Prøver at leve med traumet.
Hey alle sammen.
Ja så er det lidt over 1 år siden at jeg nær havde skrevet mit sidste indlæg her på debatten og set min familie.
Men det skete heldigvis ikke. Jeg fik lov til at se min familie samme dag og skrive videre her på debatten dagen efter.
Sommetider sidder jeg og tænker fuck jeg var lucky den dag. Der var nogen som virkelig holdt hånden over mig, den dag.
Men jeg har haft en del at battle med lige fra starten af. Dog var det ikke så slemt i starten, men det blev det hen af vejen.
Har gået til psykolog i knap og nap 4md, og til at starte med gik det rigtig godt. Spurgte min kæreste nogle dage efter jeg havde været til konsultation, om han kunne mærke nogen ændring? Og det kunne han godt. Så det var jo meget positivt. Osse for mig, da jeg jo sagtens ku sige at jeg sys det hjalp, men at han så sys at det gør det ikke.
Efter den første måned sys jeg det begyndte at gå ned af bakke. Og det hele blev til et stort helvede. Alt var i vejen. Og det blev værre og værre. Det stod på i 2md, og vi var ved at bidde hovederne af hinanden.
Da det nåede så langt ud tænkte jeg hva gør du nu.? Fortsætter du med at blive i hulet eller prøve at kæmpe dig op?
Ja valget gav sig selv, for det var jo ikke kun mig som der led, alle omkring mig gjorde. Og det er jo ikke deres skyld, at jeg har det skidt og helt af helvedes til.
Men min kæreste ville jeg ikke være foruden og heller ikke hans børn.
Så jeg har begivet mig ud i mit livs største kamp nogensinde. Hoppede ind i kampen for ca 1½ uge siden, og det begynder at hjælpe. Jeg er ikke så irriteret og rasende længere.
Men jeg undre mig over hvorfor kan jeg FØRST hjælpe mig selv nu? Hvorfor ikke dagende efter det var sket?
Jeg tror at jeg ikke har været mentalt klar, til at kunne hjælpe mig selv. Men nu får de baghjul. Jeg skal vise dem at jeg kan. Og det kan jeg.
Jeg begyndte at skrive dagbog, så jeg kunne komme af med mine problemer. Og når jeg havde lagt mig godt i sengen og var klar til at falde i søvn, sagde jeg lige mine gyldende ord. (Har lavet et indlæg med den måde jeg bruger til selvhjælp)
Og det virker. Jeg kan mærke at jeg er begyndt at blive mere glad og kan nyde livet igen. Dog kan jeg kun nyde det i små bidder, men det er for at lære mig selv at nyde livet.
Før har jeg klamret mig til en fortid som jeg faktisk godt vidste at jeg ikke kunne få igen. Men vores fortid var så go. For mig var det den perfekte sammensat familie. Alt var rart og ikke de store problemer, som der væltede ind over os efter den dag.
Jeg prøver at leve med mit traume, men det er en kamp, men hellere kampen end at sidde alene tilbage. 🙂[s]
Qnuzzer
Ja så er det lidt over 1 år siden at jeg nær havde skrevet mit sidste indlæg her på debatten og set min familie.
Men det skete heldigvis ikke. Jeg fik lov til at se min familie samme dag og skrive videre her på debatten dagen efter.
Sommetider sidder jeg og tænker fuck jeg var lucky den dag. Der var nogen som virkelig holdt hånden over mig, den dag.
Men jeg har haft en del at battle med lige fra starten af. Dog var det ikke så slemt i starten, men det blev det hen af vejen.
Har gået til psykolog i knap og nap 4md, og til at starte med gik det rigtig godt. Spurgte min kæreste nogle dage efter jeg havde været til konsultation, om han kunne mærke nogen ændring? Og det kunne han godt. Så det var jo meget positivt. Osse for mig, da jeg jo sagtens ku sige at jeg sys det hjalp, men at han så sys at det gør det ikke.
Efter den første måned sys jeg det begyndte at gå ned af bakke. Og det hele blev til et stort helvede. Alt var i vejen. Og det blev værre og værre. Det stod på i 2md, og vi var ved at bidde hovederne af hinanden.
Da det nåede så langt ud tænkte jeg hva gør du nu.? Fortsætter du med at blive i hulet eller prøve at kæmpe dig op?
Ja valget gav sig selv, for det var jo ikke kun mig som der led, alle omkring mig gjorde. Og det er jo ikke deres skyld, at jeg har det skidt og helt af helvedes til.
Men min kæreste ville jeg ikke være foruden og heller ikke hans børn.
Så jeg har begivet mig ud i mit livs største kamp nogensinde. Hoppede ind i kampen for ca 1½ uge siden, og det begynder at hjælpe. Jeg er ikke så irriteret og rasende længere.
Men jeg undre mig over hvorfor kan jeg FØRST hjælpe mig selv nu? Hvorfor ikke dagende efter det var sket?
Jeg tror at jeg ikke har været mentalt klar, til at kunne hjælpe mig selv. Men nu får de baghjul. Jeg skal vise dem at jeg kan. Og det kan jeg.
Jeg begyndte at skrive dagbog, så jeg kunne komme af med mine problemer. Og når jeg havde lagt mig godt i sengen og var klar til at falde i søvn, sagde jeg lige mine gyldende ord. (Har lavet et indlæg med den måde jeg bruger til selvhjælp)
Og det virker. Jeg kan mærke at jeg er begyndt at blive mere glad og kan nyde livet igen. Dog kan jeg kun nyde det i små bidder, men det er for at lære mig selv at nyde livet.
Før har jeg klamret mig til en fortid som jeg faktisk godt vidste at jeg ikke kunne få igen. Men vores fortid var så go. For mig var det den perfekte sammensat familie. Alt var rart og ikke de store problemer, som der væltede ind over os efter den dag.
Jeg prøver at leve med mit traume, men det er en kamp, men hellere kampen end at sidde alene tilbage. 🙂[s]
Qnuzzer