Mit fohold.....

Jeg skriver til jer, fordi jeg skal høre om mine tanker er "normale"...
Min kæreste og jeg har været sammen i 6 år. Vi har sådan et ganske stille og roligt forhold uden de store sving i valsen tja, jeg kan indimellem syntes det er kedeligt. Men det er trygt med gensidig respekt og ens tilgang til vigtige ting som f.eks. økonomi og drømme for fremtiden.
Da jeg mødte ham, var jeg netop kommet ud af et forhold, som indebar løgne, bedrag osv. Han behandlede mig ikke godt og jeg gjorde det slut efter 3 år. En kæreste før det - min ungdomskæreste gennem 2 år, nåede at være sammen med en anden. Dét gik op for mig, at jeg skulle søge noget andet... Og der "fandt" jeg ham, jeg er sammen med nu. Han giver mig egentlig det jeg har brug for, men jeg har nok i alle de 6 år, syntes han er lidt speciel. F.eks. kan jeg blive irriteret over at han bliver så genert, når han skal tale med andre han ikke kender så godt (jeg har selv været genert, men er med årene kommet mere frem i skoene) - han stammer og snakker som om han har en kartoffel i munden. Én fra min familie har nævnt at han kan være svær at tale med.
Da jeg lærte ham at kende, var jeg i tvivl, om vi havde samme humor - det har vi ikke. Kan huske min far spurgte mig om han ikke forstod humor! Det skal siges at vi sagtens kan grine sammen, men han er ikke HAHA sjov! Han er fra et godt og trygt hjem, hvor de har sagt pris på viden - min kæreste er meget videnbegærlig som hans egen far - det syntes jeg er helt fint, men også lidt tørt. Jeg har dog lært at leve med det!
Jeg tænker selvfølgelig over hvad andre tænker, men nu er mine tanker rigtig meget på spil - for måske jeg kan leve med at han er lidt tør, og så istedet sætte pris på den tryghed og stabilitet han giver. Vi har oplevet rigtig meget sammen ude i den store verden og han er fantastisk at rejse med. Desuden har vi de samme drømme for fremtiden med hus og børn. Ang. børn - jeg har svært ved at se ham som far, da han ikke er en der leger og fjoller med børnene i vores familier, men han siger det er fordi det ikke er hans egen?? Og at det vil ændre sig?
Vi har fundet vores drømmehus, men nu kører tankerne i hovedet på mig - er det det vi skal sammen eller har jeg brug for andet. Det jeg nok frygter, er at jeg smider guld på gaden... Jeg har mødt idioter, jeg har hørt mine veninder snakke om problemer i forholdet, som jeg slet ikke bøvler med, fordi han aldrig kunne finde på at svigte mig - det ved jeg!
Er det normalt at have disse tanker, når man står overfor et evt. huskøb?

Jeg skriver til jer, fordi jeg skal høre om mine tanker er "normale"...
Min kæreste og jeg har været sammen i 6 år. Vi har sådan et ganske stille og roligt forhold uden de store sving i valsen tja, jeg kan indimellem syntes det er kedeligt. Men det er trygt med gensidig respekt og ens tilgang til vigtige ting som f.eks. økonomi og drømme for fremtiden.
Da jeg mødte ham, var jeg netop kommet ud af et forhold, som indebar løgne, bedrag osv. Han behandlede mig ikke godt og jeg gjorde det slut efter 3 år. En kæreste før det - min ungdomskæreste gennem 2 år, nåede at være sammen med en anden. Dét gik op for mig, at jeg skulle søge noget andet... Og der "fandt" jeg ham, jeg er sammen med nu. Han giver mig egentlig det jeg har brug for, men jeg har nok i alle de 6 år, syntes han er lidt speciel. F.eks. kan jeg blive irriteret over at han bliver så genert, når han skal tale med andre han ikke kender så godt (jeg har selv været genert, men er med årene kommet mere frem i skoene) - han stammer og snakker som om han har en kartoffel i munden. Én fra min familie har nævnt at han kan være svær at tale med.
Da jeg lærte ham at kende, var jeg i tvivl, om vi havde samme humor - det har vi ikke. Kan huske min far spurgte mig om han ikke forstod humor! Det skal siges at vi sagtens kan grine sammen, men han er ikke HAHA sjov! Han er fra et godt og trygt hjem, hvor de har sagt pris på viden - min kæreste er meget videnbegærlig som hans egen far - det syntes jeg er helt fint, men også lidt tørt. Jeg har dog lært at leve med det!
Jeg tænker selvfølgelig over hvad andre tænker, men nu er mine tanker rigtig meget på spil - for måske jeg kan leve med at han er lidt tør, og så istedet sætte pris på den tryghed og stabilitet han giver. Vi har oplevet rigtig meget sammen ude i den store verden og han er fantastisk at rejse med. Desuden har vi de samme drømme for fremtiden med hus og børn. Ang. børn - jeg har svært ved at se ham som far, da han ikke er en der leger og fjoller med børnene i vores familier, men han siger det er fordi det ikke er hans egen?? Og at det vil ændre sig?
Vi har fundet vores drømmehus, men nu kører tankerne i hovedet på mig - er det det vi skal sammen eller har jeg brug for andet. Det jeg nok frygter, er at jeg smider guld på gaden... Jeg har mødt idioter, jeg har hørt mine veninder snakke om problemer i forholdet, som jeg slet ikke bøvler med, fordi han aldrig kunne finde på at svigte mig - det ved jeg!
Er det normalt at have disse tanker, når man står overfor et evt. huskøb?

hvad er problemet? du boller da bare udenom så er den fikset. Det gør I piger jo alligevel på et eller andet tidsdpunkt alligevel i forholdet når den"faste" viser sig at mangle nogle karaktertræk I pludselig finder ud af mangler. Så luk du bare med alt dit crap - nu har du fundet dig en fyr der behandler dig anstændigt, og så finder du bare andre fejl og mangler hos ham. Sådan er I jo hele vejen igennem,ligemeget hvad fyren gør er det bare ikke godt nok, og tilsidst er I utro. Jeg brækkker mig over at læse dit lort.

Du har da haft nogle uheldige oplevelser hva'...
Hvad med om du skiftede over til dig eget køn, så slipper du jo for alt det "udeonmbollen", for det er jo KUN det ene køn der gør det.
Ironi kan forekomme

Så kan jeg slet ikke kende det.
Jeg er væsentligt mere udadvendt end kæresten. Han er faktisk også meget videnbegærlig, og gider ikke rigtig større sociale arrangementer. Men jeg kan nu heller ikke håndterer mange sociale arrangementer i træk.
Vi har til gengælde nogen lunde samme humor. Jeg griner højt og kan næsten ikke holde op, hvis vi er nogle steder, mens han nærmere sidder og observere i baggrunden, og griner lidt med.
Vi har været sammen i 10 år. De sidste par år er han begyndt at snakke lidt mere med, men det bliver aldrig noget han rigtig gør.
Familien har stillet spørgsmålstegn ved hans "manglende humor", men det er jeg faktisk ret ligeglad med, for han gør mig glad, og det er det vigtigste.
Men vi er nok også lige kedelige... Vi trives begge rigtig godt med perioder, hvor vi ikke ser andre mennesker, måske lige med undtagelse af forældre e.l.
Vi har haft nogle perioder, hvor især jeg har været i tvivl, om målene har været de samme. Det har resulteret i at jeg har stillet nogle direkte spørgsmål, fordi jeg har nogle mål og forventninger, og hvis vi ikke er enige på disse nøglepunkter, så kan vi lige så godt lede efter nogle andre.
Jeg er villig til at gå på kompromis, men der er grænser. For mig er det ikke nok at jeg kan "leve med" et eller andet, der er en stor del af kærestens personlighed.
Det kommer jo helt an på hvad du selv mener og tænker, men jeg ville først og fremmest sætte mig ned med kæresten, og fortælle om de ting der gik mig på, og så ville jeg kraftigt overveje, om det var nok for mig, at jeg skulle "nøjes" resten af livet.

Og hvorfor var sådan en gang galde nødvendig at udsprede på et ganske seriøst spørgsmål? [???]

Du har da haft nogle uheldige oplevelser hva'...
Hvad med om du skiftede over til dig eget køn, så slipper du jo for alt det "udeonmbollen", for det er jo KUN det ene køn der gør det.
Ironi kan forekomme

det er da til at spule over at læse Jeres gylle. Har fyren generet hende? nej . Har han slået hende❓nej. Har han behandlet hende som lort❓nej. Har han opført sig ordentligt❓ja. Har han respekteret hende❓ja. Og så er det også galt. Mama mia.
Mit sidste møde med det lort der hedder "kærlighed" var iøvrigt med en gift kvinde der ikke fattede hun bare skulle lade mig være og alligevel blev ved og fornærmet spurgte hvorfor jeg ikke ville være kærester med hende og jeg tilsidst måtte true med advokater for at få hende til at lade mig være i fred. Vorherre til hest - fulde af lort hele bundtet.

Så hvis man er i et forhold, hvor man er bundulykkelig, men begge parter behandler hinanden ordentligt, så skal man pine død blive der, fordi man behandler hinanden fornuftigt?
Hvad er det dog for en forældet mentalitet du har dig.

Så hvis man er i et forhold, hvor man er bundulykkelig, men begge parter behandler hinanden ordentligt, så skal man pine død blive der, fordi man behandler hinanden fornuftigt?
Hvad er det dog for en forældet mentalitet du har dig.

forældet - må jeg være fri. Men jeg synes hun skulle skride fra ham, for han er da bedre tjent uden sådan noget skod som hende.

Du har været i gang med ham i 6 år, og efter sådan et tidsrum vil man være ret vant til hinanden. Overraskelsernes tid er forbi, men sådan vil det være med alle.
Du skriver ikke, hvad det er du savner.
Du må være noget mere konkret. Hvad er det han ikke lever op til?
Hvad forventer du af ham og fremtiden?
Ud fra dine sparsomme oplysninger, tror jeg, at du er ved at smide guld på gaden.
Du er nu vant til alle hans gode sider, men mangler et eller andet. Du ved bare ikke helt hvad det er, men tror straks at det er noget HAN ikke giver dig eller ikke er i stand til at give dig.
Gad vide hvor du har den ide fra....
DU skal finde ud af, hvad du mangler. Finde ud af, om han er i stand til at give dig dette.
Og hvis ikke, hvor meget betyder dette "andet" så for dig.
Betyder det nok til, at du vil droppe ham og søge lykken hos andre?
Det er helt naturligt at have disse tanker. De forsvinder aldrig. Alle vil hele tiden sammenligne partneren med andre potentielle. Det gør jeg i hvert fald. Det er der jo ikke noget alt i.
Det er lidt ligesom en god løn.
Når du lige har fået lønforhøjelsen, bliver Du rigtig glad. Det var lige det du gerne ville have, og det du havde drømt om. Eenne lønforhøjelse gør dig rigtig lykkelig.
Efter et stykke tid er den nye løn ikke ny mere, og du har vendet dig til den.
Du har tilpasset dine udgifter og forbrugsvaner efter den, og selv om det er nok så rart, så har du mistet lykkefølelsen.
Og kun en ny lønforhøjelse kan give dig denne.
Men er lykken så bundet op på lønnen, er er det egentlig noget andet der afgør, om du er lykkelig?
Tror du, at du bliver mere lykkelig ved at skifte kæresten ud?
Hvad er chancen for, at du finder en ny, der har alle kvaliteter som din nuværende kæreste har OG har dette endnu udefinerede som du åbenbart mangler?
Tænk dig godt om og held og lykke

Ja, det lyder helt normalt, at man har de tanker, særligt når man står over for et huskøb. Det er for de fleste mennesker den største økonomiske investering i hele deres liv. SÆRLIGT i disse tider.
Hvis du selv føler, at du er i den fase, hvor du tænker på hus og børn, så lyder han da bestemt som den rigtige mand. I den henseende lyder han som guld.
Der vil altid være en vis usikkerhed, for hvordan er det nu lige de andre millioner af mænd er? Men sådan er livet, du kan sammenligne med det du tidligere har oplevet, og det du hører andre tale om, og så tage stilling. Men helt ærligt lyder det som om du er heldig.
Det er nu altså ret normalt, at kvinder og mænd har forskellig humor. Man kan have noget til fælles, men min erfaring er, at den er meget forskellig.
Når man har kendt en i 6 år, så kan man ikke forvente, at man oplever denne nyforelskelse. Den varer ikke evigt, og det er vigtigt at man så bygger forholdet på fælles interesser osv. som det netop lyder som om i har. Vil du sætte alt dette over styr, blot for at opleve nyforelskelsen i en MEGET kort periode?
Nu er jeg selv en mand, og de mænd jeg kender, deler alle en fælles faktor, og det er at de "gennerelt" ikke gider sociale arrangementer. Det har intet med at være genert at gøre, sådan er mænd bare.
At han er lidt genert osv, er vel bedre end modsætningen, der er på anabole steoider og tæsker dig med jævne mellemrum.
Personligt vil jeg mene, ud fra det du har skrevet, at der er tale om guld!! Så tænk dig godt om.
MVH
Megaprofilos

Se dig omkring og du finder ufattelig få lykkelige forhold.
Mænd og kvinder er så forskellige at de ikke fra naturens side er skabt til at leve sammen. Mænd gifter sig for at få sex og kvinder gifter sig for at få tryghed.
Jeg kender ikke et parforhold hvor der ikke er konstante skænderier. Kvinden råber og skriger ligesom dig at hun ikke er tilfreds med sit liv. Manden ønsker bare fred og tænker tilbage på de lykkelige dage uden kvinde og børn.
Jeres forhold lyder røvsygt. I lever sammen i ulidelig kedsomhed og er ved at kede jer selv til døde. Mit råd er: Gå fra hinanden nu og få for guds skyld ikke børn der skal opvokse i den jammerdal. Hvis i gifter jer ender det bare med skilsmisse og delebørn. Skilsmissebørn er der nok af i dagens Danmark.

Hej med dig
Forlad ham hurtigst muligt for du elsker ham jo ikke. Der er ikke en eneste sætning i dit indlæg der handler om kærlighed eller følelser. Der er en masse praktisk, trygheds halløj mv. Men dit indlæg er klinisk renset for kærlighed, følelser, beundring, begær mv. og det er også helt okay at der ikke er det ......... men også meget sigende. Så for din og hans skyld ......... move on.
kh jens

Hej
Det lyder som om du trænger til et forhold hvor der sker noget.
Selv om forhold fungerer fint, kan man faktisk mistrives i den hvis din fordid, dine oplevelser og drømme bliver ikke inddraget og involveret.
Uden at jeg skal gøre mig klog på din forhold og dig , vil jeg råde dig at overveje om du ikke vil holde en pause eller??