Toogtyvende del af krimi-føljetonen
Doktor Halvor Larsen og 3 af hans kollegaer med speciale i hjertekirurgi studerer røntgenbillederne af Cindy Plum: - Det ligner jo et helt normalt hjerte. Hvordan i alverden har han båret sig ad med det?
- Ifølge moren har han ikke opereret noget andet hjerte ind. Og det havde han heller ikke kunnet klare ene mand, tilføjer Rasmus Gregersen: - Man skulle næsten formode, at der var tale om en helt anden pige.
- Ja, det der er en umulighed, samtykker Frode Lang: - Men hvorledes skulle han være i stand til at forbytte pigen?
- Han kunne jo have kidnappet en i de varme lande, indskyder Morten M. Mortensen.
- Hun ville jo ikke ligne den oprindelige datter, og så ville moderen havde gjort indvendinger, afgør Halvor.
- Var der ikke noget med, at der blev kidnappet en lille pige i Næstved for cirka 5 år siden, erindrer Frode.
- Jo, det er rigtigt. Men selv hende burde moderen jo kunne se, ikke var hendes Cindy, mener Rasmus.
- De kunne jo have haft så megen lighed, at hun ikke kunne se forskel, udtænker Halvor og sammenligner de nye billeder med dem fra deres egen operation både før og efter: - Kan vi på nogen som helst måde bevise, at det hjerte her, umuligt kan omdannes til dette? Hvis ja, skal vi så gå til politiet med formodningen om noget kriminelt?
- Vi kunne have afgjort det på en meget enkelt måde, hvis du blot have valgt at få taget en ny DNA-prøve på pigen, da hun var her tidligere på dagen, informerer Rasmus og ser beklagende på Halvor.
- Ja, det kan jeg godt se nu, beklager Halvor og ærgrer sig over sin fejltagelse.
- Jeg fik hevet et hår af hendes hoved, at netop samme årsag, indskyder sygeplejerske Katrine Sønne og rækker det frem, liggende i et plomberet reagensglas.
- Du er simpelthen en snut, jubler Frode og skal lige til at kysse hende på panden, men tager sig i det.
Afdelingschef Janus Bamgaard går hen til køen ved stempeluret: - Nå, man har nok tænkt sig at gå til tiden, selvom man kom 1½ time for sent i morges?
- Ja, jeg er nød til at nå ud og handle ind inden de lukker, og jeg har ingen bil, den står på Sjælland, oplyser Marlene.
- Man har rigtignok været ude og føjte i weekenden, hvad?
- Hvad jeg præcis har foretaget mig, kommer sådan set ikke dig ved?
- Man er nok blevet narret og bedraget? ... Ens bil holder på Sjælland, aha, og nu ved man ikke, hvorledes man skal få den hentet hjem igen?
Marlene indser, at dette også er noget af et problem, men hvis han tilbyder at hjælpe, så er svaret nej: - Det skal jeg nok få klaret på fredag.
- Jeg har tilfældigvis et ærinde i København i morgen aften. Måske jeg kunne være behjælpelig?
- Sikke et tilbud, bare det var mig, kommenterer Sonja Fugl, der står foran i køen og netop skal til at stikke sit kort i siden af uret: - Så kunne vi overnatte et eksotisk sted ud til Køge Bugt, kimser hun og blinker ironisk med det ene øje.
- Vil du ikke nok være så venlig ikke at blande dig i det, og lade mig selv klare ærterne? siger Marlene vredt.
- Se nu at få stemplet eller gå til siden, kommanderer Grete Justesen, der står næst i køen.
Marlene træder ud af køen: - Og i øvrigt er jeg godt træt af, at du altid omtaler mig som ’man’. Sig dog ’du’!
- Det må man ... øh du ... selvfølgelig også selv om. Det kunne ellers blive en gratis tur for dig derover. Men nu vil jeg i stedet gå ind og notere dig for minus 1½ time i dag.
- Ja, gør du bare det, svarer Marlene og forsøger at komme ind i køen igen, men bliver pure afvist af alle matronerne, så hun må trippe helt hen bagved den sidste i rækken, hvor hun så kan stå og fundere over, at det egentlig burde være Frank, der skulle betale turen, foruden den allerede mislykkede, som hun endnu ikke har fået noget for. Men hun ønsker ikke længere at have med ham at gøre, og han er vel heller ikke til at få fat i, hvis politiet har sat ham fast.
Svend Møller henvender sig til konduktøren udenfor toget: - I skulle have en passager med, som vi skulle tage os af?
- Korrekt. Eller rettere sagt, det var korrekt, men han er stået af undervejs. Det har jeg givet jer besked om.
- Nå, det har vi ikke hørt noget til, svarer Jesper Wigherts: - Var det ikke meningen, De skulle holde øje med ham?
- Det har jeg sådan set også. Men jeg har også et job at passe og har ikke kunnet stå og stirre på ham hele tiden.
- Nej, selvfølgelig ikke. Men det betyder så, at han er undsluppet. Kan De så sige, hvor han stod af?
- I Ålborg, Vi snakkede sammen, da vi kørte gennem Rold Skov, så han er stået af i enten Ålborg eller Lindholm.
- Enten! Nu vakler De alligevel, påtaler Jesper striks.
- Det er to stationer kort efter hinanden. Nå jeg må videre, inden dørene smækker i, svarer hun og vifter med pinden til lokoføreren.
- Så står vi her uden mand, siger Svend og ryster på hovedet: - Jeg gider altså ikke tage til Ålborg og lede efter ham.
- Nej, det er som at lede efter en nål i en høstak, og jeg gider ikke grave mere i dag, kommenterer Jesper og kigger på sine vabler i hænderne: - Tilbage til stationen.
De når lige akkurat at sætte sig ind i patruljevognen udenfor stationsbygningen, da der kommer en besked: - Stationen kalder vogn 13, stationen kalder vogn 13. Kom ind.
- Vogn 13 her, oplyser Jesper.
- Frank Spånby, som I skulle afhente på Hjørring Jernbanestation, er ikke længere på toget.
- Ja tak. Det er ligesom gået op for os.
Fortsættelse følger.
- Ifølge moren har han ikke opereret noget andet hjerte ind. Og det havde han heller ikke kunnet klare ene mand, tilføjer Rasmus Gregersen: - Man skulle næsten formode, at der var tale om en helt anden pige.
- Ja, det der er en umulighed, samtykker Frode Lang: - Men hvorledes skulle han være i stand til at forbytte pigen?
- Han kunne jo have kidnappet en i de varme lande, indskyder Morten M. Mortensen.
- Hun ville jo ikke ligne den oprindelige datter, og så ville moderen havde gjort indvendinger, afgør Halvor.
- Var der ikke noget med, at der blev kidnappet en lille pige i Næstved for cirka 5 år siden, erindrer Frode.
- Jo, det er rigtigt. Men selv hende burde moderen jo kunne se, ikke var hendes Cindy, mener Rasmus.
- De kunne jo have haft så megen lighed, at hun ikke kunne se forskel, udtænker Halvor og sammenligner de nye billeder med dem fra deres egen operation både før og efter: - Kan vi på nogen som helst måde bevise, at det hjerte her, umuligt kan omdannes til dette? Hvis ja, skal vi så gå til politiet med formodningen om noget kriminelt?
- Vi kunne have afgjort det på en meget enkelt måde, hvis du blot have valgt at få taget en ny DNA-prøve på pigen, da hun var her tidligere på dagen, informerer Rasmus og ser beklagende på Halvor.
- Ja, det kan jeg godt se nu, beklager Halvor og ærgrer sig over sin fejltagelse.
- Jeg fik hevet et hår af hendes hoved, at netop samme årsag, indskyder sygeplejerske Katrine Sønne og rækker det frem, liggende i et plomberet reagensglas.
- Du er simpelthen en snut, jubler Frode og skal lige til at kysse hende på panden, men tager sig i det.
Afdelingschef Janus Bamgaard går hen til køen ved stempeluret: - Nå, man har nok tænkt sig at gå til tiden, selvom man kom 1½ time for sent i morges?
- Ja, jeg er nød til at nå ud og handle ind inden de lukker, og jeg har ingen bil, den står på Sjælland, oplyser Marlene.
- Man har rigtignok været ude og føjte i weekenden, hvad?
- Hvad jeg præcis har foretaget mig, kommer sådan set ikke dig ved?
- Man er nok blevet narret og bedraget? ... Ens bil holder på Sjælland, aha, og nu ved man ikke, hvorledes man skal få den hentet hjem igen?
Marlene indser, at dette også er noget af et problem, men hvis han tilbyder at hjælpe, så er svaret nej: - Det skal jeg nok få klaret på fredag.
- Jeg har tilfældigvis et ærinde i København i morgen aften. Måske jeg kunne være behjælpelig?
- Sikke et tilbud, bare det var mig, kommenterer Sonja Fugl, der står foran i køen og netop skal til at stikke sit kort i siden af uret: - Så kunne vi overnatte et eksotisk sted ud til Køge Bugt, kimser hun og blinker ironisk med det ene øje.
- Vil du ikke nok være så venlig ikke at blande dig i det, og lade mig selv klare ærterne? siger Marlene vredt.
- Se nu at få stemplet eller gå til siden, kommanderer Grete Justesen, der står næst i køen.
Marlene træder ud af køen: - Og i øvrigt er jeg godt træt af, at du altid omtaler mig som ’man’. Sig dog ’du’!
- Det må man ... øh du ... selvfølgelig også selv om. Det kunne ellers blive en gratis tur for dig derover. Men nu vil jeg i stedet gå ind og notere dig for minus 1½ time i dag.
- Ja, gør du bare det, svarer Marlene og forsøger at komme ind i køen igen, men bliver pure afvist af alle matronerne, så hun må trippe helt hen bagved den sidste i rækken, hvor hun så kan stå og fundere over, at det egentlig burde være Frank, der skulle betale turen, foruden den allerede mislykkede, som hun endnu ikke har fået noget for. Men hun ønsker ikke længere at have med ham at gøre, og han er vel heller ikke til at få fat i, hvis politiet har sat ham fast.
Svend Møller henvender sig til konduktøren udenfor toget: - I skulle have en passager med, som vi skulle tage os af?
- Korrekt. Eller rettere sagt, det var korrekt, men han er stået af undervejs. Det har jeg givet jer besked om.
- Nå, det har vi ikke hørt noget til, svarer Jesper Wigherts: - Var det ikke meningen, De skulle holde øje med ham?
- Det har jeg sådan set også. Men jeg har også et job at passe og har ikke kunnet stå og stirre på ham hele tiden.
- Nej, selvfølgelig ikke. Men det betyder så, at han er undsluppet. Kan De så sige, hvor han stod af?
- I Ålborg, Vi snakkede sammen, da vi kørte gennem Rold Skov, så han er stået af i enten Ålborg eller Lindholm.
- Enten! Nu vakler De alligevel, påtaler Jesper striks.
- Det er to stationer kort efter hinanden. Nå jeg må videre, inden dørene smækker i, svarer hun og vifter med pinden til lokoføreren.
- Så står vi her uden mand, siger Svend og ryster på hovedet: - Jeg gider altså ikke tage til Ålborg og lede efter ham.
- Nej, det er som at lede efter en nål i en høstak, og jeg gider ikke grave mere i dag, kommenterer Jesper og kigger på sine vabler i hænderne: - Tilbage til stationen.
De når lige akkurat at sætte sig ind i patruljevognen udenfor stationsbygningen, da der kommer en besked: - Stationen kalder vogn 13, stationen kalder vogn 13. Kom ind.
- Vogn 13 her, oplyser Jesper.
- Frank Spånby, som I skulle afhente på Hjørring Jernbanestation, er ikke længere på toget.
- Ja tak. Det er ligesom gået op for os.
Fortsættelse følger.