Nihilisme
Ser du nihilisme som noget positivt eller noget negativt?
En umulighed?
Jeg opfatter nihilismen som en slags protest. Fordi vi mennesker aldrig kan finde en første årsag, konkluderer nogle tilsyneladende, at så er der ikke nogen første årsag. Dermed bliver alt jo relativt - ingen autoriteter (hverken Gud eller mennesker) skal komme og fortælle os noget.
Men i virkelighedens verden tror jeg vi alle tænker på nogle af vores opfattelser som absolutte sandheder. Nogle ting kunne vi bare ikke drømme om at stille spørgsmålstegn ved (i hvert fald ikke som andet end en intellektuel øvelse). Så selvom nogle mennesker sikkert opfatter nihilismen som en nødvendig filosofi, finder jeg den lidt ligegyldig - det er alligevel en filosofi jeg aldrig har mødt nogle der konsekvent levede efter, alligevel.
Jeg tror nihilismen mest bliver hevet frem som en slags protest: du skal bare ikke komme og sige, at jeg skal gøre sådan, for det har du ingen autoritet til. Pointen er, at man netop ikke siger sådan konsekvent, men kun når det passer i ens kram. Nihilismen bliver en slags våben vi kan hive frem, når vi føler vores frihed truet.
Men da jeg ikke synes en livsfilosofi kan være et våben til lejlighedsbrug (en livsoverbevisning gennemsyrer efter min opfattelse hele ens tilværelse), afviser jeg nihilismen som en umulig filosofi. Jeg kan højst svinge mig op til at opfatte nihilismen som en interessant tanke - en slags påmindelse om, at det kan være sundt at stille spørgsmåltegn ved ens opfattelser.
Milan Kunderas "Tilværelsens ulidelige lethed" synes jeg egentligt fanger nihilismens problem. Nihilismen giver lethed - bare ærgerligt at vi mennesker ofte søger efter betydning. Så når man har gjort sig sine overvejelser om, at nihilismen betyder, at ingen moral, tro eller hvad ved jeg, har forrang ift. andre opfattelser, så synes jeg der er behov for at møde noget af betydning: Gud!
Men i virkelighedens verden tror jeg vi alle tænker på nogle af vores opfattelser som absolutte sandheder. Nogle ting kunne vi bare ikke drømme om at stille spørgsmålstegn ved (i hvert fald ikke som andet end en intellektuel øvelse). Så selvom nogle mennesker sikkert opfatter nihilismen som en nødvendig filosofi, finder jeg den lidt ligegyldig - det er alligevel en filosofi jeg aldrig har mødt nogle der konsekvent levede efter, alligevel.
Jeg tror nihilismen mest bliver hevet frem som en slags protest: du skal bare ikke komme og sige, at jeg skal gøre sådan, for det har du ingen autoritet til. Pointen er, at man netop ikke siger sådan konsekvent, men kun når det passer i ens kram. Nihilismen bliver en slags våben vi kan hive frem, når vi føler vores frihed truet.
Men da jeg ikke synes en livsfilosofi kan være et våben til lejlighedsbrug (en livsoverbevisning gennemsyrer efter min opfattelse hele ens tilværelse), afviser jeg nihilismen som en umulig filosofi. Jeg kan højst svinge mig op til at opfatte nihilismen som en interessant tanke - en slags påmindelse om, at det kan være sundt at stille spørgsmåltegn ved ens opfattelser.
Milan Kunderas "Tilværelsens ulidelige lethed" synes jeg egentligt fanger nihilismens problem. Nihilismen giver lethed - bare ærgerligt at vi mennesker ofte søger efter betydning. Så når man har gjort sig sine overvejelser om, at nihilismen betyder, at ingen moral, tro eller hvad ved jeg, har forrang ift. andre opfattelser, så synes jeg der er behov for at møde noget af betydning: Gud!
Både/og
Som en personlig indstilling, mener jeg at nihilisme er acceptabelt/positivt. Men bruges nihilismen til at påvirke en større gruppe, så finder jeg den negativ.
Mvh Lagermann
Mvh Lagermann