Afgrundens kant

Kender i den type mennesker, der holder masken udadtil, lader som om alt er ok når nogen spørger hvordan det går, og siger "det går fint", selv om det går at helvede til?
Den type er jeg.. desværre.. det sidder indgroet i mig, at man ikke belaster andre mennesker med ens problemer.
I mange mange år har jeg været den "glade" pige, der i andres øjne var stærk og nok skulle klare det, trods alt det jeg har været igennem.
Kræft, skilsmisse pga vold og min sygdommen, en psykotisk datter, og 2 andre børn at tage vare på.
Har altid sørget for at forsøge at klare mig selv.. hver gang jeg har måtte "flygte" fordi min x var ved at finde mig igen, har jeg selv skaffet bolig, om det så var 7 timers trappevask hver dag bare for at tjene mine egne penge, så gjorde jeg det.
Nu er jeg kommet dertil, hvor jeg ikke kan holde sammen på det hele mere.
Pga sygdom, skilsmisse, en masse flytninger osv. er jeg økonomisk røget derud, hvor jeg er reg. flere gange i RKI.
Jeg var oppe i banken i sidste uge, for at oprette en budgetkonto, men nej.. hvis ikke jeg kunne stille med et startindskud på 12.700 ville de ikke betale noget fra den konto.
Jeg forklarede, at jeg bare skulle bruge et par mdr. med bevilliget overtræk, så var det udlignet, for jeg kunne bare ikke overskue det mere.. de nåede at lukke for strømmen i 3 dage, fordi jeg ikke engang måtte overtrække de tre dage, til min løn gik ind.
Det var frygteligt.. føler mig som en rigtig dårlig mor for min søn, at jeg ikke kunne klare bare at have råd til el.
Jeg forsøgte så nogle andre banker, om de ville hjælpe mig igang.. for pokker, jeg kunne fremvise lønsedler for de sidste 2 år, med fast indtægt, men NEJ, jeg stod i Ribers, så de ville ikke overtage mig.
Jeg ved ikke mere hvor jeg skal søge hjælp..kommunen kan ikke, når jeg er i arbejde, jeg har ingen kontakt til familie mere, mistede mine forældre indenfor de sidste par år, og pga al den flytning, har jeg ikke fået mig et netværk endnu af venner.
Om natten ligger jeg vågen og ked af det, fordi jeg spekulere på, hvordan jeg nogensinde får det hele op og kører igen, hvordan jeg nu får betalt husleje til tiden, el telefon osv. hvordan jeg får råd til mad til knægten.. når ikke jeg har en budget, er der tit måneder hvor regningerne kan komme op på 14-15 tusind, og da jeg får ca 9.800 udb. er det så håbløst for mig.

Idag cyklede jeg så ud til et kæmpe naturområde.. tænkte at det ville være lidt godt at komme ud og få tankerne lidt på afstand.
Nej.. stod ved en kæmpe skrænt og kiggede langt ned i den sorte sø nede i bunden.
Pludselig følte jeg bare en trækkende trang til at kaste mig ud, lade mig opsluge af det mørke vand og få fred for alting.. bredte armene ud, stortudede og vippede flere gange fremad..
Skal, skal ikke, skal, skal ikke.
Men tanken om min søn derhjemme gjorde det umuligt for mig.. det kunne jeg ikke byde mine børn.. men jeg er så frygtelig ked af nu, at jeg overhovedet kunne tænke sådan.
Skræmmende, men på en gang alligevel så befriende at skulle slippe.. Ikke at være plaget af alle de spekulationer, der syntes så håbløse nu.
Jeg er bange.. rigtig bange.. at jeg kunne finde på sådan noget idag.
Lige nu er jeg så tom indeni.. MIne problemer hænger stadig som en truende sky over mig, og jeg aner ikke hvad dagen i morgen vil bringe.... lige nu syntes det hele håbløst..
Måske det hjælper at få sat ord på det herinde..måske ikke...
Ved ikke mere hvad jeg skal skrive... det er lidt tomt nu..

Det lyder virkeligt svært, det du går igennem. Jeg kan godt forstå trangen til bare at sige farvel til det hele, men for guds skyld...gør det ikke. En god ven af mig mistede sin far, som nemlig begik selvmord....og det kommer man sig altså aldrig helt over.
Jeg ser det som en styrke, at du har kunnet formulere dig og skrive herind. Jeg synes du skal gå til din læge og bede om hjælp. Tag eventuelt det med til lægen, du har skrevet her - og skriv gerne noget mere, så lægen kan få at vide, hvor galt, det står fat.
Giv ikke op.
Kærlig hilsen Thereza

Jeg forstår godt, hvad du mener, jeg har selv de haft de samme tanker. Mens jeg lyttede til en venindes besværligheder, overvejede jeg at springe ud fra hendes balkon på 4. sal. Det eneste der afholdt mig fra at gøre det var tanken om mine tre børn.
Jeg var rædselslagen over at jeg kunne tænke sådan, men har aldrig talt med nogen om det, ikke engang min terapeut. Det er stærkt, at du har været i stand til at sætte ord på dine følelser.
Mvh
Kirsten

Bare rolig, det er en helt normal reaktion. Du lider ikke af depression, men har forståeligt længe været ulykkeligt presset og stresset deraf.
Hvis du vedbliver i samme situation kan det ende med depression, og derfor skal du handle omend du opfatter situationen fastlåst. Det opleves hårdt at være alene med ansvaret uden udsigt til aflastning.
Du slås med rigeligt til også at skulle besværes med økonomiske kvaler, hvorfor det er vigtigt at du får skik på din økonomi. Du skal lægge en holdbar slagplan en gang for alle. Redskabet hedder "budget" (kedeligt, men nødvendigt). Det er særdeles vigtigt fordi din indtægt er lille og du har ansvaret for dine børn.
Gør dig overvejelser om hvad de forskillige ting koster. Ex.vis hvad koster det ekstra at holde jul, fødseldage etc. Altså et minimumsbudget med alle de poster som folk oftest glemmer at tage højde for. Gå efter faste priser på telefon, internet osv.
Beslut dig for månedligt at lægge lidt til side til uforudsete udgifter (tandlæge osv.) Når bufferen er tilstrækkelig stor kan du vælge at tage lidt deraf til andet.
Forskellen mellem minimumsbudgettets gennemsnit og månedens varierende indkomst er din families luksus, som du kan vælge at fordele til kommende måneder.
Det er altid dyrt at flytte. Det er også noget rod for børns trivsel. Find en billig, men fornuftig bolig, som kan være basen fremover. Din økonomi kan ikke klare alt det flytteri. Hvis ikke du kan klare indskuddet, så må du selv om det er pinligt søge hjælp hos kommunen - om ikke andet, så for dine børns skyld.
Så til det med ham voldsmanden. Han skal vel ikke drive dig rundt med dig. Den "glæde" skal han ikke have. Beslut dig for at sige STOP, ikke længere at være bange for ham - alternativt vil han drive dig og børnene til vanvid.
Har han polititilhold ?

Dine økonomiske forhold ser ikke gode ud. Du kan på WWW.Domstol.dk undersøge mulighederne for at søge gældssanering. Du kan da prøve at søge. Værre bliver det ikke, hmen måske bedre. Held og lykke med det og med alt andet.

Jeg forstår godt du har det svært ,med alt det du fortæller. Du skulle prøve at kontakte en ID LIFECOACH. Vi hjælper dig på vej til at få glæden til og ved livet tilbage. Du kan gå ind på min hjemmeside.www.berig-dit-liv.dk og læse mere om det. Du kan så afgøre om det er noget for dig. Hvis du ikke bor i nærheden kan en telefoncoaching måske være løsningen eller jeg kan henvise til en coach i nærheden af hvor du bor. Fat mod hjælpen kan være lige om hjørnet.
Jeg har selv været der, så jeg ved hvad du føler. Knus

- Jeg læste lige din skæbne'historie og dine søde svar som du har fået her på - men savner at se et svar fra dig evt. 'hvis og om' du magter det.. Det hjælper ikk dig noget at jeg skriver her - at jeg kender det så udmærket, da jeg kan se mig selv ret meget i det du har skrevet.. Det er flot at du har sat ord på.. Sidder osse her ret trist og kæmper mine øko. kampe (er alene'mor med to børn) og skal til at søge en gældssanering og er førtids. og med sygdom i lasten og på nedtrapning af medicin.. Føler mig langt ude indimellem..
Men sødeste dig - lad os lige høre 'hvordan' du har det❓
Jeg ved af erfaring hvordan det øko. kan 'knække' en psykisk og med manglende søvn osv. - fordi tankerne kører rundt med alverdens eventuelle løsninger.. Det dur ikk og din søn har brug for dig og for jeres skyld, så ville jeg ønske at du søger en gældssanering, så du og din søn kan få ro..
Vil oprigtigt gerne høre fra dig og håber du og din søn har det godt..
Knuser..