Peter fornægter Jesus
Efter at Peter og Johannes har forladt Jesus i Getsemane Have og skræmte er flygtet sammen med de andre apostle, standser de nu op. Måske indhenter de Jesus da han bliver ført til Annas’ hjem. Da Annas sender Jesus videre til ypperstepræsten, Kajfas, følger Peter og Johannes efter i god afstand. De frygter åbenbart for deres liv, men er samtidig dybt bekymrede for hvad der vil ske med deres Herre.
Da Johannes er en bekendt af ypperstepræsten, lykkes det ham at slippe ind i gården ved Kajfas’ store herskabshus. Peter bliver dog stående udenfor ved døren. Men snart kommer Johannes tilbage og taler med dørvogtersken, en tjenestepige, hvorefter Peter får lov at komme ind.
Det er blevet koldt, og husets trælle og ypperstepræstens betjente har tændt en trækulsild. Peter går derhen for at varme sig mens han afventer udfaldet af retssagen mod Jesus. I skæret af bålet kan dørvogtersken der har lukket Peter ind, bedre se ham. „Du var også sammen med Jesus Galilæeren!“ udbryder hun.
Oprevet over at være blevet genkendt benægter Peter over for alle tilstedeværende at kende noget som helst til Jesus. „Jeg kender ham ikke og jeg forstår ikke hvad du siger,“ svarer han.
Peter går derefter ud mod porten. Dér lægger en anden pige mærke til ham og siger til de omkringstående: „Den mand dér var sammen med Jesus Nazaræeren.“ Endnu engang benægter Peter det idet han sværger: „Jeg kender ikke det menneske!“
Peter bliver i gården men forsøger at optræde så ubemærket som muligt. Måske bliver han på dette tidspunkt forskrækket over en hanes galen i den tidlige morgens mørke. Imens er retssagen mod Jesus i fuld gang, øjensynlig et sted i huset over gårdspladsen. Peter og de andre der venter nedenfor kan uden tvivl se de forskellige vidner komme og gå.
Det er efterhånden en times tid siden Peter sidst blev genkendt som en af dem der var sammen med Jesus. Nu kommer flere af de omkringstående hen til ham og siger: „Vist er du også en af dem, din dialekt røber dig jo.“ En af dem er en slægtning til Malkus, som Peter huggede øret af. Han siger: „Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?“
„Jeg kender ikke det menneske!“ påstår Peter hårdnakket. For at overbevise dem om at de tager fejl begynder han ligefrem at bande og sværge — det vil sige nedkalde ondt over sig selv såfremt han ikke taler sandt.
Straks efter at Peter for tredje gang har nægtet at kende noget til Jesus, galer en hane. Jesus, som åbenbart er kommet ud på en balkon der vender ud mod gården, vender sig i samme øjeblik om og ser på ham. Straks husker Peter hvad Jesus sagde blot nogle få timer tidligere i værelset ovenpå: „Før hanen galer to gange, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.“ Sønderknust på grund af sin synd går Peter udenfor og græder bitterligt.
Hvordan kunne dette ske? Hvordan kunne Peter fornægte sin Herre tre gange i træk, efter at have været så overbevist om sin åndelige styrke? Han er uden tvivl blevet overrumplet af situationen. Sandheden blev forvrænget og Jesus blev fremstillet som en farlig forbryder. Der blev vendt op og ned på rigtigt og forkert, og en uskyldig blev betragtet som skyldig. Øjeblikkets pres bevirkede at Peter mistede ligevægten. Pludselig begyndte han at vakle i sin loyalitet og lammes af menneskefrygt, hvilket han bagefter bittert fortryder. Måtte det aldrig ske for os!
Mattæus 26:57, 58, 69-75; Markus 14:30, 53, 54, 66-72; Lukas 22:54-62; Johannes 18:15-18, 25-27.
Da Johannes er en bekendt af ypperstepræsten, lykkes det ham at slippe ind i gården ved Kajfas’ store herskabshus. Peter bliver dog stående udenfor ved døren. Men snart kommer Johannes tilbage og taler med dørvogtersken, en tjenestepige, hvorefter Peter får lov at komme ind.
Det er blevet koldt, og husets trælle og ypperstepræstens betjente har tændt en trækulsild. Peter går derhen for at varme sig mens han afventer udfaldet af retssagen mod Jesus. I skæret af bålet kan dørvogtersken der har lukket Peter ind, bedre se ham. „Du var også sammen med Jesus Galilæeren!“ udbryder hun.
Oprevet over at være blevet genkendt benægter Peter over for alle tilstedeværende at kende noget som helst til Jesus. „Jeg kender ham ikke og jeg forstår ikke hvad du siger,“ svarer han.
Peter går derefter ud mod porten. Dér lægger en anden pige mærke til ham og siger til de omkringstående: „Den mand dér var sammen med Jesus Nazaræeren.“ Endnu engang benægter Peter det idet han sværger: „Jeg kender ikke det menneske!“
Peter bliver i gården men forsøger at optræde så ubemærket som muligt. Måske bliver han på dette tidspunkt forskrækket over en hanes galen i den tidlige morgens mørke. Imens er retssagen mod Jesus i fuld gang, øjensynlig et sted i huset over gårdspladsen. Peter og de andre der venter nedenfor kan uden tvivl se de forskellige vidner komme og gå.
Det er efterhånden en times tid siden Peter sidst blev genkendt som en af dem der var sammen med Jesus. Nu kommer flere af de omkringstående hen til ham og siger: „Vist er du også en af dem, din dialekt røber dig jo.“ En af dem er en slægtning til Malkus, som Peter huggede øret af. Han siger: „Så jeg dig ikke i haven sammen med ham?“
„Jeg kender ikke det menneske!“ påstår Peter hårdnakket. For at overbevise dem om at de tager fejl begynder han ligefrem at bande og sværge — det vil sige nedkalde ondt over sig selv såfremt han ikke taler sandt.
Straks efter at Peter for tredje gang har nægtet at kende noget til Jesus, galer en hane. Jesus, som åbenbart er kommet ud på en balkon der vender ud mod gården, vender sig i samme øjeblik om og ser på ham. Straks husker Peter hvad Jesus sagde blot nogle få timer tidligere i værelset ovenpå: „Før hanen galer to gange, vil du tre gange nægte at kendes ved mig.“ Sønderknust på grund af sin synd går Peter udenfor og græder bitterligt.
Hvordan kunne dette ske? Hvordan kunne Peter fornægte sin Herre tre gange i træk, efter at have været så overbevist om sin åndelige styrke? Han er uden tvivl blevet overrumplet af situationen. Sandheden blev forvrænget og Jesus blev fremstillet som en farlig forbryder. Der blev vendt op og ned på rigtigt og forkert, og en uskyldig blev betragtet som skyldig. Øjeblikkets pres bevirkede at Peter mistede ligevægten. Pludselig begyndte han at vakle i sin loyalitet og lammes af menneskefrygt, hvilket han bagefter bittert fortryder. Måtte det aldrig ske for os!
Mattæus 26:57, 58, 69-75; Markus 14:30, 53, 54, 66-72; Lukas 22:54-62; Johannes 18:15-18, 25-27.