Spiseforstyrrelse eller ej?

Jeg har og har i mange år kendt til et ret "spøjs" familie.
Først var der mormoren som døde som følge af diabetes som var opstået pga overvægt.
Denne kvinde fødte 5 børn inden da.
Den ene blev senere min daværende svigermor, og hun var ligeledes overvægtig. Hun fik 3 børn. Og så er der det "sjove" ved det.
Alle i familen spiste og indtog typisk den samme fødevare, og det var altså noget med brun opbagt sovs, og is og slik og alverdens andre usunde ting og sager.
Den daværende svigermor var samtidigt ryger men selvom om det skulle tage det værste af ens appetit, tabte hun aldrig et eneste kilo - vil tro hun vejer ca 95 kg, og hun er altså ikke 2 meter høj ;)
Nå men det "pudsige" ved historien er.
Det første barn hun fik som senere blev min kæreste, var også overvægtig . nærmest en tro kopi af både sin mor, mostre og mormor.
Ikke så underligt når de alle spiser det samme.
Men så fik hus så en datter mere som har et helt andet problem: Uanset hvor meget man vælter fede og usunde ting i munden på hende tager hun aldrig på i vægt.
Der er forsøgt med softice, deciderede smør eller "fedtmadder", uendelige mængder af friturestege pommes frites, cate dor is og sødmælk frem for minimælk.
Noget de fleste vil burde tage på i vægt af... Men hun kan knapt holde vægten på 45 kg, og hun er altså 22 år og burde i forhold til hendes højde på 178 cm veje mindst 55 eller måske endda 60 kilo?
Jeg er så lidt i tvivl om hvad der faktisk forgår, om det er anoreksi, bullimi eller noget helt galt med stofskiftet.
Hun har selv opsøgt alverdens læger og diætister for at forsøge at opklare problemet, men ingen har kunnet finde en forklaring.
Kan det måske være en slags hormon-forstyrrelse?
Hun har lige siden den tidlige pubertet haft store problemer omkring sin menses.
I de 7 dage det tog kunne hun få så ond i maven at hun slet ikke kunne gå og brækkede sig nærmest 24 timer i døgnet i en spand...
For endnu mere sjovt er det at moren fik endnu et barn, denne gang en dreng, som har meget lignede vægt-problemer som den ældste søster... Ret mystisk.
Min tidligere kæreste har dog ved hjælp af Zumba og motion generelt smidt al overvægt.
Men spisevanerne er de samme.
Jeg har så tilfældigvis en datter der nu er 7 år sammen med hende. Eftersom jeg ikke bor på stedet aner jeg ikke hvilke mængder af sodavand, slik, chips og usunde fødevarer i øvrigt indtager.
Jeg kan se en snert af overvægtighed på hende, og frygter derfor at hun måske om 5 eller 10 år vil blive moppet i skolen eller får en livsstilssygdom som fx diabetes...
Men hvad ville en helt normal vægt på en 7-årig pige være? 30 kg? 40 kg?
Jeg har ikke så meget forstand på børn ;)

Ja sådan er det jo, nogle tager let på, andre har svært ved at tage på. Men hvis hun er 178 høj og vejer 45 kg, så tror jeg simpelthen ikke på hun spiser så meget. Hun er jo mindst 20 kg undervægtig! Dertil er det jo heller ikke sikkert hun har særlig meget muskelmasse. Jeg kan dog ikke forstå nogen vil udsætte sig selv for mængder af is, softice og pommes fritter. Uanset hvor tynd man er, er det altså ikke det mindste sundt for nogen som helst verden over!
Der er faktisk også nogle der har svært ved at tage på når de ikke får de næringsstoffer de har brug for (hvilket hun hverken får fra is eller pommes fritter), så mon dog hun spiser særlig sundt i det hele taget. Hvis hun får 2500 kcal fra frugt, grønt, kød, æg, fisk og nødder, så nægter jeg simpelthen at tro på hun ikke kan tage mere på. Medmindre der er noget galt med hende, og hvis der er noget helt galt med hendes stofskifte, ville hun også have andre symptomer. Prøv bare at læse om for højt stofskifte.
Men jeg er også overvægtig, ligesom min ene søster er, mens min anden søster ikke tager let på. Min mor og fire af hendes søskende er også overvægtige, mens en af hendes søstre ikke er, så det er ikke en selvfølge alle har det på samme måde.
Sørg for din datter ikke bliver overvægtig, det er et helvede at ligge og rode med senere! Hellere hun taber sig nu, eller i hvert fald ikke tager mere på, end hun skal til det senere, hvor hun har taget endnu mere på.

Det er jo det som er så "mystisk" ved det hele.
Hun propper sig med alle de produkter som den øvrige (og overvægtige) familie gør, men tager slet intet på.
Og tro mig at før der stod is, brun sovs, og fedtemadder på "menuen" så var der allerede forsøgt med utallige mængder af agurker, æbler, pærer, appelsiner, bananer, og alt muligt af den slags.
Hun har også en "spøjs mani" eller hvad man skal kalde det ved at nægte absolut at indtage nogen form for rugbrød.
Det er ikke fordi hun foretrækker Schulstad frem for Kohberg, eller kun kan lide med eller uden kerner, er det et rugbrød så går hun i en stor bue uden om.
Jeg husker faktisk mange gange omkring middagen hvor familien normalt samles omkring spiseborde og spiste typisk rugbrød med et eller andet pålæg på.
Men fordi hun under ingen omstændigheder vil indtage rugbrød, så sad hun blot og spise pålæg bart. Lidt spøjst, for hvis det var toast eller en bolle eller andet hvedemels-baseret brød så var der ingen problemer....
Men nej ja kan ikke lige spotte hvad problemet helt nøjagtig er, jeg har aldrig før oplevet et menneske som hader rugbrød så vildt meget, at denne hellere vil sulte fremfor at indtage det. Men der er nok en "hage" eller "detalje" som jeg misser...
Og ja jeg vil netop gøre ALT for at min datter ikke bliver "den tykke pige" i skolen, jeg aner bare ikke hvordan, for jeg kan jo ikke kontrollere hvad hun putter i munden i løbet af dagen, for det første bor jeg 25 km fra hende, og jeg har ingen jordisk chance for hvad eksempelvis hendes morgenmad, eller madpakke i skolen består af.
Jeg kan heller ikke vide hvad hun evt får af forældrene under eksempelvis besøg hos veninder og den slags.
Ikke engang hendes mor som bor med hende kan jo vide det - hun passer sin egen skole og kan dermed ikke holde opsyn 24/7 med hvad og hvilke typer af fødevarer hun putter i munden.
Jeg undrede mig altså bare kraftig over at man har 3 generationer af mennesker som alle spiser de samme ting, 3 er overvægtige men den 4. er uhyggeligt tynd...
Ja det er et mysterium jeg nok aldrig finder et svar på.

Det er svære og tage på, end og tabe sig.

Hvorfor er der så mange flere overvægtige end undervægtige?

Men de findes!
gik I klasse med en, og hun spiser mindst ligeså meget, som alle os andre
aldrig set noget nær, et eneste overflødigt gram fedt på hende(og i hendes tilfælde ligger det vist til familien,arvelig disposition)
det kaldes "luksusforbrænding" kun få har det, men så omsætter kroppen i langt højere grad evt.overfløding energi til varme-de har bare ikke samme tendens til, at oplagre fedt!
og idag er mad her i vesten jo, ingen mangelvare, så det, er jo, en ret fin mekanisme
i fortiden var vi jo, nødt til, at komme oplagre de depoter i overlevelsen i barske tider...
Usund mad!i større mængder, er ikke usundt for nogen, og når hun ellers fungerer, har energi,virker ubekymret omkring mad,er social,glad,frisk i pæren?
Hva?
hva er så problemer mester jakel der?:-)
...hende jeg kendte var omvendt mange andre ked af ikke, at kunne tage på/os andre af, at kunne tage for let på...
kan godt se det ikke må være sjovt for hende!at skulle høre på det konstant,og få stilt spørgsmål til hvorfor hun, er så tynd!
belastende, så...
synes hendes familie burde falde kraftigt til ro der!

for en god ordens skyld 😕 ... [(:]

Lad hende ikke føle, at du tænker tanker omkring hendes vægt/det kan blive en dårlig udløser-du, er trods alt hendes far*S*
Men ja, du kan gøre dit,barndommen er vigtig,minder(madvaner i barndommen har en vigtig betydning senere hen)så ja, lav noget særligt lækkert sund mad,så hun får smag for det sunde,og ja, leg med på hendes lege,gå i svømmehallen,sørg for, at få hende til, at elske følelsen af, at være aktiv,løb selv tit spurt med min far, som barn,og spillede meget badminton med min mor,sjippede meget,løb i det hele taget meget rundt,og vi legede mange,skøre lege os børn i gården-sørg for hun har det sjovt imens!
tag hende med til interessante steder,naturoplevelser,steder, der kan udforskes,inspirer hende-fortæl fx.om din ungdom-rollespil, er der mange børn, og unge, som går til!:-)
måske, det var noget?

Lad hende ikke føle, at du tænker tanker omkring hendes vægt/det kan blive en dårlig udløser-du, er trods alt hendes far*S*
Men ja, du kan gøre dit,barndommen er vigtig,minder(madvaner i barndommen har en vigtig betydning senere hen)så ja, lav noget særligt lækkert sund mad,så hun får smag for det sunde,og ja, leg med på hendes lege,gå i svømmehallen,sørg for, at få hende til, at elske følelsen af, at være aktiv,løb selv tit spurt med min far, som barn,og spillede meget badminton med min mor,sjippede meget,løb i det hele taget meget rundt,og vi legede mange,skøre lege os børn i gården-sørg for hun har det sjovt imens!
tag hende med til interessante steder,naturoplevelser,steder, der kan udforskes,inspirer hende-fortæl fx.om din ungdom-rollespil, er der mange børn, og unge, som går til!:-)
måske, det var noget?

Jeg kunne ikke være mere enig..
Det er ganske fornuftigt at være opmærksom på sine børns sundhed og form men det skal gøres uden at det bliver til en skjult kritik af hendes udseende - det kunne virkelig ende med selvtillidsproblemer. Piger bliver hurtigt selv opmærksom på deres udseende, især hvis de skiller sig lidt ud.
Så ja jeg anbefaler samme fremgangsmåde - vær et godt eksempel og lav lækkert sundt mad når i er sammen og vær aktive 🙂
Når det så kommer til hende pigen der derimod er en del undervægtig. Det kan skyldes mange ting men om det direkte er en spiseforstyrrelse er svært at sige.
Anoreksiramte, er snu, meget snu! En anoreksiramt kan være meget opfindsom i sin måde at skjule sin sygdom på, især hvad de tre store hovedmåltider angår; morgenmaden springes over, madpakken smides ud og aftensmaden bliver enten ”indtaget” (læs = smidt ud) på værelset eller indtaget i små mængder efterfulgt af en 3 timers løbetur i skoven.
Så når du tænker tilbage er der så noget i hendes opførsel der har ændret sig? Er hun pludselig begyndt at gå meget op i hendes udseende, hvad hun spiser og hvor meget, er hun begyndt at motionere meget, går hun i løst tøj og prøver at skjule hvor tynd hun egentlig er eller prøver hun at undgå at spise imens andre ser på.. Der findes en masse gode sider på nettet der handler om spiseforstyrrelser måske du skulle kigge lidt på nogle af dem. Prøv eks. www.spiseforstyrrelser.dk
Hvis pigen ikke har ændret sin adfærd og derefter pludselig er begyndt at tabe sig er det ikke sikkert at der er tale om en spiseforstyrrelse, så er det nok nærmere noget fysisk.
Der er mange sygdomme som har vægttab/undervægt som symptom men den mest oplagte er for højt stofskifte - hvilket er en overproduktion af stofskifte-hormoner i skjoldbruskkirtlen.
Symptomerne er:
Nervøsitet, Indre uro, Rastløshed, Let til gråd, Koncentrations- og hukommelsesbesvær, Rysten på hænderne, Hjertebanken, Hurtig regelmæssig puls, Hurtig uregelmæssig puls, Varmefornemmelse, Svedtendens, Varm og fugtig hud, Vægttab på trods af øget appetit, Udtalt træthedsfornemmelse, Muskelsmerter, Muskeltræthed, Hyppig og løs afføring, Uregelmæssig menstruation.
Det er dog sjældent at man har alle symptomer og nogle gange kan det være at man næsten ingen har.
Jeg fik selv konstanteret for højt stofskifte da jeg var ca. 11 år gammel. Jeg havde ingen symptomer, dog vejede jeg ca. 12 kilo under normalen. Mit blev opdaget da mine øjne begyndte at "hæve" og blive udstående - en sygdom der hedder Basedow. Den hænger sammen med, og kommer kun i forbindelse med, for højt stofskifte men er en helt anden sygdom i sig selv.
Diagnosen "for højt stofskifte" kan hurtigt konstanteres ved en blodprøve - så hvis hun ikke har fået taget sådan én vil jeg foreslå at det bliver gjort.

Jo jeg har her lidt mere info om pigen som nu er 22 år.
Hvad adskiller hende fra "normale" mennesker.
Hun har vist nok fået konstateret en form for hørefejl allerede da hun var spæd.
Resultatet er at hun altid taler utroligt højt, altså så højt at det grænser til råberi selvom hun tror at hun taler helt normalt. Det er ulidelig fx hvis man taler i telefon med hende eller bare er i samme hus.
Jeg går udfra at hun som følge af den medfødte høreskade tror at man skal råbe så højt at hun selv kan høre hvad hun selv siger.
Hun får også unormalt ofte tilfælde af hvad jeg vil kalde "raseri-anfald". Den mindste ting kan tænde hende totalt af så hun råber, skriger, tuder, smækker med døre og den slags.
Og hun har sådan set ikke ændret sig på nogen måde, hun har været sådan siden hun var 7 år hvor jeg lærte hende at kende fordi hun var min kærestes lillesøster...
Måske kan det også have noget at gøre med at hun i en utrolig tidlig alder, som 17 og 19-årig fødte to døtre hun nu naturligvis kæmper hårdt for at forsørge?
Høreskaden betød jo så også at da hun kom i skole, så kunne hun ganske enkelt ikke høre og forstå hvad læreren sagde.
Derfor blev hun også ordblind. Hun havde ikke en jordisk chance for at læse eller skrive eller forstå en tekst, når hun ikke vidste hvad bogstaverne betød.
Det betød igen at hun ingen uddannelse nogensinde har fået, end ikke en folkeskolens afgangsprøve, aldrig har haft et job eller opsøgt uddannelse. hun blev i stedet enlig mor til 2 for at modtage flest muligt penge både fra kommunen, og fra faren til børnene...
Jo hun kørte en kort overgang med aviser på cykel men efter få mdr måtte moren fragte hende rundt med aviser i bil - hun gad ikke længere...
Men det er også det tætteste hun har været på et job... ;/