Mor, blev du en engel?
Ja, det er rimelig langt. Men det var en måde for mig, at komme ud med følelserne, som er lukket godt inde. Så behovet var stort.
Jeg ligger her igen, på vej til at sove. Men jeg kan ikke, fordi savnet køre rundt i kroppen på mig, savnet efter dig Mor. Bare det at høre din stemme, høre dig sige godnat til mig, inden jeg roligt kan falde i søvn. Men det kan ikke lade sig gøre, ikke mere, aldrig mere, aldrig skal jeg se dig igen. Mor, det er derfor jeg græder, græder mig selv i søvne hver nat.
Jeg vil så gerne være stræk og komme videre, vise dig, at jeg er stræk nok, men jeg kan ikke klare mere, overskuet er fuldstædig drænet, bare det at komme op om morgenen og i skole, det kan jeg ikke Mor.
Det er fem måneder siden at kræften gjorde det af med dig, ja du døde, det tør jeg godt sige, det ord, jeg siger ikke gået bort, for det virker forkert for mig, for du er jo død. Men selvom du er død, ved jeg du lever videre et sted, for vi tror på reinkarnation, men jeg håber du er blevet en smuk og fantastisk engel, for det fortjener du. Du elskede engle og du var/er sådan et fantastisk menneske, så mange mennesker elsker dig. Håber du så, alle de mennesker til din begravelse, omkring 250, er det ikke vildt Mor. Men du har også altid gjort så meget for at hjælpe andre mennesker, godt menneske, det var du!
Jeg husker igennem dit kræftforløb, at jeg vidste, at jeg nok skulle klare mig når du var væk, at jeg var stræk nok til at komme videre i livet. Jeg græder tit over at jeg ikke snakkede noget mere med dig i løbet af det år, at jeg ikke gav dig et knus noget oftere, at jeg ikke sagde jeg elsker dig, for det gør jeg jo og jeg håber så inderligt at du ved. Det år gik så hurtigt, jeg forstår det slet ikke, 2005 er fløjet af sted, jeg synes ikke det er mere end et halvt år siden vi havde juleaften sammen. Når ja, du vil ikke være der i år, til juleaften. Mor det er hårdt, meget hårdt. Jeg husker du gav mange engle væk i julegave sidste år. Du gav mig en rigtig smuk og stor en til mig, din eneste datter. Jeg sover nogle gange med den, snakker til den som om det var dig. Faktisk til tider tager jeg den med i skole, så ligger den i min taske.. Jeg ved godt, at det er skørt, men det hjælper mig. Men tilbage, hehe et lille sidespring. Håber du kan følge med Mor.
Men efter de her fem måneder, kan jeg simpelthen ikke stå på mine egne ben mere. Lige da du døde, fløj jeg rundt, smilede til hele verden, jeg virkede så stræk og selvsikker. Alle folk var helt chokket over hvordan jeg bare levede videre og hvordan jeg bare kunne snakke om dig, uden at en tåre ville trille. Men det kunne jeg, for jeg er jo så fantastisk god til at fortrænge, styre mine følelser og udadtil virke som om jeg har alt under kontrol. Nu, ja nu er faldet kommet til mig, fordi jeg ikke har taget sorgen til mig, før nu. Jeg græd først over din død for en måned siden, jeg ville ikke græde, for jeg ville ikke vise svaghed. Nogle folk kan se igennem min facade, at jeg slet ikke er så selvsikker og stræk, men faktisk er krummet sammen indeni mig selv, at mit hjerte er hjerteangst.
Det er ikke for at opgive håbet til livet eller mig selv, men hold kæft hvor er det svært uden dig mor, jeg kan altså ikke mere, Mor der er altså nogle der snart må samle mig op og hjælpe mig. For jeg kan ikke selv bede om hjælp, det kan jeg ikke. Måske om nogle måneder, men har jo brug for folk nu. Alle er forsvundet efter du blev syg og døde, ingen at snakke med. Vennerne forstår ikke, prøver heller ikke, nogle gange er jeg faktisk pisse sur på dem. Har så meget vrede indeni mig. Føler mig mislykket for tiden, fordi jeg ikke har den styrke som jeg plejer, fordi jeg ikke orker at leve. Det er svagt og er så fandens ked af det. Undskyld mor, fordi jeg ikke passer noget bedre på mig selv.
En lille episode Mor.. Jeg håber du ved, at jeg havde projekt opgave på skolen, går jo i 10 klasse. Lige da jeg havde fået karakteren. Sagde jeg til min veninde, jeg kan ikke vente med at fortælle dig, at jeg har fået 13, men det kunne jeg jo ikke. Sidste år hvor jeg fik 11, ringede jeg jo med det samme til dig og du var bare så stolt af mig. Den følelse var overvældende. Men denne gang kunne jeg ikke ringe eller komme hjem og sige det til dig, for du er her jo ikke. I stedet ringede jeg til far, han blev da også stolt og glad. Men ikke på samme måde som du gjorde, du smilede over det hele og hoppede næsten rundt og fortalte stolt om mig til dine veninder. Når ja, det med far. Jeg hader at bo her, det er forfærdeligt. Jeg tænker tit, at jeg ville ønske at far døde i stedet for dig, ved godt det er ondt og ikke fordi jeg ikke elsker ham. Men det er jo bare et helt nyt liv, har jo aldrig boet med far og vi kan bare ikke sammen. Skændes hele tiden med ham, jeg orker ikke.. Og lillebror han er væk, svundet ind i sig selv, sur og gal. Kan slet ikke snakke med ham mere, jeg prøver. Men han skubber mig væk og havde jo lovet at passe på ham, men kan ikke. Og det gør mig så trist, at jeg ikke engang kan passe min egen lillebror. Undskyld mor!
Jeg håber snart nogle opdager mig og hjælper mig. Mor du ved, at jeg altid har haft svært ved at spise til tider, altså at have en appetit, ikke fordi jeg ikke elsker mad. Men til tider var jeg bare ikke sulten. Den er hel gal for tiden, kan ikke få noget som helst ned og vægten tæller mindre og mindre. Det er ikke meningen, men har ingen sult, vil så gerne være fantastisk ligesom dig mor. Jeg opgiver aldrig livet, aldrig. Jeg er jo pisse taknemlig og glad for det.. Men jeg glæder mig til at dø og komme op til dig og hvis du ikke er der når jeg dør. Bliver jeg godt nok sur på livet eller døden, hvad jeg nu skal være gal på.
Jeg kan ikke skrive mere mor, er opløst af gråd. Men jeg elsker dig og det håber jeg bare så meget at du ved. Jeg lover at jeg nok snart skal besøge din gravsten, ved godt jeg ikke har været der endnu, men der kræver meget. Jeg cykler derop en dag i julen, så kan du også se min fine nye cykel. Hehe hvor lød det latterligt, men den er altså ret fed mor. Vil slutte nu. Kys din datter
Jeg ligger her igen, på vej til at sove. Men jeg kan ikke, fordi savnet køre rundt i kroppen på mig, savnet efter dig Mor. Bare det at høre din stemme, høre dig sige godnat til mig, inden jeg roligt kan falde i søvn. Men det kan ikke lade sig gøre, ikke mere, aldrig mere, aldrig skal jeg se dig igen. Mor, det er derfor jeg græder, græder mig selv i søvne hver nat.
Jeg vil så gerne være stræk og komme videre, vise dig, at jeg er stræk nok, men jeg kan ikke klare mere, overskuet er fuldstædig drænet, bare det at komme op om morgenen og i skole, det kan jeg ikke Mor.
Det er fem måneder siden at kræften gjorde det af med dig, ja du døde, det tør jeg godt sige, det ord, jeg siger ikke gået bort, for det virker forkert for mig, for du er jo død. Men selvom du er død, ved jeg du lever videre et sted, for vi tror på reinkarnation, men jeg håber du er blevet en smuk og fantastisk engel, for det fortjener du. Du elskede engle og du var/er sådan et fantastisk menneske, så mange mennesker elsker dig. Håber du så, alle de mennesker til din begravelse, omkring 250, er det ikke vildt Mor. Men du har også altid gjort så meget for at hjælpe andre mennesker, godt menneske, det var du!
Jeg husker igennem dit kræftforløb, at jeg vidste, at jeg nok skulle klare mig når du var væk, at jeg var stræk nok til at komme videre i livet. Jeg græder tit over at jeg ikke snakkede noget mere med dig i løbet af det år, at jeg ikke gav dig et knus noget oftere, at jeg ikke sagde jeg elsker dig, for det gør jeg jo og jeg håber så inderligt at du ved. Det år gik så hurtigt, jeg forstår det slet ikke, 2005 er fløjet af sted, jeg synes ikke det er mere end et halvt år siden vi havde juleaften sammen. Når ja, du vil ikke være der i år, til juleaften. Mor det er hårdt, meget hårdt. Jeg husker du gav mange engle væk i julegave sidste år. Du gav mig en rigtig smuk og stor en til mig, din eneste datter. Jeg sover nogle gange med den, snakker til den som om det var dig. Faktisk til tider tager jeg den med i skole, så ligger den i min taske.. Jeg ved godt, at det er skørt, men det hjælper mig. Men tilbage, hehe et lille sidespring. Håber du kan følge med Mor.
Men efter de her fem måneder, kan jeg simpelthen ikke stå på mine egne ben mere. Lige da du døde, fløj jeg rundt, smilede til hele verden, jeg virkede så stræk og selvsikker. Alle folk var helt chokket over hvordan jeg bare levede videre og hvordan jeg bare kunne snakke om dig, uden at en tåre ville trille. Men det kunne jeg, for jeg er jo så fantastisk god til at fortrænge, styre mine følelser og udadtil virke som om jeg har alt under kontrol. Nu, ja nu er faldet kommet til mig, fordi jeg ikke har taget sorgen til mig, før nu. Jeg græd først over din død for en måned siden, jeg ville ikke græde, for jeg ville ikke vise svaghed. Nogle folk kan se igennem min facade, at jeg slet ikke er så selvsikker og stræk, men faktisk er krummet sammen indeni mig selv, at mit hjerte er hjerteangst.
Det er ikke for at opgive håbet til livet eller mig selv, men hold kæft hvor er det svært uden dig mor, jeg kan altså ikke mere, Mor der er altså nogle der snart må samle mig op og hjælpe mig. For jeg kan ikke selv bede om hjælp, det kan jeg ikke. Måske om nogle måneder, men har jo brug for folk nu. Alle er forsvundet efter du blev syg og døde, ingen at snakke med. Vennerne forstår ikke, prøver heller ikke, nogle gange er jeg faktisk pisse sur på dem. Har så meget vrede indeni mig. Føler mig mislykket for tiden, fordi jeg ikke har den styrke som jeg plejer, fordi jeg ikke orker at leve. Det er svagt og er så fandens ked af det. Undskyld mor, fordi jeg ikke passer noget bedre på mig selv.
En lille episode Mor.. Jeg håber du ved, at jeg havde projekt opgave på skolen, går jo i 10 klasse. Lige da jeg havde fået karakteren. Sagde jeg til min veninde, jeg kan ikke vente med at fortælle dig, at jeg har fået 13, men det kunne jeg jo ikke. Sidste år hvor jeg fik 11, ringede jeg jo med det samme til dig og du var bare så stolt af mig. Den følelse var overvældende. Men denne gang kunne jeg ikke ringe eller komme hjem og sige det til dig, for du er her jo ikke. I stedet ringede jeg til far, han blev da også stolt og glad. Men ikke på samme måde som du gjorde, du smilede over det hele og hoppede næsten rundt og fortalte stolt om mig til dine veninder. Når ja, det med far. Jeg hader at bo her, det er forfærdeligt. Jeg tænker tit, at jeg ville ønske at far døde i stedet for dig, ved godt det er ondt og ikke fordi jeg ikke elsker ham. Men det er jo bare et helt nyt liv, har jo aldrig boet med far og vi kan bare ikke sammen. Skændes hele tiden med ham, jeg orker ikke.. Og lillebror han er væk, svundet ind i sig selv, sur og gal. Kan slet ikke snakke med ham mere, jeg prøver. Men han skubber mig væk og havde jo lovet at passe på ham, men kan ikke. Og det gør mig så trist, at jeg ikke engang kan passe min egen lillebror. Undskyld mor!
Jeg håber snart nogle opdager mig og hjælper mig. Mor du ved, at jeg altid har haft svært ved at spise til tider, altså at have en appetit, ikke fordi jeg ikke elsker mad. Men til tider var jeg bare ikke sulten. Den er hel gal for tiden, kan ikke få noget som helst ned og vægten tæller mindre og mindre. Det er ikke meningen, men har ingen sult, vil så gerne være fantastisk ligesom dig mor. Jeg opgiver aldrig livet, aldrig. Jeg er jo pisse taknemlig og glad for det.. Men jeg glæder mig til at dø og komme op til dig og hvis du ikke er der når jeg dør. Bliver jeg godt nok sur på livet eller døden, hvad jeg nu skal være gal på.
Jeg kan ikke skrive mere mor, er opløst af gråd. Men jeg elsker dig og det håber jeg bare så meget at du ved. Jeg lover at jeg nok snart skal besøge din gravsten, ved godt jeg ikke har været der endnu, men der kræver meget. Jeg cykler derop en dag i julen, så kan du også se min fine nye cykel. Hehe hvor lød det latterligt, men den er altså ret fed mor. Vil slutte nu. Kys din datter