når man så har grædt

raset, bebrejdet, og fået de svar man kunne få, ja så skal man jo prøve at komme videre, når man som jeg har valgt at blive.
Hvordan undgår man at falde i, jeg mener komme med stikpiller, bebrejdelser, se spøgelser, falde for fristelsen til at tjekke sin partner osv.
Kan man finde en glad og sorgløs attitude, indtil det er kommet så meget på afstand, at man kan undgå ovenstående?
Eller har I andre forslag?

Det lyder som om at din kæreste har svigtet groft og været utro eller noget i den dur... At du har truffet det valg at blive har du sikkert dine grunde til, måske et barn eller noget andet der motiverer dig... Jeg har selv prøvet turen og aldrig haft det så dårligt før eller efter i mit liv..
Jeg ville dog selv have den holdning at jeg ville gå ELLER vende den om.. Og sige okay, jeg tilgiver dig, der skete, hvad der skete, men jeg regner med de samme regler gælder for dig som for mig, så hvis jeg møder nogen til en fest, så regner jeg også med at du tilgiver mig..

For sårene er dybe og gør ondt, Lang tid efter.
Jeg har selv været turen igennem og ved at det er næsten umuligt at undgå at sige noget som partneren opfatter som mistro.
Måske mener du det slet ikke sådan overhovedet. HVade dy sagt nøjagtigt det samme før "hændelsen" havde det ikek fået ham til at løfte et øjenbryn. Men han har sikkert nu så meget dårlig samvittighed at det i hans hovede bliver vendt som om du bare er mistænksom.
Jeg tror ikke der findes noget gyldent svar på dit spørgsmål. Men det hjælper ikke at tie tingene ihjel...Der skal snakkes når det er nødvendigt...
E_F_K

med kloge og rigtige meninger.
jeg har selv fundet en løsning som måske er brugbar.
jeg vil prøve at lægge låg på følelserne for min mand, satse på kammeratskabet, de praktiske gøremål, fælles venner og familie, og være almindelig venlig og imødekommende, men min dybe inderlige kærlighed får han ikke mere, den har han ikke gjort sig fortjent til, måske i fremtiden hvis jeg igen kan opnå fuld tillid til ham. Det er de vilkår jeg kan tilbyde i øjebliket!! Har I også en mening om det?

Jeg kender desværre rumlen,,
Tilliden er svær at bygge op igen, det tager forfærdeligt lang tid. Men et forhold der har varet i en del år smider jeg altså ikke bare væk for et dumt fejltrin.
Men mine inderste mest private tanker og fantasier, dem som jeg aldrig havde delt med andre end ham, dem får han IKKE andel i mere ( måske især fordi han uden at blinke havde fortalt dem videre til "den anden" hvilket jeg opdagede da han lagde deres korrespondence åben for mig.)
At han så mener jeg har lukket af for noget og ikke er så tæt på ham mere, ja det må så ses som den pris det har kostet ham at lyve og svigte som han gjorde.
Så det at opbygge tillid på ny er noget der tager tid, og hele tiden er overvejelsen der - vil jeg stadig det her??
E_F_K der stadig arbejder sammen med manden på at redde vores forhold..

du også straffer din mand, ved at udelukke ham fra noget! det er en naturlig reaktion, men vi straffer jo også os selv, ved at begrænse det der var engang og som vi dybest set ønsker og håber at få tilbage, i fuldt omfang ikke!?
Jeg har også oplevet, at ud over det svigt som utroskaben er, så har HUN fået oplysninger om mig, som hun kun kan have fået af min mand!! jeg blev så rasende...skulle hun også have andel i mig!!
Min coach siger, at alle gør tingene så godt de kan, i situationen.........ærgerligt, at min mand ikke kunne gøre det bedre!

min mand. Han har det såmænd skidt nok med at håndtere sig selv og sine følelser. For bekendtskabet var ved at koste ham det dyrebareste han iflg ham selv havde - forholdet til mig.
Det er ene og alene det at jeg ikke har lyst til eller behov for at dele alt med ham mere...den dybeste del af tilliden er ganske enkelt væk pt.
Om det nogensinde kommer igen - ja det må tiden vise.
Men måske er det også meget godt at være en smule hemmelighedsfuld, det har vakt fornyet interesse fra hans side..Nu er det ikke mere så selvfølgeligt at jeg da bare er der.
Men på med vanten, det kan betale sig at kæmpe for det man har kært....
E_F_K