Overgreb - hvis det værste skulle ske
Hvis forældrene træffer rimelige forholdsregler kan de mindske risikoen for at deres børn misbruges seksuelt, men helt fjerne risikoen kan de ikke. Hvis forældrene imidlertid sørger for at kommunikationen i familien er god, kan de opnå at børnene fortæller det i tilfælde af at det værste skulle ske. Det sker dog at børn bliver så chokerede eller skamfulde over hændelsen at de ikke fortæller hvad der er sket. Forældre må derfor være på vagt. Her følger nogle signaler som ifølge forskerne kan tyde på at barnet har været udsat for et eller andet.
Vær opmærksom hvis der sker forandringer i børnenes dagligdag. I et tilfælde bad en lærer nogle børn om at komme i skole længe før de andre. Læg mærke til forandringer som for eksempel dalende karakterer eller overdreven angst for en bestemt voksen. En kvinde der som barn blev misbrugt af sin broder og sin fader, siger: „Jeg blev den dårligste i en klasse med 42 elever, og ingen forsøgte at finde ud af hvad grunden var.“
Vær på vagt over for fysiske symptomer såsom hovedpine, opkastninger, appetitløshed eller søvnløshed. Man bør naturligvis være særlig opmærksom på klager over ømhed i kønsorganerne. Vær på vagt hvis børnene synes at give udtryk for fremmelighed på det seksuelle område gennem sprog, påklædning eller adfærd. Bliv mistænksom hvis der sker pludselige forandringer i deres opførsel, forandringer der kunne være tegn på et problem. Hvis et barn bliver usædvanlig indelukket eller prøver at undgå et bestemt familiemedlem, bør det få alarmklokkerne til at lyde i forældrenes sind. Vi bør også være vågne over for det vore børn prøver at fortælle os uden at sige det direkte. Et barn kunne for eksempel prøve at bringe dette vanskelige emne på bane ved at sige: „Jeg kan ikke lide min regnelærer mere.“
Hvis forældre lægger mærke til symptomer som disse hos et af deres børn, bør de søge at finde ud af hvad der er i vejen. Barnet har måske et problem, og det kan have at gøre med seksuelt misbrug. Hvis det forholder sig sådan, må barnet have hjælp. Det får mange børn desværre ikke. Børn der har været udsat for seksuelle overgreb er blevet anklaget for at lyve, men forskere oplyser at børn sjældent, om nogen sinde, opfinder sådanne hændelser. I andre tilfælde har man dækket over blodskam for ikke at splitte familien ad.
Hvis man opdager at et barn har været udsat for et seksuelt overgreb — og navnlig hvis det drejer sig om blodskam — må man straks gøre to ting:
For det første må barnet, såvel som andre børn, beskyttes mod yderligere misbrug. Dette må gøres uanset omkostningerne. I mange tilfælde vil det være nødvendigt at henvende sig direkte til den der anklages for at have forbrudt sig. Men uanset konsekvenserne er det vigtigt at barnet kan vide sig i sikkerhed for forbryderen.
For det andet må man give barnet megen kærlighed og følelsesmæssig støtte. Forældrene må forsikre barnet om at hun (eller han) ikke selv bærer skylden for det skete. Barnet kan ikke lastes for forbrydelsen eller dens følger — heller ikke selv om en nær slægtning for eksempel fængsles. Men det er ikke nok at fortælle barnet dette én gang. Man må gentage det til barnet tror det — og véd at forældrene mener det.
Vær opmærksom hvis der sker forandringer i børnenes dagligdag. I et tilfælde bad en lærer nogle børn om at komme i skole længe før de andre. Læg mærke til forandringer som for eksempel dalende karakterer eller overdreven angst for en bestemt voksen. En kvinde der som barn blev misbrugt af sin broder og sin fader, siger: „Jeg blev den dårligste i en klasse med 42 elever, og ingen forsøgte at finde ud af hvad grunden var.“
Vær på vagt over for fysiske symptomer såsom hovedpine, opkastninger, appetitløshed eller søvnløshed. Man bør naturligvis være særlig opmærksom på klager over ømhed i kønsorganerne. Vær på vagt hvis børnene synes at give udtryk for fremmelighed på det seksuelle område gennem sprog, påklædning eller adfærd. Bliv mistænksom hvis der sker pludselige forandringer i deres opførsel, forandringer der kunne være tegn på et problem. Hvis et barn bliver usædvanlig indelukket eller prøver at undgå et bestemt familiemedlem, bør det få alarmklokkerne til at lyde i forældrenes sind. Vi bør også være vågne over for det vore børn prøver at fortælle os uden at sige det direkte. Et barn kunne for eksempel prøve at bringe dette vanskelige emne på bane ved at sige: „Jeg kan ikke lide min regnelærer mere.“
Hvis forældre lægger mærke til symptomer som disse hos et af deres børn, bør de søge at finde ud af hvad der er i vejen. Barnet har måske et problem, og det kan have at gøre med seksuelt misbrug. Hvis det forholder sig sådan, må barnet have hjælp. Det får mange børn desværre ikke. Børn der har været udsat for seksuelle overgreb er blevet anklaget for at lyve, men forskere oplyser at børn sjældent, om nogen sinde, opfinder sådanne hændelser. I andre tilfælde har man dækket over blodskam for ikke at splitte familien ad.
Hvis man opdager at et barn har været udsat for et seksuelt overgreb — og navnlig hvis det drejer sig om blodskam — må man straks gøre to ting:
For det første må barnet, såvel som andre børn, beskyttes mod yderligere misbrug. Dette må gøres uanset omkostningerne. I mange tilfælde vil det være nødvendigt at henvende sig direkte til den der anklages for at have forbrudt sig. Men uanset konsekvenserne er det vigtigt at barnet kan vide sig i sikkerhed for forbryderen.
For det andet må man give barnet megen kærlighed og følelsesmæssig støtte. Forældrene må forsikre barnet om at hun (eller han) ikke selv bærer skylden for det skete. Barnet kan ikke lastes for forbrydelsen eller dens følger — heller ikke selv om en nær slægtning for eksempel fængsles. Men det er ikke nok at fortælle barnet dette én gang. Man må gentage det til barnet tror det — og véd at forældrene mener det.