Næstenkærlighed
Da jeg flyttet sammen med min kæreste for godt 2 år siden, mødte jeg en af hans "bekendte".
"Bekendten" gjorde i første omgang ikke særlig store indtryk på mig, ja, jeg synes han var skræmmende. Han drikker op til 30 genstand om dagen og han kan ikke går lige efter frokosttiden. Han er førtidspensionist og efter den 10. hver måned er han flad. Han råber lidt højt til tider og de fleste mennesker vil går på den anden side af vejen når de møder ham.
Efter der var gået noget måneder, havde jeg vænnet mig til ham. Har vænnet mig til, at han kommer og river lidt i gården osv. At han sidder på bænken og drikker øl og hidser sig op over ingenting til tider...
Da det blev jul sidste år, står han juleaftensdag forvejen døren med sin bærepose (hvor han normalt transporterer sine øl og brændevin i) og spurgt om han måtte komme ind og få en juleøl sammen med os. Min kæreste lod ham komme ind og siden det var jul synes jeg, at det måtte være sådan. Lidt besværligt hev han fire pakker i julepapir ud af sin pose og sagde at det var til vores børn. Jeg blev lidt mundlam, det havde jeg ikke forventet...
På dette tidspunkt gik han meget dårligt og min kæreste prøvet, at få ham til lægen. Men han var urokkelig og man kan ikke tvinge folk....
Da det blev forår blev hans tilstand værre og værre, han kunne ikke komme op i sin lejlighed på første sal mere. Tilfældigvis var en af vores lejer flyttet på dette tidspunkt og min kæreste forslå, at "bekendten" kunne få denne stuelejlighed. Jeg havde mareridt omkring hvordan han ville holde lejligheden osv, men på den anden side var han selv altid nybarberet og pænt og rent, så til sidst sagde jeg ja. Men kun hvis jeg måtte køre ham til lægen...
"Bekendten" flyttet ind og til min stor overraskelse er han mere end ordentlig og renlig. Jeg vil gerne sige, han kan konkurrere med en hver husholderske...
Vi startet at køre til lægen og fik at vide, at han skulle opereres og fik en henvisning til sygehuset. Ham og jeg var til forundersøgelse og der fik vi så besked om, at det ikke kunne klares på engang, men på 2 gang. Vi var til blodprøver og vi var til anden læge..
På alle de køretur alene med ham og venten rund omkring fik vi der snakket en del sammen. Det mere vi snakket sammen, det mere er det gået op for mig, at ikke alle mennesker har de sammen chancer og muligheder i livet. Og jeg startet at have ondt af ham, sammentidlig med at jeg startet at holde af ham...
Da jeg afleveret ham til operation på sygehus i dag, blev jeg spurgt om han var min far. Og det røg ud af munden af mig "Nej, han er min ven"
Nu sidder jeg her, og håber at han har det godt. At sygeplejerskerne er sød ved ham, og ikke dømmer ham på ydersiden som jeg gjord.
Ja, og hvis jeg er helt ærligt, så savner jeg, at han roder rund ned i lejligheden og råber engang imellem op ad trappen om hvad jeg laver....
Det var bare en lille tanke til MIN ven, selvom han er det helt modsætte af mig...
"Bekendten" gjorde i første omgang ikke særlig store indtryk på mig, ja, jeg synes han var skræmmende. Han drikker op til 30 genstand om dagen og han kan ikke går lige efter frokosttiden. Han er førtidspensionist og efter den 10. hver måned er han flad. Han råber lidt højt til tider og de fleste mennesker vil går på den anden side af vejen når de møder ham.
Efter der var gået noget måneder, havde jeg vænnet mig til ham. Har vænnet mig til, at han kommer og river lidt i gården osv. At han sidder på bænken og drikker øl og hidser sig op over ingenting til tider...
Da det blev jul sidste år, står han juleaftensdag forvejen døren med sin bærepose (hvor han normalt transporterer sine øl og brændevin i) og spurgt om han måtte komme ind og få en juleøl sammen med os. Min kæreste lod ham komme ind og siden det var jul synes jeg, at det måtte være sådan. Lidt besværligt hev han fire pakker i julepapir ud af sin pose og sagde at det var til vores børn. Jeg blev lidt mundlam, det havde jeg ikke forventet...
På dette tidspunkt gik han meget dårligt og min kæreste prøvet, at få ham til lægen. Men han var urokkelig og man kan ikke tvinge folk....
Da det blev forår blev hans tilstand værre og værre, han kunne ikke komme op i sin lejlighed på første sal mere. Tilfældigvis var en af vores lejer flyttet på dette tidspunkt og min kæreste forslå, at "bekendten" kunne få denne stuelejlighed. Jeg havde mareridt omkring hvordan han ville holde lejligheden osv, men på den anden side var han selv altid nybarberet og pænt og rent, så til sidst sagde jeg ja. Men kun hvis jeg måtte køre ham til lægen...
"Bekendten" flyttet ind og til min stor overraskelse er han mere end ordentlig og renlig. Jeg vil gerne sige, han kan konkurrere med en hver husholderske...
Vi startet at køre til lægen og fik at vide, at han skulle opereres og fik en henvisning til sygehuset. Ham og jeg var til forundersøgelse og der fik vi så besked om, at det ikke kunne klares på engang, men på 2 gang. Vi var til blodprøver og vi var til anden læge..
På alle de køretur alene med ham og venten rund omkring fik vi der snakket en del sammen. Det mere vi snakket sammen, det mere er det gået op for mig, at ikke alle mennesker har de sammen chancer og muligheder i livet. Og jeg startet at have ondt af ham, sammentidlig med at jeg startet at holde af ham...
Da jeg afleveret ham til operation på sygehus i dag, blev jeg spurgt om han var min far. Og det røg ud af munden af mig "Nej, han er min ven"
Nu sidder jeg her, og håber at han har det godt. At sygeplejerskerne er sød ved ham, og ikke dømmer ham på ydersiden som jeg gjord.
Ja, og hvis jeg er helt ærligt, så savner jeg, at han roder rund ned i lejligheden og råber engang imellem op ad trappen om hvad jeg laver....
Det var bare en lille tanke til MIN ven, selvom han er det helt modsætte af mig...