Niende del af krimi-føljetonen.
Palle Åge træder ind i sit hjem i Fensmark og stiler direkte ud i Hannes atelier: - Hvad var det for noget med Jonathan?
- Noget med Jonathan? ... Hvad mener du?
- Ja, du ringede og forstyrrede mig i mit arbejde og sagde, at børnehaven var lukket, da du kom dertil.
- Nå det. Tænk ikke mere over det. Det er klaret.
- Hvor er Jonathan nu?
- Inde i sin seng. Han sover trygt.
- Hvorfor ringede du så? ... alle mine kollegaer blev stang tossede på mig.
- Hvorfor gjorde de det? De har vel også en kone hver især?
- Ja eller en mand. Fordi det er forbudt med mobiler, der ringer og forstyrrer.
- Kunne du så ikke bare have slået den fra?
- Det havde jeg glemt, tilstår Palle Åge bittert: - Okay, jeg slap med en påtale. Men lad det ikke ske igen.
- Nej, nej, svarer Hanne ligeglad og maler videre på noget abstrakt: - Hvad synes du, er det ikke flot?
- Jeg kan som sædvanligt ikke se, hvad det forestiller. Men hvis du kan få det solgt med fortjeneste, så er det fint.
- Nu ikke så polemisk. Nå nu skriger Jonathan, gider du trøste ham?
Palle Åge skridter ind på knægtens værelse og ser, at han er særdeles ulykkelig: - Hvad er der dog i vejen lille ven?
- Sulten, for barnet klemt ud mellem alle hyletonerne.
Faren løfter ham op af sengen og bærer ham ud i køkkenet, hvor han finder nogle rester på panden, som endnu er lunken. Han fyrer omgående op under det igen: - Rolig. Der er lige straks noget klar.
”Halehoi”, råbte Klods-Hans, ”her kommer jeg! Se hvad jeg har fundet på landevejen!” Og så viste han dem en død krage, han havde fundet.
”Klods!” sagde de, ”hvad vil du med den?”
”Den vil jeg forære til kongedatteren!”
”Ja gør du det!” sagde de, lo og red videre.
Louise stopper natlæsningen og konstaterer, at Cindy er faldet til ro ovenpå dagens mange spændende begivenheder. Hun klapper eventyrbogen sammen og lister ud af værelset.
- Sover hun trygt? spørger Torben venligt.
- Som en prinsesse, svarer Louise, omfavner sin kæreste og får et kys på panden tilbage.
- Så er der morgenkaffe, siger Ragnhild højt og stiller klapbordet hen over sengen.
Henry gnider øjnene og sætter sig op: - Mange tak min egen. Åh, hvor er det rart, at det er weekend.
- Ja. Og gæt hvem, der er i avisen, spørger hun spøgefuldt og ligger morgenudgaven af Næstved Tidende.
- Har de nu været henne og interviewe jer igen i husmoderforeningen?
- Nej, slet ikke. Prøv at slå op på bagsiden, siger hun drillende og vimser ud mod badeværelset.
Henry vender straks bagsiden opad og ser et stort farvebillede med sig selv og Louise på stranden. Journalistens kommentarer til fotoet: ”Den lokale mordkommissær forsker nu i rigtig spændende sager.”
Henry bliver helt rød i ansigtet. Et var at opleve hendes attributter i virkeligheden, langt værre er det nu, at det ligefrem skal offentliggøres for gud og hver mand: - For satan! Det er mange år siden, at han har bandet sidst.
Ragnhild kommer tilbage med et par smurte rundstykker og ser hans rødmen. Hun stiller krydderne på bordet og kysser ham på kinden: - Ih hvor jeg elsker dig.
- Jeg kunne altså ikke vide, at Louise ville optræde i bar overkrop, forklarer Henry bævende.
- Helt i orden min ven. Jeg ved godt, at det ikke betyder noget.
- Tak skal du have, svarer Henry lettet men ikke uden bekymring: - Men jeg vil jo nok blive drillet en del inde på stationen i den kommende uge.
- Så er det godt, at vi rejser til Spanien næste fredag aften.
- Ja, det er rigtig. Han går i krig med rundstykkerne og slubrer til kaffen, inden der går en endnu værre bekymring op for ham: - Hvad nu hvis Louise læser avisen? ... eller en hun kender gør hende opmærksom på billedet?
- Åh ja. Det ville jo ikke være så godt.
Frank vågner ved, at der bliver kimet på hans ringeklokke. I døsig tilstand og kun iført underbukser, trasker han ud og lukker op for fredsforstyrreren: - Marlene! Du her?
- Ja, undskyld jeg vækkede dig. Jeg var bare nysgerrig for at høre, om Henriette var kommet hjem?
- Nej, det er hun ikke. Du må besøge hende en anden dag, og måske var det klogest at ringe først.
- Du har nok ret. Men har du fundet ud af, hvor hun er henne?
- Nej, det har jeg desværre ikke, svarer Frank og står med døren på klem, så hun kun kan se hans ansigt.
- Det er det, som bekymrer mig. Må jeg ikke nok komme ind og høre den fulde historie?
- Øh, jo, svarer Frank og overvejer, om han skal gå ind i soveværelset og tage slåbrok på, inden han åbner døren helt, men vælger så at gøre det straks: - Hun tog Volvoen i går først på eftermiddagen, og siden har ikke hørt fra hende.
- Nå for pokker. Havde I været oppe og skændes eller hvad? spørger Marlene på sin vis hyklerisk, men også i velmenende forsøg at løse problemet, mens hun i det skjulte kaster misundelige blikke på hans smukke overkrop.
Fortsættelse følger.
- Noget med Jonathan? ... Hvad mener du?
- Ja, du ringede og forstyrrede mig i mit arbejde og sagde, at børnehaven var lukket, da du kom dertil.
- Nå det. Tænk ikke mere over det. Det er klaret.
- Hvor er Jonathan nu?
- Inde i sin seng. Han sover trygt.
- Hvorfor ringede du så? ... alle mine kollegaer blev stang tossede på mig.
- Hvorfor gjorde de det? De har vel også en kone hver især?
- Ja eller en mand. Fordi det er forbudt med mobiler, der ringer og forstyrrer.
- Kunne du så ikke bare have slået den fra?
- Det havde jeg glemt, tilstår Palle Åge bittert: - Okay, jeg slap med en påtale. Men lad det ikke ske igen.
- Nej, nej, svarer Hanne ligeglad og maler videre på noget abstrakt: - Hvad synes du, er det ikke flot?
- Jeg kan som sædvanligt ikke se, hvad det forestiller. Men hvis du kan få det solgt med fortjeneste, så er det fint.
- Nu ikke så polemisk. Nå nu skriger Jonathan, gider du trøste ham?
Palle Åge skridter ind på knægtens værelse og ser, at han er særdeles ulykkelig: - Hvad er der dog i vejen lille ven?
- Sulten, for barnet klemt ud mellem alle hyletonerne.
Faren løfter ham op af sengen og bærer ham ud i køkkenet, hvor han finder nogle rester på panden, som endnu er lunken. Han fyrer omgående op under det igen: - Rolig. Der er lige straks noget klar.
”Halehoi”, råbte Klods-Hans, ”her kommer jeg! Se hvad jeg har fundet på landevejen!” Og så viste han dem en død krage, han havde fundet.
”Klods!” sagde de, ”hvad vil du med den?”
”Den vil jeg forære til kongedatteren!”
”Ja gør du det!” sagde de, lo og red videre.
Louise stopper natlæsningen og konstaterer, at Cindy er faldet til ro ovenpå dagens mange spændende begivenheder. Hun klapper eventyrbogen sammen og lister ud af værelset.
- Sover hun trygt? spørger Torben venligt.
- Som en prinsesse, svarer Louise, omfavner sin kæreste og får et kys på panden tilbage.
- Så er der morgenkaffe, siger Ragnhild højt og stiller klapbordet hen over sengen.
Henry gnider øjnene og sætter sig op: - Mange tak min egen. Åh, hvor er det rart, at det er weekend.
- Ja. Og gæt hvem, der er i avisen, spørger hun spøgefuldt og ligger morgenudgaven af Næstved Tidende.
- Har de nu været henne og interviewe jer igen i husmoderforeningen?
- Nej, slet ikke. Prøv at slå op på bagsiden, siger hun drillende og vimser ud mod badeværelset.
Henry vender straks bagsiden opad og ser et stort farvebillede med sig selv og Louise på stranden. Journalistens kommentarer til fotoet: ”Den lokale mordkommissær forsker nu i rigtig spændende sager.”
Henry bliver helt rød i ansigtet. Et var at opleve hendes attributter i virkeligheden, langt værre er det nu, at det ligefrem skal offentliggøres for gud og hver mand: - For satan! Det er mange år siden, at han har bandet sidst.
Ragnhild kommer tilbage med et par smurte rundstykker og ser hans rødmen. Hun stiller krydderne på bordet og kysser ham på kinden: - Ih hvor jeg elsker dig.
- Jeg kunne altså ikke vide, at Louise ville optræde i bar overkrop, forklarer Henry bævende.
- Helt i orden min ven. Jeg ved godt, at det ikke betyder noget.
- Tak skal du have, svarer Henry lettet men ikke uden bekymring: - Men jeg vil jo nok blive drillet en del inde på stationen i den kommende uge.
- Så er det godt, at vi rejser til Spanien næste fredag aften.
- Ja, det er rigtig. Han går i krig med rundstykkerne og slubrer til kaffen, inden der går en endnu værre bekymring op for ham: - Hvad nu hvis Louise læser avisen? ... eller en hun kender gør hende opmærksom på billedet?
- Åh ja. Det ville jo ikke være så godt.
Frank vågner ved, at der bliver kimet på hans ringeklokke. I døsig tilstand og kun iført underbukser, trasker han ud og lukker op for fredsforstyrreren: - Marlene! Du her?
- Ja, undskyld jeg vækkede dig. Jeg var bare nysgerrig for at høre, om Henriette var kommet hjem?
- Nej, det er hun ikke. Du må besøge hende en anden dag, og måske var det klogest at ringe først.
- Du har nok ret. Men har du fundet ud af, hvor hun er henne?
- Nej, det har jeg desværre ikke, svarer Frank og står med døren på klem, så hun kun kan se hans ansigt.
- Det er det, som bekymrer mig. Må jeg ikke nok komme ind og høre den fulde historie?
- Øh, jo, svarer Frank og overvejer, om han skal gå ind i soveværelset og tage slåbrok på, inden han åbner døren helt, men vælger så at gøre det straks: - Hun tog Volvoen i går først på eftermiddagen, og siden har ikke hørt fra hende.
- Nå for pokker. Havde I været oppe og skændes eller hvad? spørger Marlene på sin vis hyklerisk, men også i velmenende forsøg at løse problemet, mens hun i det skjulte kaster misundelige blikke på hans smukke overkrop.
Fortsættelse følger.