Når livet bare er FOR ondt...
Hvad gør man så? [???]
Jeg er 24 år, Min kæreste på 31 gennem 5 år døde for 14 dage siden i en trafikulykke, og idag fandt jeg ud af at jeg er gravid. 5 uger henne... Vi har prøvet på at blive gravide i et halvt års tid, havde ingen hastværk, det kom når det kom, men havde ikke lige regnet med at det skulle være under disse omstændigheder..
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med mig selv, sidder og tuder øjnene ud lige nu, kan ikke sove, kæmper med smerten indeni, så den ikke tar overhånd. Min mor som jeg har sovet sammen med den sidste tid er faldet i søvn.. Jeg kan ikke sove.
Jeg vil under ingen omstændigheder af med mit barn. Det er længe ventet. Jeg har ventet tålmodigt i 3 år på at min kæreste også blev klar til at ville have et barn.. og nu nåede han ikke engang at opleve den store ting at få at vide "du skal være far"
Men jeg havde ikke lige planlagt at jeg skulle være alene mor.. Alting er bare så uoverskuelige lige nu.
Har fået akuttid hos min psykolog og har en tid en gang om ugen den næste måned, jeg er tidligere anoretiker og cutter, Jeg vil ikke, vil ikke, VIL IKKE, falde tilbage til gamle smertehåndterings teknikker, men smerten er godt nok uudholdelig lige nu.
Undskyld det rodede indlæg, mine tanker kan ikke samle sig, psykologen sagde at det måske kunne hjælpe at skrive tingene ned,så nu skriver jeg det til jer.
Jeg tror jeg er nødt til at gå ind og vække min mor. ensomheden og smerten er overvældende..
Tak til dem som har læst og lyttet... det har hjulpet lidt at skrive nogle tanker ned...
Mvh Den dybt ulykkelige...
Jeg er 24 år, Min kæreste på 31 gennem 5 år døde for 14 dage siden i en trafikulykke, og idag fandt jeg ud af at jeg er gravid. 5 uger henne... Vi har prøvet på at blive gravide i et halvt års tid, havde ingen hastværk, det kom når det kom, men havde ikke lige regnet med at det skulle være under disse omstændigheder..
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med mig selv, sidder og tuder øjnene ud lige nu, kan ikke sove, kæmper med smerten indeni, så den ikke tar overhånd. Min mor som jeg har sovet sammen med den sidste tid er faldet i søvn.. Jeg kan ikke sove.
Jeg vil under ingen omstændigheder af med mit barn. Det er længe ventet. Jeg har ventet tålmodigt i 3 år på at min kæreste også blev klar til at ville have et barn.. og nu nåede han ikke engang at opleve den store ting at få at vide "du skal være far"
Men jeg havde ikke lige planlagt at jeg skulle være alene mor.. Alting er bare så uoverskuelige lige nu.
Har fået akuttid hos min psykolog og har en tid en gang om ugen den næste måned, jeg er tidligere anoretiker og cutter, Jeg vil ikke, vil ikke, VIL IKKE, falde tilbage til gamle smertehåndterings teknikker, men smerten er godt nok uudholdelig lige nu.
Undskyld det rodede indlæg, mine tanker kan ikke samle sig, psykologen sagde at det måske kunne hjælpe at skrive tingene ned,så nu skriver jeg det til jer.
Jeg tror jeg er nødt til at gå ind og vække min mor. ensomheden og smerten er overvældende..
Tak til dem som har læst og lyttet... det har hjulpet lidt at skrive nogle tanker ned...
Mvh Den dybt ulykkelige...