Ofre familien til fordel for karrieren?

Sidder her på morgenkvisten og tænker på hvad det er som driver folk til at vælge karrieren frem for familien, forstået på den måde at familien kommer i anden række.
Har man ikke børn ser man vel forskel anderledes på sit liv, men har man børn bør ens familie så ikke komme i forreste række?
Hvor langt ville du gå for en karriere? Eller hvordan ser du på dem som ofrer deres familie frem for en karriere?

MVH. dln

........fravalgt børn fra starten, netop fordi jeg ønsker karrieremæssigt at kunne gebærde mig som det passer mig.

Nu er det jo ikke alle der kun vælger karriere fremfor familie, jeg er på en stor arbejdsplads, hvor der er en del der sagtens finde ud af at de også har et privatliv
f.eks min boss lukker sin mobil når han er hjemme, som han siger der også en dag imorgen,
han tror ikke på firmaet lukker hvis telefonen ikke bliver taget.

never ever.

ofre familien, men min eks har gjort det....han arbejder nu i udlandet, og vores fælles børn ser ham nu blot hver sjette uge. Forstår ikke nogen kan gøre det, men det er jo hans valg og han fortryder det nok den dag børnene bliver gamle nok til at sige fra....

Og har aldrig fortrut, Har rejst verden rundt boet i dyre huse og lejligheder, har haft store biler og masser af god mad og vin, haft alle de smukke kvinder som jeg kunne elske med, kvinder elsker jo mænd med inflydelse, min eks. hvad har hun, intet, bor stadig i vores gamle lille rønne i udkanten af København ! Jo at blive til noget er da en kæmpe fordel, har da 6 børnebørn i dag, altså dem jeg har hørt om, og flere af dem bringer da mit efternavn med sig. Idag bor jeg i stor villa nord for København, har stor motorbåd en mercedes af de store og stadig unge og søde elskerinder der forsøder mit liv, rejser rundt til de skønneste feriesteder, har lige været 1 mdm. i Mexico og nyt at have 2-3 dejlige unge piger til at varte mig op, døgnet rundt, og de Mexicanske q-vinder er da skønne.

- tror jeg aldrig er at fravælge en eksisterende familie, den bliver bare nogle gange ofret.
- Men det er jo altid en konflikt i en eller anden udstrækning. Selvom du har besluttet at familien er det vigtigste, så skal den familie vel også have mad på bordet og tøj på kroppen, og vil vi gerne forsøde tilværelsen ud over de basale behov, jaaa - så er det i reglen ved hjælp at mere indtjening, de ønsker opfyldes.
- Hvem sagde svikmølle?
- for de fleste kan det fungere ved at læne sig op ad de gamle kønsrollemønstre, men det er jo nærmest forbryderisk. (En mand der kan tjene penge og en kone, der har lidt organisationstalt og ikke mindst noget økonomisk sans, er i reglen det en vellykket indsats består af).
- Ikke destomindre, så er det en umulig opgave at sætte sig selv med to karrierer samtidig og børn derforuden. Så kan man selvfølgelig forsøge at gøre tingene lidt på skift, men de fleste brækker halsen på det projekt.

- er ganske afgørende for resultatet. Man behøver ikke blive fremmesgjort, bare fordi man er fraværende. Var det tilfældet, ville ingen børn af søfolk have en far som voksne, vel?
- Du kan være befordrende for at kontakten er god og du kan straffe ham, ved at modarbejde den. Om du får det gjort godt eller skidt, kan du jo se på resultatet til den tid.

og hvor er den gyldne mellemvej....jeg har ikke fundet den endnu. Jeg vil det hele, men må sande, at det ikke kan lade sig gøre, når jeg er alene med to børn...
Har man sat børn til verden, så har man sgu et ansvar, ligeledes, når man bor sammen med en....så kan man i mine øjne ikke, bare køre sit one mann show og dyrke sin egoistiske karriere og bare overlade størstedelen af ansvaret til konen/manden, som så tager sig af det praktiske og børnene, med mindre de er eninge om det, men det har jeg til dags dato ikke hørt, at der er nogen, som er tilfreds med denne metode...

og opgav en strålende, men krævende karriere. Var praktisk taget kun hjemme i weekenden, sagde stop efter 11 år, og begyndte fra bunden et andet sted, hvor jeg blev i 18 år.

Først og fremmest - det er godt, at du har det godt med dit valg og synes, du har et rigt liv. Du har tilmed 6 børnebørn og ser ingen af dem??? Jeg ville hellere have en mindre rønne og se mine børnebørn og ikke blot lægge efternavn til. Ser du - det er et rigt liv at have familie. Hvis du nu ingen penge havde, mon de unge damer stadig blev ved med at smigre sig? Jeg tror inderst inde du har et tomt hul, som blot udfyldes med dyre ting og smukke kvinder. Er det virkelig nok i længden så sender jeg en undrende Tillykke med tilværelsen, og jeg mener det på dine vegne.
En kvinde, der foretrækker en almindelig arbejdsmand

Jeg synes det er et godt valg at vælge børn fra, når man vil karriere, fordi så er der ingen børn, der sidder og savner dig og føler sig svigtet. Det tager jeg hætte af for.
en, der valgte familien og almindelig job

- men ordningen er slet ikke så dårlig endda. Jeg kender faktisk en del, der har valgt at gøre sådan i en periode mens børnene er små, men det er jo ikke politisk korrekt, så en del af dem, der kunne ønske sig at være hjemmegående, gennemfører det aldrig. '
- En karriere behøver jo slet ikke være et one-man-show, der hænger i reglen også indtjening ved, så det kan jo sagtens være i hele familiens interesse.

HEJ!
DET ER MEGET SVÆRT AT FÅ DET HELE TIL AT HÆNGE SAMMEN! KJÆRLIGHED HJEM JOB! INDSTILLINGEN ER FORSKELLIGE ! NOGLE SKAL BARE HAVE EN HVOR DE FÅR SEX SERVERET UDEN
ANSVAR FOR NOGEN! ANDRE KRÆVER LIDT MERE! NOGEN ER GIFT FOR PENGE! ANDRE VIL HELE TIDEN HAVE OPMÆRKSOMHED OG DET ER DER IKKE TID TIL MED KARRIERE! ALTSÅ DET ER INDSTILLINGEN HOS
DE FORSKELLIGE! ER MAN ENIG DEROM GÅR DET! DET ER JO SYND HVIS KVINDEN OG BØRNENE VIL HAVE KÆRLIGHED&OPMÆRKSOMHED HELE TIDEN HVOR DEN ANDEN ALTSÅ IKKE ER INDSTILLET DERPÅ!
NOGEN GIFTER SIG AF DEN OG DEN GRUND! NOGEN GANGE ER DET SKJULT! MEN SOM KLOGE SIMON SPIES SAGDE! DET KAN ALTID MÆRKES! DERFOR ER DER SÅ MANGE SKILSMISSER!

Jeg kan godt se hvad du mener.. og har også selv tænkt over det.. og er også blevet forarget over dem så pludselig i en alder af 40 skal til at have det hele. Stakkels børn.
Men kom også til at tænke at nogle gange er det ikke helt så klart et valg.. Man skal jo også finde manden eller kvinden som man ønsker at stifte familie med, og hvis det bliver ved med at glippe ja.. hmm.. så kan det være man siger jamen så vil jeg da i det mindst have et fantastisk job.
Jeg står selv i den situation, at mine forhold ikke lige bliver til det jeg ønsker nemlig en dejlig lille kerne familie, og ja man bliver jo ikke yngre.. og det er da pænt hårdt at skulle starte forfra hele tiden... så jeg har da også overvejet hvor længe jeg gider og hvornår det vil være sidste udkald for at finde manden i mit liv, og derved også blive mor som jeg så gerne vil være.. men ja gider ikke være ene mor med vilje.
Så måske skulle jeg bare slå mig til tåls med det jeg har og ikke fokusere på alt det jeg ikke har.. og så få et mega fedt liv ud af det..
Derfor mener jeg at det ikke altid er så direkte et valg, som man mange gange ser det som.

why not?

jeg synes folk som vælger arbejde frem for familje ikke burde få børn. jeg har selv en far som har valgt sit arbejde frem for mig og mine søstre, jeg ser ham som regl 2 gange om året og såden har det været de sidste 5-6 år dvs siden jeg var 12. jeg synes ikke der findes nogle undskyldninger for at sætte sine egne børn som det næstvigeste i sit liv. mange siger bare arbejdet tager meget tid. men det er noget fis og det ved alle, hvis ens arbejde tager så meget tid så skifter man arbejde. ens børn vil skide på om man kører mercedes eller mazda de vil bare se deres far eller mor hver dag og kunne hygge andre steder end i et kontor.

- har han sagt det til dig?
- Skulle en 17-18 -årig virkelig være så far-syg at hun vil give afkald på de matrielle goder din far er ude og tjene pengene til?
- Har han en mercedes stående i garagen for hans egen skyld? Eller hvem bruger den til hverdag?

Vi lever jo i et frit land, og enhver kan jo heldigvis gøre, som man selv synes er bedst. Jeg kunne dog aldrig ofre mine børn på karrierens alter.
Børn bliver til ordentlige mennesker ved, at man bruger tid sammen med dem. Uanset hvordan man vender og drejer det, så gør børn ikke, som man SIGER, men som man GØR. Ved selv at opføre sig som et godt menneske og bruge tid sammen med sine børn, ved at lege med dem, gøre noget sammen med dem, læse for dem, give dem kærlighed og opdragelse osv. osv. giver man dem den ballast, som de får brug for, når de selv bliver voksne.
Det kan jeg ikke gøre ved at være hjemmefra fra 6-18, have en halv time sammen ved aftensbordet, inden man lægger børnene i seng, så man kan få fred og ro til at sætte sig med arbejdet igen.
Jeg tager hatten af for dem, som vælger, at de vil karrieren og dermed fravælger at få børn. Jeg har ikke meget sympati for dem, som tror, at de kan det hele og har det hæsblæsende liv, som jeg kort har beskrevet overfor. Det mener jeg ikke, at børn kan være tjent med.
Jeg valgte selv at være på nedsat tid, da mine børn var små, og min mand har kun i korte perioder haft mere end fuld tid. Vore unger har da ganske vist nogle gange brokket sig over, at de ikke havde det sidste nye skrig indenfor alting (det var der nemlig ikke råd til), men det snakker de aldrig om nu. Derimod mindes de tit, da vi var på den tur eller den tur, spillede det spil, den dag ved stranden, den dag i skoven osv. osv. De husker den tid, som vi har brugt sammen med dem, og det er tid brugt, som jeg aldrig vil fortryde.
mvh hønemor1001

- så skulle det være indlysende why not!!

....det handler ofte om at prioritere det ene frem for det andet. Al respekt for folk som føler at de kan overskue begge dele - Hvis de altså virkelig ER istand til det.

Har man valgt at stifte familie, men samtidig sætter den bag karrieren, er man egoist efter min mening. Måske kan man arrangere sig ud af det så alle er glade. Men mener man at familien må komme i anden række, så vægter man sig selv højere end fx. børnene - og det er efter min bedste overbevisning - egoisme!
1-2-3

Men jeg medgiver, at HAR man allerede stiftet familie, så må man leve op til sit ansvar.

- jeg har simpelthen svært ved at se noget egoistisk i at forsørge en familie alene. Tværtimod, synes jeg, det er en hård vogn at være spændt for.
- Er det fordi udgangspunktet er, at karrierer udelukkende er lyst to selvrealisation? For de fleste er det vel ret beset noget der kommer et forsørgelsesgrundlag ud af.

Vi lever i et samfund hvor man kan vælge og vrage, næsten for der er jo det stadig at der skal brød på bordet. især når man har andre end sig selv at tænke på.
som kernefamilie med far mor og barn/børn giver dette ikke de helt store problemer og der er tid til også at vælge "karriere" til om I forstår.
Er du alene forsørger kommer der straks andre boller på suppen og føler et pres for at klare det hele . Nogen har måske valgt karriere inden de fik børn og kan derfor kombinere så alle er tilfredse.
For det er vel det det kommer an på. Ikke "ofre" ordet. no sacrifice synger phil collins., det synes jeg ikke at det skal være. i perioder ok. men det kan også blive for surt og så er det jo ikke særlig rart. børnene kan tro at de er en belastning.
nogen skider karriere ræset et langt stykke so to speak, og lægger mere vægt på at ha det godt og bare det kører med det økonomiske. For spørgsmålet er jo hvor godt man har det hvis og når man vælger karrieren fremfor familien???? stress right? en mængde at leve op til. man viser børnene at penge og prestige er gud, nå jeg må gå

Det vil jeg gerne vide...? Skal det symbolisere noget? Er det kun kvinder, der kan ofre familien til fordel for karrieren?!
Vælg billederne med lidt mere omhu tak!
Den skeptiske

Hej Dulkis
Fordi start spørgsmålet handlede om at ofre sin familie for karrieren. Men selvfølgelig skal vi alle have det til at hænge sammen,- som mennesker, familier, forsørgere osv. Sådan gør vi også her i huset - fruen har karriererjobbet og jeg passer ungerne, hus, mig selv og mit lille firma. Ser man på nogle af de karriererfamilier vi omgås via min kone's arbejde, så er der eddermanme nogle forsømte børn imellem - føj. Det er ALTID børnene i anden og tredie række og der opfindes den ene fantasifulde forklaring efter den anden, for at forklare deres vantrivsel og sociale problemer ..........
1-2-3

Hvis der er en ting jeg har lært fra min barndom og som jeg har bragt videre i opdragelsen af mine egne børn, så er det hvor meget meget vigtigt det er, at forældrene er glade mennesker og at de gør hvad der er godt for dem. Det betyder selvfølgelig ikke at man skal skide på sine børns behov, men om dine børn bliver velfungerende har intet at gøre med hvor lang tid du bruger med dem, men hvordan du bruger tiden med dem. Jeg vil vove at påstå, at børn har bedre af at have en mor, der har en masse ting af hendes egne at gå op i og dermed har overskud og glæde til børnene, end en desperat husmor, der har opgivet sine egne drømme for at tilfredsstille hendes børn.
Jeg arbejder selv ca. 50 timer i ugen og går der udover til badminton en gang i ugen og har ofte veninder på besøg og går i byen. Men min tid med børnene er fantastisk og de er glade og velfungerende. Min pointe er at det ikke handler om hvor meget tid du bruger med børnene (med mindre du aldrig ser dem), men der imod hvordan du bruger tiden. Børn har blot brug for at vide hvor de har deres forældre og at de er stabile og til at stole på.

Egoismen består ikke i at være ene forsørger. Den kommer der hvor at forsørgenen vælger arbejdet gang på gang fremfor sin familie og børn.
Som en anden skrev hun ville hellere køre i mazda end bimmer.
Hvis hjemmet bare er et pitstop.
Så er der nok noget galt. For man har da et ansvar for at ens børn også har det godt og lære af begge forældre.
Ikke kun at det er en selv der får det,den nu vil have...

Feminismen sætter det at relalisere sig sig selv øverst. Derfor vælger man fra at eje børn eller passe gamle. Derfor har rigtige feminister næsten ingen børn

Ja har man stiftet formilie så må må man leve op til andsvaret,der står jeg fast.Johnny.

som dig kan ikke det.

anden række i min verden. Jeg glæder mig selv til den dag jeg skal have børn, selvom der sikert er et godt stykke tid til endnu. Jeg er selvfølgelig igang med min drømme uddannelse (og er også ret målrettet) for jeg gider ikke at bruge resten af mit liv på at lave noget som keder mig, men når den tid kommer vil min familie altid komme over min karriere.
Hvis ikke det er kærlighed mennesker imellem der gør livet hver at leve så er der intet der gør det i min optik. Jeg tror på at familie både er afstressende (i forhold til arbejdspladsen) og er med til at forbedre det man kan præstere på en arbejdsplads. Man er selvfølgelig ikke selv herre over om man finder "den eneste ene", men man har i høj grad selv et ansvar for at det sker og for mit eget vedkommende får jeg engang en familie med en kone jeg elsker (kan ikke gøre for det, men jeg er upræget optimist) :-)

Hejsa
Jeg vælger karierre, kajak, rejser og venner frem for at lave familie. Det der med at være afhænig af et par rollinger siger hverken mig eller min kæreste noget. Så vi har bevidst valgt ikke at skal have nogen børn og det har ikke været så lige til for der med har vi også fraskrevet os de mange glæder der følger med at have børn og for den sags skyld børnebørn.
Jeg håber da at de andre som vælger karierre frem for familie ved hvad de gør og ikke står om 10-20 år og fortryder noget.
Venlig Hilsen Jacob

hej Dulkis
dine tanker om en god og kærlig relation til den fraværende far, med eks. i sømanden...
JO, den har jeg også tænkt, da jeg sidder som kvinden over dit indlæg med en mand, der netop har valgt karrieren og sit ego 99% frem for børnene (snart 4 år siden jeg flyttede med børnene).
FORSKELLEN som jeg ser 'sømanden' og mænd som min ex er:
Sømanden SAVNER sine børn, og GLÆDER sig til at komme hjem, og ER SAMMEN med sine børn når han kommer hjem.
Mænd som min ex: 'savner' sine børn...siger han - men aldrig mere end han stort set aldrig har tid til at se dem når de beder om det. - og heller ikke mere end at han afkorter ferier med dem hver gang snart...
DVS. hans tilgang er: SÅLÆNGE DET PASSESR HAM vil han gerne se dem - og ikke eet sek. længere. Dvs. det er ikke hans job alene, men hele hans personlighed der gør at han ikke som en normal (sø)mand savner sine børn når han er væk fra dem.
Så der er forskel.
Og -- please Dulkis -- prøv nu ikke igen at tillægge mødrene at det er deres skyld når vi har at gøre med de der ego-mænd, der hellere vil være karriere og sig selv end far.
Det er faktisk ikke mødrenes skyld, at de mænd er fraværende. Så please, vis os den respekt at tro at vi har gjort mere end man med nogen som helst rimelighed kan forvente at et menneske gør for at opretholde bare nogen kontakt mellem børn og far!
... og kan da hilse at sige, at på et tidspunkt slipper også moderens kræfter op: det er nemlig ret hårdt at arbejde for at HAN skal bevare relationen... - du ved det arbejde han selv burde lave, men som han ikke evner (de der psykopatiske træk med det store ego, den manglende empati osv.) ... man kan faktisk godt blive træt som mor OGSÅ selv om man elsker sine unger og gør alt man kan for at de får den far-relation (som han IKKE anstrenger sig for at børnene skal ha).
mvh, k40

så må du da betale os der føder børnene !! :o)
-for at der overhovedet kan blive nogle (danske) til at passe dig og din ego-kone når I engang gerne vil på plejehjem og vil passes godt af nogle lidt yngre end jer selv... ikk! *SS*
Så op med slanterne: en ekstraskat til de af jer i DK der IKKE producerer børn!! *SS*

for hvad er det for spørgsmål og for en mistro du kommer med?
Hvorfor har du så svært ved både at forstå og acceptere, at børn hellere vil deres far end at han 'sidder på kontor og kører Mercer'...
Hvorfor tror du ikke det unge menneske der skriver om sit savn ovenover dit besynderlige angreb på ham for hellere at ville materialismen???
Børn TAR TID, børn VIL HA tid med deres forældre, børn vil have deres forældre tilgængelige og ikke kun i afmålte små perioder. Det er der sgu forsket så meget i at det er blevet cementeret. - og ærligt talt: lyder det mærkeligt? ;o) nej vel.

- at dine legekammerater, vælger lige sådan. og at ingen biologiske ur begynder at larme.
Jeg har da absolut respekt for valget, hvis du holder fast, men en vis risiko løber du nu. Jeg kender et par "jacobber" - de er sidst i fyrrene nu og henvist til at date unge piger. De kan godt få armene ned.

at det har fungeret for dig at skabe børn du tror er velfungerende, tillykke.
Dog: hvis du arbejder 50+ pr. uge, går til badminton samt ser veninder (+ køber ind, går til frisør osv.) ... så har du nok ikke set dine børn meget i deres vågne timer, hvorfor jeg stiller spørgsmålet: har du overhovedet fulgt dem nok og talt nok med dem til at du overhovedet kan vide hvordan de egl. har det??? ... jeg tror nej.
Samt: det er sgu efterhånden bevist, at den 80'er floskel der opstod om 'kvalitetstid' gir lykkelige børn var et FEJLGREB - det var en happy-exit for forældre der hellere ville karriere end deres børn. MEN det er ikke børnenes bedste har psykologerne siden bevist...
gad vide hvad dine børn ville sige, hvis de turde sige det - og kunne ... du ved (måske ikke ;o) at det tager tid at komme i kontakt med sine egne følelser osv. *SS*

Mine børn er flyttet så der er kun FCK tilbage.
Forza FCk

- nej, det er pjat. Det synes jeg ikke jeg gør, medmindre der er andre ting i fremstillingen, der giver mig mistanke om, at der ikke altid kun er tale om alkoholiske, psykopatiske, følelseskolde, egoister. Når det så er sagt, ved du hvad? Så kender jeg faktisk også "pæne almindelige mænd" der er nogle rigtige røvhuller, når det kommer til deres weekend-børn, hvilket jeg vist også har formastet mig til at skrive herinde tidligere.
- Har vi ikke allesammen en veninde eller kollega, som vi ikke helt forstår, når det kommer til hendes forhold til barnefaderen? Det tror jeg.
- I den sidste ende falder det alligevel altid tilbage på os, så vi kan lige så godt gøre en helhjertet indsats og så håbe på tilgivelse, fra vores børn. Tro mig de mener oftest vi bør bede om den.
- Men kom vi ikke lidt uden for emne?

- og du har fuldstændig ret, men det indlæg jeg svarede på tog jeg for et fake-indlæg. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men så havde vedkommende nok meldt tilbage nu. Tror du ikke?
- Med hensyn til far-sygen, så har jeg fulgt lidt med i, hvad der rørte sig i hovederne på mine egne unger og jeg har bidt mærke i, at det er ganske foranderligt.

... som du kan sige det frue ;-))
"Jeg kender et par "jacobber" - de er sidst i fyrrene nu og henvist til at date unge piger. De kan godt få armene ned."
Sådan et par stykker M/K kender jeg også .............. de har det ikke så sjovt og er ligesom blevet lidt trætte af sig selv og deres fritidshalløj. Med andre ord de KEDER sig og kan ikke finde gløden i tennis, sejlsport osv mere ..........
1-2-3

Er det dårlig samvittighed, der får dig til at svine folk til? Det er debat det her, og her er ingen tabere, kun udveksling af meninger - på en pæn måde! hilsen "eftertanke"

Ja hun ka et eller andet - hende dulkis, men jeg ville egentlig bare tilføje til din kommentar, (jeg kender dem nemlig osse) at de jo netop mister deres legekammerater.
Vi skal spise sent på sejlklubben om fredagen mere, vi skal hjem med ungerne og se Disney.
Vi skal ikke til Ibiza i 14 dage - vi skal til Grækenland, med ungerne.
Vi skal ikke på shopping-tur til London i en forlænget weekend. Vi skal i Jesperhus, med ungerne.
Vi skal ikke til julefrokost fredag-lørdag fra november til januar, vi skal hente juletræ, lave konfekt og klippe med ungerne.
De kan da godt kigge forbi en hverdagsaften, når kedsomheden er ved at drive dem op og ned ad væggene, så kan de se os bade, putte og læse - for ungerne. Hvis de kommer før kl. 20.30.
Den tid med mine unger ville jeg da ikke bytte for noget andet denne tilværelse kunne byde på. Er du tosset. Det er de timer, der er mit skatkammer.
Med andre ord - ensomheden gnaver dem. Og det bliver ikke bedre af, at de ikke vil indrømme det.
De er heller ikke blevet sammen, de par vi "legede med" inden vi fik børn. De er gået fra hinanden, fordi to-somheden fik skylden for ensomheden. NU er selv ensomheden hos dem blevet alene.
Nogle af dem har valgt så forkert, at det ender med at blive "deres livs sorg", for de for gamle nu. Vores unger er blevet halvstore, og vi får mere og mere frihed til voksentid, men de har skiftende (ofte for unge partnere) så de føler sig ikke rigtig tilpas, hverken i den gamle vennekreds eller de skiftende nye. De har simpelthen ikke længere nogen at følges med mentalt.
Og så synes jeg iøvrigt, det var en meget sværere beslutning, at slutte med at få børn, end det var at beslutte sig til at få dem.

Jeg har kun arbejdet på deltid siden jeg fik børn. Jeg kunne aldrig drømme om at tage på fuldtid og arbejder kun for at få økonomien til at hænge lidt sammen. Jeg synes, at mine børn er glad for at jeg er hjemme når de kommer hjem fra skole. Vi snakker om alt, hygger, bager, you name it. De bringer tit venner med hjem og de fleste af vennerne synes at det er sejt at kunne sidde og snakke med os om alt og jeg mener virkelig ALT. Mine børn skal ikke komme i anden række for en karriere. Og det skal siges at jeg er CAND. MAG og min mand er revisor. Så vi er ikke bare nogle der ikke vil noget. Vi vil bare have en familie. Og så er det det der med når vi bliver gamle, for det bliver vi. Jeg skal ikke bekymre mig om min alderdom. Jeg har rigelig børn til at tage sig af mig så at ingen af dem bliver mere belastet end de andre.
Jeg er fuldstændig enig med hønemor1001. Man kan ikke have det hele. Man skal vælge. Jeg valgte rigtigt for mig.

- jeg står nemlig foran år med en mere og mere fraværende fader. Har rustet mig og ungerne som jeg bedst kan, men er alligevel mere end modtagelig for gode råd, fif osv.
Så må jeg høre mere om hvad der skete for/med dine børn???

Når folk spørges direkte, om de vil vælge familie eller karriere, så lyver de fleste og siger 'Familien'.
De fleste vil ikke ofre noget som helst for deres børn og familie. De vil have et fedt job, hvor de kan realisere sig selv, og nogle unger, de kan vise frem. Ansvaret overfører de gladeligt på samfundet.
I dag påstår forældre, at de 'ikke har tid til deres børn', selvom orloven er firedoblet, ferien forlænget, arbedstiden sat ned og der er indført omsorgsdage inden for de seneste ca. 20 år! De skulle skamme sig, alle sammen!
Derfor skal samfundet heller ikke sponsorere 'ufrivilligt' barnløse. De må selv betale for de børn, som de alligevel ikke 'har tid til'!

Mine børn ER velfungerende og vi har det meget meget godt sammen. Min ældste datter taler med mig om alting -hendes venner, kærester, skolen og alt hvad der er og jeg tager mig altid tid til alle mine børn.
Hvad bilder du dig ind og komme her og påstå at mine børn ikke er glade og at de ville sige dét til mig, hvis de turde?
For at svare tilbage på dit indlæg om alle dine åndssvage påstande..
Jeg TROR ikke at mine børn er velfungerende, -jeg VED det. Jeg kender mine børn rigtig godt.
Jeg ser mine børn meget i løbet af deres vågne timer. Jeg har altid 100% fri fra arbejde i weekenderne og arbejder desuden mine ekstra timer (de timer ud over de normale 40 timer) om aftenen, når de mindre børn ER lagt i seng. Badminton er halvanden time om lørdagen -mon ikke de overkommer det?
Og du har da vist voldsomt travlt med at generalisere selv! At det du kalder "kvalitetstid" ikke er til mine børns bedste. Det ved jeg det er for mine børn og for mig selv. Det kommer helt an på hvordan man er som forældre og hvordan man er som børn.
At du beskylder mig for at "generalisere og antage uden belæg" og derefter gør præcis det samme ved mig - blot et personligt angreb - er SÅ lavt.
Forbandede kvindemenneske.

Mænd og kvinder er lige gode til at tage sig af børnene og gamle. Det kunne lige så godt være de udearbejdende mænds skyld.

jo an på i hvilken grad, familien ofres og hvordan. Nogle karrieremennesker har jo velfungerende familier.

Det bør være op til den enkelte at prioritere om det er familie eller karierre der vægtes højest... der er ikke noget der er det "rigtige" at gøre, det kommer helt an på hvilke drømme og visioner man har!
Jeg er ikke smagsdommer og respektere derfor de valg folk tager.
Hvad jeg selv ønsker for fremtiden, er sagen uvedkommende!

det er modigt af dem der tager beslutningen om ikke at få børn, men er enig med mange her, om at de ska dælme være sikre i deres valg, for ikke at fortryde det. Men det er jo individuelt hvad der er vigtigst for folk, og det må de jo træffe deres valg udfra.
Jeg ville personligt aldrig vælge karriere frem for familie/parforhold. Har endnu ingen børn, men glæder mig til at få nogle. Er vokset op i en rigtig kerne-familie, og det vil jeg også gerne have. Glæder mig dog også til at starte min karriere efter studiet, men vil til en hver tid vælge familien.
Molle;o)

selv feminist

... for fanden da også Dulkis................. håber der også var plads til dig og dit i den historie!
KH 1-2-3

Nu er jeg jo en af dem dér selv tager, det jeg har brug for. Og det gør jeg ud fra det synspunkt, at hvis jeg "går ned med flaget" så er der nogen, der kommer i klemme - nemlig dem der er afhængig af mig. Så det er jeg jo nødt til at lade være med *S*
- Jeg plejer at sige jeg er lidt kongelig. Dr. Ingrid sagde nemlig, engang hun blev spurgt, om det ikke havde været svært "Man kan det man skal" - og det er nok den holdning, jeg egentlig er opdraget til at have.
- Så jo tak, jeg er fint igennem, meeeen, der er en grund til, der står i min profil, at jeg er "tosset på det offentlige" <griner>
- En ting lærte jeg i hvert fald af den historie, at vore højt besungne fantastiske offentlige hjælpeforanstaltninger kun besynges af dem, der aldrig har haft behov for dem.

bruge hovedet er at være feminist, så kan jeg da kun være feminist. ;-)

... jeg synes nok jeg har fornemmet det royale. Dronning Dulkis af Jylland ;-)
Men godt at høre du er sluppet forholdsvis helskinnet igennem - det var meget at skulle slås med. Tabt kærlighed, det offentlige behandlingshelvede, børn og eks-man .....
Måske ordsproget om at hvad der ikke knækker een gør een stærkere passer på dig
;-) 1-2-3

mange vil vaelge familie men ligesaa mange vil vaelge karriere. Og ikke kun for karrierens skyld; men for at familien er sikret oekonomisk. Vi lever i et samfund der er penge fixeret.

kære Dulkis - tak for din store hjertelighed og åbenhed !
Sikken en omgang I røg igennem.
Een ting tænker jeg skiller jeres hårde år fra dem jeg står i og foran:
I kan ovf. børnene komme med den ærlige forklaring på hvorfor det ikke fungerede så ligetil med deres far. - det kan jeg ikke rigtig ovf. mine børn. Jeg synes det er vildt hårdt at skulle støtte dem igennem at deres far ikke ser dem fordi han ikke gider - han har lige akurat ork til at se dem de fleste af de fastsatte dage - men afkorter da gerne dem... el. aflyser uden at finde andre dage... Og nu flytter han til udlandet, så min yngste sider og græder hjerteskærende, skiftevis rasende over den her far som hun har behov for, men som hun godt ved ikke siger ja, når hun ringer (med min hjælp da hun er så lille endnu at mor må hjælpe m. telefonen osv)
Jeg tænker, havde du både et familienetværk, og et socialt netværk af ikke ny dato at trække på da jeres hårde år startede? El hvordan fandt du dine hjælpere??
kh og tak for åbneheden *S* k40

der lå ikke personlige angreb i mit indlæg- men dit VEJER TIL af personlige eder og forbandelser fra dig ... hold da fest - du er vist en u-festlig kvinde at være det mindste ikke-enig med hva... - hvordan har dine unger tacklet det, i øvrigt? *GG*
... hold du bare stilen - det gir dig et liv som du ønsker ... forbandet være dine egen vej ...

*undrende hilsner* - tænk at mennesker som du findes❓*G* - det er lige til zoo ;o)

- Hjælpen kom helt andre steder fra, end jeg forventede. Eller sagt på en anden måde, jeg fik en overraskende stor hjælp fra en kant, jeg aldrig havde forventet. Nogle mennesker, som jeg end ikke havde nære relationer til.
- De var forældre til en pige i den klasse, hvor min datter gik, og det første halve år de gik i børneklasse, var hun hos os om morgenen, fordi de havde nogle helt praktiske pasningproblemer i en kort periode, og jeg var på barsel, så det betød jo ikke noget at have hende til morgenmad, og sende hende afsted sammen med min datter.
- Det er det eneste jeg nogensinde har gjort for dem, og vi har aldrig talt synderligt meget sammen. De var ikke nogen, jeg sådan umiddelbart faldt i hak med.
- De dukkede bare op ud af det blå, og spurgte, hvad de kunne gøre for mig. Jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle svare. Og så er svaret jo "ingenting, men tak for tanken" - nå, sagde de bare, så tager vi lige ungerne med i Djurs Sommerland, så kan du sidde på sygehuset lidt længere idag. (jeg var der til alle måltider, for at prøvespise af hans mad, fordi han troede i en periode de ville forgive ham) Jeg var målløs!! Ungerne blev afleveret igen efter at have spist aftensmad og ellers iøvrigt trætte og "grydeklare". Det var første henvendelse.
- Efterfølgende dukkede de bare op med jævne mellemrum og uanmeldt, og ser du, så har man ikke paraderne oppe. Man får ikke sagt "jo tak, det går fantastisk godt", for uanmeldte gæster har det med at "tage en på det ene ben", - så alle de parader måtte jeg opgive, og svarede så som det var, den givne dag.
- Hvis jeg skulle fortælle dig, hvad de mennesker har gjort for mig og mine børn gennem perioden, så kom jeg ikke fra det her tastatur idag. Men jeg følte mig så priviligeret over den familie, at det bliver jeg aldrig færdig med at sige tak for, uden de på nogen måde har påført mig "taknemmelighedsgæld" - Jeg vil næsten sige, at den slags hjælp er dobbelt hjælp, for den gør også andet for dig end lige at hjælpe i situationen. Den hæver ens livskvalitet.
- Hverken de selv, deres børn, eller børnebørn, vil jo nogenside gå forgæves her hos mig eller mine børn, men det underlige er, at vi stadig ikke er særlig "tætte" - dyb forståelse ja, men tætte? Nej.
- Hvad angår, det man egentlig regner for at være ens netværk, så var alle jo på dupperne, støttende, lyttende, forstående og hjælpende - de først 14 dage. Men alle har jo selv et liv, som nok giver plads til alm. selskabelighed, men ikke til at være "hjemme-hosser" for nogen i længere tid. Alles liv skal jo videre.
- Der var et enkelt par, som jeg ved, gerne ville have gjort tingene anderledes, gerne ville have været til "mere nytte", men de havde lige selv været igennem, nogle temmelig voldsomme ting med en halvvoksen datter, og vi er vel allesammen forpligtede overfor vore egne børn først og fremmest, inden vi redder de andres, så det er, som det skal være. Og så havde jeg en stor omgangskreds, så jeg var fri for at føle mig som en voldsom belastning et enkelt sted. Jeg var ikke nødt til at bede nogen om noget. Det, der kom af sig selv, rakte. Det var jo meget værd.
- Der hvor jeg egenlig har syntes det var hårdest eller måske ikke hårdt, bare anderledes, er når du er kommet igennem krisen. Er ude på den anden side og har fundet dine ben igen, så skal der en hverdag, et nyt liv op at stå, hvor du har en helt ny status, Du skal finde dig tilrette i. Du er ikke længere "et af parrerne" - nu er du dig og børnene. Og det er noget helt andet.
- Mændene kommer ikke længere og låner værktøj lørdag formiddag. Kvinderne slår ikke længere en time ihjel i mit køkken, eller ungerne i haven, mens deres mand/far hjælper min mand eller omvendt. Hvis mændene tager på "drengerøvssejlads" en weekend, er du ikke længere en naturlig del af den "pigeaften", der kommer ud af det, for din mand er jo ikke med. Den ændring sker ikke bevidst fra nogens side - det er bare en del af foranderligheden, og der kan være forskel på, hvor meget og hvor lidt pris, man så sætter på den forandring.
- Der var helt klart nogen af dem, jeg ikke var klar til bare skulle forsvinde ud af mit liv, så dem prikkede jeg på skulderen, da der var gået et par år, og fortalte dem, hvad jeg mente, var de gode og hvad der var de dårlige forandringer. Ingen af de "udvalgte" var uenige, så de var inde i "folden" igen efter et par år, og jeg i deres, så det der med at vennerne forsvinder ved skilsmisser, har også noget at gøre med, om vi lader dem forsvinde, eller vi selv holder fast.
- Der er selvsagt også sket andre ting i verden, mens min har været under forandring. Flere i den oprindelige omgangskreds er blevet skilt, en enkelt eller to er døde osv osv. og det har jo altsammen en indflydelse.
- De eneste der gjorde mig rasende, var min svigerfamilie. Og dem har jeg intet at gøre med den dag idag. Mine svigerforældre er døde begge to - nu. Men det kunne de såmænd lige så godt have været med det samme den gang. Dem mærkede vi ikke noget til. Ingen af os har nogensinde fået en jule- eller fødselsdagsgave fra dem siden. Dét brugte jeg lang tid på at undre mig over, og så gik det såmænd bare i almindelig raseri.
- Hvis det så var fordi, de "havde valgt side", og havde taget sig af min mand, men jeg kunne simpelthen ikke se en vis del for bare skosåler. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Og det mest rystende er at de faktisk er sådan nogle "pæne mennesker", hvis du spørger naboerne.
- Jeg fandt jo ret hurtigt ud af, at de behandlingstilbud, man havde til min mand egentlig kun var at holde liv i ham, men at han havde en fair chance for at blive menneske igen - måske nok et andet, men trods alt et menneske - hvis jeg kunne få ham på Vejle Fjord, men det kostede 140.000 for et ophold på 3-4 mdr. og dem kunne jeg ikke skaffe. Heller ikke selvom jeg kunne stille huset som sikkerhed.
- Nu var det sådan, at den daværende chefpsykolig på stedet, var en gammel kammerat til min svoger og så tænkte jeg, at man måske kunne gøre lægen interesseret i patienten, men min svogers svar, på mit forslag, var at sådan ville han ikke udnytte en kammerat!!! Jeg forsøgte mig lidt med, at det jo var han BROR, men det påvirkede ham ikke nok.
- Ved en ren tilfældighed opdagede jeg, at der var en forening, der hed "Hjælp Voldsofre" så jeg henvendte mig der. De hjalp os. Det var så heldigt, at det år var de på finansloven for første gang. De betød, at de havde 750.000 at gøre godt med, og de havde så besluttet, at de ville hjælpe nogle få meget og gennemgribende bl.a med et ophold på Vejle Fjord. Så han blev visiteret til det tilbud, og var en af fire heldige. Var han ikke kommet derned, var han aldrig kommet til at fungere hverken socialt eller arbejdsmæssigt, men han er aldrig holdt op med at gå til psykolog.
- Jeg var lidt rystet over, at amtsgrænserne var så stive at de var uovervindelige i det offentlige system. Det tilbud, der var inden for amtsgrænserne var genoptræning af hans højre side, som var lam. Intet andet. Og det var måske nemmere som 43-årig at leve med en lammelse i kroppen end i hovedet. Det var kasserne altså bare ikke indrettet til. Man ville hellere give ham førtidpension og finde ham en plejehjemsplads. Man tror jo ikke de kan lægge to og to sammen. - Nå men det er en anden historie.
- Men for at holde tråden, så er det jo ikke nær alle, der har så meget netværk. Spørgsmålet er så, hvad skal man bruge netværket til? En enkelt ting? Mange forskellige ting, eller hvad? Det skal man jo nok gøre dig klart inden man "søger det" Hvad har du brug for? Nogen der tager over? Nogen at bytte børn med? Nogen hvor både børn og voksne er sammen? Jeg syntes det sidste var det sjoveste og mest givende. Men vi er forskellige og har forskellige behov.
Hvad er det, du mangler i dit liv?