... Og hvad så nu...?
Jeg er en ung pige på 23 år, og jeg har stort set ikke været single siden jeg fik min første kæreste som 15-årig. Hver gang jeg er gået fra en kæreste eller er blevet forladt, har jeg fundet en ny inden for højest et par måneder. Det er ikke fordi jeg har specielt travlt, faktisk tvært imod, men det er som om at så snart jeg ikke har en kæreste, møder jeg en ny og bliver forelsket. Har endda overlappet et par gange, selvom det ikke er noget jeg er stolt af. Der er bare dukket en ny op, i samme proces som jeg er gledet fra den anden. Og om det er mig som er nem at leve med eller om jeg er meget "heldig" med de fyre jeg møder ved jeg ikke, men stort set alle mine forhold har varet forholdsvis længe (1-3 år).
Nu er jeg så alene igen. Er lige gået fra min kæreste gennem 3 år, hvilket var en meget velovervejet beslutning, selvom jeg elskede ham var der ting jeg ikke kunne leve med og jeg har det godt med den beslutning og savner ham på ingen måde. Faktisk har jeg tænkt over at gå fra ham i over et år, og når jeg nu tænker tilbage, må jeg desværre nok indrømme at en stor del af det jeg tænkte på som min kærlighed til ham og grunden til jeg ikke gik fra ham noget før er, at jeg nok er noget der nærmer sig angst for at være alene. Jeg er jo stadig ung, og pludselig har jeg opdaget at jeg aldrig har lært hvordan man lever alene. At jeg ikke har mange venner, og at jeg aldrig har haft andre fortroelige end min kærester. Jeg har et par gode venner og veninder som jeg kan tale med NÆSTEN alt om, men jeg kender ikke ét eneste menneske som jeg taler med mine virkelige problemer og bekymringer om, nok også fordi jeg er bange for hvad de vil tænke om mig. Som eksempel: Alle folk blev overraskede over at jeg gik fra min eks, selvom jeg havde overvejet det kraftigt i over et år.. Jeg savner ikke min eks kæreste, men jeg savner at havde det fællesskab og kærlighed som et forhold giver, og som jeg ikke finder ved nogen af mine venner, bekendte eller familie.
Hvordan er man single?! Hvem skal trøste mig når jeg kommer hjem og har haft en dårlig dag? Jeg føler mig så ensom.
Jeg tænker ved mig selv at jeg IKKE skal havde en kæreste nu. At jeg skal lære mig selv at kende og skabe mig et liv med mig selv først.. Men hvorfor savner jeg så meget et andet menneske tæt på?
Det er det samme nu, som de andre gange jeg i korte perioder har været alene. Jeg tænker at jeg under ingen omstændigheder skal havde en ny kæreste, men hvad skal man gøre hvis man møder en fantastisk fyr som man bliver fuldstændig forelsket i? Undgå vedkommende, for at undgå det udvikler sig? Ikke fordi jeg har mødt nogen endnu.
Ok, ved ikke hvor meget mening mit indlæg giver.. Tror jeg prøver at sige: Jeg har hele mit unge voksen-liv haft en kæreste, og mine kærester har været hele mit liv. Det betyder nok at jeg har lært en masse om at være nem at leve sammen med, god til at gå på kompromisser, indordne mig osv.
Hvad jeg ikke har lært, er at leve alene. Møde ny mennesker. Tage beslutninger uden at havde nogen at diskutere mine holdninger med. Jeg har ikke engang nogen interesser. Ingen uddannelse, intet job. Det eneste jeg har er vores hus, som er for dyrt at sidde i, så jeg har sagt lejemålet op.
Nogen som har prøvet noget lignende? At skulle lære at leve med sig selv i en alder af (snart) 24 år?
Nu er jeg så alene igen. Er lige gået fra min kæreste gennem 3 år, hvilket var en meget velovervejet beslutning, selvom jeg elskede ham var der ting jeg ikke kunne leve med og jeg har det godt med den beslutning og savner ham på ingen måde. Faktisk har jeg tænkt over at gå fra ham i over et år, og når jeg nu tænker tilbage, må jeg desværre nok indrømme at en stor del af det jeg tænkte på som min kærlighed til ham og grunden til jeg ikke gik fra ham noget før er, at jeg nok er noget der nærmer sig angst for at være alene. Jeg er jo stadig ung, og pludselig har jeg opdaget at jeg aldrig har lært hvordan man lever alene. At jeg ikke har mange venner, og at jeg aldrig har haft andre fortroelige end min kærester. Jeg har et par gode venner og veninder som jeg kan tale med NÆSTEN alt om, men jeg kender ikke ét eneste menneske som jeg taler med mine virkelige problemer og bekymringer om, nok også fordi jeg er bange for hvad de vil tænke om mig. Som eksempel: Alle folk blev overraskede over at jeg gik fra min eks, selvom jeg havde overvejet det kraftigt i over et år.. Jeg savner ikke min eks kæreste, men jeg savner at havde det fællesskab og kærlighed som et forhold giver, og som jeg ikke finder ved nogen af mine venner, bekendte eller familie.
Hvordan er man single?! Hvem skal trøste mig når jeg kommer hjem og har haft en dårlig dag? Jeg føler mig så ensom.
Jeg tænker ved mig selv at jeg IKKE skal havde en kæreste nu. At jeg skal lære mig selv at kende og skabe mig et liv med mig selv først.. Men hvorfor savner jeg så meget et andet menneske tæt på?
Det er det samme nu, som de andre gange jeg i korte perioder har været alene. Jeg tænker at jeg under ingen omstændigheder skal havde en ny kæreste, men hvad skal man gøre hvis man møder en fantastisk fyr som man bliver fuldstændig forelsket i? Undgå vedkommende, for at undgå det udvikler sig? Ikke fordi jeg har mødt nogen endnu.
Ok, ved ikke hvor meget mening mit indlæg giver.. Tror jeg prøver at sige: Jeg har hele mit unge voksen-liv haft en kæreste, og mine kærester har været hele mit liv. Det betyder nok at jeg har lært en masse om at være nem at leve sammen med, god til at gå på kompromisser, indordne mig osv.
Hvad jeg ikke har lært, er at leve alene. Møde ny mennesker. Tage beslutninger uden at havde nogen at diskutere mine holdninger med. Jeg har ikke engang nogen interesser. Ingen uddannelse, intet job. Det eneste jeg har er vores hus, som er for dyrt at sidde i, så jeg har sagt lejemålet op.
Nogen som har prøvet noget lignende? At skulle lære at leve med sig selv i en alder af (snart) 24 år?