OPSTANDELSENS GLÆDE

Til Hanne
I sin kolde stengrav Lazarus lå død;
Marta og Maria klaged' deres nød:
"Var blot vennen Jesus kommet til ham før,
gemtes han nu ikke bag ved Hades dør."
Jesus gik til graven, bad først til sin Gud,
råbte på den døde: "Lazarus, kom ud!"
Lazarus, skønt ligsvøbt, gjorde som han bød.
Hvilken glædes jubel fra hans venner lød!

Jesu følge mente frihedstimen slog;
ak, hans død på pælen dem hvert håb betog.
I en grav de sorgfuldt bar hans legem' ind.
Der var mulm og mørke i hans venners sind!
Men bag Hades porte ej han længe lå;
Gud på trediedagen lod ham genopstå.
Hans disciple jubled'. I hans hånd var lagt
nøglerne til dødens og til dødens og til Hades' magt.

Adams synd i Eden bragte slægten død;
Jesus med sit offer dødens lænker brød.
Fangerne i Hades, dødens dunkle hjem,
vil, når tid er inde, han da kalde frem.
For Guds hvide trone skal de alle stå;
deres færd i Riget, dømmer han dem på.
Den som Gud da nævner i sin bog ved navn,
skal da leve evigt uden sorg og savn.