Depressive enlige mødre

Forholder det sig sådan, at enlige mødre til små børn har større risiko for depression end andre ?
Min veninde har endnu engang fået en depression... Hun har job, været 100 procent alenemor i 10 år dvs. altid. I den tid har hun aldrig haft en mand/kæreste. Hun fik en depression for et år siden, kom i medicinsk behandling og kom ud af det igen.
For to mdr. siden blev hun ramt af endnu en depression.
Hun får psykologbehandling. Psykologen mener, at årsagen ligger i de sidste 10 år af hendes liv, hvor hun både har været mor og far for barnet og har gjort sig mange tanker i forhold til faren, fremtiden osv.
Kender du mange småbørns mødre eller mødre der har stået alene med meget ansvar, der har fået en depression, og hvordan kan man som ven forebygge eller hjælpe ?
vh Anonym...

Jeg tror du til dels har ret i, at enlige forældre - ikke kun mødre, men også fædre - har større risiko for en depression end andre. Dog tror jeg ikke helt på, at det kun er depression, men derimod tale om udbrændthed som ofte kan ende i depression, hvis man ikke får taget affærde i tide.
Som enlig forældre, kan man rissikere at skulle bruge kræfter på at kæmpe en forældreretsag, hvilket kan være rimeligt ressourcekrævende.
Som enlig forældre, står man alene med ansvar og måske pres fra familie og venner gør, at man gerne vil vise, at man kan klare det selv og bestemt ikke har brug for en partner, for at kunne klare forældrerollen. Man kan måske få hjælp fra familie og venner, men fordi man måske er bange for de peger fingre ad én, fordi man beder om hjælp til pasning af børn. Måske kan man ligefrem være i en slags krise ved, at ens forældre - som oftest moderen til en enlig mor - kan fortælle én, hvordan man skal gøre tingene og man bare ikke kan gøre det godt nok og er rimelig god til at fortælle, at man skal gøre tingene sådan og sådan, fordi det er det eneste der du'r.
Det kan f.eks. være svært at fortælle familie og venner, at man gerne vil have passet sine børn, bare fordi man har brug for noget alenetid - tid hvor man bare er sig selv, uden at skulle tage hensyn til sine børn.
Hvis man så som eneforældre får tid til sig selv, så kan det sagtens ske, at man allievel glemmer at bruge kvalitetstid på sig selv. Det er jo så "nemt", at nu har man endelig overskud af tid, fordi man ikke skal tænke på madlavning og pasning af børn, men så er der jo pludselig ro til at få vasket i bund og gjort rent de steder, man måske ikke lige har haft tid til pga. børnene.
Det sker ofte, at omverdenen slet ikke kan forstå, at man måske ligefrem hjælper børnene ved at "få luft" fra deres forældre. Dels får børnene en god oplevelse og dels får forældren energi og overskud til at være sammen med børnene igen.
Udfra dit indlæg, har jeg lidt svært ved at kunne give dig et godt råd til at kunne hjælpe eller forebygge depression hos din veninde, men jeg synes du skulle søge lidt på nettet og finde læsestof for udbrændthed, for jeg tror ikke det er hjælp til depression hun har brug for, men derimod udbrændthed. Jeg ved udmærket, at udbrændthed ofte kædes sammen med arbejdsliv, men faktisk er det jo rimeligt ressourcekrævende at være forældre, så det er jo et arbejde i sig selv.
Skulle jeg alligevel give dig råd til hvordan du kan hjælpe din veninde, vil jeg da foreslå følgende:
- Aflast hende, så hun kan få fri fra børnene og gør hvad du kan, for hun oplever kvalitetstid på hende selv og ikke de gøremål, som hun måske synes der halter.
- Husk at fortælle hende, hvilke ting du synes hun er god til, så hun får succesoplevelser.
- Giv hende opbakning i de problemstillinger hun evt. måtte komme med, dog uden at være en rygklapper
- Vær en veninde for hende og ikke en dommer.
Håber ovennævnte kan være en hjælp. For i bund og grund er medicin jo ikke med til andet end at hjælpe én til overskud, men det løser jo ikke de egenlige problemer, som stadig vil være der, når hun stopper med medicinen.

jeg har desværre svært ved at aflaste hende ret meget, idet jeg selv blev forladt med et barn, hvor faren ikke vil se barnet.
Men tak for rådene :-)

Hej !
Jo Enlige mødre har større chance for at få en depression, men de skal også være disponeret for det arveligt. Og har man først haft en dyb depression, så er det næsten ikke til at undgå at man får en ny depression. Det kan også udvikle sig til en kronisk depression.
Hun lyder som et menneske, der påtager sig meget, og er en meget ansvarlig person.