det.Han ringede kort tidl. på dag for at snakke med mig, men det blev ikke til så meget , da han begyndte at grade og skulle ligge røret på .
Mange tak især til dig, for at dele med os din triste erfaring med din far , dette bekrafter desværre det som jeg er begyndt at mistænke, nemlig at der er mange børn-større eller mindre- som er ofre og er i klemme i systemet, hvor andre interesser end børnenes velfærd kommer først.. virkelig trist!
Din historie giver mig på en måde lidt mere energi til at gå videre .Jeg håber bare ikke at mit barn kommer til at blive kastet som en bold mellem psykologer og statsamtet , uden at nytte noget.
Vi har desværre en mandelig sagsbehandler i statsamtet som har være ret ubehagelig i flere omgange for et par år siden da vi blev skilt, og derfor ved jeg at det bestemt ikke vil være nemt at få ham at overveje noget ændring i samværet.Men jeg vil ringe på mandag og se hvad jeg kan gøre.
Tak også til dig løvemor , det virker som du har desværre haft nogen erfaring med statsamtet.
Sige mig en ting, må jeg fortælle sagsbehandleren at jeg ikke vil være med på at fortsætte med den aktuele samværsordning , hvis han siger at han ikke vil lave nogle ændringer.Må jeg modsætte mig?

Det er det min opfordring går ud på.
Jeg ringede til dem og sogde at nu kunne det være nok, at det var mit barn det gik ud over og at det ville skade hende, hvis de ikke stoppede samværet midlertidigt NU!
Du skal skrue bissen på, det der med at være venlig, har de ingen respekt for. Forlang en børnesagkyndig rådgivning og mens den står på, skal samværet stoppes.
Du kan forsøge at få en ny sagsbehandler, det lykkedes glimrende for min eksmand. Da han ringede og overfusede den første vi havde, så fik vi en ny, men som hun sagde til mig, da jeg brokkede mig over det; "Bare rolig Løvemor, jeg er udemærket bekendt med din eksmands type!" Og jeg må sige, hun forstår at håndtere psykopater!
Klem på, det skal nok gå
Løvemor

Jeg har forsøgt at skifte vores sagsbehandler ca. et år efter vi startede i statsamtet, og jeg skrev et lang brev til amtet og argumenterede for det( de samtaler vi havde haft aldrig førte til noget positiv, min mand betalte ikke børnebidrag i ca. 2 år -og det er kun ca 1000kr om måned vi snakker med skatfradrag på ca 400 kr-osv) Men de mente at det alligevel ikke var grund til at få en anden en bahandler.
Lykkedes for dig at stope samværet midlertidligt?Jeg ved ikke så meget om din historie, om der var noget vold involveret.Det er det kommunen spurgte mig ,da jeg rindege og fortalte at min søn er maget ked af detat være hos sin far.Jeg sagde det som jeg tror , at jeg ikke tror at min eks slog min søn , men selv om det ikke er fysisk vold kan man også har det lige så dårligt , bare psykisk.Hende fra kommunen sagde at hvis jeg ikke kan demonstrere at der mit barn HAR været udsat for vold, så kan jeg ikke gøre så meget og hendes råd er at tage det rolig og slappe af og passe på mig selv, da mit barn skal nok klare sig!!Jeg sagde forbavset til hende , at jeg ikke kan taget alt det så roligt , for jeg ved at mit barn har det dårligt og at jeg ikke er vandt til at det er normalt at børn på 8 år løber væk fra forældre-her far- og skal findes på vejen rystende og grædende.Hun sagde at det skal nok gå....og at barne skal ikke få lov at få sin vijie!!!
Min eks sagde for anden dag også at jeg hidser mig alt for meget op, da vores barn"skal nok komme tilbage efter et stykke tid efter han finder ud , at vejen hjem er for lang og så vil han også stoppe med at græde når han ikke har flere krafter...det har jeg også prøvet et par gange" !!!Er der mig som tager fejl her? Er det her normalt ???
Jeg kunne høre fra fra dittepigen hvor dårligt hun havde, uden nødvendigvis at oplive fysisk vold.Tænk bare hvad de her stakle børn går gennem .Mit barne sagde også at han vil helst være syg end at komme til sin far!Det her det er helt forkært .Jeg vil bestemt ikke have at mit barns liv bliver ødelagt pga det her.
Løvemor, hvordan gik det med dig og din pige i satsamtet , lykkedes for dig at få din lille pige taget alvorigt?Kan man tvanganbringe et barn til sin far?Og hvis man kan, hvad i al verden kommer der ud at det ?Barnet i hver fald ikke for det bedre, tværimod
Tak Dittepige for det du skrev, det hjælper mig meget og viser mig at det ikke er forkært det jeg gør.
Jeg skal nok fortælle jer hvordan kommer det til at går med statsamtet, når jeg ringer i morgen.
Tak igen til Alle
En bekymret mor

bare kæmp for ham! han er din søn og fortjener at han har det godt med at være hos sin far eller skal han IKKE være der.
altså jeg ved der er noget der hedder fogedretten (eller sådan noget) som kan tvinge dig til at udlevere ham til hans far. min far var der mange gange når jeg var syg, heldigvis fik han bare afvide at børn altså er syge engang imellem!
det værste er faktisk at mange tror at det er moderen der tvinger barnet til at sige fra! ja det kan godt være nogle er dumme nok til det men det er altså ikke alle der tænker på sig selv frem for sit barn.
tænte lidt på om det er fordi at din søns far har sagt noget grimt til ham (eventuelt om dig) der har gjort at han er skredet.
for så syntes jeg du skal snakke lidt med din søn om det er fordi at hans far er dum og høre på at han ikke vil være der.
kan huske at det ikke var sjovt at fortælle min mor hvad der var sket. jeg var bange for at når min far fik det afvide så ville jeg få skæld ud igen! det er en ond cirkel og komme ind i så støt ham og sørg for at han ved at du er nødt til at vide det så han kan slippe for at komme hjem til sin far.
gør det for din dreng- han fortjener et ordentligt liv.
Hilsen Ditte

hallo? jeg mener helt bestemt at du ville skrive når du havde ankket med dem? er der sket noget?