Nylig skilt, sådan har det været for mig
hej alle sammen
Jeg lovede at skrive tilbage, når jeg var kommet videre, og det er jeg nu.
Jeg er sepereret lige nu fra min ek, og har været det i 4 mdr. og det kører godt.
Vi har 2 børn og som begge har klaret det utrolig flot. Den yngste på 5 har fra starten stillet utrolig mange spørgsmål som, hvor er din lejlighed, har jeg et værelse og nu meget om hvem har kæreste eller ej, det skal lige nævnes at det har jeg ikke, og tror heller ikke min eks har.
Den store af mine drenge, var fra starten mere bekymret om, hvor skal der holdes jul gør vi det sammen, og skulle han skifte skole osv.
Men det har været hårdt, børnene har været kede af det, og bare selve flytningen og pakke ned foregik når de ikke var hjemme, og langsomt. Jeg gjorde lejligheden i stand i flere måneder inden selve dagen kom.
Vi kunne ikke sige til vores børn, vi skilles fordi vi skændes hele tiden, for det gjorde vi ikke, eller far eller mor har fundet en anden kæreste, for det var heller ikke årsagen, nej vi måtte sige at vi bare ikke kunne finde ud af at være kærester mere, og bo sammen.
jeg har fået et sted at bo kun 8 min på cykel fra vores hus, og det er den bedste løsning for det er nemt at komme frem og tilbage til hianden, og den store kan nemt cykle forbi.
Vi har lavet en 7/7 ordning og selvom der er meget imod det, så fungere det fint for os, og ikke mindst vores børn, jeg synes at det sværeste er nu efter ferierne, hvor der går optil 4 uger imellem, for begge partner, men vi har besøgt hianden spist sammen og hygget med børnene til de skulle i seng, det har været rigtig dejligt, men det går op for en, at jeg ikke kan undværre dem længere tid, og hvor ens aftener bliver hurtigt.
Jeg må sige at tiden optil hvor vi fik åbnet snakken og blev enige om at flytte fra hinanden var svært, men det sværeste var at sige det til børnene, og se hvor ondt det gjorde på dem.
Nyder jeg så singel livet, egentlig ikke rigtigt, det er da dejligt at det kun er mig der bestemmer hvor tingene skal stå, købe osv. Men det er fandme hårdt at være skilt, når man har børnene suger børnene alt af en til sig, så når de skal skifte, er man fuldstændig drænet for overskud, og så savner man dem med det samme igen.
Jeg mangler veninder kan jeg mærke, mange har jeg skuppet fra mig i tidens løb, og nyt skal opbygges og dem der har holdt fast plejes, men der er bare lige det, at jeg bare går i vente position til at jeg skal have børnene, og ikke rigtig får gjort noget ved netværket, til gengæld skinner hjemmet og alt klar til børnene, og hold op en masse jeg når i den uge, ud over bare at hygge med børnene.
Jeg deltager stadig sammen med min eks til fodbold og skole og meget andet, og er stadig meget deltagende i børnenes instituationer, og det er dejligt.
Da vi sagde det til børnene, havde vi fået styr på bolig forholdene, og økonomien og diverse papirer, og det er det bedste råd jeg kan give videre, for det gav ro og at vi kunne koncentrere os 100% om børnenes velbefindende da det kom ud.
jeg valgte at det var op til børnene hvornår de ville se lejligheden, og det tog faktisk en del tid før de ville, og da de ville var det meget pludseligt og den stod tom uden møbler, men de var glade og det gik op for mig, at de ikke ville være med til at indrette, så alt var klar da de kom først gang og jeg var flyttet, og de synes det var så fedt det jeg havde lavet.
men de kunne ikke sove den første uge jeg havde dem, og jeg var bekymret ad helvede til. men nu går det fint, de sover godt og lang tid og bare vil have mig og min tid. Børnee fordeler det lidt spøjst at når de er her hos mig, så skal vi lave en masse ting sammen, og når de er hos deres far så laver de ikke meget med ham, men driver tiden og vennerne. Det er en fordeling de selv har valgt og den respektere jeg, så alt er klar vasket gjort rent og købt ind, så det bare er kvalitets tid med dem.
jeg håber at de snart kommer igang med at netværke og se deres venner her hos mig, og invitere dem, men det er som om de ikke har brug for lige netop det når de er her, men inderst inde håber jeg at behovet kommer snart, for at de kan føle at mors hjem også er tilat lege i.
Jeg har brugt meget tid i starten på at fortælle instituationerne, vennernes forældre, fritidsklubber osv at vi er blevet skilt, og at børnene gerne vil se deres venner begge steder, og alle har været utrolig støttende, så det er ikke her der er forhindringer.
Hvordan har familien ellers reageret, ja stor ros til min egen familie, de har haft børnene og min eks på besøg og været meget støttende og glade for besøg osv.
Men min eks familie er et kapitel for sig selv, man har intet mærket til dem, og flere af dem afviser helt at snakke med en, mår man ser dem eller møder dem, det er enormt hårdt, for jeg synes jo at de giver børnene et helt forkert billede, at de ikke kan lide mor mere, og det er pisse syndt for børnene, men familiens stolthed er åbentbart vigtigere. vi har aftalt at være sammen til jul fordi det betyder meget for børnene og første gang skal være hos mine, og jeg er ikke i tvivl om at det nok skal blive hyggeligt, men næste år når det er eks tur, så er jeg ikke sikker på jeg bliver inviteret.
så alt i alt har det været hårdt men godt, vi kan snakke sammen nu, og deler alt imellem os af økonomi til børnene, og deres velbefindende, og jeg er blevet gladere og nok mest af alt mere afslappende.
så held og lykke alle sammen, som står i samme overvejelse.
Jeg lovede at skrive tilbage, når jeg var kommet videre, og det er jeg nu.
Jeg er sepereret lige nu fra min ek, og har været det i 4 mdr. og det kører godt.
Vi har 2 børn og som begge har klaret det utrolig flot. Den yngste på 5 har fra starten stillet utrolig mange spørgsmål som, hvor er din lejlighed, har jeg et værelse og nu meget om hvem har kæreste eller ej, det skal lige nævnes at det har jeg ikke, og tror heller ikke min eks har.
Den store af mine drenge, var fra starten mere bekymret om, hvor skal der holdes jul gør vi det sammen, og skulle han skifte skole osv.
Men det har været hårdt, børnene har været kede af det, og bare selve flytningen og pakke ned foregik når de ikke var hjemme, og langsomt. Jeg gjorde lejligheden i stand i flere måneder inden selve dagen kom.
Vi kunne ikke sige til vores børn, vi skilles fordi vi skændes hele tiden, for det gjorde vi ikke, eller far eller mor har fundet en anden kæreste, for det var heller ikke årsagen, nej vi måtte sige at vi bare ikke kunne finde ud af at være kærester mere, og bo sammen.
jeg har fået et sted at bo kun 8 min på cykel fra vores hus, og det er den bedste løsning for det er nemt at komme frem og tilbage til hianden, og den store kan nemt cykle forbi.
Vi har lavet en 7/7 ordning og selvom der er meget imod det, så fungere det fint for os, og ikke mindst vores børn, jeg synes at det sværeste er nu efter ferierne, hvor der går optil 4 uger imellem, for begge partner, men vi har besøgt hianden spist sammen og hygget med børnene til de skulle i seng, det har været rigtig dejligt, men det går op for en, at jeg ikke kan undværre dem længere tid, og hvor ens aftener bliver hurtigt.
Jeg må sige at tiden optil hvor vi fik åbnet snakken og blev enige om at flytte fra hinanden var svært, men det sværeste var at sige det til børnene, og se hvor ondt det gjorde på dem.
Nyder jeg så singel livet, egentlig ikke rigtigt, det er da dejligt at det kun er mig der bestemmer hvor tingene skal stå, købe osv. Men det er fandme hårdt at være skilt, når man har børnene suger børnene alt af en til sig, så når de skal skifte, er man fuldstændig drænet for overskud, og så savner man dem med det samme igen.
Jeg mangler veninder kan jeg mærke, mange har jeg skuppet fra mig i tidens løb, og nyt skal opbygges og dem der har holdt fast plejes, men der er bare lige det, at jeg bare går i vente position til at jeg skal have børnene, og ikke rigtig får gjort noget ved netværket, til gengæld skinner hjemmet og alt klar til børnene, og hold op en masse jeg når i den uge, ud over bare at hygge med børnene.
Jeg deltager stadig sammen med min eks til fodbold og skole og meget andet, og er stadig meget deltagende i børnenes instituationer, og det er dejligt.
Da vi sagde det til børnene, havde vi fået styr på bolig forholdene, og økonomien og diverse papirer, og det er det bedste råd jeg kan give videre, for det gav ro og at vi kunne koncentrere os 100% om børnenes velbefindende da det kom ud.
jeg valgte at det var op til børnene hvornår de ville se lejligheden, og det tog faktisk en del tid før de ville, og da de ville var det meget pludseligt og den stod tom uden møbler, men de var glade og det gik op for mig, at de ikke ville være med til at indrette, så alt var klar da de kom først gang og jeg var flyttet, og de synes det var så fedt det jeg havde lavet.
men de kunne ikke sove den første uge jeg havde dem, og jeg var bekymret ad helvede til. men nu går det fint, de sover godt og lang tid og bare vil have mig og min tid. Børnee fordeler det lidt spøjst at når de er her hos mig, så skal vi lave en masse ting sammen, og når de er hos deres far så laver de ikke meget med ham, men driver tiden og vennerne. Det er en fordeling de selv har valgt og den respektere jeg, så alt er klar vasket gjort rent og købt ind, så det bare er kvalitets tid med dem.
jeg håber at de snart kommer igang med at netværke og se deres venner her hos mig, og invitere dem, men det er som om de ikke har brug for lige netop det når de er her, men inderst inde håber jeg at behovet kommer snart, for at de kan føle at mors hjem også er tilat lege i.
Jeg har brugt meget tid i starten på at fortælle instituationerne, vennernes forældre, fritidsklubber osv at vi er blevet skilt, og at børnene gerne vil se deres venner begge steder, og alle har været utrolig støttende, så det er ikke her der er forhindringer.
Hvordan har familien ellers reageret, ja stor ros til min egen familie, de har haft børnene og min eks på besøg og været meget støttende og glade for besøg osv.
Men min eks familie er et kapitel for sig selv, man har intet mærket til dem, og flere af dem afviser helt at snakke med en, mår man ser dem eller møder dem, det er enormt hårdt, for jeg synes jo at de giver børnene et helt forkert billede, at de ikke kan lide mor mere, og det er pisse syndt for børnene, men familiens stolthed er åbentbart vigtigere. vi har aftalt at være sammen til jul fordi det betyder meget for børnene og første gang skal være hos mine, og jeg er ikke i tvivl om at det nok skal blive hyggeligt, men næste år når det er eks tur, så er jeg ikke sikker på jeg bliver inviteret.
så alt i alt har det været hårdt men godt, vi kan snakke sammen nu, og deler alt imellem os af økonomi til børnene, og deres velbefindende, og jeg er blevet gladere og nok mest af alt mere afslappende.
så held og lykke alle sammen, som står i samme overvejelse.