Noget af mit liv som vidne
Jeg har kendt til Jehovas vidner i 45 år. De 10 år ud af de 24 år var jeg aktiv. Ud af dem igen var jeg barn/teenager i 14 år.
Fra jeg sidste gang forlod Jehovas vidner, var jeg troende i yderligere 4 år.
Jeg har ialt været et troende Jehovas vidne i 41 år. Det er først de sidste 4 år at jeg har tvivlet og fundet troen for let.
Jeg voksede op i en kærlig og omsorgsfuld familie. Mit barndomshjem står for mig, som paradiset på jorden. Jeg syntes de første år, at jeg havde alt. Naturen er i dag for mig noget, af det mest pragtfulde, fordi jeg som barn fandt kærligheden i naturen.
Ikke sådan at forstå, at mine forældre ikke gav mig al den kærlighed et barn kunne ønske sig. Jeg har hverken fået tæsk eller er blevet incest msbrugt. Men jeg boede et meget ensomt sted med mine forældre, så jeg havde ingen venner.
Derfor fandt jeg glæder i naturen.
Og endnu mere da jeg blev mobbet i skolen.
Jeg husker jeg fandt en syg gråspurv. Jeg havde på det tidspunkt fået en dagbog af nabokonen, så jeg må vel have været omkring de 12 år. Der skrev jeg bl.a.: Pipper du er død nu, du var den eneste ven jeg havde.
Min far sagde år efter, at det skar ham i hjertet at læse den sætning. Ja der skærer osse mig, da jeg tydeligt husker, hvordan jeg følte det. Jeg fik en undulat. Den fløj bort, genboens hund fandt den, og kom med den i munden. Mine forældre forærede mig min første båndoptager dengang.
Nå men jeg voksede op. Jeg havde en sommerferie veninde, hun kom kun i sommerhalvåret, da hendes forældre havde et sommerhus tæt ved os. Så var der naboen, der hvor konen forærede mig dagbogen. Hendes ord til mig var af Piet Hein: Husk at leve mens du gør det, husk at elske mens du tør det.
De havde en lille dreng, som jeg passede og legede med. Jeg elskede at komme der. Hvor højt jeg end elsker min mor, var hun min anden mor.
Så var der en pige mere på vejen, men hun var mere dreng end pige.
Da jeg var ca. 13 år, flyttede der en pige mere til vejen. Hun kom til at betyde meget for mig. Men hun var denne type pige der tænkte: Nå men jeg keder mig, gad vide om Manjana laver noget, for så kan jeg godt bruge hende.
Sådan oplevede jeg det ihvertfald nogengange.
Derudover var der min hjerte veninde. Hun var der for mig, hvad enten hun blev kastet i brændeælderne eller ej. Fordi hun legede med mig.
Men hun flyttede, i jeg mener det var i 6 klasse. jeg var alene. Derfor fandt jeg meget stor trøst i naturen.
Nå men hvad har alt det her at gøre med JV. Intet ud over, at veninder i min barndom af JV, var der kun 2. Den ene var lidt yngre end mig, og den anden noget ældre end jeg. Men ingen af dem, var der i min dagligdag. Jeg måtte klare mig selv.
Og derudover, jeg prøver at give et billede af, hvem jeg er.
Jeg er af den stærke overbevisning, at havde min far været menighedstjener (det højeste man kunne blive dengang) og meget aktiv i troen, ville jeg have været et godt aktiv at være venner med. Der fandtes en del småpiger i vores menighed dengang, (Birkerød menighed), men kun en og senere en mere, var at findes i min vennekreds.
Men jeg voksede op, hungrende efter at blive respekteret og anerkendt. Det blev jeg aldrig. Jeg havde et liv, som et skib i havsnød. Jeg fandt aldrig det jeg søgte inderst inde som vidne. Jo de sidste 10 år elskede jeg Jehova Gud. Eller Gud. Men noget gik galt.
Og det var ikke vidnerne, der forhindrede at noget gik galt. De skubbede. Uden at vide det, men det gjorde de. De ansvarlige er JV's styrende råd. Dem der sætter dagsordenen.
Jeg glemmer aldrig nogensinde engang jeg var hjemme hos veninden, der var lidt ældre end jeg. Hendes nu afdøde far, sagde at en bror havde sagt noget morsomt. Min veninde, (dengang næsten 18), sagde nåeeee det hørte jeg godt du må tænke på: og så kom der et meget grimt bandeord. Hendes far blev helt rød i hovedet og meget vred. Han skældte hende ud, og hun stod bare der og sagde lige så stille, nåee men jeg vidste jo ikke hvad det betød.
Jeg ved godt at det her lyder ikke af noget særligt i dag i jeres ører, men for mig, betød det noget.
Mit liv som barn af vidner har jeg beskrevet en del nu. Jeg må indrømme at jeg syntes, at for mig var det noget særligt at være med til de internationale stævner. Der var sorte klædt i farvestrålende dragter. Jeg var betaget. Alle de mennesker af alle nationaliteter, det var for mig stort. Ikke at det betød noget trosmæssigt, for det lå langt ud over min fatte evne dengang. Men jeg indåndede disse kulturforskelle og jeg fandt det meget inspirerende for mit sind eller sjæl.
At jeg så voksede op, hungrende efter anerkendelse er en anden snak.
Fordi fra jeg var ca. 13 og til jeg skiftede skole i 8 klasse, var jeg vist noget oprørsk. Jeg ville så gerne være respekteret af nogen. Jeg fandt det ikke i menigheden, og tro mig jeg var sød. Men jeg prøvede så at finde det i den klasse, hvor jeg blev mobbet. Der fandt jeg det heller ikke.
Ser i, jeg er ganske sikker på at jeg ikke kun taler for mig selv. Det er hamrende svært at finde fodfæste som teenager i JV. Man får gentagne gange at vide, hvad man skal mene tro og tænke. HVORDAN kan man udvikle sig til et sundt og farvestrålende menneske, når man ikke får lov til at udvikle de evner man nu engang er udstyret med??????????
Hvordan finder man fodfæste?????????????????????????
Jeg spørger dig ftg??????? Du kom med som voksen, ja okay JV reddede dig fra et liv som narkoman, og det er selvfølgeligt rigtig godt. Men havde du aldrig kendt til andet og ovenikøbet haft en altdominerende ældstefar, er det ikke sikkert at det var gået så godt for dig.
Jeg ved med mig selv, og andres udsagn, at det er bestemt ikke nemt at være teenager i JV. Sammenlignet med denne VIRKELIGE verden.
Nå men det var bare et hjertesuk fra mig. Take it or leave it. Jeg mener bare ikke at det er nemt at være hverken barn eller teenager i JV.
Og faktisk, heller ikke voksen.
Med venlig hilsen
Manjana
Fra jeg sidste gang forlod Jehovas vidner, var jeg troende i yderligere 4 år.
Jeg har ialt været et troende Jehovas vidne i 41 år. Det er først de sidste 4 år at jeg har tvivlet og fundet troen for let.
Jeg voksede op i en kærlig og omsorgsfuld familie. Mit barndomshjem står for mig, som paradiset på jorden. Jeg syntes de første år, at jeg havde alt. Naturen er i dag for mig noget, af det mest pragtfulde, fordi jeg som barn fandt kærligheden i naturen.
Ikke sådan at forstå, at mine forældre ikke gav mig al den kærlighed et barn kunne ønske sig. Jeg har hverken fået tæsk eller er blevet incest msbrugt. Men jeg boede et meget ensomt sted med mine forældre, så jeg havde ingen venner.
Derfor fandt jeg glæder i naturen.
Og endnu mere da jeg blev mobbet i skolen.
Jeg husker jeg fandt en syg gråspurv. Jeg havde på det tidspunkt fået en dagbog af nabokonen, så jeg må vel have været omkring de 12 år. Der skrev jeg bl.a.: Pipper du er død nu, du var den eneste ven jeg havde.
Min far sagde år efter, at det skar ham i hjertet at læse den sætning. Ja der skærer osse mig, da jeg tydeligt husker, hvordan jeg følte det. Jeg fik en undulat. Den fløj bort, genboens hund fandt den, og kom med den i munden. Mine forældre forærede mig min første båndoptager dengang.
Nå men jeg voksede op. Jeg havde en sommerferie veninde, hun kom kun i sommerhalvåret, da hendes forældre havde et sommerhus tæt ved os. Så var der naboen, der hvor konen forærede mig dagbogen. Hendes ord til mig var af Piet Hein: Husk at leve mens du gør det, husk at elske mens du tør det.
De havde en lille dreng, som jeg passede og legede med. Jeg elskede at komme der. Hvor højt jeg end elsker min mor, var hun min anden mor.
Så var der en pige mere på vejen, men hun var mere dreng end pige.
Da jeg var ca. 13 år, flyttede der en pige mere til vejen. Hun kom til at betyde meget for mig. Men hun var denne type pige der tænkte: Nå men jeg keder mig, gad vide om Manjana laver noget, for så kan jeg godt bruge hende.
Sådan oplevede jeg det ihvertfald nogengange.
Derudover var der min hjerte veninde. Hun var der for mig, hvad enten hun blev kastet i brændeælderne eller ej. Fordi hun legede med mig.
Men hun flyttede, i jeg mener det var i 6 klasse. jeg var alene. Derfor fandt jeg meget stor trøst i naturen.
Nå men hvad har alt det her at gøre med JV. Intet ud over, at veninder i min barndom af JV, var der kun 2. Den ene var lidt yngre end mig, og den anden noget ældre end jeg. Men ingen af dem, var der i min dagligdag. Jeg måtte klare mig selv.
Og derudover, jeg prøver at give et billede af, hvem jeg er.
Jeg er af den stærke overbevisning, at havde min far været menighedstjener (det højeste man kunne blive dengang) og meget aktiv i troen, ville jeg have været et godt aktiv at være venner med. Der fandtes en del småpiger i vores menighed dengang, (Birkerød menighed), men kun en og senere en mere, var at findes i min vennekreds.
Men jeg voksede op, hungrende efter at blive respekteret og anerkendt. Det blev jeg aldrig. Jeg havde et liv, som et skib i havsnød. Jeg fandt aldrig det jeg søgte inderst inde som vidne. Jo de sidste 10 år elskede jeg Jehova Gud. Eller Gud. Men noget gik galt.
Og det var ikke vidnerne, der forhindrede at noget gik galt. De skubbede. Uden at vide det, men det gjorde de. De ansvarlige er JV's styrende råd. Dem der sætter dagsordenen.
Jeg glemmer aldrig nogensinde engang jeg var hjemme hos veninden, der var lidt ældre end jeg. Hendes nu afdøde far, sagde at en bror havde sagt noget morsomt. Min veninde, (dengang næsten 18), sagde nåeeee det hørte jeg godt du må tænke på: og så kom der et meget grimt bandeord. Hendes far blev helt rød i hovedet og meget vred. Han skældte hende ud, og hun stod bare der og sagde lige så stille, nåee men jeg vidste jo ikke hvad det betød.
Jeg ved godt at det her lyder ikke af noget særligt i dag i jeres ører, men for mig, betød det noget.
Mit liv som barn af vidner har jeg beskrevet en del nu. Jeg må indrømme at jeg syntes, at for mig var det noget særligt at være med til de internationale stævner. Der var sorte klædt i farvestrålende dragter. Jeg var betaget. Alle de mennesker af alle nationaliteter, det var for mig stort. Ikke at det betød noget trosmæssigt, for det lå langt ud over min fatte evne dengang. Men jeg indåndede disse kulturforskelle og jeg fandt det meget inspirerende for mit sind eller sjæl.
At jeg så voksede op, hungrende efter anerkendelse er en anden snak.
Fordi fra jeg var ca. 13 og til jeg skiftede skole i 8 klasse, var jeg vist noget oprørsk. Jeg ville så gerne være respekteret af nogen. Jeg fandt det ikke i menigheden, og tro mig jeg var sød. Men jeg prøvede så at finde det i den klasse, hvor jeg blev mobbet. Der fandt jeg det heller ikke.
Ser i, jeg er ganske sikker på at jeg ikke kun taler for mig selv. Det er hamrende svært at finde fodfæste som teenager i JV. Man får gentagne gange at vide, hvad man skal mene tro og tænke. HVORDAN kan man udvikle sig til et sundt og farvestrålende menneske, når man ikke får lov til at udvikle de evner man nu engang er udstyret med??????????
Hvordan finder man fodfæste?????????????????????????
Jeg spørger dig ftg??????? Du kom med som voksen, ja okay JV reddede dig fra et liv som narkoman, og det er selvfølgeligt rigtig godt. Men havde du aldrig kendt til andet og ovenikøbet haft en altdominerende ældstefar, er det ikke sikkert at det var gået så godt for dig.
Jeg ved med mig selv, og andres udsagn, at det er bestemt ikke nemt at være teenager i JV. Sammenlignet med denne VIRKELIGE verden.
Nå men det var bare et hjertesuk fra mig. Take it or leave it. Jeg mener bare ikke at det er nemt at være hverken barn eller teenager i JV.
Og faktisk, heller ikke voksen.
Med venlig hilsen
Manjana