Pia er gud
Det har simpelthen været så dejligt at se amerikanerne i stort tal, med tindrende øjne, blussende kinder, brede smil og med store forhåbninger juble over valget af deres nye præsident, Barack Obama, sidste tirsdag.
Flere end nogensinde før ved et amerikansk præsidentvalg har stemt. Mange for første gang – også amerikanere, der er godt oppe i årene, som har haft mange muligheder for at stemme ved tidligere valg – men som ikke tidligere har ment, at det var umagen værd. Næsten 10 millioner flere amerikanere har stemt end sædvanligt.
Uanset hvem man måtte have holdt med i valgkampen, må man glædes over den entusiasme, den imponerende mobilisering af nye vælgere, af nyt håb. De allerfleste har stemt på den kommende præsident Obama. Men mange også på hans modstander John McCain, der formåede at få vælgere, der ellers ville have valgt sofaen, ud at stemme.
Og virkeligt format så vi hos begge kandidater på valgaftenen. Kommende præsident Obama rakte hånden henover de oprørte vande og mod sine modstandere i det republikanske parti og til sin modstander i valgkampen. Og taberen McCain tog ikke alene ansvar, men helede med noget så enkelt som ord de skår og skel, der måtte være opstået under valgkampen – og gratulerede det sorte og farvede USA med den milepæl, som valget af Barack Obama også repræsenterer.
Amerikansk politik kan ikke gøres op som i Danmark. Mange, ikke mindst Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, har hele sidste uge haft travlt med at knuselske Barack Obama og nærmest prøve at tage ejerskab til den nye præsident og det demokratiske parti. De må være grebet af eufori – eller kynisk spekulere lidt i, at når det regner med fremgang, forandring og stjernestatus hos Obama, så drypper det om ikke andet lidt på dem.
For sagen er jo, at Obama, som efter amerikansk målestok muligvis er nok er lidt venstreorienteret, ligger langt til højre for Venstre i en dansk optik. Og noget nær lysår fra den forvirrede socialisme, som hverken Socialdemokratiet eller Socialistisk Folkeparti kan få sig selv til at smide over bord. Der ér bare ikke meget rødt flag, der smælder om ørerne på Obama! Kun det amerikanske.
Nok er han som min ungdoms præsident Kennedy en mand, der først søger dialogen før konfrontationen, men givet også en præsident, der handler, hvor ord ikke længere rækker. Og så er han altså både en krigens mand, der støtter et missilskjold i Polen, klos op ad Rusland – og som er tilhænger af retten til at bære våben og af dødsstraf. Ikke just klassisk socialdemokratisk arvegods. På en højre-venstre akse er Helle Thorning-Schmidt, Svend Auken og co. såmænd nærmest kommunister målt i forhold til både Obama og McCain.
Men det er så populært, let og enkelt lige at hoppe med på bølgen. I virkeligheden er den rette respekt for både Obama, USA og amerikanerne at erkende, at der er noget nær et solsystem til forskel på amerikansk og dansk politik.
Under Muhammed-krisen frabad jeg mig på det bestemteste, at amerikanerne med deres besynderlige politiske korrekthed, som inficerer både den ene og den anden side i amerikansk politik – den nuværende ambassadør i Danmark er et meget godt eksempel – skulle værdimåle og gradbøje vores humor og tegne-evner.
På samme måde forstår jeg altså godt, hvis amerikanerne i dag måtte frabede sig vores bedrevid og besynderlige omklamringer fra højre og venstre.
Ved sådan et valg, efter sådan en valgkamp er jeg både glad for og stolt af at være ven og allieret med USA! Tillykke til amerikanerne.
Flere end nogensinde før ved et amerikansk præsidentvalg har stemt. Mange for første gang – også amerikanere, der er godt oppe i årene, som har haft mange muligheder for at stemme ved tidligere valg – men som ikke tidligere har ment, at det var umagen værd. Næsten 10 millioner flere amerikanere har stemt end sædvanligt.
Uanset hvem man måtte have holdt med i valgkampen, må man glædes over den entusiasme, den imponerende mobilisering af nye vælgere, af nyt håb. De allerfleste har stemt på den kommende præsident Obama. Men mange også på hans modstander John McCain, der formåede at få vælgere, der ellers ville have valgt sofaen, ud at stemme.
Og virkeligt format så vi hos begge kandidater på valgaftenen. Kommende præsident Obama rakte hånden henover de oprørte vande og mod sine modstandere i det republikanske parti og til sin modstander i valgkampen. Og taberen McCain tog ikke alene ansvar, men helede med noget så enkelt som ord de skår og skel, der måtte være opstået under valgkampen – og gratulerede det sorte og farvede USA med den milepæl, som valget af Barack Obama også repræsenterer.
Amerikansk politik kan ikke gøres op som i Danmark. Mange, ikke mindst Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, har hele sidste uge haft travlt med at knuselske Barack Obama og nærmest prøve at tage ejerskab til den nye præsident og det demokratiske parti. De må være grebet af eufori – eller kynisk spekulere lidt i, at når det regner med fremgang, forandring og stjernestatus hos Obama, så drypper det om ikke andet lidt på dem.
For sagen er jo, at Obama, som efter amerikansk målestok muligvis er nok er lidt venstreorienteret, ligger langt til højre for Venstre i en dansk optik. Og noget nær lysår fra den forvirrede socialisme, som hverken Socialdemokratiet eller Socialistisk Folkeparti kan få sig selv til at smide over bord. Der ér bare ikke meget rødt flag, der smælder om ørerne på Obama! Kun det amerikanske.
Nok er han som min ungdoms præsident Kennedy en mand, der først søger dialogen før konfrontationen, men givet også en præsident, der handler, hvor ord ikke længere rækker. Og så er han altså både en krigens mand, der støtter et missilskjold i Polen, klos op ad Rusland – og som er tilhænger af retten til at bære våben og af dødsstraf. Ikke just klassisk socialdemokratisk arvegods. På en højre-venstre akse er Helle Thorning-Schmidt, Svend Auken og co. såmænd nærmest kommunister målt i forhold til både Obama og McCain.
Men det er så populært, let og enkelt lige at hoppe med på bølgen. I virkeligheden er den rette respekt for både Obama, USA og amerikanerne at erkende, at der er noget nær et solsystem til forskel på amerikansk og dansk politik.
Under Muhammed-krisen frabad jeg mig på det bestemteste, at amerikanerne med deres besynderlige politiske korrekthed, som inficerer både den ene og den anden side i amerikansk politik – den nuværende ambassadør i Danmark er et meget godt eksempel – skulle værdimåle og gradbøje vores humor og tegne-evner.
På samme måde forstår jeg altså godt, hvis amerikanerne i dag måtte frabede sig vores bedrevid og besynderlige omklamringer fra højre og venstre.
Ved sådan et valg, efter sådan en valgkamp er jeg både glad for og stolt af at være ven og allieret med USA! Tillykke til amerikanerne.