Natruligt???

Hej med jer..
Jeg har fuldt lidt med i debatten herinde, og jeg er kommet til at tænke på om jeg bare en naiv 21-årig tøs, der endnu ikke har fattet, hvordan det rigtige liv er!?
Men jeg har efterhånden fået den opfattelse af, at det at være urto, er en helt naturlig ting!? Som om at det næsten er umuligt at holde sig til én??

du kan forebygge den ved, at være pleje dit forhold og finde en mand med kvalitet.
Desværre er der langt imellem den type mænd.
Udvælg din kæreste med omhu og tag ikke en af dem, der har haft mange sexpartner, de har svært ved at binde sig...
vh anonym 12

og jeg vil næsten tro at SOL debatten har danmarks rekorden for flest af den slags indlæg.
Der er faktisk en meget sjov nyhed her omkring det:
http://detektiv.smartlog.dk/

Denne side er primært for folk, der har problemer, og nu i særdeleshed dem der har problemer i sit forhold. Tænk på alle dem, der IKKE skriver ind.
Utroskab har altid eksisteret, men troskab har eksisteret ligeså længe. Du bestemmer selv, hvilken side du vil påvirke vægtskålen til. F.eks. ved ikke at være utro selv... ;-)

Tror der er mange der er utro og for at dække over det og gøre sig bedre end man er kommer det ud her. Så er den dårlige samvittighed måske blevet lidt bedre..
Er man utro er man et dårligt menneske efter min mening.
Har selv prøvet det i et tidligere forhold og nej derfor er det stadig ikke ok og jeg kan ikke snakke den af. Jeg var en so og den må jeg æde selv. Ikke noget med at give min daværende partner skylden for det ene og det andet. Jeg valgte og det var forkert og det måtte/må jeg leve med. Bare synd for vores 2 uger at jeg skulle være så billig. Nu bor deres mor og far ike sammen mere pga mig.
Så for mig er utroskab bestemt ikke noget der kommer til at ske mere i mit liv. Nu efter 6 år er jeg min fyr tro. Af skade bliver man klog men sjældent rig.

Definér lige naturligt! Jeg ved ikke, hvor naturligt, det er.
Derimod tror jeg, at man kan sige, at det er ret almindeligt - forstået på den måde, at der er mange, der har prøvet det på et eller andet tidspunkt i deres liv.
Men hvis du med 21-årig naiv pige mener, at det kunne du slet ikke forestille dig skulle være en naturlig del af dit liv, så kan jeg berolige dig med, at jeg er en 50-årig naiv kvinde, som heller ikke ønsker, at utroskab skal være en del af mit liv.
Når man er så gammel som jeg, har man/jeg oplevet at blive fristet. Men jeg har gjort det til en vane, at når jeg oplever det, så er det på tide, at jeg skal tage mit forhold op til revision. Hvad er det, jeg mangler? Er det værd at redde, vil jeg redde det, osv?
Det er hver gang indtil nu endt med, at jeg har fået pustet liv i mit forhold, bl.a. fordi jeg ikke kan få mig selv til at såre min mand ved at "bolle uden om". Og hvis jeg nogen sinde kommer til den konklusion, at forholdet ikke er værd at redde, så skal han have besked om det, før jeg melder mig på det "ledige marked".
Så nej, bare fordi der er mange, som oplever, at enten partneren eller de selv er utro, betyder det ikke, at jeg vil acceptere det som en naturlig del af et forhold.
mvh hønemor1001

Hvis du f.eks. kigger ind på Netdoktor og ser på deres debatsider, så kan man også få den fornemmelse, at alle er syge og har et dårligt helbred.
Herind skriver kun de, som har oplevet utroskaben, og derfor skal du ikke tro, at de fleste er utro.
Jeg har været i samme forhold med min mand nu i 27 år, og jeg har aldrig været utro - kunnne ikke drømme om det - jeg har konsekvent takket nej til det - så nemt er det egentligt.

Om utroskab erturligt eller ikke vil jeg overjovedet ikke udtale mig om. Blot kan man kun konstatere at det på et eller andet tidspunkt sker i de fleste forhold og det efterhånden har vist sig at der i store træk ikke længere er forskel på utroskab hos kvinder eller mænd. Mange forhold opdages aldrig og man får til statistikker kun kendskab til dem fra et ærligt besvaret spørgeskema. Men at utroskab foregår i meget stor udstrækning og på et eller andet tidspunkt forekommer i de allerfleste forhold er et faktum der ikke kan gendrives.
Ofte er det ikke fordi personen vil være utro men det sker som en naturlig følge af en række hændelser eller fristelser som blot blev for store, eller også, hvilket meget ofte er tilfældet, under indflydelse af alkohol eller andre rusmidler.

Jeg kunne heller ikke drømmeom at være utro i de 18 år jeg har været gift,og alligevel skete det. Man kan være så uheldig at møde et menneske der bare tænder en så meget at man ikke KAN kontrollere sine følelser.Jeg ser det ikke som en lykke at være utro,selvom jeg elsker min mand og vores liv sammen,og hidtil har følt det var optimalt, så KAN det ske.I mit tilfælde i form af en mand der har begæret mig længe og som til sidst nærmest fik overført et uforløst behov i mig, som kun han kunne tilfredsstille.Det er en fallierklæring at skulle indrømme et andet menneske i den grad kan manipulere med ens fælelser,men at det kan ske skyldes jo at der er kemi og gensidig kærlighed også i det.Jeg nærmest føler jeg bliver båret af en kraft udefra, som er min elskers stærke kærlighed til mig. Det er bare så vidunderligt, og det er svært at afvise.
Jeg kan/kunne ikke.Min situation er i virkeligheden ikke noget, som jeg ville ønske min værste fjende, for bare tanken om jeg skulle miste mit livs kærlighed føles som at se døden i øjnene...Alligevel har jeg min (forh.) elsker i tankerne alt for ofte.
Jeg har valgt ikke at fordømme eller undertrykke de gode følelser,men prøver at få dette til at stemme overens med en ny og helt anden måde at opfatte kærligheden på.

bliver brugt til at give folk følelsen af at blive"holdt i live" mv. vil den nok bestå. Nu findes der jo også andre måder at føle man lever på, end sexuel tilfredsstillelse bag partnerens ryg.
Iøvrigt er det ikke sandt når nogen i debatten hævder: " jeg var ikke herre over mine følelser"..." jeg kunne ikke styre det". Vi kan have masser af følelser for alle mulige mennesker. MEN vi bestemmer selv hvor langt disse følelser vil bringe os.
Sætter du hånden på en varm kogeplade? Ville du blive i et hus det står i brand? Kører du ud foran lastbiler? Springer du ud fra 3 m vippen, hvis du ikke kan svømme?...........
Altså: hvis ví ved det er farligt for os lader vi være! Er en person SÅ tiltrækkende - holder man sig væk - fysisk og psykisk, så dør lysten til ham/ hende ud. En plante der ikke får næring, dør.

Nej, jeg synes ikke det er naturligt at være utro, men i et forum som dette med overskriften "utroskab" er det vel naturligt, at det primært er folk med problemet inde på livet, der skriver ind.
Det er min erfaring, at utroskab er et ret hyppigt forekommende fænomen, men ikke at det er i alle forhold, det sker. Det er også min erfaring, at mænd og kvinder er lige meget utro.
De fleste ægteskaber, jeg kender til, er stabile inkl. mit eget. Jeg er 40 år, og har været sammen med min mand i 22 år, og har aldrig søgt at løse mine ægteskabelige problemer med utroskab (og min mand heller ikke, mig bekendt), idet det er min erfaring fra min omgangskreds, at utroskab ikke løser noget som helst - tværtimod.
Et ægteskab vil møde udfordringer og fristelser, det tror jeg alle med lange forhold kan nikke genkendende til, og en gang imellem kræver det stor vilje, at modstå dem, men det kan lade sig gøre, hvis man vil.
Alternativt kan man lade sig skille, eller forsøge at lave aftaler med sin ægtefælle, så man har åbne linjer, og giver vedkommende en chance for at sige fra og til, og skabe sig de samme muligheder.
Med venlig hilsen
Kirstine

Jeg vil give Pusserpigen ret så langt, at det er umuligt at kontrollere sine følelser. Jeg har selv prøvet at stå i den situation. Men man bestemmer altså selv, om man vil HANDLE på sine følelser, man kan simpelthen beslutte sig for at lade være, og aceptere, at det er prisen for at være i et ægteskab, hvis man har et ægteskab hvor man har aftalt, at begge parter er tro.
Det kan ske flere gange mens man er gift, at man fnder et menneske, man føler sig stærkt tiltrukket af, det er der ikke noget forkert i.

Det er på den måde, at man viser, at man er et civiliseret menneske - man kan kontrollere sine følelser - i forhold til dyr, der reagerer instintivt.
Det er noget sludder, at "det bare skete" osv. - alle de forklaringer, der skal bortforklare ens gerning, som man udmærket er klar over, var/er forkerte.
Man fralægger sig ansvaret og siger "at man var i følelsernes vold". Sludder.
Jeg forstår det ikke; det er ikke umuligt - ej heller svært - at have gjort op med sig selv på forhånd, "at den slags vil jeg ikke udsætte mig selv eller min partner for" - og derfor lader følelsen gå forbi - man ignorerer den simpelthen og fortsætter sit liv.
De givne eksempler iflg. Sofia, er ganske klare og korrekte.
Der må simpelthen være et udækket behov, som gør, at man tillader de følelser at få fodfæste; for hvis man hviler i sig selv og har det godt, så vil man reagere som ovennævnt.

mange drikker og ryger selvom det er usundt. Og mange kvinder kører sig selv ned iselvhad, fordi deres mænd har ALT for stor magt over dem - selvom manden er som en varm kogeplade, som de brænder deres kvindelighed på så heltog aldeles at det kan gøre helt ondt i sjælen på andreat være vidne til.Ja så gør de det alligevel....vi ligger nokalle mere eller mindre under for en vis dødsdrift!
Også er der nogle af os der har et stærkt følelsesliv,således at andree menneskers følelser - positive som negative går lige ind i hjertet, når vi støder på dem.
Ja det er nemt at holde afstand til de negative typer man jo også støder på - men langt vanskeligere er det hvis man møder så stor en kærlighed fra et andet menneske (som jeg har mødt) så stærk en kærlighed, at det føltes som en stor LØGN at afvise den og skubbe ham ud i en depression, når jeg nu selv følte det samme...
Ja selvfølgelig bestemmer vi selv hvor langt vores følelser skal bringe os.Det gælder da både de der er utro, og de der er "ofre" for utroskab som den svigtede part!
Jeg vil ikke lade denne skønne, smukke livsbekræftende plante dø, det KAN jeg bare ikke. Længere er den ikke.

Jeg har flere gange følt stærk tiltrækning til andre end min mand i de mange år vi har været gift UDEN det har voldt mig problemer at afvise det. Men denne gang er det noget andet, jeg har faktisk aldrig nogensinde i mit mødt en mand, der i den grad er blevet ved på trods min afvisningi over et år. Og jeg har aldrig oplevet så stærk en tiltrækning, der er så meget andet end sex i dette-der er venskb og kærlighed og forståelse ogsåi dette.Som er vi også bror og søster i ånden- vi tænker ens, det er det som gør dette så forbandet vanskeligt for mig. Jeg kan simpelthen ikke afvise dette, for det ville være EN STOR LØGN!
Ja selvfølgelig skal man have ondt af mig..det har jeg også lidt selv.Men jeg "stråler" for tiden, alle har bemærket det også selvom jeg p.t. har afbrudt forholdet til elskeren...smerten forsvandt og jeg har en god følelse indeni af stærk kærlighed os imellem. Vi har en telepatisk kontakt...men jeg ved jo godt, at det ikke kan vare ved sådan. For manden vil jo ikke nøjes med så lidt, så når vi igen mødes, aner jeg stadig ikke hvordan jeg vil reagere, for jeg elsker ham ...desværre.
Denne ferie håber jeg kan give mig en afklaring. Jeg elsker mit liv med min mand, så jeg føler jeg er blevet ført (har ladet mig føre) ud på et farvand hvor mit skib kan kuldsejle mod en tilfældig klippe.

deres partner for utroskab.Læg mærke til om han/hun spiller mere musik end vanligt.Det er et godt indice på at der ernoget i gærde.
Jeg har spillet bl.a Kashmir i dagevis, da deres musik in stemning minder så meget om min egen sindstilstand. "I miss you so much boy" - den sang hjælper mig meget...ja jeg tror min mand undrer sig over mit stigende musikforbrug....

Det kommer an på om du mener en ufattelig hyppig ting som mange har svært ved at sige nej til, eller om du virkelig mener en fuldstændig naturlig ting, der ligger til menneskeracen?
KH Kastrup

Hej Pusserpige,
Jeg forstår godt hvad du siger, og jeg kender også flere, der har forladt deres eksisterende forhold, fordi de fandt en anden. Det er hvad der kan ske, og ingen kræver af nogen, at de skal blive i et forhold til evit tid p.a. et ægteskabsløfte. Men jeg mener stadig, at man skylder sin ægtefælle, at gøre op med sig selv, hvad man vil, og ikke holde vedkommende for nar.
En del af dem, jeg kender, der har gjort forladt en ægtefælle, har ønsket at blive i deres gamle forhold, indtil de følte at det nye kunne bære. Det synes jeg er en tarvelig måde at holde et menneske, man har elsket, for nar på, idet man jo passende kunne give vedkommende samme mulighed for at komme videre, og for på egne vegne at beslutte hvad han/hun vil når man kender de reelle betingelser.
Så min holdning er stadig, at beslutter man sig til at afprøve noget andet, så gør man op med det gamle først, alt andet er unfair. Ingen bryder sig om at vide, at de har levet sammen med et menneske gennem længere tid, der kun har brugt dem indtil noget andet var sikret. Det gør ondt - meget ondt, og giver grimme ar på sjælen.
Jeg ønsker dig held og lykke i dine overvejelser, som jeg ved er svære, og som jeg ved vil komme til at koste smerte uanset hvad du vælger.
Med venlig hilsen
Kirstine

jeg har ikke i sinde at forlade mit eksisterende forhold.Vi har været SÅ meget igennem sammen i et laangt liv,kendt hinanden siden ungdommen og også dengang havde vi masser af problemer.Men vi blev ved, fordi vi har noget unikt sammen, hvilket alle vore venner ved og har oplevet på nært hold - derfor oplever vi også sjældent at vennerne tør gøre forsøg på at "bryde ind" i vores forhold.
Vi passer sammen på alle måder, og det der er vigtigst er at vores måde at leve på,tanker omkring livet osv. er så ens at man skulle tro vi var tvillinger - ja åndeligt talt er vi det.Så her er virkelig noget at miste, hvis jeg fortsætter et forhold til ham jeg nu har forelsket mig i.
Det er en næsten umulig situation, og den er ikke så enkel som nogle af jer stiller den op. Man skal "gøre op" med det gamle forhold først skriver du/I.Men der er ikke noget at "gøre op" , det er jo slet ikke det dette handler om. Det handler om at man har oprigtige stærke følelser for to og ikke een. Det KAN ske også for en som mig, der absolut ikke er en, der bare flirter rundt omkring. Jeg elsker dybt og inderligt og kun HAM når jeg elsker, og sådan har det altid været.
Og så sker det alligevel.En anden mand lirker sig langsomt ind i mit hjerte, og det tog ham et år, førend jeg begyndte at tilkendegive, at jeg også følte noget. Min kærlighed til min elsker er meget stærk,og jeg betyder det samme for ham..eller mere, så meget at jeg ved han ikke slipper mig, selvom han ved jeg ønsker det nu, at det er umuligt med os i fremtiden, for det vil ødelægge så mange menneskers liv incl. vores eget. Når jeg tænker på min situation udefra, kan jeg få kuldegysninger !
Jeg står ved et svært valg. Og det skal jeg så finde ud af her i min ferie på helt egen hånd, veninder siger (med een undt.) at jeg MÅ stoppe nu. Men hvordan stopper man følelser?

lovgive om, og derfor kan de ikke spærres inde i nok så mange pæne indpakningerog lovbøger om den rette levevis.
Det eneste der kan stoppe mine følelser når det gælder kærlighed,er hvis jeg behandles dårligt og føler mig uelsket, men det er jo det modsatte der her er tilfældet. Jeg bliver elsker af to mænd på samme tid - hver deres måde...og jeg kan ikke sige nej til nogen af dem...ikke lige nu, for jeg kan slet ikke fornemme, at der skal være et VALG, da begge mænd føles så sande og livsbekræftende for mig.
Og ifald jeg skal vælge, hvornår skal man så "melde ud" og give sin soulmate besked om hvad man har gang i??? Altså hvis man ikke skal udråbes som en usling af parforholdsfundamentalisterne - undskyld sproget,men jeg føler altså der er noget fundamentalistisk i jeres fordømmelse af os utro.
For hvornår er det så overskridende, at man skal/bør give sin partner ren besked om sine følelser for andre? Er det fra dag èt, hvor to mennesker falder pladask for (men ikke af den grund lige kaster sig i armene på) hinanden? Eller når der udspiller sig et længerevarende forspil, hvor man længes/lurepasser på den andens følelser og man begynder at drømme eller man vågner op og opdager mange af ens sanser har været på "stand bye" et stykke tid? Skal man "gøre op" med sin partner allerede her(?) hvor ens følelser er godt begyndt at blive indviklet i en andens net....
Ja hvornår skal man ifølge "bogen" melde udtil sin faste partner?
Når man bliver forelsket og mærker hjertet er i fare?
Når man bare nyder at stå tæt op til den anden, for begge at føle et stærkt begær efter mere UDEN man går videre ?
Når man vågner en morgen og efter en periode og opdager at det første man tænker på er en anden, end den man ligger ved siden af?
Når man ligger om natten og har telepatisk kontakt til en anden end den manligger ved siden af i sengen❓(stadigvæk har man ikke været utro!)eller er det
Når man giver sine spirende følelser til kende for den man har forelsket sig i, sådan varsomt uden at vise for meget (fordi man jo er bundet til en anden og ikke tør mere) men alligevel...man begynder at gengælde de følelser der strømmer mod en, er det her man skal "gøre op" med sit parforhold???
- eller er det først når man direkte elsker fysisk med en anden end ens partner at man er så utro at man bør>/skal "gøre boet op"?
Jeg har været igennem alle faser,og har endnu ikke gjort mit forhold op,for jeg føler det stadig er det samme som før og min mand er stadig mit livs kærlighed, og nu hverken mere eller mindre end før jeg blev forelsket i en anden. Eneste forskel er at jeg i den sidste periode har grædt meget OG så iøvrigt lyser af livsglæde/har fået en udstråling mange har bemærket...også min mand. Han er tilgengæld blevet langt mere forsigtig nu mht. at lade sine daglige irritationer (arbejde og lign.) gå ud over mig,så alt i alt er det da positivt.Først nu hvor han er holdt op med den dårlige vane, er jeg blevet klar over hvor meget han faktisk har "kørt på mig".......men aldrig har jeg dog tvivlet på hans kærlighed til mig af den grund.
Men måske er vi der er utro ikke så slemme endda. Måske har vores partner taget os for givet FOR længe, ikke været opmærksomme nok? Bare en tanke jeg har haft i mine selvovervejelser og selvbebrejdelser omkring det følelsesmæssige kaos jeg lige nu lever i.
Jeg vil slutte med at sige at jeg har ingen speciel tro på tosomheden eller parforholdet, jeg tror på kærligheden. Og lige for tiden føler jeg stor kærlighed til to mænd, og ikke kun til een,som jeg burde.
Men jeg føler mig ikke af den grund som et dårligt menneske!
Jeg står bag mig selv,og ved jeg er god nok og mine følelser er ægte nok :-)

Hej Pusserpige,
Nu taler jeg ikke om, at man skal lovgive for følelser, eller om, at mennesket er født monogamt, for det tror jeg ikke vi er, og jeg tror sagtens vi kan føle kærlighed for mere end en person. Men mange af os aftaler jo netop monogami, når vi indgår fast forhold eller ægteskab, og har derved selv været med til at sætte nogle spilleregler op for forholdet.
Ønsker man at ændre det regelsæt, man selv har været med til at sætte, og som ens ægtefælle muligvis stadig kører efter, er det i min verden fair, at man taler med sin ægtefælle om det, det kunne jo være, han havde lyst til at prøve noget andet af også med de risici det nu indebærer.
Nu stiller jeg mig ikke til dommer over, hvorvidt utro mennesker er specielt onde,det tror jeg ikke de er, de er sikkert lige så forskellige som alle andre, og kunne være hvem som helst af os. Grundene til utroskab er nok lige så mange, som der er utro mennesker, hver affære sin historie og sine motiver.
Ja, måske har partneren taget os for givet for længe og ikke været opmærksom nok (måske har vi selv en del af skylden for det), men det kan i min verden aldrig berettige til, at man har et udenomsforhold med mindre det er aftalt, at det er ok, og man derved giver sin partner den samme mulighed, eller muligheden for at sige fra. Der er ingen der hævder, at dine følelser ikke er ægte nok, eller at du ikke er god nok, for mig at se handler det om den enkeltes moral. Den ville jeg nok have et problem med at overbevise mig selv om var god nok, men sådan er vi jo så forskellige.
Berettiger det, at man har stærke følelser for en anden til, at man er utro? Kan det undskylde, at man gentagne gange fører sin ægtefælle bag lyset, og gøre affæren helt plausibel? Jeg ville nok have svært ved at overbevise mig selv om det.
Med venlig hilsen
Kirstine

Nej vi har aldrig haft et "regelsæt" i vores forhold. Det er ligesom noget der bare har ligget under det hele, at vi nu var os to og kun os.
Så ja,jeg kan måske ikke retfærdiggøres overfor den høejer domstol herinde,hvor en engang beskyldte mig for at have uægte følelser!!
Jeg kan bare lige nu hvor jeg har det så svært og er så splittet, sagtens tilgive mig selv. I øjeblikke kan jeg blive ligefrem VRED på min mand over han ikke har passetr bedre på mig...passet bedre på min kjærlighed. Når jeg elsker elsker jeg helt og fuldt,og han har virkelig fået så meget, at jeg ikke har ondt af ham lige i øjeblikket...men fortsætter jeg efter ferien med min elsker og kan ikke afslutte det, så bliver det nok svært for mig at retfærdiggøre det overfor mig selv...tror jeg da.Det afhænger af så meget.
Men tak for dine gode svar og ønsker alligevel.....jeg tror iøvrigt ikke på nogen lever trofasti tanke igennem et helt liv med samme partner. Kærlighed til andre mennesker er en naturlighed-det unaturlige er at man skal bremse sine følelser.
Endnu har vi ikke lært at leve med en friere livsform,hvor ens partner stadig er den vigtigste,men hvor man godt kan opleve forelskelser undervvejs UDEN det behøver at mindske kærligheden til ens soulmate. De fleste mennesker er stadig bundet til nogle traditioner - jeg er også(desværre).
Men hvornår man skal "gøre op" med sit forhold og fortælle om en forelskelse står stadig for mig uklart.
God nat herfra :-)
Pus

Hej igen Pusserpige
Nej, det tror jeg heller ikke, at vi er tro i tankerne hele livet. Som sagt tror jeg ikke, at mennesket er skabt monogamt, det er noget, vi selv aktivt beslutter, at vi vil være, sikkert med baggrund i vores kultur. Men der er alligevel i min verden langt fra at være utro i tanker, til også at være det i handling.
Jeg har selv levet 22 år i samme forhold, og ved at det kræver sin fair del, at holde et ægteskab kørende, og også hvor fristende det er, at give sig i kast med noget nyt, specielt i de perioder, hvor ægteskabet måske ikke kører, som man gerne ville det skulle.
Min ene pointe i det jeg skriver er, at det er langt lettere at arbejde med de problemer, man nu måtte have i sit ægteskab FØR man vælger at være utro, end efter. Utroskaben løser intet, men gør til gengæld problemstillingen så meget mere kompliceret. Specielt hvis man som du (og jeg også, hvis jeg havde været utro) involverer sine følelser i et andet forhold. Det fører kun til smerte, fordi man før eller siden må foretage et valg, man egentlig ikke har lyst til at foretage, og samtidig mens det står på, lever i fare for at blive afsløret.
Min anden pointe er den moralske, og det man byder sin ægtefælle, som man i værste fald risikerer at få ar på sjælen mange år frem. Jeg synes man skylder sin ægtefælle, at give ham det samme valg, og en mulighed for at tage stilling til hvad han ønsker for sig selv og sin fremtid, når han nu er gift med en, der ønsker flere partnere, og dyrker et forhold ved siden af.
Der findes vist ikke nogen opskrift på, hvornår og hvordan man gør op med sit (sine) forhold, jeg ved bare, at det kan være særdeles smertefuldt uanset hvad man vælger, og medføre megen sorg. Ikke bare hos en selv, men også hos de mennesker, man holder af, og er der børn i et ægteskab vil handlingerne jo også påvirke dem. De vil altid være påvirkede af deres forældres forhold til hinanden uanset om de lever sammen eller ej (jeg ved godt du ikke har børn).
Du er nu nået dertil, at uanset hvad du vælger, så har det nogle omkostninger. Før eller siden vil du skulle leve med savnet enten efter din mand eller efter din elsker.
Jeg ønsker ikke at gøre mig til dommer over dine handlinger, jeg har veninder selv, der er endt i samme situation, men netop derfor kan jeg også se, at utroskab i de fleste tilfælde ikke løser men komplicerer problemerne. Specielt når man som gift part indleder et længerevarende forhold ved siden af ægteskabet med sine følelser involveret.
Med venlig hilsen
Kirstine

Kirstine, det er nogle gode indlæg du er kommet med. Jeg er ca på din alder med samme længde ægteskab, og engang troede jeg ikke at utroskab kunne ske for mig.
"Nu ved jeg at utroskab kan ske for alle i selv de bedste parforhold" sagde min kone efter at have opdaget, at jeg har haft en elskerinde i de sidste 1,5 år.
Du skriver: "en gang imellem kræver det stor vilje, at modstå dem, men det kan lade sig gøre, hvis man vil." Du har fulkommen ret, det drejer sig om balancen fristelse/vilje, og så er det ren matematik:
fristelse < vilje = troskab
fristelse > vilje = utroskab
Den "farlige situation" opstår når viljen, af en eller anden grund, er svag og man samtidig udsættes for stor fristelse.
Sådan var det for mig. Pga. job-stress var min vilje svag og samtidig stødte jeg ind i en stor fristelse. Var det sket to år tidligere, hvor jeg var stærk, havde jeg kunnet modstå fristelsen.
Kommer man så først over på den "forbudte side", og finder ud af, at man sagtens kan rumme kærlige følelser for to mennesker samtidigt, så skal der en vilje ud over det sædvanlige til at stoppe.
Hilsen
Den glade elsker

Hej Glade Elsker
Ja, jeg har aldrig påstået, at utroskab ikke kunne ske for alle, det tror jeg godt det kunne. Men det sker ikke for alle. Som sagt, jeg tror utro har forskellige grunde til at være det.
Nogen bruger det til at trække dem ud af et ægteskab, der ikke fungerer, andre søger bekræftelse, spænding eller som du selv afstresning og flugt fra dagligdagen. Jeg vil stadig holde på, at det er unfair over for ens ægtefælle, men det siger jeg naturligvis, fordi jeg selv kender ægtefæller (både mænd og kvinder), der er blevet "bedraget" af deres mænd/koner, og derfor ved, hvor hårdt det er at komme op igen, når man først har afsløret bedraget. I flere tilfælde har ægteskabet ikke holdt til det.
Selvom det ægteskab man er i, burde have været opløst for længst og måske alligevel var blevet det selv uden utroskab, så slår det alligevel hårdt på den forsmåede part, når der er utroskab inde i billedet, og det tager lang tid at komme oven på igen, og få genetableret sit selvværd.
Forbliver man i sit ægteskab og aldrig har haft intentioner om andet, vil den tillid og ubrydelighed, man tidligere har haft, være meget svær og i visse tilfælde tage år at genfinde. Man påfører sin ægtefælle en masse smerte vedkommende ikke har bedt om.
Jeg tror man skal prøve at tænke længere frem, når man står over for valget, og gøre sig klart, at det sjældent løser ret meget - tværtimod.
Med venlig hilsen
Kirstine

på problemet med utroskab.Hvorfor dog splitte ellers kærlige og gode forhold op, fordi man engang imellem er gået over stregen og har bollet udenom.
Jeg har været dybt forelsket i min mand i SÅ mange år, uden de fristelser jag har mødt undervejs har været en trussel mht. jeg ville springe ud i utroskab.Denne gang har elskeren VILLET mig så meget og på trods af længere tids "tre skridt fra livet" fra min side, at jeg forstod der var mere i dette end bare sex. Jeg gav efter,og fortryder intet.Jeg er langt mere opmærksom på min mand nu, og føler mig ja forelsket igen, da jeg jo kan se alle hans vidunderlige egenskaber så tydeligt i netop lyset af at min utroskab kunne betyde jeg mister ham....hold da op hvor jeg elsker den mand, og hvor ville jeg ønske jeg min lidenskab for min elsker snart var banket ud af mig!!!

citat:"Sådan var det for mig. Pga. job-stress var min vilje svag og samtidig stødte jeg ind i en stor fristelse. Var det sket to år tidligere, hvor jeg var stærk, havde jeg kunnet modstå fristelsen."
Tror du selv på den forklaring?
;-)

”Hvorfor dog splitte ellers kærlige og gode forhold op, fordi man engang imellem er gået over streget og har bollet udenom.”…………
Den situation, du beskriver, kan du ikke sammenligne med det indlæg, du svarer på. Alene af den grund, at forfatterens kone ved, hvad hendes partner har haft gang i, og tilsyneladende har de aftalt indbyrdes, og MED hinandens accept, at utroskab er ok. Og så er det vel også i orden. Der, hvor det efter min mening ikke er ok, er der, hvor man bevidst går bag ryggen på sin partner...
Det undrer mig, at du ikke bare har taget en åben og ærlig snak med din elskede mand, hvor du fortalte ham, hvad du følte, og hvad det var, der var ved at ske FØR det skete. På den måde, kunne han selv have valgt, om han ville have dig under de forudsætninger.
Jeres store nyforelskelse lige nu, er jo rent faktisk bygget på en løgn. Det er efter min mening både uærligt og disrespektfuldt. Især over for din mand – men så sandelig da også over for dig selv.
Nu ved jeg ikke, hvordan du selv ser på utroskab, hvis det nu var din mand, som var tændt på en anden kvinde…Min egen erfaring er, at det gør utrolig ondt; men at det trods alt hjælper lidt på selvrespekten bagerfter, at man i det mindste fik et valg. Man kan vælge at blive, og forsøge at klinke skårene – eller man kan vælge at gå. Efter min mening burde du give ham det valg, og dermed også sætte dig selv fri. Giv ham de rette forudsætninger og lad ham bruge dem som redskaber til at vælge dig til eller fra på....
vichri

som du fremstiller det.
Min mand og jeg havde nogle meget svære år sammen i vores ungdom,hvor vi mødtes, efter begge at have været gift i få år. Det var i en eksperimenterende periode - dengang lærte min mand mig (vi var dog "kun" kærester,og boede hver for sig)at det var ok. at lyve, hvis man havde været sammen med én anden.Så han har selv lært mig det! Jeg smed ham efyterfølgende ud af mit liv-og fik tilstrækkeligt med hævnknald bagefter ,nogle blev stærke kærlighedsforhold jeg aldrig ville have undværet,men hele tiden spøgte han i mit hjerte, og igen og igen vendte vi tilbage til hinanden...men med mange skæbner bag os.Jeg tror vi begge har skuffet flere,fordi vi jo ønskede at komme FRI af hinanden vha. andre og prøvede det med flere,men ikke KUNNE frigøre os.
Så har vi boet sammen/været gift i 18 år,og det har været stærkt og jeg har i den grad været hans og det 110%.Hvad der er sket de sidste par år,ja det er svært at sætte ord på,for jeg elsker ham jo fortsat og han mig. Men jeg tror,der har været for mange skænderier simpelthen om dagligdags ting-og så andre ting omkring mit arbejde og hans-lidt konkurrence og misundelse...hm.
Men det skete altså for mig, at en anden mand i den grad fik tændt min lidenskab. Men igen,jeg føler overhovedet ikke, at jeg skylder min mand nogen bekendelser i den anledning. Han lærte mig selv dengang, at det må man godt, og det ikke angår den anden...
Du spørger:tænk hvis min mand kom imorgen og fortalte mig,at han havde været mig utro-Jamen det ville ikke røre mig det mindste! Vi har været og er så meget for hinanden, og dette unikke der har været, kan ingen da tage fra os. Nej for vores kærlighed har forlængst bestået prøven,og ingen (heller ikke min elsker) vil kunne adskille os.Men jeg ved at det ville såre min mand her og nu,og gøre ham unødigt urolig, hvis jeg berettede om min affære.
¨
Altså også hvis han deltog vidende om mine mange følelsesmæssige kvaler lige nu.Men om nogle år,når det hele (forhåbentligt) forlængst er overstået med elskeren,så har jeg da bestemt tænkt mig at fortælle min mand om min utroskab. Han burde til den tid kunne forstå det.Det regner jeg med og arbejder nu på vi igen får vores tæthed magi tilbage i forholdet...noget som vi jo netop altid har haft sammen:-)

PS) Havde vi ikke haft den fortid sammen, ville jeg have haft det helt anderledes med min samvittighed.Hvis min mand og jeg fra dag èt havde aftalt/levet efter at det kun skulle være os to....så havde jeg nokn ikke kunnet leve med at være utro!

Jeg forholdt mig jo egentlig kun til, hvad du skrev i denne her tråd. Og derfor kom mit svar nok til at fremstå noget unuanceret.
Med den måde du nu uddyber på bliver det hele en tand mere kompliceret. Der kom lige nogle flere lag på.
Når du skriver, at det var din mand, der lærte dig at det var ok at lyve omkring utroskab. Så forestiller jeg mig, at det er foregået på følgende måde: Du har på en eller anden måde taget ham med ”fingrene nede i kagedåsen”…..Han er ikke på eget initiativ kommet og fortalt dig det – og sikkert heller ikke det, der uværgeligt er gået forud for hans beslutning om at være utro…..Er det rigtigt?
At du vælger en så radikal løsning som ligefrem at smide ham ud. Det viser jo bare hvor meget, det lykkedes ham at såre dig dengang. Tilsyneladende (og også lidt det, jeg læser mellem linjerne) var/er han manden i dit liv – på godt og ondt..Det, du skriver omkring skænderierne, misundelsen og konkurrencen imellem jer, tror jeg der er mange, som kan genkende….
”Han lærte mig det selv”, skriver du to gange. Derfor er det sgu ikke ok! Og for din egen selvrespekts skyld: Lad være med at bruge det som et argument for at snyde og bedrage ham nu. Du er bedre værd end det!

Du synes ikke, du skylder ham nogen bekendelser? Jeg er lidt inde på det i det forgående afsnit. Du skylder dig selv det. På den ene side skriver du, at jeres kærlighed har bestået prøven, og at intet ville kunne skille jer ad. På den anden side skriver du, at en bekendelse ville såre ham her og nu, og at han ville blive urolig. Selvfølgelig ville han blive urolig!! Du river jo tæppet væk under ham. Og jeg tror (undskyld mig. Det er ikke for at tale ned til dig) ikke på, at det ikke ville røre dig, hvis din mand kom og fortalte om utroskab…..
Dit PS vidner jo bare om, at du har den samme holdning til utroskab som de fleste af os: Det er ikke noget, vi på NOGEN måde ønsker at udsætte vores partner for. Jeg tror dine kvaler her og nu vil blive mindsket betydeligt, hvis du gik til bekendelse. Det ville være det bedste for jer begge indivduelt – men måske især som par. For der hersker jo slet, slet ikke tvivl om, hvor den dybe kærlighed ligger, nemlig hos din mand og ikke din elsker?
Jeg håber du snart finder en løsning – det giver mig myrekryb at tænke på, at du har til hensigt at vente et par år med at gå til bekendelse. Det vil altså alt andet lige give en afstand mellem jer, at der er så stor en hemmelighed mellem jer…..
vichri

tak for dine gode indlæg her.
Først svar på dette: "Når du skriver, at det var din mand, der lærte dig at det var ok at lyve omkring utroskab. Så forestiller jeg mig, at det er foregået på følgende måde: Du har på en eller anden måde taget ham med ”fingrene nede i kagedåsen”…..Han er ikke på eget initiativ kommet og fortalt dig det – og sikkert heller ikke det, der uværgeligt er gået forud for hans beslutning om at være utro…..Er det rigtigt? "
Da vi mødtes var jeg meget ultimativ hvad kærligheden angår. Det var enten MIG eller intet!Jeg gad simpelthen ikke mænd der føjtede rundt....det gør stadig ikke- seriøst altså!Min kæreste dengang (nuværende mand) var mig utro i en periode hvor vi havde problemer -uvenskab osv.Jeg var MEGET kvindesag på den tid,og fandt mig ikke i det mindste.Jeg tror jeghar været uudholdelig,men det undskylder stadig ikke hans utroskab. Nogetjeg ikke tog ham i,men som jeg afslørede pga.min stærke intuition.Jeg var så sikker på min intuition at jeg fastholdt jeg VIDSTE han havde været mig utro,også med hvem (hans tidl.kone) og han krøb til bekendelse. Men jeg vidste intet- men jeg har da endnu ikke oplevet nogen har kunnet snyde min intuition, så den stoler jeg stadig helt på :-)
Jeg har siden altid taget min mand ud fradevisen om at jeg ikke behøver værenetop HAM tro. Så når jeg ikke har svigtet ham i de 18år vi har levet sammen (før nu) så er det fordi jeg har elsket ham så højt, at ingen har kunnet kommet imellem os.Det har derfor ikke været pga.moralske skrupler jeg har været tro.
Elsker jeg ham så mindre nu da ?
Nej sådan føler jeg det ikke,men han har været brandhård overfor mig mht.mit arbejde og når han havde problemer med sit,og han er altså gået over stregen flere gange. Bagefter har han fortrudt bitterligt og fortalt hvor meget han elskede mig,men ja han har spillet højt spil til tider¨med kærligheden.Og det kan jeg ni bagefeter harmes over, for jeg mener virkelig at det er hans skyld jeg blev indfanget af elskeren.Han begærede mig så vildt,han så alt det i mig, som fik mig til at blomstre op som kvinde og værdsatte mig i mit fag (faglig stolthed)...det sidste har min mand glemt,pga. sin egen forfængelighed. Jeg ved at mænds faglige stolthed går forud for så meget andet - og her var jeg i en speciel opgave ved at slåhamud,og det gjorde ham lidt kold....han moppede mig et.Alt dette førte til at min elsker fik frit spil.
Så det ER kpompliceret ja.Men jeg kunne aldrig drømmeom at gå til nogen bekendelse her. Min mand har løjet åbent lige op i mit ansigt dengang vi var kærester,og det op til flere gange! Så jeg skylder ham absolut intet.Og ja du har ret-jeg frygter da også hans reaktion,hvis han opdager hvad jeg har gang i...men mon ikke han har en anelse.Forleden da vi havde venner på besøg antydede han at den man tror man kender, kender man måske i virkeligheden ikke...
Men han er mit livs kærlighed ligegyldig hvor hård og ufølsom han til tider har været overfor mig -og han elsker mig meget, siger det så mange gange og med både smerte og glæde i stemmen,ja for vi har om nogen prøvet det hele sammen,og kender godt til nuancerne og faldgrupperne.
Min mand ved udemærket godt at han er i fare. Han har totalt ændret sin stil på det sidste,er blevet langt mere hjælpsom med det huslige,og støtter mig nu også i mit arbejde med et nyt projekt -noget han ikke gjorde før.Så jeg tror han ved det intuitivt,men også at jeg ikke kan andet end vende tilbage til ham.
Det er jo det denne sommer skal bruges til...glad for ferien kommer netop nu :-)

heraf 11 fra den samme profil! hm?

Hvis du har problemer med folk skriver ind på et debatforum du åbenbart selv er så tændt på at du gider tælle indlæggene,hvad i hule h......osv. laver du så her??
Dette var mit 12.og med 100% garanti ikke sidste indspark i utroskabsdebbatten her, da det er hvad optager mit sind p.t. så helt og aldeles..
...lader til du åbenbartfår noget ud af at "kikke med" !
;-)))

kigge dig over skulderen, at jeg kan forstå du plagierer Søren Østergårds 'bager-Jørgen', dog uden samme underholdningsværdi! Du stiller selv spørgsmålene og besvarer dem selv; og bryder dig absolut ikke om at nogen blander sig med afvigende meninger! Få dig do en blog, hvor du helt og fuldt kan dyrke dig selv!

???????
Fin måde at afspore debatten. Aldeles ufrugtbart og destruktivt.
KH Kastrup

Mange mennesker er aldrig deres partner utro, men der er også mange, der er. Når du læser alle de tilfælde herinde, skyldes det, at det her er et anonymt forum, hvor folk kan komme ud med deres frustrationer. Det er jo sjældent, at nogen har frustrationer eller har brug for at få debateret deres forhold, når det går godt. Så bare tag det helt roligt; den eneste ene findes stadigvæk. :-) Det gælder bare om at finde en partner med samme slags moral som én selv.

Jeg synes selv den er grov. Lige så groft som Pusserpigens overtagelse, dominans af de fleste debatter her på siden! -
Har konen da virkelig ikke andet at lave end at tæppebombe med sin eskapisme. Med det aktive og spændende liv hun foregiver at have og to højtelskede og højtelskende mænd at dyrke, - så virker det ærlig talt UTROVÆRDIGT at hun trods lynhurtig skriveteknik har tid til flere timer dagligt på debatten. Der er noget galt, helt galt - og det er mere end svært at ignorere hendes udgydelser, som jo altså fylder ca. 30% her og sikkert ikke mindre i alle de andre tråde, hvor hun prædiker.
Du har ret det er aldeles ufrugtbart og destruktivt!

helt ærligt - kastrup - synes du at Pussserpigens meninger her, giver den 21-årige trådstarter det 'sandfærdige' svar?

Som denne trækker Pusserpigen et slimet spor efter sig overalt, hvor der er mulighed for at blande sig (og også der, hvor det ikke er relevant).
Som dræbersneglen ødelægger hun så meget som muligt på sin vej - og som dræbersneglen forsøger hun at terrorisere og overtage det aktuelle mål - i dette tilfælde kategorien "Utroskab" ved at jage så mange seriøse debattører væk som muligt. Det antal indlæg, hun præsterer, er jo ganske uhyggeligt - gud ved hvor hendes liv ellers foregår?
Findes det ikke et giftmiddel mod denne type "dræbersnegl"?

Hej Pus
Ja... det gør jeg faktisk.
Jeg er en stor flirter... jeg elsker at gå til fest eller i byen. Herrefrokoster er ikke mig.. der skal være damer til stede.
Men jeg har altid haft et sæt dogmer:
- gramser ikke
- snaver ikke
- nul grissebasse
... men ellers får den for fuld gas både i baren og på dansegulvet!
Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg på baggrund af flirteriet har fået tilbud fra både singler og gifte... i aldren fra 23 - 51. (hende på 23 var ellers meget lækker og meget vedholdende)
Det jeg vil sige med det er, at jeg er vandt til at afvise tilbud... det virkede bare ikke den aften for snart lang tid siden.
KH
DGE

Det stressende består i at du er en lækker mand, og lige den dag var du bare FOR lækker...dvs.ekstra stresset!
;-)
KH
Den splittede elskerinde/kone