...og så har hun kæreste

Gammel historie, men jeg må lige ud med den alligvel.
Har mødt en dejlig pige. Vi snakker godt sammen, chatter og sms'er hver dag, og jeg holder virkelig meget af hende.
Jeg vidste godt at hun havde en semi-kæreste, som ikke var noget seriøst eller i hvert fald at hun ikke rigtigt vidste hvad hun ville med. Men det er som om at det er ved at udvikle sig til noget mere seriøst. Jeg har aldrig mødt ham men alligevel så jeg tænker bare "hands off" vi er bare venner. Det gik også fint nok
I lørdags mødte jeg ham så og da jeg så ham kysse hende, var det som at få en boksehandske lige i mellemgulvet. Jeg fik faktisk lyst til at kaste op og var nød til at gå ud og få noget vand i ansigtet.
Jeg vidste godt hun havde en kæreste, så det er selvfølgelig mig der er den store idiot.
Så jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre med hende eller hele den her situation.
Jeg troede at jeg kunne være "kun venner" med hende, men jeg åbenbart ikke kan lade være med at føle noget. Jeg har selvfølgelig ikke sagt det til hende.
Så hvad fanden gør man her??
Kapper jeg alle bånd til hende fordi at jeg ikke kan lade være med at føle noget for hende og så længe vi "kun er venner" så vil det kun forvolde mig smerte?
Fortsætter jeg med at se hende som en ven og bider smerten i mig hver gang jeg ser eller tænker på hendes kæreste, og håber på at det går over, lidt lige som influenza?
Fortæller jeg hende hvordan jeg føler, selvom jeg ved at jeg får en afvisning? - det kan jeg ikke se der kommer noget godt ud af. Højst at jeg bliver til grin.
eller venter jeg bare tålmodigt på at de slår op så jeg måske har en chance? - det lyder fandeme ynkeligt og så det betragter jeg heller ikke rigtigt som en mulighed.
Det er selvfølgelig mig der er klovnen her, for jeg vidste fra starten at det ikke kunne blive til mere.
Jeg vil helst ikke miste hende som ven, men jeg gider fandeme ikke at se på eller høre om hendes kæreste.
Det store spørgsmål, som I sikkert vil sige at I ikke kan svare på:
Leger hun bare med mig???

Leger med dig?
Det var da en sjov og overraskende slutning.
Nu har du jo kun fortalt om dine føleleser, ved hun overhovedet du er så begæret af hende?
Er det ynkeligt at give plads?
Jeg tænker selv hvad sker der hvis jeg fortæller en jeg er vild med (som er i forhold) om mine ubetydelige følelser, kan jeg overskue dette?
Du kunne spørge dig selv om det samme.
Jeg ved det ikke, men ligefrem ynkeligt at lade det være op til hende synes jeg ikke.

Du har ret, det er store spørgsmål du der stiller.
Det lyder som en rigtig god gammeldags forelskelse du har pådraget dig.
Lidt afhængig af, hvordan det går med feberen, så tror jeg det er bedst du dropper ud af det, mens du endnu har en smule selvrespekt i behold.
Dit indlæg er rigtig godt, og din smerte mærkes næsten helt ind i hjertekulen.
Du er vel ung, så der bliver selvfølgelig andre muligheder henad vejen.
Held og lykke ønsker jeg dig på din færd.

.. om du kan bruge mit svar til noget, men let's give it a shot:
Ser du, tror lidt selv jeg står i samme situation - bare at det er mig der er "den lede pige" i denne version.
Har en ven. Vi har kendt hinanden i 10 år - startede med god gammeldags brevveksling imens han var udstationeret i Bosnien som soldat, sidenhen foregik kommunikationen mest pr. mail, sms, stadig lidt breve ind imellem og også et par telefonsamtaler i ny og næ - af og til afbrudt p.g.a. kærester, der ikke ikke kunne styre deres jalouxi, men vi har altid "fundet" hianden igen fordi vi ikke kunne undvære vores venskab. Dog uden nogensinde at møde hinanden i virkeligheden.
Så går det ikke værre end bedre, at vi begge er singler samtidig og vi bestemmer os for at NU skal det være. Vi skal møde hinanden for 1. gang. Han kommer ned til mig, vi hygger med god mad og masser af rødvin og ender med at kysse og være sammen. Da han er kørt hjem om søndagen sidder jeg i min sofa og sunder mig lidt over hvad der er sket... Kan mærke inden i, at jeg ikke som sådan fortryder det der er sket, men at jeg samtidig også godt ved, at vi aldrig kan blive kærester.
Han er en utrolig sød fyr, men ikke en jeg kan blive forelsket i - og heller ikke en som "ville kunne holde mig nede" - som jeg tror min personlighed kræver af en mand.
Han derimod er fyr og flamme for at vi skal ses igen (det skal lige tilføjes, at vi bor over 300 km. fra hinanden - og at han bor alene med en søn på 7 år) så jeg melder klart ud hvordan jeg har det, for at undgå at han skal blive såret og skuffet.
Han fortæller mig, at han IKKE er forelsket i mig og at han sætter stor pris på min ærlighed - han mener selv, at det på den måde vil være nemmere at ligge låg på den slags følelser, hvis og i så tilfælde de' dukker op, når han på forhånd ved at det ikke kan blive til mere.
14 dage efter kommer han på besøg igen... Og det ender (big supprice) med det samme igen... Vi er sammen. Hmm.
For mit vedkommende er det ikke noget problem, men jeg har en fornemmelse af at han ikke har været 100 % ærlig omkring sine følelser for mig... Jeg spørger ham igen, men han bliver ved med hårdnakket og påstå, at han IKKE er forelsket.
Førhen har vi altid snakket meget følelser og fortalt om hinandens oplevelset på det område, men pludselig bliver han som en lukket bog. Han virker irriteret og svarer med enstavelsesord når jeg kaster mig ud i en ny fortælling om en håbløs forelskelse jeg har, i en i øvrigt MEGET optaget spinningsinstruktør... Og hvad jeg sådan ellers går og spekulerer på her i sommervarmen...
Hmm... det gør mig lidt ked af det, for selvom jeg føler at jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at undgå denne situation, så skete det alligevel... Jeg har såret min ven - og var det det værd, for lidt kikset fuldemands-sex? Nææ.. MEN! 1) Jeg følte at vi var nået dertil at nu MÅTTE vi bare se hinanden i virkeligheden, og ingen af os vidste jo hvad det evt. kunne føre til -og 2) så er vi trods alt voksne mennesker og jeg meldte jo klart og tydeligt ud fra starten af hvordan jeg havde det med det efter 1. besøg...
Situationen kunne på en måde godt minde lidt om din - hvorom alting er, så har vi det begge to skidt... Og jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal stille op?! Er det bedste bare at lade ham være og "glemme" ham for en stund, eller skal jeg bare lade som ingenting og leve videre? Føler mig som en rigtig lus... SUK!
Ja, det var så mit indlæg... Undskyld det blev så langt og rodet..
Håber bare at du (og min ven) hurtigt og snart støder ind i en sød pige som I forelsker jer i til op over begge ører... For det tror jeg umiddelbart er den eneste "problemknuser" i disse 2 historier...
(og inderst inde har jeg selvfølgelig også selv et håb om at møde en sød fyr... )
Pas på dig selv & held og lykke fremover.
Knus
Klokke

Det er måske lidt groft, men det smarteste man kan gøre er at forlade hende.
Har selv prøvet det en gang eller 2, og det er noget lort hver gang =)
Bliver du ved med at være hendes ven, så skal du huske på, at du kommer til at høre om hende og kærestens problemer, deres intimitet og alt det der følger med.
Med følelser i klemme, så er det knapt så sjovt.
At fortælle hende om dine følelser kan få flere udfald, enten bliver du til grin som du siger.
Hun kan også være forstående og sige, det ikke bliver til noget etc etc.
Du kan også være heldig, hun også er lidt vild med dig, men det er vist mest på film det sker.
Under alle omstændigheder, så ligner du altså taberen i dette "spil", beklager min ven.
Håber du kan bruge mit svar til noget...

Tak for rådene alle sammen.
Jeg tror også at det ender med at jeg må lukke hende ude. Jeg kan ikke rigtigt se andre udveje.
Fortæller jeg hvad jeg føler, så går hun vel næppe ud og dumper ham bare på grund af det.
Så de vil formegentlig blive sammen - hvilket gør at jeg er ude i kulden.
Fortæller jeg mine følelser, så er det som at kaste mig for hendes nåde og så er det bare en spørgsmål om metoden hvorpå jeg får et afslag.
Fortæller jeg ikke mine følelser, så har det i det mindste været mig selv der satte grænsen.
Som hendes ven så vil jeg jo komme til at høre om hvor pragtfuld han er og om al den fede sex de har. Til fester vil jeg kunne se dem sidde og kysse og være så vilde med hinanden at det er til at brække sig over. Det her jeg sku ikke rigtigt lyst til. Det er bare selvpineri. Så hvis de en dag slår op, så vil det jo alligevel ikke blive til noget fordi at vi er jo indgroet i "kun venner" rollen.
Hvis jeg bare på en naturlig måde lukker hende ude, så vil smerten nok gå væk med tiden, men sjovt det bliver det ikke. Dels fordi at jeg må erkende at jeg ikke får kvinden og dels fordi at jeg mister hvad der startede ud med at være en god ven.
Desuden så fordi at der ikke er gjort eller sagt noget, så skal jeg gå ud af døren med et smil på efter at jeg har fået kniven - og så ikke have "retten" til at være sur skuffet eller ked af det. Så er det vel bedre slet ikke at se hende i det hele taget.
Bare endnu et kapitel i min "Why love sucks" bog
Men nu er tråden ikke mere lukket, end at hvis der er nogen der har en opfattelse af eller et råd til hvordan jeg i bedste Titanic stil kan redde mig kvinden lige inden rulleteksterne kommer. ;O))
Men det bliver jo nok til at jeg cutter for hende her og så siger at det var det.
Det er jeg rimelig afklaret med efterhånden, selvom det kommer til at gøre ondt.
Det som hele tiden popper op er at jeg synes at det har lyst ud af mig at jeg var interesseret i hende.
Så enten er hun virkelig dum at hun ikke har kunne se at jeg var begyndt at føle noget for hende, eller også så har hun bare leget med mig.
Det som pisser mig af er at jeg fra starten af har sagt til mig selv at jeg ikke ville føle noget for hende og at det kun var venner, netop fordi at jeg har prøvet det her før, og alligevel så sidder jeg her nu.
Og det eneste man kan sige er "Det vidste du jo godt på forhånd"
Bagklogskaben er skabt til ære for fjolser som mig.
Hold kæft hvor jeg føler mig mere og mere som et fjols hele tiden.
Jeg kan jo ikke få noget godt ud af et venskab med hende hvis det gør ondt at være sammen med hende eller at se hende være sammen med sin kæreste.
Nå men det er sol og det er sommer, og man ved jo aldrig hvad det bringer med sig.
Før eller siden så skal det jo nok lykkedes.

Men hvor gammel er det du er?
Godt nok er det hele lidt surt lige nu, men hey! Du lyder da til at være ung og have hele livet foran dig.
Når du engang får det hele lidt mere på afstand, så tænk på det som en lærestreg - for lærer vi ikke af vores fejl, SÅ mener jeg at vi har et problem.
Jeg kan genkende mig selv i en del af din historie, og ét råd jeg i hvert fald kan give dig er: Vær ærlig overfor dig selv. Vær BUND ÆRLIG! Meld klart ud fra starten af hvad det er du vil. Du vil gerne have en kæreste, ikke "kun" en ven. Sig det højt. Det er der overhovedet ikke noget forkert i.
Der skal nok dukke en op til dig også... Bare rolig.
Held og lykke & go sommer
Knus
Klokke

27
Så helt ung er jeg jo heller ikke.
Det er bla derfor at jeg synes det er så latterligt at jeg ikke kunne se det komme, eller havde en eller anden måde at kunne reagere. Jeg har jo trods alt nogen erfaring og det er jo lidt en "børnesygdom"
Bund ærlig...
ja, jeg er jo der henne hvor jeg vil have hende som kæreste og ikke som en ven. Selvom det ikke var sådan det startede og havde hun bare meldt klart ud fra starten at hun havde en kæreste, så var alt det her jo nok aldrig sket.
Jeg tror ikke at man kan gå tilbage til "kun venner" herfra. Så vil det være sådan et underligt venskab hvor der ligger noget usagt i luften som vi begge to godt ved er der, men forsøger at lade som om at vi ikke lægger mærke til.
Jeg skal sku nok finde en anden og i sidste ende så går det nok alt sammen.

leger da ikke mere med dig, end du med hende, hun havde jo været ærlig og fortalt, at hun har en kæreste.
Måske er hun i tvivl om det skal være ham den anden ................ eller dig, eller en helt 3. - det må tiden jo vise.
Hvis du virkelig er vild med hende så send hende en buket med et kort og fortæl at du er vild med hende og at du vil noget mere. Læg kortene på bordet - det er jo det gør at man kommunikerer.
Så er det op til hende og så kan I begge komme videre.
Held og lykke
Ludmilla

Den der med at være 100% ærlig overfor sig selv.. Det er der faktisk temmelig mange mennesker som har svært ved🙂i mange tilfælde går der MANGE år før folk finder ud af de faktisk har rendt rundt og løjet over for sig selv.. Sjov tanke ikke? men sandt er det altså.. Det gælder i dette tilfælde vel om at man tror på sig selv, og står ved de ting som man ønsker..

Kunne ikke være mere enig :)
Selverkendelse er en svær ting, men hold da fast hvor blir' man meget klogere på sig selv når man lærer at "medarbejde" den i stedet for at modarbejde...
Og når først man ved hvad der er godt for en, hvad der fungerer og hvad der ikke fungerer og hvad man vil, så står man 100 % stærkere, og har det generelt bedre med sig selv...
Nemlig!
:)