Nogle grundbegreber om sjæl, livsånde osv

Det ser ud som om debatten nu skal handle meget om, hvad enkelte hebraiske ord betyder. Jeg laver derfor en "mini-ordbog"
1. Mosebog 2:7

Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde[sup]neshama[/sup] i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen[sup]nephesh[/sup].[/quote]
Bemærk ligheden mellem "ånde" og "væsen" på hebraisk. Det er ikke tilfældigt: Ordet "væsen" eller "sjæl", nephesh stammer fra roden naphash som betyder en der ånder, fordi Gud har blæst livsånde ind i vedkommende.
Jobs Bog 12:10
[quote]Alle menneskers liv[sup]nephesh[/sup] har han i sin hånd,
alt levendes livsånde[sup]ruach[/sup].[/quote]
Denne parallelisme viser to synonymer i Bibelen, nemlig "nephesh" og "ruach". "Nephesh" (sjæl, væsen) betyder en som ånder og "ruach" betyder ånde eller vind. Da Gud indblæste livsånde ind i Adam var det nemlig Guds ånd (ruach elohim) der gjorde det, ligesom det var ved ruach elohim hele verden blev skabt og stadig bliver opretholdt.
Prædikerens Bog 12:7
[quote]før støvet vender tilbage til jorden, hvor det var,
og livsånden[sup]ruach[/sup] vender tilbage til Gud, som gav den.[/quote]
Mennesket er altså støv (jord er du, og til jord skal du blive) og livsånde (ruach) - og ruach vender tilbage til Gud som gav det når mennesket dør. For ruach er jo også Guds ånd, eller Guds skabende kraft - når man dør slutter vores del af Guds kraft og vi bliver kraftesløse lig der ikke ånder.
Neshama (ånde), nephesh (væsen, sjæl, "en som ånder") og ruach (ånd, livsånde) er altså synonymer i Bibelen. Dyr er også sjæle (nephesh), så er der mon overhovedet nogen forskel på dyr og mennesker ifølge Bibelen?
Der er i hvert fald en tekst i Bibelen der funderer over, om der mon ikke er en forskel, men som stiller det op som et spørgsmålstegn ved en åbenbart alment accepteret forestilling:
Prædikerens Bog 3:18-21
[quote]Jeg tænkte: Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr. For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed!
Alle går samme sted hen;
alle er blevet til af jord,
alle bliver til jord igen.
Ingen kan vide, om menneskenes livsånde[sup]ruach[/sup] stiger op, og om dyrenes livsånde[sup]ruach[/sup] stiger ned i jorden.[/quote]
Støv og livsånde er de to ingredienser - både dyr og mennesker bliver til jord igen, men så er der lige det spørgsmål med livsånden (ruach). Kroppen ryger ned i jorden, men her møder vi altså en ide om, at der kan være forskel på hvad der sker med menneskers og dyrs livsånde (ruach) - ryger den ene opad og den anden nedad?
Opad er til himlen, hvor Gud bor. Menneskers del af Guds ruach vender altså tilbage til Gud i himlen, men ryger dyrs livsånde (ruach) ned i jorden sammen med resten af dyret - måske ned i dødsriget, sheol?
Jøderne havde en masse regler når de slagtede dyr der måske kan hjælpe med at besvare det spørgsmål:
5. Mosebog 12:23-24
[quote]Men pas på, at du ikke spiser blodet, for blodet er selve livet[sup]nephesh[/sup], og du må ikke spise livet[sup]nephesh[/sup] sammen med kødet. Du må ikke spise det; hæld det ud på jorden som vand.[/quote]
Her har vi altså årsagen til jødernes forbud imod at spise blod: Livsånden stopper når blodet løber af dyret (sådan slagtede man dengang), så det var tydeligt for jøderne at blodet i særlig grad var forbundet med Guds ånd (ruach) og derfor repræsenterede selve livet (nephesh). Blodet skulle altså løbe ned i jorden, hvor Prædikeren altså spekulerede over om dyrenes livsånde også ville ryge hen ved døden.
Tankegangen er logisk: Blodet stoppede livsånden og det røg jo ned i jorden. Men Prædikerens spørgsmål om, hvorvidt menneskets ruach (ånd) nu også kommer et andet sted hen end dyrenes ånd er også berettiget, for snitter man halsen over på et menneske holder vi jo også op med at trække vejret, og vores blod ryger jo også i jorden når vi dør...
Hvis vi nu bevæger os til det andet ekstrem, siger Gud han selv er/har en sjæl (nephesh) flere steder i Bibelen. Lad os se et eksempel:
Jeremias Bog 6:8
[quote]Tag ved lære, Jerusalem,
for at jeg[sup]nephesh[/sup] ikke skal bryde med dig
og gøre dig til en ødemark,
et land uden indbyggere.

Jeg nævner eksemplet for at man ikke skal tro sjæl er et begreb Gud er hævet over i GT. Også Gud er en sjæl, hvilket jo egentligt er ret logisk, eftersom han må være "en der ånder" (nephesh) når han kunne indblæse ånde (naphash) i Adams næsebor.
Så når vi i GT får at vide at kødet/støvet vender tilbage til jorden, hvor sheol er, og livsånden (ruach, naphash) vender tilbage til Gud der gav det, altså at sjælen er en slags to-delt størrelse, hvor støvet er uden liv medmindre det får liv af livsånden, jamen så skal vi gøre os klart at Gud selv har "ruach elohim" (Guds ånd) og at Gud selv er en "nephesh" (sjæl/et væsen).
Derfor er spørgsmålet om, hvorvidt dyrenes "ruach" og menneskers "ruach" kommer samme sted hen så filosofisk interessant i GT, at Prædikeren gider kommentere det.
Jeg håber det afklarer begreberne en smule...

For mig lyder det meget rigtig
Et levende væsen = med en sjæl, og omvendt.
En slæl = et levende væsen.
super godt indlæg

Jeg mener ikke noget, SK. Jeg mener ikke Bibelen er tilstrækkelig klar angående den slags spørgsmål til, at man kan drage endegyldige konklusioner.
Jeg har dog en ide om, hvilken retning der synes der er mest støtte til i Bibelen, nemlig at den ånde der vender tilbage til Gud er upersonlig, medmindre man er født af ånd så den er blevet personlig og derfor fortsætter med at leve. Jeg tenderer altså mod at mene der er forskel på om man er genfødt eller ej, uden at jeg dog kommer med en endegyldig konklusion.