Ny bog af Mikkel Grøn: Julefortællingen "Yo Jul"
Pressemeddelelse /Invitation til reception
Ny bog af Mikkel Grøn: Julefortællingen "Yo Jul"
I forbindelse med udgivelsen afholdes reception den 15. November klokken 20 på Cafe Pustevig Rosengade 21, 8000 Århus C.
YO Jul er en ungdomsroman.
“Yo jul” er en roman om Flez, Mugge og Cyber x. De troede det skulle være en almindelig jul. Med næserne i bøgerne, men sære hændelser begynder at opstå omkring dem. Den store kærlighed dukker op og de 3 hjemmedrenge bliver kontaktet af nissernes hemmelige forbund for at hjælpe med at redde julestemningen. Snart bliver de omgivet af skæve tider, hvor intet er umuligt og spændingen venter om hvert et gadehjørne.
Vedlagt følger begyndelsen af 1. kapitel af Yo Jul.
Sådan begynder YO JUL.
Kapitel 1. Flez får øjnene op.
Det er jul, det er cool, det er nu man hygger sig bedst, gnistrede det ud af Flez' gamle anlæg, idet han vendte sig om på siden og gned sig i sit vatskæg, der hang lidt løst i limen. Han drejede sin skulder let, for at kunne indsnuse sin herlige stank; en blanding af Armani deo og daggammel X-mas, som spredte Wunderbaum juleglitter i rummet; en herlig stemning af jul. Flez lod sit øje dreje ud i en cirkel, for at tjekke sig selv - og doggyed nok fandt han sig i sit es.
Kort undrede han sig over det markante fravær af erindring; kunne det være en freudiansk tilnærmelse? Hvad han ikke kunne huske, og derfor ikke kunne glæde sig over, var, at Alis havde breakdancet på kantinebordet mens Nikiz var kravlet op bag hende og havde løsnet hendes Wonderbra, så hendes torzzydo bryster havde afsløret sig. Det jumpede var, at hun ikke var blevet en gebis prop, men i stedet var begyndt at styre showet i den vilde Chealeader stil, mens hun gejlt nok rystede sin krop, som ellers kun en prof danser kunne have været der. Den måbende mængde af 1-års russere, der var iført julepaphatte kastetede sig for hendes fødder; i en kanonsang var de begyndt at tilbede hende i den vildeste Hare Krishna stil, hvorefter flere af dem var styrtet op mod hende for at kysse hendes fødder.
Flez sprang ud af sengen for at få sig en ristet franner med ost og abrikosmarmelade. Han guflede den klæbrige håndmad i sig i et så hastigt tempo, at han næsten fik åndenød. Løb ind i sit værelse og proppede tasken med sine bøger og halsede af sted ud af døren, mens han, i et løbetempo der var Maurice Green værdig, styrtede af sted mod bussen.
Da han drejede ned af villavejen, så han bussen holde ved stoppestedet 100 meter fremme. 97 meters sprint senere kørte bussen fra ham. Stadig med tungen ud af munden, satte han sig op ad en kold mur. Hans ur viste 7:45 dec. 1; så tæt på og så alligevel så fjernt fra at nå det. Flez gad næsten ikke høre på sure Olsens vanlige prædiken om punktlighed og arbejdsmoral, og om hvor skidt det ville gå til eksamen og videre ud i den smøre; det var som at høre på en præst, der ville skille fårene fra bukkene, for at fortælle bukkene, at de nu skulle være får. Og hvorfor skulle en præst overhovedet interessere sig for landbrug?
Med bevidstheden om at det ville vare en halv time før bussen til Uni ville komme, gav Flez sig til at vente. At vente var ikke noget han ellers havde det skidt med; det var bare den bidende kulde der gjorde at han heftigt overvejede at gå hjem igen og se dyner. Heldigvis var der kun 14 dage tilbage inden juleferien startede. Flez tog en Blue Kings frem af inderlommen og gned sin Zippo i bukserne, varmede sig lidt ved flammen, før han tændte smøgen og sugede varmen ned i sine lunger. Han lod sine øjne glide hen i en af villavejens nydeligt klippede haver, hvor der stod tre stive havenisser i rødt juletøj. Efter at han havde stirret på dem i en rum tid, gav nissen der stod med en lille sæk over nakken ham et forsigtigt glimt med øjet, han rejste sig op og gik hen imod porcelænsfigurerne, tog den lille nisse op og pustede røg ud i dens ansigt, den lille nisse hostede og kneb hele ansigtet i. Flez grinte for sig selv.
"Hvad er du for en lille fyr?"
Nissen hostede igen
"Jeg hedder Fånky", lød det med en stille stemme. Flez knipsede den under næsen.
"Kender du så måske julemanden? jeg har nemlig et ønske om at få et kys af Yginia til jul". Hans læber formede sig til et smil, da nissen næsten nikkede med sit lille hoved. Han tog den op og vuggede den i sine arme som en lille baby.
"Jeg kender ikke julemanden, men jeg kender julen.", sagde nissen, og fortsatte:
"det er den eneste tid jeg kender; resten af året ligger jeg i en kasse på loftet og ser slet ikke verden. Hvis du vil finde julestemningen må du søge i dit eget hjerte"
Nissen nikkede og faldt i søvn. Flez stillede nissen tilbage i haven og gik tilbage til busstoppestedet. Han tog sit buskort op af lommen og vendte det et par gange i hånden og så var bussen der...
På universitet var der stille som aldrig før, ikke en lyd af bladren i bøger, det var nu ikke så underligt. For dem skal man jo selv købe. Ikke en lyd fra computerne, der ellers er den nemmeste vej til at finde sit undervisningsmateriale. Og ikke en lyd fra kopimaskinerne der ellers burde koge som den gang økologisk kaffe, der altid bredte sin fængende duft fra lærernes kontorer.
Flez trådte ind over den magiske grænse der er mellem surferstilen og den mere tilbagelænede, lytte-på stil. Men i dag var det anderledes. De andre elever sad med lukkede øjne i dyb meditation.
Ny bog af Mikkel Grøn: Julefortællingen "Yo Jul"
I forbindelse med udgivelsen afholdes reception den 15. November klokken 20 på Cafe Pustevig Rosengade 21, 8000 Århus C.
YO Jul er en ungdomsroman.
“Yo jul” er en roman om Flez, Mugge og Cyber x. De troede det skulle være en almindelig jul. Med næserne i bøgerne, men sære hændelser begynder at opstå omkring dem. Den store kærlighed dukker op og de 3 hjemmedrenge bliver kontaktet af nissernes hemmelige forbund for at hjælpe med at redde julestemningen. Snart bliver de omgivet af skæve tider, hvor intet er umuligt og spændingen venter om hvert et gadehjørne.
Vedlagt følger begyndelsen af 1. kapitel af Yo Jul.
Sådan begynder YO JUL.
Kapitel 1. Flez får øjnene op.
Det er jul, det er cool, det er nu man hygger sig bedst, gnistrede det ud af Flez' gamle anlæg, idet han vendte sig om på siden og gned sig i sit vatskæg, der hang lidt løst i limen. Han drejede sin skulder let, for at kunne indsnuse sin herlige stank; en blanding af Armani deo og daggammel X-mas, som spredte Wunderbaum juleglitter i rummet; en herlig stemning af jul. Flez lod sit øje dreje ud i en cirkel, for at tjekke sig selv - og doggyed nok fandt han sig i sit es.
Kort undrede han sig over det markante fravær af erindring; kunne det være en freudiansk tilnærmelse? Hvad han ikke kunne huske, og derfor ikke kunne glæde sig over, var, at Alis havde breakdancet på kantinebordet mens Nikiz var kravlet op bag hende og havde løsnet hendes Wonderbra, så hendes torzzydo bryster havde afsløret sig. Det jumpede var, at hun ikke var blevet en gebis prop, men i stedet var begyndt at styre showet i den vilde Chealeader stil, mens hun gejlt nok rystede sin krop, som ellers kun en prof danser kunne have været der. Den måbende mængde af 1-års russere, der var iført julepaphatte kastetede sig for hendes fødder; i en kanonsang var de begyndt at tilbede hende i den vildeste Hare Krishna stil, hvorefter flere af dem var styrtet op mod hende for at kysse hendes fødder.
Flez sprang ud af sengen for at få sig en ristet franner med ost og abrikosmarmelade. Han guflede den klæbrige håndmad i sig i et så hastigt tempo, at han næsten fik åndenød. Løb ind i sit værelse og proppede tasken med sine bøger og halsede af sted ud af døren, mens han, i et løbetempo der var Maurice Green værdig, styrtede af sted mod bussen.
Da han drejede ned af villavejen, så han bussen holde ved stoppestedet 100 meter fremme. 97 meters sprint senere kørte bussen fra ham. Stadig med tungen ud af munden, satte han sig op ad en kold mur. Hans ur viste 7:45 dec. 1; så tæt på og så alligevel så fjernt fra at nå det. Flez gad næsten ikke høre på sure Olsens vanlige prædiken om punktlighed og arbejdsmoral, og om hvor skidt det ville gå til eksamen og videre ud i den smøre; det var som at høre på en præst, der ville skille fårene fra bukkene, for at fortælle bukkene, at de nu skulle være får. Og hvorfor skulle en præst overhovedet interessere sig for landbrug?
Med bevidstheden om at det ville vare en halv time før bussen til Uni ville komme, gav Flez sig til at vente. At vente var ikke noget han ellers havde det skidt med; det var bare den bidende kulde der gjorde at han heftigt overvejede at gå hjem igen og se dyner. Heldigvis var der kun 14 dage tilbage inden juleferien startede. Flez tog en Blue Kings frem af inderlommen og gned sin Zippo i bukserne, varmede sig lidt ved flammen, før han tændte smøgen og sugede varmen ned i sine lunger. Han lod sine øjne glide hen i en af villavejens nydeligt klippede haver, hvor der stod tre stive havenisser i rødt juletøj. Efter at han havde stirret på dem i en rum tid, gav nissen der stod med en lille sæk over nakken ham et forsigtigt glimt med øjet, han rejste sig op og gik hen imod porcelænsfigurerne, tog den lille nisse op og pustede røg ud i dens ansigt, den lille nisse hostede og kneb hele ansigtet i. Flez grinte for sig selv.
"Hvad er du for en lille fyr?"
Nissen hostede igen
"Jeg hedder Fånky", lød det med en stille stemme. Flez knipsede den under næsen.
"Kender du så måske julemanden? jeg har nemlig et ønske om at få et kys af Yginia til jul". Hans læber formede sig til et smil, da nissen næsten nikkede med sit lille hoved. Han tog den op og vuggede den i sine arme som en lille baby.
"Jeg kender ikke julemanden, men jeg kender julen.", sagde nissen, og fortsatte:
"det er den eneste tid jeg kender; resten af året ligger jeg i en kasse på loftet og ser slet ikke verden. Hvis du vil finde julestemningen må du søge i dit eget hjerte"
Nissen nikkede og faldt i søvn. Flez stillede nissen tilbage i haven og gik tilbage til busstoppestedet. Han tog sit buskort op af lommen og vendte det et par gange i hånden og så var bussen der...
På universitet var der stille som aldrig før, ikke en lyd af bladren i bøger, det var nu ikke så underligt. For dem skal man jo selv købe. Ikke en lyd fra computerne, der ellers er den nemmeste vej til at finde sit undervisningsmateriale. Og ikke en lyd fra kopimaskinerne der ellers burde koge som den gang økologisk kaffe, der altid bredte sin fængende duft fra lærernes kontorer.
Flez trådte ind over den magiske grænse der er mellem surferstilen og den mere tilbagelænede, lytte-på stil. Men i dag var det anderledes. De andre elever sad med lukkede øjne i dyb meditation.