Når parfold dræber.
Havde indtil for ca 8 mdr siden et forhold til en kvinde. Og uf hvor er det uhyggeligt når man tænker på hvordan vi faktisk gennem 10 år har mere eller mindre ødelagt vores liv begge 2.
I starten var alt "fint". Vi boede først hos hende forældre, som boede i et helt alm parcelhus, hvor moren arbejdede på fabrik og manden havde en lille vognmandsforretning. En helt alm familie med styr på sagerne/livet.
Dog vidste der sig hurtigt problemer. Først gik faren konkurs med firmaet og fik en ret stor gæld. Det betød at familien måtte skilles da huset måtte sælges. Manden flyttede langt væk og boede længe i en campingvogn.
Det betød at både jeg og pigen og moren jo også måtte flytte pga pengemangel. Vi endte i et gammelt hus med mug på væggene og kulde og... men billigt.
Kort tid efter måtte moren også opgive sit job pga dårlig ryg.
Men tingene var ok, jeg kan sagtens klare mig under det jeg troede var svære vilkår, så længe jeg passede min skolegang, og holdt mig væk fra problemer.
Kort efter måtte vi flytte igen. Pengene rakte ganske enkelt ikke mere.
Mig og pigen kunne pga jeg var under uddannelse få en ungdomsbolig, dog boede hun ulovligt da den kun var beregnet til 1 person.
Pladsen var trang (blot 21 m2), men vi var fast besluttede på at det kunne vi leve med nogen tid, fx til vi fik uddannelser og dermed penge til noget større.
Allerede nu gik det endnu mere galt. Jeg var "så heldig" at finde mig en læreplads efter endt skolegang. Faktisk havde jeg mere eller mindre besluttet at opgive da jeg så annoncen i avisen og besluttede at gøre et sidste forsøg.
Jeg var naturligvis lykkelig over at have fundet en læreplads, nu var mit liv ligesom "på sporet" de næste 2 år.
Pigen forsøgte sig også med uddannelse. Men i sidste ende var hun ikke så "heldig" som mig. Hun gik lidt på social-og sundhedsskole et ½ års tid, men det blev aldrig rigtigt til mere.
Jeg blev udlært men ikke ansat, pga samarbejdsvanskeligheder. Så kiggede jeg jo med lys og lygte efter et job - faktisk af enhver slags.
Frustrationen blev så stor at jeg endda påtog mig de jobs alle andre gerne vil undgå, som avisbud, fabriksarbejder, eller andet monotomt arbejde.
Fælles for dem var at de alle var vikariater eller på deltid, derfor kunne lønnen kun kaldes et "tilskud" - ikke noget jeg ville kunne leve af i længden.
Samtidigt havde jeg "fået" nogle uheldige vaner.
Det faktum at jeg var færdig med uddannelsen gjorde at jeg måtte flytte. Da jeg ikke så ud til at have held med at finde en bolig, måtte mine forældre derfor til sidst købe et rækkehus.
Der boede vi faktisk fint, hverken for meget eller for lidt plads, uden at være alt for dyr. Vi havde jo trods alt kun meget få penge, men det gik da. Nogen gange måtte der dog "hjælp" til i form af lån til ting og sager.
Vi levede ret "normalt" i starten. Faktisk var vi så glade for hinanden og den generelle situation at vi mente at det var tid til at få et barn. Så ville hun jo også roligt kunne holde barsel, mens jeg forsøgte at få et "firma" med køb og salg af ældre biler i gang.
Dog tabte jeg ofte flere penge på dem end jeg tjente ;/ Så jeg måtte igen ud og kigge op det ordinære job-marked, blot for at finde ingenting.
Men da børn bestemt ikke er "billige i drift" måtte der jo ske noget.
Det gjorde der så ikke.
Forholdet begyndte at knage, som det desværre sker for rigtig mange forældre. Det kom i al for høj grad til at handle om facade og børnepasning end pleje af forholdet.
Efterhånden var vi nærmest som 2 fremmede personer som blot boede sammen af nød. Vi opretholdt da facaden og jeg kæmpede med det ene lavtlønnede job efter det andet. Hun holdt sig til kontanthjælp, selvom jeg i årevis opfordrede hende til enten af få et job eller få gang i noget uddannelse.
Men hun er "oplært" af sin mor. Faktisk næsten en kopi. Optog gæld når der manglede penge, og flytter fra den når den er "for" lang tid over betalingsdatoen.
Jeg var stadig "i kampen" for at have råd til alm ting som el og et nogenlunde hus, ja vi begyndte endda at sove på sofaen i stuen for at have et værelse vores datter kunne kalde sit eget.
Jeg havde dog fået en uvane med at indtage noget mere øl end godt er. Hun med at indtage forkert/usund mad end godt er.
Men længe gik det jo "fint". "Manglede" noget, så var der jo altid et kreditkort eller lign, og bil havde vi da endnu.
Dog var der noget jeg ikke helt forstod. Mine venner og omgangskreds forsvandt. De fleste til større byer, eller ind i tvivlsomme parforhold, i beton-bygninger, og nogen rejste ganske enkelt ud af landet.
Jeg var fint tilfreds med den lille flække jeg boede i, jeg kendte den jo ind og ud og kunne ikke se nogen grund til at flytte væk.
Desværre udviklede jeg 2 uvaner: Rygning og øl. Heldigvis har jeg kun en enkelt gang prøvet stoffer, og var også meget tæt på at få den vane, men det slap jeg heldigvis for.
I starten af 2009 skete det så: Selvom jeg kun ville køre 200 meter mødte jeg en politibil som jo måtte anholde mig pga spirituskørsel. Det betød ikke kun slut med kørekort og at køre bil og en bøde. En betinget dom ligeså (det betyder jævnligt kontakt med kriminalforsorgen, samt behandling for alkoholisme).
Jeg "lossede" så mig selv i røven, og kom til sidst i døgnbehandling. Det er nærmest en slags børnehave for voksne. Man møder alle slags mennesker der. Lige fra voldsmand som er tvunget dertil, til rigtigt gamle mennesker som knapt kan gå.
Det var selvfølgeligt "fint" med "gratis" mad og adgang til et altid fyldt køleskab, men selve behandligen gik ikke godt. Når 15 mennesker som alle har deres individuelle problemer er samlet på meget lidt plads, så opstår der rigtigt mange intriger.
Til sidst måtte jeg "udskrives" hvilket de fleste bliver... Jeg havde 0,3 promille i blodet.
Meget dumt, ja, men jeg måtte jo tage hjem, der var ingen andre steder at gå.
Min bror kunne heldigvis hente mig, jeg var 150 km væk hjemmefra.
Men hjemme var kaos endnu mere på vej.
Vi var flyttet til et noget større hus, dels for at minimere omkostningerne, og for at få have osv til børnene, og svigermor osv.
En god idé rent økonomisk - nu havde vi ikke mere 3 huslejer at betale men kunne deles om 1.
Rent praktisk skulle det dog vise sig at være en katastrofe: Børn der ødelægger ting, sviner, kræver, larmer, og evige regninger, som til sidst "gror over hovedet" på en.
Så kom det endnu værre: Et skænderi førte til sidst til at pigen forlod mig. Efter 10 år.
Jeg måtte lære at klare mig selv sagde hun, hvilket man vel også burde kunne forvente af en ung mand på 28 år. Det kan jeg bare ikke uden en masse hjælp.
Jeg kan ikke klare 140m2 alene, og med en indtægt som er kontanthjælp. Kigger jeg i avisen efter jobs, finder jeg kun meget få, og de kræver som regel ren straffeattest, kørekort, egen bil, eller en uddannelse som ikke er den jeg har.
Endvidere er jobbet som salgsassistent ikke ligefrem vel-lønnet.
Derfor må jeg nu også forlade byen. Der er ingen fremtid her.
Jeg kommer til at bo på 25m2 et godt stykke uden for en større by. Forhåbenlig kan jeg skabe en fremtid der. Men det bliver sgu trange vilkår, jeg kommer fx ikke til at have plads til en seng, og 80% af de ejendele som man jo "rager til sig" i løbet af årene må ganske enkelt på lossepladsen selvom de egenligt ikke fejler noget.
Samtidigt kommer jeg til at være helt uden socialt netværk. Jeg kender simpelthen 0 personer i byen, og de eneste jeg har en smule kontakt med er mine forældre og min tidligere kæreste. Så det føles som "Palle alene i verden" selvom byen er større.
Samtidigt synes jeg det er ret skræmmende at opleve hvordan folk flygter fra lokalsamfundet. Butikker lukker, og alle flytter væk, skolerne lukker, købmanden lukker, selv tankstationen er ikke længere en "servicebutik" hvor man førhen kunne købe alt fra cola til cigaretter, den er nu en automat ved brugsen ;/
Faktisk er det så vildt at hvis jeg kigger tilbage på folkeskole-klassen jeg gid i for meget lang tid siden, så er der kun ca 2 som er "blevet til noget" - altså har et helt normalt job og kan klare sig selv.
Dem som har fået børn har meget trange kår. Ingen i min tidligere omgangskreds har haft mulighed for at købe fast egendom. Mange har end ikke adgang til TV-signal eller andre ting man normalt tager for givet, som en fryser, eller mulighed for en sjælden gang at kunne købe tøj.
Snart vil jeg være der: Et minimum af plads ( dog bedre end at sove tilfældige steder), men afskåret fra alt og alle som jeg har kendt i rigtig lang tid, i en ny by, jeg end ikke kan finde rundt i, uden job, og med en gang sygedagpenge som snart stopper, og en ex, som faktisk synes at det er irriterende hvis man ringer til hende, en mega gæld, og helbredsproblemer - lægen er begyndt at snakke om depression...
Og måske er det da det. Men pga mine planer om at flytte langt væk, og dermed skifte læge, ville han ikke undersøge det, det kan min nye læge få lov til... XD.
Så er der det med transport. Det er ret problematisk også. 3-4 km væk fra alting gør en knallert livsnødvendig. Kun taxa er alternativet, og de færeste har råd til taxa hver dag ;)
Så er der (måske) et problem med min knallert. Jeg har fået stjålet mange de sidste 10-12 år, især fra tog-stationer. Jeg overvejer derfor lidt om det faktum at det er en større by, med mange flere mennesker, mon øger eller sænker risikoen for at den bliver stjålet. Måske det kan gå hvis jeg holder mig strengt til dagtimer og ALTID låser den. Selvom det ikke altid er nok for at holde "pilfingre" væk.
Så er der hele situationen omkring mit helbred.
Jeg opfattes fejlagtigt som "doven", og jeg gør da også alting meget langsomt, men dovenskab er det ikke. Jeg ville meget gerne kunne gøre alting super-hurtigt, men det er altså ikke muligt. Et eksempel er at jeg end ikke kan cykle, og derfor må begynde at træne hver dag med fx svømning eller gåture eller kondicykel, fordi jeg i 6 mdr har ligget 23 timer i sengen, hvilket naturligvis svækker musklerne og energien.
Det kan være en udfordring at gøre helt simple ting som fx at gå på toilettet, eller lave mad, eller overhovedet at foretage sig noget.
Man bliver ganske enkelt træt af at tingene går galt for en hele tiden, på den ene eller anden måde.
Så er der abstinenserne både med alkohol og tobak. Man prøver virkeligt at droppe begge dele men så sætter abstinserne ind. Det er ikke "bare" at kvitte hverken alkohol eller tobak. Man vågner tidligt ommorgen, sandsynligvis badet i sved, man kan endda tro at man har tisset i sengen, man har sikkert sovet elendigt - nogen gange slet ikke.
Så oplever man rysten på hænderne og usikker gang/balance. Folk begynder at tro du har drukket selvom du netop IKKE har gjort det. Hukommelsen kan svigte. Man kan "glemme" noget så basalt som at spise, eller glemme om man spiste dagen før.
Man bliver nødt til at skrive alle former for aftaler ned, både om det så er at man skal huske brød hos købmanden inden han lukker, eller om det er tid hos lægen/tandlægen, eller andet.
Man kan endda "glemme" en film, forstået på den måde at hvis den genudsendes kan det føles som om det er en film man ikke har set før...
Alligevel anerkendes hverken tobaksrygniong eller alkohol-relaterede "skavanker" som deciderede sygdomme. Det er uvaner, det er først når "skavankerne" er virkeligt alvorlige, måske livstruende man forsøger med behandling.
Det private behandlingsted, kalder alkoholisme en sygdom, og din egen læge kan også skrive "kronisk alkoholisme" i din journal, men går du så til kommunen fordi du må anses for uarbejdsdygtig, jo så er det er helt andet sæt regler der gælder.
Livsstils-betingede sygdomme er som udgangspunkt IKKE sygdomme. Officielt er alkoholisme således ikke en sygdom. Kun i særlige tilfælde (som hvis man fx er i døgnbehandling er økonomisk hjælp mulig, antabus dur ikke), og tobak er heller ikke. Man kan tilbydes et rygestop-kursus som måske hjælper nogle, men for resten er der ikke meget at gøre - heller ikke i form af sygedagpenge eller andet.
Førtidspension er også nærmest umuligt at opnå medmindre man nærmest har fået ambuteret både arme og ben.
Selv de mest sølle job kan få 200 ansøgere, selv langt fra de store byer.
Det er måske slet ikke så underligt at der bliver flere og flere på overførselsindkomst af forskellig art, og mindre og mindre til at have ordinære jobs? Som Danmark er nu har regeringen skudt sig selv i begge fødder.
Sandheden er jo at vi har et babyboom fra efterkrigs-tiden som har klaret sig glimrende for de flestes vedkommende. 80-er-generationen er derimod lille. Det giver meget ringe vilkår for dem som er født fra ca 70-95.
Ingen fra min folkeskoleklasse lever "normalt", alle er enten "evighedsstudenter", stof- eller alkoholmisbrugere, overvægtige og går en fremtid med diabetes i møde, lider af spiseforstyrrelser, er kriminelle af nød, eller simpelthen så "udsultet" af "livet" at de opgiver "opgaven".
Så kommer depressioner, sult, psykiske sygdomme af enhver art, fysiske problemer, og det hele - hvis man da når så langt - ender med en plads i en ældrebolig hvor andre folk (sosuer-ne som kan endnu) må tørre røv på en og sørge for rengøringen?
Jeg kan huske da jeg var mindre, så kostede fx en helt alm pose chips 8 kr. I dag koster den 20.
Jeg ser fattige folk næsten overalt. De "rige" holder sig meget mere i "baggrunden" Gadebiledet er faktisk næsten kun syge og arbejdsløse personer, og pensionister og fx dagplejemødre.
Politiet skal man også holde øje med, for møder du dem skal du eddermame sørge for at have tingene i orden, om du så er på knallert eller i bil. Den mindste fejl på din bil skal de nok finde, og i bedste fald slipper man med en bøde.
I værste fald kan man faktisk ende i fængsel.
Så sker der ting i folks liv, mit eget fx:
2009 blev "katastrofeåret".
Jeg startede med at "indrømme" mit problem med alkohol, og ville både for min egen og familiens skyld gøre noget seriøst ved det, men endte uden omgangskreds, uden familie, uden barn, uden penge, uden noget som helst... Og ensom og siddende langt hjemmefra i en mikro lejlighed, som end ikke har plads til en seng.
Alle er kriminelle på den ene eller anden måde. Nogle arbejder sort, snyder kommunen, sælger stoffer, eller går ned på sygdomme alt fra depressioner, til nervesammenbrud, kræft, diabetes, firma-krak, og det der om muligt er værre.
Jeg synes slet ikke livet er "sjovt at leve", men nærmest en "kamp" for at overleve.
En lang smøre. Men den er sand.
I starten var alt "fint". Vi boede først hos hende forældre, som boede i et helt alm parcelhus, hvor moren arbejdede på fabrik og manden havde en lille vognmandsforretning. En helt alm familie med styr på sagerne/livet.
Dog vidste der sig hurtigt problemer. Først gik faren konkurs med firmaet og fik en ret stor gæld. Det betød at familien måtte skilles da huset måtte sælges. Manden flyttede langt væk og boede længe i en campingvogn.
Det betød at både jeg og pigen og moren jo også måtte flytte pga pengemangel. Vi endte i et gammelt hus med mug på væggene og kulde og... men billigt.
Kort tid efter måtte moren også opgive sit job pga dårlig ryg.
Men tingene var ok, jeg kan sagtens klare mig under det jeg troede var svære vilkår, så længe jeg passede min skolegang, og holdt mig væk fra problemer.
Kort efter måtte vi flytte igen. Pengene rakte ganske enkelt ikke mere.
Mig og pigen kunne pga jeg var under uddannelse få en ungdomsbolig, dog boede hun ulovligt da den kun var beregnet til 1 person.
Pladsen var trang (blot 21 m2), men vi var fast besluttede på at det kunne vi leve med nogen tid, fx til vi fik uddannelser og dermed penge til noget større.
Allerede nu gik det endnu mere galt. Jeg var "så heldig" at finde mig en læreplads efter endt skolegang. Faktisk havde jeg mere eller mindre besluttet at opgive da jeg så annoncen i avisen og besluttede at gøre et sidste forsøg.
Jeg var naturligvis lykkelig over at have fundet en læreplads, nu var mit liv ligesom "på sporet" de næste 2 år.
Pigen forsøgte sig også med uddannelse. Men i sidste ende var hun ikke så "heldig" som mig. Hun gik lidt på social-og sundhedsskole et ½ års tid, men det blev aldrig rigtigt til mere.
Jeg blev udlært men ikke ansat, pga samarbejdsvanskeligheder. Så kiggede jeg jo med lys og lygte efter et job - faktisk af enhver slags.
Frustrationen blev så stor at jeg endda påtog mig de jobs alle andre gerne vil undgå, som avisbud, fabriksarbejder, eller andet monotomt arbejde.
Fælles for dem var at de alle var vikariater eller på deltid, derfor kunne lønnen kun kaldes et "tilskud" - ikke noget jeg ville kunne leve af i længden.
Samtidigt havde jeg "fået" nogle uheldige vaner.
Det faktum at jeg var færdig med uddannelsen gjorde at jeg måtte flytte. Da jeg ikke så ud til at have held med at finde en bolig, måtte mine forældre derfor til sidst købe et rækkehus.
Der boede vi faktisk fint, hverken for meget eller for lidt plads, uden at være alt for dyr. Vi havde jo trods alt kun meget få penge, men det gik da. Nogen gange måtte der dog "hjælp" til i form af lån til ting og sager.
Vi levede ret "normalt" i starten. Faktisk var vi så glade for hinanden og den generelle situation at vi mente at det var tid til at få et barn. Så ville hun jo også roligt kunne holde barsel, mens jeg forsøgte at få et "firma" med køb og salg af ældre biler i gang.
Dog tabte jeg ofte flere penge på dem end jeg tjente ;/ Så jeg måtte igen ud og kigge op det ordinære job-marked, blot for at finde ingenting.
Men da børn bestemt ikke er "billige i drift" måtte der jo ske noget.
Det gjorde der så ikke.
Forholdet begyndte at knage, som det desværre sker for rigtig mange forældre. Det kom i al for høj grad til at handle om facade og børnepasning end pleje af forholdet.
Efterhånden var vi nærmest som 2 fremmede personer som blot boede sammen af nød. Vi opretholdt da facaden og jeg kæmpede med det ene lavtlønnede job efter det andet. Hun holdt sig til kontanthjælp, selvom jeg i årevis opfordrede hende til enten af få et job eller få gang i noget uddannelse.
Men hun er "oplært" af sin mor. Faktisk næsten en kopi. Optog gæld når der manglede penge, og flytter fra den når den er "for" lang tid over betalingsdatoen.
Jeg var stadig "i kampen" for at have råd til alm ting som el og et nogenlunde hus, ja vi begyndte endda at sove på sofaen i stuen for at have et værelse vores datter kunne kalde sit eget.
Jeg havde dog fået en uvane med at indtage noget mere øl end godt er. Hun med at indtage forkert/usund mad end godt er.
Men længe gik det jo "fint". "Manglede" noget, så var der jo altid et kreditkort eller lign, og bil havde vi da endnu.
Dog var der noget jeg ikke helt forstod. Mine venner og omgangskreds forsvandt. De fleste til større byer, eller ind i tvivlsomme parforhold, i beton-bygninger, og nogen rejste ganske enkelt ud af landet.
Jeg var fint tilfreds med den lille flække jeg boede i, jeg kendte den jo ind og ud og kunne ikke se nogen grund til at flytte væk.
Desværre udviklede jeg 2 uvaner: Rygning og øl. Heldigvis har jeg kun en enkelt gang prøvet stoffer, og var også meget tæt på at få den vane, men det slap jeg heldigvis for.
I starten af 2009 skete det så: Selvom jeg kun ville køre 200 meter mødte jeg en politibil som jo måtte anholde mig pga spirituskørsel. Det betød ikke kun slut med kørekort og at køre bil og en bøde. En betinget dom ligeså (det betyder jævnligt kontakt med kriminalforsorgen, samt behandling for alkoholisme).
Jeg "lossede" så mig selv i røven, og kom til sidst i døgnbehandling. Det er nærmest en slags børnehave for voksne. Man møder alle slags mennesker der. Lige fra voldsmand som er tvunget dertil, til rigtigt gamle mennesker som knapt kan gå.
Det var selvfølgeligt "fint" med "gratis" mad og adgang til et altid fyldt køleskab, men selve behandligen gik ikke godt. Når 15 mennesker som alle har deres individuelle problemer er samlet på meget lidt plads, så opstår der rigtigt mange intriger.
Til sidst måtte jeg "udskrives" hvilket de fleste bliver... Jeg havde 0,3 promille i blodet.
Meget dumt, ja, men jeg måtte jo tage hjem, der var ingen andre steder at gå.
Min bror kunne heldigvis hente mig, jeg var 150 km væk hjemmefra.
Men hjemme var kaos endnu mere på vej.
Vi var flyttet til et noget større hus, dels for at minimere omkostningerne, og for at få have osv til børnene, og svigermor osv.
En god idé rent økonomisk - nu havde vi ikke mere 3 huslejer at betale men kunne deles om 1.
Rent praktisk skulle det dog vise sig at være en katastrofe: Børn der ødelægger ting, sviner, kræver, larmer, og evige regninger, som til sidst "gror over hovedet" på en.
Så kom det endnu værre: Et skænderi førte til sidst til at pigen forlod mig. Efter 10 år.
Jeg måtte lære at klare mig selv sagde hun, hvilket man vel også burde kunne forvente af en ung mand på 28 år. Det kan jeg bare ikke uden en masse hjælp.
Jeg kan ikke klare 140m2 alene, og med en indtægt som er kontanthjælp. Kigger jeg i avisen efter jobs, finder jeg kun meget få, og de kræver som regel ren straffeattest, kørekort, egen bil, eller en uddannelse som ikke er den jeg har.
Endvidere er jobbet som salgsassistent ikke ligefrem vel-lønnet.
Derfor må jeg nu også forlade byen. Der er ingen fremtid her.
Jeg kommer til at bo på 25m2 et godt stykke uden for en større by. Forhåbenlig kan jeg skabe en fremtid der. Men det bliver sgu trange vilkår, jeg kommer fx ikke til at have plads til en seng, og 80% af de ejendele som man jo "rager til sig" i løbet af årene må ganske enkelt på lossepladsen selvom de egenligt ikke fejler noget.
Samtidigt kommer jeg til at være helt uden socialt netværk. Jeg kender simpelthen 0 personer i byen, og de eneste jeg har en smule kontakt med er mine forældre og min tidligere kæreste. Så det føles som "Palle alene i verden" selvom byen er større.
Samtidigt synes jeg det er ret skræmmende at opleve hvordan folk flygter fra lokalsamfundet. Butikker lukker, og alle flytter væk, skolerne lukker, købmanden lukker, selv tankstationen er ikke længere en "servicebutik" hvor man førhen kunne købe alt fra cola til cigaretter, den er nu en automat ved brugsen ;/
Faktisk er det så vildt at hvis jeg kigger tilbage på folkeskole-klassen jeg gid i for meget lang tid siden, så er der kun ca 2 som er "blevet til noget" - altså har et helt normalt job og kan klare sig selv.
Dem som har fået børn har meget trange kår. Ingen i min tidligere omgangskreds har haft mulighed for at købe fast egendom. Mange har end ikke adgang til TV-signal eller andre ting man normalt tager for givet, som en fryser, eller mulighed for en sjælden gang at kunne købe tøj.
Snart vil jeg være der: Et minimum af plads ( dog bedre end at sove tilfældige steder), men afskåret fra alt og alle som jeg har kendt i rigtig lang tid, i en ny by, jeg end ikke kan finde rundt i, uden job, og med en gang sygedagpenge som snart stopper, og en ex, som faktisk synes at det er irriterende hvis man ringer til hende, en mega gæld, og helbredsproblemer - lægen er begyndt at snakke om depression...
Og måske er det da det. Men pga mine planer om at flytte langt væk, og dermed skifte læge, ville han ikke undersøge det, det kan min nye læge få lov til... XD.
Så er der det med transport. Det er ret problematisk også. 3-4 km væk fra alting gør en knallert livsnødvendig. Kun taxa er alternativet, og de færeste har råd til taxa hver dag ;)
Så er der (måske) et problem med min knallert. Jeg har fået stjålet mange de sidste 10-12 år, især fra tog-stationer. Jeg overvejer derfor lidt om det faktum at det er en større by, med mange flere mennesker, mon øger eller sænker risikoen for at den bliver stjålet. Måske det kan gå hvis jeg holder mig strengt til dagtimer og ALTID låser den. Selvom det ikke altid er nok for at holde "pilfingre" væk.
Så er der hele situationen omkring mit helbred.
Jeg opfattes fejlagtigt som "doven", og jeg gør da også alting meget langsomt, men dovenskab er det ikke. Jeg ville meget gerne kunne gøre alting super-hurtigt, men det er altså ikke muligt. Et eksempel er at jeg end ikke kan cykle, og derfor må begynde at træne hver dag med fx svømning eller gåture eller kondicykel, fordi jeg i 6 mdr har ligget 23 timer i sengen, hvilket naturligvis svækker musklerne og energien.
Det kan være en udfordring at gøre helt simple ting som fx at gå på toilettet, eller lave mad, eller overhovedet at foretage sig noget.
Man bliver ganske enkelt træt af at tingene går galt for en hele tiden, på den ene eller anden måde.
Så er der abstinenserne både med alkohol og tobak. Man prøver virkeligt at droppe begge dele men så sætter abstinserne ind. Det er ikke "bare" at kvitte hverken alkohol eller tobak. Man vågner tidligt ommorgen, sandsynligvis badet i sved, man kan endda tro at man har tisset i sengen, man har sikkert sovet elendigt - nogen gange slet ikke.
Så oplever man rysten på hænderne og usikker gang/balance. Folk begynder at tro du har drukket selvom du netop IKKE har gjort det. Hukommelsen kan svigte. Man kan "glemme" noget så basalt som at spise, eller glemme om man spiste dagen før.
Man bliver nødt til at skrive alle former for aftaler ned, både om det så er at man skal huske brød hos købmanden inden han lukker, eller om det er tid hos lægen/tandlægen, eller andet.
Man kan endda "glemme" en film, forstået på den måde at hvis den genudsendes kan det føles som om det er en film man ikke har set før...
Alligevel anerkendes hverken tobaksrygniong eller alkohol-relaterede "skavanker" som deciderede sygdomme. Det er uvaner, det er først når "skavankerne" er virkeligt alvorlige, måske livstruende man forsøger med behandling.
Det private behandlingsted, kalder alkoholisme en sygdom, og din egen læge kan også skrive "kronisk alkoholisme" i din journal, men går du så til kommunen fordi du må anses for uarbejdsdygtig, jo så er det er helt andet sæt regler der gælder.
Livsstils-betingede sygdomme er som udgangspunkt IKKE sygdomme. Officielt er alkoholisme således ikke en sygdom. Kun i særlige tilfælde (som hvis man fx er i døgnbehandling er økonomisk hjælp mulig, antabus dur ikke), og tobak er heller ikke. Man kan tilbydes et rygestop-kursus som måske hjælper nogle, men for resten er der ikke meget at gøre - heller ikke i form af sygedagpenge eller andet.
Førtidspension er også nærmest umuligt at opnå medmindre man nærmest har fået ambuteret både arme og ben.
Selv de mest sølle job kan få 200 ansøgere, selv langt fra de store byer.
Det er måske slet ikke så underligt at der bliver flere og flere på overførselsindkomst af forskellig art, og mindre og mindre til at have ordinære jobs? Som Danmark er nu har regeringen skudt sig selv i begge fødder.
Sandheden er jo at vi har et babyboom fra efterkrigs-tiden som har klaret sig glimrende for de flestes vedkommende. 80-er-generationen er derimod lille. Det giver meget ringe vilkår for dem som er født fra ca 70-95.
Ingen fra min folkeskoleklasse lever "normalt", alle er enten "evighedsstudenter", stof- eller alkoholmisbrugere, overvægtige og går en fremtid med diabetes i møde, lider af spiseforstyrrelser, er kriminelle af nød, eller simpelthen så "udsultet" af "livet" at de opgiver "opgaven".
Så kommer depressioner, sult, psykiske sygdomme af enhver art, fysiske problemer, og det hele - hvis man da når så langt - ender med en plads i en ældrebolig hvor andre folk (sosuer-ne som kan endnu) må tørre røv på en og sørge for rengøringen?
Jeg kan huske da jeg var mindre, så kostede fx en helt alm pose chips 8 kr. I dag koster den 20.
Jeg ser fattige folk næsten overalt. De "rige" holder sig meget mere i "baggrunden" Gadebiledet er faktisk næsten kun syge og arbejdsløse personer, og pensionister og fx dagplejemødre.
Politiet skal man også holde øje med, for møder du dem skal du eddermame sørge for at have tingene i orden, om du så er på knallert eller i bil. Den mindste fejl på din bil skal de nok finde, og i bedste fald slipper man med en bøde.
I værste fald kan man faktisk ende i fængsel.
Så sker der ting i folks liv, mit eget fx:
2009 blev "katastrofeåret".
Jeg startede med at "indrømme" mit problem med alkohol, og ville både for min egen og familiens skyld gøre noget seriøst ved det, men endte uden omgangskreds, uden familie, uden barn, uden penge, uden noget som helst... Og ensom og siddende langt hjemmefra i en mikro lejlighed, som end ikke har plads til en seng.
Alle er kriminelle på den ene eller anden måde. Nogle arbejder sort, snyder kommunen, sælger stoffer, eller går ned på sygdomme alt fra depressioner, til nervesammenbrud, kræft, diabetes, firma-krak, og det der om muligt er værre.
Jeg synes slet ikke livet er "sjovt at leve", men nærmest en "kamp" for at overleve.
En lang smøre. Men den er sand.