ny chance?
Hej allesammen.
Lidt om mine eksistentielle kvaler:
I går aftes fald jeg i snak med et medlem af læger uden grænser. Vi snakkede lidt om alle de frygtelige ting, han har været igennem.
Vi kommer så til at snakke lidt om mine problemer. Jeg er nemlig forelsket i en pige, som jeg engang spurgte, om hun ville være sammen med mig. Hun sagde nej, syntes på daværende tidspunkt at jeg var for ung og uerfaren. Hun havde også en masse venner, som fortalte en masse løgn om mig. Vi har aldrig rigtig snakket sammen og kender ikke rigtig hinanden, selvom jeg ihærdigt prøver på at få bare et eller andet forhold til hende. Hun har så en masse one-nights-stands uden hensynstagen til mine følelser.
Nå men der sker så det, at der går noget tid. Jeg udvikler mig. Har haft en del forhold og fundet ud af, at jeg faktisk er ret god til kvinder. Ofte er det sådan, at de gerne vil være kæreste med mig sådan alvorligt, når de først har været sammen med mig og lært mig at kende. Den første gang, jeg var sammen med en, var med en meget livsglad pige, som havde haft mange forhold til mange mænd, lignede Samantha fra sex and the city og var en 8-9 år ældre en mig. Vi var sammen en nat og hyggede om morgenen og da hun gik ud af døren, sagde hun, at hun helt sikkert ville tilbage til mig igen. Jeg var måske ikke helt interesseret i hende, så ringede ikke tilbage, men mere end et år efter møder jeg hendes veninde, som så siger, at hun var meget vild med mig og at hun aldrig havde mødt en tilsvarende varme, selvom man nok må sige, at hun har ledt meget. Og vi havde kun kendt hinanden i en weekend!
Jeg er altså ikke det mindste i tvivl om, at jeg kan gøre en hvilken som helst pige lykkelig, hvis først de giver mig chancen. Jeg er heller ikke i tvivl om, at jeg elsker hende den ovenstående og jeg har fået at vide, at hun faktisk er forelsket i mig (selvom hun aldrig har givet mig en chance og altid afvist mig, når jeg har forsøgt selv det mindste). Hun er også uden tvivl den smukkeste, jeg nogensinde har set og hun er meget intelligent. Men: jeg bliver til stadighed plaget af minderne. Ligesåsnart de er væk, gentager hun bare sine fejl og så begynder det forfra. Jeg har fået at vide, at jeg er den eneste og den første, hun har været forelsket i, så der er selvfølgelig en masse basale ting om kærlighed, parforhold og sex, som hun ikke har styr på. Selvom hun er ældre end jeg, er hun meget umoden.
Jeg får så at vide af hende, at hun gerne vil med på en date med mig. Jeg takkede først nej.
Så jeg er lidt i tvivl. Ham fyren jeg snakkede med i går, 42 år, mente først, at hun ville blive lykkelig, hvis jeg gik tilbage til hende, men at jeg nok ikke ville kunne elske hende, men efter at jeg fortalte ham lidt nærmere om hende, sagde han, at det var tydeligt, at jeg var forelsket i hende og skulle komme afsted og være sammen med hende.
Så det er lidt det samme, jeg spørger jer om? skal jeg give det en chance?
Og hvis ja, hvordan så?
Skal jeg bare ringe til hende? Eller skal jeg lægge an på hende til en fest? det første ville klart være nemmest for mig, da jeg er så forelsket i hende, at jeg bliver meget nervøs i hendes nærvær. Det sidste er måske mest naturligt og jeg tror også, at det ville være bedst, da jeg nok har behov for, at mærke et kærtegn fra hendes side og det er nok den hurtigste vej derhen.
Allerhelst så jeg, at vi gav det en chance og tog det stille og roligt og mærkede efter hvorhen det gik. Måske kunne vi begynde som sexpartnere og så udvikle det derfra?
Lidt om mine eksistentielle kvaler:
I går aftes fald jeg i snak med et medlem af læger uden grænser. Vi snakkede lidt om alle de frygtelige ting, han har været igennem.
Vi kommer så til at snakke lidt om mine problemer. Jeg er nemlig forelsket i en pige, som jeg engang spurgte, om hun ville være sammen med mig. Hun sagde nej, syntes på daværende tidspunkt at jeg var for ung og uerfaren. Hun havde også en masse venner, som fortalte en masse løgn om mig. Vi har aldrig rigtig snakket sammen og kender ikke rigtig hinanden, selvom jeg ihærdigt prøver på at få bare et eller andet forhold til hende. Hun har så en masse one-nights-stands uden hensynstagen til mine følelser.
Nå men der sker så det, at der går noget tid. Jeg udvikler mig. Har haft en del forhold og fundet ud af, at jeg faktisk er ret god til kvinder. Ofte er det sådan, at de gerne vil være kæreste med mig sådan alvorligt, når de først har været sammen med mig og lært mig at kende. Den første gang, jeg var sammen med en, var med en meget livsglad pige, som havde haft mange forhold til mange mænd, lignede Samantha fra sex and the city og var en 8-9 år ældre en mig. Vi var sammen en nat og hyggede om morgenen og da hun gik ud af døren, sagde hun, at hun helt sikkert ville tilbage til mig igen. Jeg var måske ikke helt interesseret i hende, så ringede ikke tilbage, men mere end et år efter møder jeg hendes veninde, som så siger, at hun var meget vild med mig og at hun aldrig havde mødt en tilsvarende varme, selvom man nok må sige, at hun har ledt meget. Og vi havde kun kendt hinanden i en weekend!
Jeg er altså ikke det mindste i tvivl om, at jeg kan gøre en hvilken som helst pige lykkelig, hvis først de giver mig chancen. Jeg er heller ikke i tvivl om, at jeg elsker hende den ovenstående og jeg har fået at vide, at hun faktisk er forelsket i mig (selvom hun aldrig har givet mig en chance og altid afvist mig, når jeg har forsøgt selv det mindste). Hun er også uden tvivl den smukkeste, jeg nogensinde har set og hun er meget intelligent. Men: jeg bliver til stadighed plaget af minderne. Ligesåsnart de er væk, gentager hun bare sine fejl og så begynder det forfra. Jeg har fået at vide, at jeg er den eneste og den første, hun har været forelsket i, så der er selvfølgelig en masse basale ting om kærlighed, parforhold og sex, som hun ikke har styr på. Selvom hun er ældre end jeg, er hun meget umoden.
Jeg får så at vide af hende, at hun gerne vil med på en date med mig. Jeg takkede først nej.
Så jeg er lidt i tvivl. Ham fyren jeg snakkede med i går, 42 år, mente først, at hun ville blive lykkelig, hvis jeg gik tilbage til hende, men at jeg nok ikke ville kunne elske hende, men efter at jeg fortalte ham lidt nærmere om hende, sagde han, at det var tydeligt, at jeg var forelsket i hende og skulle komme afsted og være sammen med hende.
Så det er lidt det samme, jeg spørger jer om? skal jeg give det en chance?
Og hvis ja, hvordan så?
Skal jeg bare ringe til hende? Eller skal jeg lægge an på hende til en fest? det første ville klart være nemmest for mig, da jeg er så forelsket i hende, at jeg bliver meget nervøs i hendes nærvær. Det sidste er måske mest naturligt og jeg tror også, at det ville være bedst, da jeg nok har behov for, at mærke et kærtegn fra hendes side og det er nok den hurtigste vej derhen.
Allerhelst så jeg, at vi gav det en chance og tog det stille og roligt og mærkede efter hvorhen det gik. Måske kunne vi begynde som sexpartnere og så udvikle det derfra?