Pilatus provokerer jøderne
Den jødiske historiker fra det første århundrede, Flavius Josefus, fortæller at romerske landshøvdinger tog hensyn til jødernes modvilje mod brugen af billeder og derfor undgik at bringe felttegn med billeder af kejseren ind i Jerusalem. Fordi Pilatus ikke holdt sig tilbage fra at gøre dette, tog krænkede jøder i hast til Cæsarea for at klage. I fem dage gjorde Pilatus intet. Den sjette dag beordrede han sine soldater til at omringe de protesterende jøder og true med at henrette dem hvis ikke de spredtes. Da jøderne sagde at de hellere ville dø end se deres lov blive overtrådt, bøjede Pilatus af og gav ordre til at billederne skulle fjernes.
Pilatus var i stand til at gøre brug af magt. I et tilfælde som Josefus beretter om, begyndte Pilatus i sin egenskab af præfekt at arbejde på en akvædukt der skulle føre vand til Jerusalem, og han anvendte penge fra tempelkassen til at finansiere projektet. Pilatus tog ikke uden videre pengene, for han vidste at plyndring af templet var en helligbrøde som ville få vrede jøder til at anmode Tiberius om at afsætte ham. Det ser altså ud til at Pilatus har samarbejdet med de ansvarlige ved templet. Indviede midler, kaldet „korban“, kunne lovligt bruges til offentlige arbejder som skulle gavne byen. Men tusinder af jøder samledes for at give udtryk for deres harme.
Pilatus lod nogle af sine tropper blande sig med folkemængden og gav dem ordre til ikke at bruge sværd, men knipler. Han ønskede øjensynlig at få styr på hoben uden at forårsage et blodbad. Det ser ud til at have haft den ønskede virkning, skønt nogle døde. Måske var det denne begivenhed nogle henviste til da de fortalte Jesus at Pilatus havde blandet galilæeres blod med deres slagtofre. — Lukas 13:1.
Det der gør Pilatus berygtet, er hans undersøgelse af de anklager jødernes øverste præster og de ældste rettede mod Jesus da de beskyldte ham for at kalde sig konge. Da Pilatus hørte at Jesu opgave var at vidne om sandheden, indså han at fangen ikke udgjorde nogen trussel mod Rom. „Hvad er sandhed?“ spurgte han og mente åbenbart at sandhed var så udefinerligt et begreb at det ikke fortjente meget opmærksomhed. Hvilken konklusion nåede han frem til? „Jeg finder ingen skyld hos dette menneske.“ — Johannes 18:37, 38; Lukas 23:4.
Her burde retssagen mod Jesus have været endt, men jøderne fastholdt at han forledte nationen til oprør. Det var misundelse der havde fået de øverste præster til at udlevere Jesus, og det vidste Pilatus. Han vidste også at det kunne skabe problemer hvis han frigav Jesus, og det ønskede han at undgå. Der havde allerede været nok af den slags, for Barabbas og andre var fængslet for oprør og mord. (Markus 15:7, 10; Lukas 23:2) Desuden havde tidligere stridigheder med jøderne plettet Pilatus’ omdømme hos Tiberius, som var kendt for at gribe strengt ind over for dårlige landshøvdinger. Det ville imidlertid være et tegn på svaghed at give efter for jøderne. Altså befandt Pilatus sig i et dilemma.
Efter at Pilatus havde hørt hvor Jesus var fra, prøvede han at overgive sagen til Herodes Agrippa, landsdelsherskeren over Galilæa. Da det mislykkedes, forsøgte Pilatus at få dem der havde forsamlet sig uden for hans palads, til at bede om at få Jesus givet fri i overensstemmelse med den skik at man frigav en fange ved påskehøjtiden. Men folkemængden krævede højlydt at få Barabbas givet fri. — Lukas 23:5-19.
Pilatus’ intention var måske at gøre det rigtige, men han ønskede også at redde sig selv og at behage folkemængden. Til slut valgte han at sætte sin karriere højere end sin samvittighed og retfærdighedens krav. Han bad om vand, vaskede sine hænder og erklærede at han var uskyldig i den henrettelse han nu gav sin officielle godkendelse af. Skønt Pilatus troede at Jesus var uskyldig, lod han ham piske, og han tillod soldaterne at håne ham, slå ham og spytte på ham. — Mattæus 27:24-31.
Pilatus gjorde et sidste forsøg på at frigive Jesus, men folkemængden råbte at hvis han gjorde det, var han ikke kejserens ven. (Johannes 19:12) Så gav Pilatus efter. En forsker har sagt følgende om Pilatus’ afgørelse: „Løsningen var enkel: Henret manden. Det eneste der ville gå tabt, var en tilsyneladende ubetydelig jødes liv; det ville være tåbeligt at lade problemer udvikle sig på grund af ham.“
Pilatus var i stand til at gøre brug af magt. I et tilfælde som Josefus beretter om, begyndte Pilatus i sin egenskab af præfekt at arbejde på en akvædukt der skulle føre vand til Jerusalem, og han anvendte penge fra tempelkassen til at finansiere projektet. Pilatus tog ikke uden videre pengene, for han vidste at plyndring af templet var en helligbrøde som ville få vrede jøder til at anmode Tiberius om at afsætte ham. Det ser altså ud til at Pilatus har samarbejdet med de ansvarlige ved templet. Indviede midler, kaldet „korban“, kunne lovligt bruges til offentlige arbejder som skulle gavne byen. Men tusinder af jøder samledes for at give udtryk for deres harme.
Pilatus lod nogle af sine tropper blande sig med folkemængden og gav dem ordre til ikke at bruge sværd, men knipler. Han ønskede øjensynlig at få styr på hoben uden at forårsage et blodbad. Det ser ud til at have haft den ønskede virkning, skønt nogle døde. Måske var det denne begivenhed nogle henviste til da de fortalte Jesus at Pilatus havde blandet galilæeres blod med deres slagtofre. — Lukas 13:1.
Det der gør Pilatus berygtet, er hans undersøgelse af de anklager jødernes øverste præster og de ældste rettede mod Jesus da de beskyldte ham for at kalde sig konge. Da Pilatus hørte at Jesu opgave var at vidne om sandheden, indså han at fangen ikke udgjorde nogen trussel mod Rom. „Hvad er sandhed?“ spurgte han og mente åbenbart at sandhed var så udefinerligt et begreb at det ikke fortjente meget opmærksomhed. Hvilken konklusion nåede han frem til? „Jeg finder ingen skyld hos dette menneske.“ — Johannes 18:37, 38; Lukas 23:4.
Her burde retssagen mod Jesus have været endt, men jøderne fastholdt at han forledte nationen til oprør. Det var misundelse der havde fået de øverste præster til at udlevere Jesus, og det vidste Pilatus. Han vidste også at det kunne skabe problemer hvis han frigav Jesus, og det ønskede han at undgå. Der havde allerede været nok af den slags, for Barabbas og andre var fængslet for oprør og mord. (Markus 15:7, 10; Lukas 23:2) Desuden havde tidligere stridigheder med jøderne plettet Pilatus’ omdømme hos Tiberius, som var kendt for at gribe strengt ind over for dårlige landshøvdinger. Det ville imidlertid være et tegn på svaghed at give efter for jøderne. Altså befandt Pilatus sig i et dilemma.
Efter at Pilatus havde hørt hvor Jesus var fra, prøvede han at overgive sagen til Herodes Agrippa, landsdelsherskeren over Galilæa. Da det mislykkedes, forsøgte Pilatus at få dem der havde forsamlet sig uden for hans palads, til at bede om at få Jesus givet fri i overensstemmelse med den skik at man frigav en fange ved påskehøjtiden. Men folkemængden krævede højlydt at få Barabbas givet fri. — Lukas 23:5-19.
Pilatus’ intention var måske at gøre det rigtige, men han ønskede også at redde sig selv og at behage folkemængden. Til slut valgte han at sætte sin karriere højere end sin samvittighed og retfærdighedens krav. Han bad om vand, vaskede sine hænder og erklærede at han var uskyldig i den henrettelse han nu gav sin officielle godkendelse af. Skønt Pilatus troede at Jesus var uskyldig, lod han ham piske, og han tillod soldaterne at håne ham, slå ham og spytte på ham. — Mattæus 27:24-31.
Pilatus gjorde et sidste forsøg på at frigive Jesus, men folkemængden råbte at hvis han gjorde det, var han ikke kejserens ven. (Johannes 19:12) Så gav Pilatus efter. En forsker har sagt følgende om Pilatus’ afgørelse: „Løsningen var enkel: Henret manden. Det eneste der ville gå tabt, var en tilsyneladende ubetydelig jødes liv; det ville være tåbeligt at lade problemer udvikle sig på grund af ham.“