Overgivelse

Skal jeg overgive mig til død eller lykke? Opgive alle forsvar og håbe at jeg bliver set og elsket - alligevel? Eller skal jeg lade fortidens spøgelser spille mine livskort - og bevare den faste grund under mine fødder - uanset hvad der måtte ske?
Men tænk sig hvis nu jeg står overfor den der kan se mig som den jeg er - hvis det er den jeg altid har ventet på - håbet på - længtes efter. Tænk sig hvis det er nu det hele afgøres - og jeg mister alt - fordi jeg ikke turde vise dét sårbare udækkede åbne, som binder de hjertebånd, som kun overgivelsens mod kan binde? Men er jeg god nok - inderst inde? Kan du tåle at se mig - derinde? Eller vil der glide en lille sky for Solen - og vil den vokse og kvæle håbet - og efterlade mig i den luende tomheds lidelse. Er du den der tåler mig - og jeg dig? Inderst inde - der hvor alt er forsvarsløst og går svanger med den sarte lykke?
Kan jeg sige ordene til dig? Tør jeg? De ord jeg af alle i verden ønsker mest må blive mødt? Disse ord:
Her er mit hjerte - det er stærkt, men det har lidt - nu er dit. Så tag det - men tag det varsomt. Og se det som det er - og sig så - vil du ikke nok - jeg elsker dig. Og siger du de forløsende ord - så er jeg din i evighed og mer. Men vender du dig bort - så falmer jeg og må visne og dø.
Tør du sige de ord - eller vinder skyggerne af fortidens knuste drømme - igen?

Det koster mere end du ved, at vinde sig en sjæl.
Først må du ned i vejenes grus, og enhver mands hæl.
Og værgeløs og lille må du være alles nar.
Du skal igennem skam og angst, og brændes ren og klar.
Først når din lille stolthed smelter bort i smertens bål,
når du måske med bange sind, et stort og ydmygt mål.
For først når du har mistet alt, når du har blødt og lidt,
får du dit eget ansigt, som for evigt kun er dit.
Da vil det ske, at alle som der strejfer din sti må hviske:
Se - et menneske går netop nu forbi...

det er jo det jeg hele tiden for forsøgt- at se hvad der gemmer sig bag marmorsøjlen.
Du er bare så stressende. Jeg har behov for ventiler, ellers kan jeg ikke holde det ud. Jeg hører konstant hentydninger, bliver hele tiden overvåget. Du er usikker, hør her: et par forskere forskede i søvn, sov en normal person ikke i en dag blev han træt, sov han ikke i to blev han trættere. På den måde kørte de det. Sov en person ikke i 6 dag, vi taler om rigtig koncentreret søv, blev han gal og så måtte de stoppe forsøget, en dag til og så ville testpersonen dø.
Jeg elsker dig, men jeg har det anderledes end dig. Jeg har to gange forsøgt at lægge an på dig, begge gange var jeg meget forelsket og sårbar og du kørte den lige indtil jeg kunne se lyset - og så droppede du mig og bollede en anden. Forud for begge gange havde du kørt den der underspillede kom og tag mig og fik dine veninder til at komme med hentydninger osv., så derfor reagerer jeg ikke længere på de der underspilledeheder - hvad dækker de over? Har aldrig oplevet, at få noget positiv fra dig. Ja jeg har ignoreret dig og ja i to omgange var det bevidst. I første omgang handlede det om, at du ikke ville snakke med mig og ikke ville noget som helst. Der var ingen mulighed for at kommunikere med dig og det virkede ikke som om, du overhovedet var interesseret på nogen måde, men bare godt kunne lide at såre mig, derfor var eneste jeg kunne gøre at lukke fra, indtil du selv fandt ud af, hvor langt ude du var. Den anden periode handlede ligeledes om, at jeg ikke kunne få noget konkret ud af dig, men kun hentydninger, tilkendegivelser mv.
Det har været sindsygt stressende, at du indragede andre. Jeg blev der til sommerfesten, selvom jeg godt vidste, hvad der skulle ske, fordi jeg troede, at når folk (Britt, Josefin, Axel og Agnete) så, hvor ligeglad du var med mig, så ville de lade mig være i fred, men det skete ikke. Og der er ingen, som har imødekommet mig og har sagt "jeg har hørt det og det" og så spurgt, hvad min version af historien er. Har bare fået presset din version ned over hovedet. Og når man gang på gang bliver såret og ikke kan stille noget op imod det, så bliver man vred RIGTIG vred. Jeg håbede, at denne her dag skulle være en slags sabbath, holde fri fra det hele i et miljø, som jeg var sikker på, at jeg havde på min side, derfor blev jeg vred.
Så jeg har det sådan, at jeg elskede dig højt og inderligt til at begynde med, men det virker som om, at du fra starten har forsøgt at ødelægge det på den mest langtrukne og modbydelige måde, ved først at komme mig i møde og så når jeg var mest sårbar, at slå hårdt til, ved at lægge maksimalt gruppepres på mig og få andre til at stresse mig, men uden at der var et klart mål med presset, som jeg kunne imødegå og her på det seneste ved at lægge maksimalt pres på mig, ved at overvåge og drille mig 24 timer i døgnet, så nu ved jeg ikke. Du aner ikke, hvor sårende og provokerende, det har været, at du aldrig ville snakke helt almindeligt med mig. Føler mig dybt såret og du har ødelagt mange venskabder ved at få dem til at inddrage dem i din manipulation. Ødelagt fordi, at hvis de var mine venner, så ville de jo komme til mig og fortælle mig, hvad de havde hørt, så at jeg kunne forholde mig til det og nu føler jeg ikke, at jeg kan stole på dem længere. Jeg mener, at du skylder mig en undskyldning på det reelle plan. Du har gang i en masse andre mænd, det ved jeg godt, og jeg har også en der trøster mig, så måske vi bare skal sige stop her. Jeg elsker dig og det vil jeg nok altid, men vi er kommet så langt ud, med løgne der skal dække over løgne osv. og det virker ikke som om, du er parat til at gøre noget reelt ved det eller snakke reelt stadig og jeg får ikke noget igen, så jeg tvivler og så bliver du endnu mindre parat og så er der vel ingen anden vej. Du taler meget om, at jeg ikke elsker dig, men tror du ikke, at jeg har det på samme måde? Ja du kommer med hentydninger og det gør dine venner også, men hver gang jeg er dum nok til at tro dem, bliver jeg skuffet og derudover ligger der aldrig noget reelt. Tværtimod virker det på mig som følelsesmobning; du ved, at jeg har store følelser for dig og du kan bare godt lide at manipulere med dem. Så ja jeg elsker dig, men jeg tror, det er på tide at sige stop.

- som Tove Ditlevsen, sidder helt inde i rygmarven på mange af os. Den digtsamling skulle enhver pige have lov at eje. 🙂

: rigtig smukt skrevet :)
synes du skal kaste dig ud i det! men hvis ikke det lykkes, så fortvivl ikke! det er hårdt, men op på hesten igen! lykken er forude🙂held og lykke herfra!!
"At vove er at miste fodfæstet for en stund - ikke at vove er at miste sig selv." //Søren Kierkegaard.