Mit barn har ændret sig

Mit barn har ændret sig de sidste par måneder, måske det sidste halve år. Han er blevet urolig i skolen (i timerne). Herhjemme er han blevet mere vred og opkørende. Stamper i gulvet over små og store ting, smækker med dørene, svarer igen osv.
Når jeg spørger ham om han har det godt, siger han at han har det fint. Uopfordret fortæller han, at skolen er et rart sted at være. Han er populær og mange vil gerne lege med ham, men han har ikke en eller få tætte venner. (Det har han haft tidligere, men begge hans "bedste venner" er flyttet til andre skoler for hhv. 1 og 2 år siden. Dem han leger med nu, er ligesom "ude i periferen" alle sammen?! Han er dygtig i nogle fag og i andre synes han det er meget svært. Ialt ialt tænker jeg, om det kan have noget med hans hverdag i skolen og SFO, men det lader ikke til det???
Jeg har tænkt meget over om der på hjemmefronten er ting, der har ændret sig, således at han reagerer på det. Og umiddelbart synes jeg ikke der er ting der har ændret sig indenfor de sidste par år... men måske er der tale om en (meget) forsinket reaktion på skilsmisse? Eller reaktion på dårligt samarbejde mellem hans forældre?
Eller er der tale om, at jeg som forældre overser behov hos mit barn, som får ham til at reagere?
Jeg ved at der er ting, der kunne være mere hensigtsmæssige, men som i den virkelige verden er svært at ændre.
Jeg har også tænkt, om det måske kan handle om krav han ikke føler han kan leve op til? Ordblindhed? ADHD? (men jeg tror det ikke) osv.osv.... Det mest nærlæggende for mig lige nu er at tænke i forhold til AKT-børn (Aktivitet, Kontakt, Trivsel), hvor jeg skal kigge indad og se, hvad jeg som forældre kan gøre anderledes (og bedre)og om der er ting der måske kunne gøres anderledes, både herhjemme og i skolen, men jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Hvilke spørgsmål stiller jeg mit barn, for at tage udgangspunkt i hans behov og hvordan han har det osv osv.
Jeg er meget bekymret, for jeg vil selvfølgelig gerne have at min søn har det godt.
Er der nogen herinde der har erfaringer med og/eller viden om lignende situationer og har nogle gode råd til, hvad jeg kan gøre for at hjælpe min søn.

????

at svare på uden at kende hans alder. Der er kæmpe forskel på en 6-årigs og en 10-årigs udvikling.

For det første synes jeg, det lyder somom, du allerede har nogle fine og omsorgsfulde overvejelser omkring dit barn.
Jeg er både lærer og AKTlærer og ser ofte en meget forsinket reaktion hos børn, særligt i tilfælde hvor forældrene ikke har haft et godt og ensartet samrbejde omkring barnet. Oven i sorgen skal barnet rumme forvirringen, ensomheden, splitting ( hvor forældre bagtaler hinanden til barnet ), skyldfølelsen...Måske har dit barn ikke kunne vise sorg,vrede mv. før nu? Har dit barn skullet "passe" på jer?
Jeg oplever, selv i gode familier, at det er en god idé, hvis et barn får en række kontinuerlige samtaler med en tillidsvækkende og indsigtsfuld voksen, der er UDEFRAkommende/uvildig...Jeg har været denne voksne og ofte aftaler jeg efterfølgende med barnet, hvad jeg fortæller til forældrene og hvilke ting, de skal arbejde med...Dit barn vil muligvis skåne dig, fordi du er dig/forælderen.
Savner dit barn måske alenetid med jer ( er der fx kommet nye søskende til?).
Du kan få gratis pæd--psyk. rådgivning gennem kommunen, ringe til Forældretelefonen
mv.Du kan også bede om et møde med de voksne, der kender dit barn ( skole, SFO mv. )Hvad oplever de? Hvad kan I sammen gøre for at støtte dit barn?