Psykisk syg kæreste

August måned 05 mødte jeg en psykisk syg pige på nettet, på en side for sindslidende.Jeg er selv psykisk syg, men i en svag grad(depression og angst) Jeg boede i Århus og hun på Sjælland. Vi havde fødselsdag samme dag og var meget ens og fungerede rigtig godt sammen. Hun havde kun været i forhold hvor kæresten havde været voldelig eller ubehagelig.Hun fortæller mig så at hun ikke vidste at et forhold kunne være sådan og at sex kunne være dejlig, men det havde hun så fundet i mig og vi forelskede os. Jeg gav hende tryghed og nærhed og jeg fik også meget igen.Så her i Marts 07 fortæller hun mig i tlf at hun ikke længere kunne klare de stærke følelser hun havde for mig.Jeg spurgte så om hun elskede mig hvilket hun ikke vidste, men bare ikke kunne klare forholdet længere.Jeg siger til hende at hun bare skal tage sig den tid hun vil have.Der går et par måneder hvor vi snakker rigtig godt sammen i tlf flere timer om dagen som vi plejede.30 april 07 brænder min lejlighed og jeg har ingen forsikring og mister alle mine ting og må starte forfra igen.Jeg får et psykisk knæk og må kæmpe mig op igen.Hun er god til at støtte mig i den periode uden dog at tilbyde mig at jeg kan komme over til hende eller at hun kan komme over til mig. Jeg får mig en ny lejlighed den 1/7/07. Hun flytter hjem til sin mor fordi hun ikke kan klare at være alene i sin lejlighed.Grunden til forværringen er at hun er stoppe med sit benzo misbrug og bliver meget angst. Jeg støtter hende i hendes udtrapning og siger til hende at hun bare skal skrive til mig når hun har overskud og at jeg ikke kræver noget fordi hun ikke skal få det værre af at have ansvar for mig. Vores kontakt bliver mindre og mindre.Hun spørger mig så i en tlf samtale i novembers om jeg havde lyst til snart at få besøg, jeg siger at det vil jeg meget gerne men at hun skal være parat til det.Jeg har ikke snakket med siden hun smser nytårsaften og siger godt nytår.Jeg skriver de efterfølgende dage til hende. Jeg ser så at hun har oprettet en profil på en dating side for sindslidende.Spørger hende om hun søger kæreste og om hun aldrig vil se mig mere..Måske til begge spørgsmål skriver hun så.Jeg siger jeg føler mig glemt hvortil hun svarer at jeg ikke er glemt og undskyld du føler sådan, jeg ville aldrig såre dig med vilje, men kan godt se nu at det ikke er den bedste måde jeg har prøvet at undgå det på.En af dem hun skriver med på siden har en x jeg har snakket meget med og hun har fortalt mange mærkelige ting om ham.Så jeg er bange for hun bliver udnyttet.Hun vil heller ikke sige hvorfor hun ikke længere ønsker kontakt og hun siger det ikke er mig der er noget galt med og at jeg har været en god kæreste og det ved jeg sådan set også godt at jeg har været, men føler alligevel det er mig der er noget galt med.Jeg er bare så forvirret nu.Vi var virkelig sjælevenner og meget meget tæt og så nu sidder jeg tilbage med en følelse af ikke at have betydet noget og det gør min psykiske tilstand meget værre.Undskyld det lange brev, men mit spørgsmål er bare: Hvordan skal jeg takle den situation her? andre der har erfaringer med at have psykisk syg kæreste?

Tror bare du skal prøve og komme videre så. Hvis hun har det som det lyder, vil hun kun få det værre hvis hun hører du vil have hende/at du er vildt ked af det Osv. Tror ikke du skal være bange for at miste hendes venskab, hvis du bare sørge for at holde hendes humør oppe istedet for at spørge indtil om hun søger ny kæreste og sådan.
- Havde selv det samme problem for to år siden. Kender det (:
Ha det godt. :-)

Tak for dit hurtige svar. Godt at høre jeg ikke er den eneste der har haft det sådan.Jeg kom vist bare til at svare lidt kort så det lød som om jeg var sur på hende. Jeg vil heller ikke overdænge hende med smser.Jeg skrev også til hende jeg havde savnet hendes kontakt og tænkt meget på hende. Blev bare træt af at hun ikke skrev til mig.

kan godt se og forstå dit problem, du elsker en anden og føler at det ikke blive gengældt og det er altid en svær situation at stå og uanset om man er psykisk syg eller ej så har man altid behov for at få gengældt sine føleser. Nu fortæller du ikke noget om hvilken psykisk lidelse hun har, for det kunne jo være at det har noget med denne at gøre og dt kunne jo også "bare" være at hun er en "drømmer" som "kun" er forelske i forelskesen, den følelse man harr når man er nyforelsket den er jo guf for krop og sjæl,men jeg kan kun give dig et godt råd det er at du skal søgei dig selv, se om det er hede du vil eller om det er hendes venskab, for som jeg læserdig så har i ikke været sammen i et godt stk tid og kan duundvære hende der så an du måske også i fremtiden. Jeg har ikke erfaring med en psykisk syg kæreste men jeg abejder til dagligt med psykisk syge og ser af og til den situation du er i nu og mane gange er det "kun tryghed" der er savnet ikke personen dergiver den. or mig a se så er hun "desværre" på vej væk fra dig, du er hendes ven som hun kan "falde" tilbage til g det går at du er en stærk person, enperson der ved hvad du vil, alene det at stå frem og spørge vidt fremmede mennesker om råd, trods det at der nok (desværre" vil være nogle idioter imellem og komme med dumme bemærkninger, det betyder for migat du ar styr på dig selv og du ved nok også nu inderst inde hvad du vil, mange gange er det bae rart at se om "omverden" tænke lige sådan. Min ven, hold fast i det du har nu og ndnu en gang føl efterdit hjerte om det nu er hende, derligger de svar du søgr (undskyld hvis mine ord ser mærkelige ud men jeg har et trådløst tastatur hvilket gør at det ikke reagere ige så hurtigt som jeg taster)

I 3½ år havde jeg en kæreste som var mit et og alt. Vi kunne snakke sammen om ALT, han forstod mig fuldtud, kunne det der med at være romantisk og var en pragtfuld elsker. Han gjorde, at mit selvværd steg, at jeg magtede mange ting, jeg ellers ville synes var umulige. Han var min SOULMATE!
Men også han havde et problem; han var alkoholiker og drak i perioder. Han løj, svigtede mig og mine piger, han blev væk fra aftaler, han magtede ikke sin egen tilværelse og meget andet.
Resultatet var at jeg efter 3½ år måtte sige stop. Det ødelagde kærligheden og det gjorde for ondt.
Og hvor vil jeg så hen med det her? Jo, jeg tror, du lige som mig, håber at du kan kurere hende - få hende igen, som jeg håbede, at jeg kunne kurere ham. Det gik ikke. Hans "kærlighed" til alkoholen (læs: trang til at komme væk fra tingene i en periode) var for stærk. I mit tilfælde var det så mig, der måtte trække mig, hvor du endnu ikke har set, at kærligheden er umulig.
Hvordan jeg har det i dag? Jeg er gift igen! Der er også en der ude, et eller andet sted for dig. En som godt tør være ved sine følelser. En som vil elske dig!
TRO PÅ DET!!!
Knus

Tak for dit gode svar. Det giver mig helt kuldegysninger så ret du har.Tror du har ret når du siger at jeg skal se om omverden tænker som mig.Jeg bliver helt målløs nu over hvor meget du rammer rigtig der.Synes det er så hjertevarmene at der findes mennesker derude som dig.Tusinde tusinde tak for dit svar, det har hjulpet mig meget i mine tanker. Jeg vil skrive en mail til hende og fortælle hende at jeg ikke er sur eller bitter og at jeg kun ønsker hende det bedste og at hun er velkommen til at skrive til mig i fremtiden hvis hun får lyst.Fortæller hende også at jeg godt ved det ikke skal være os to igen.Men tænker også lidt på at hun måske ikke har skrevet til mig fordi hun har været bange for at få et svar tilbage hvori jeg er ked af det eller trist og det har hun måske ikke kunne klare fordi hun stadig holder af mig.Så gør det hende angst at jeg har det dårlig og det kan hun ikke klare.Har også tænkt på at hun er en "drømmer" som tror at når forelskelsen har lagt sig jamen så har kærligheden lagt sig.Og så starter man forfra igen.Endnu engang tak for et godt svar.Godt der er mennesker som dig

Tak for dit svar.
Finder meget trøst i at der er en derude til mig også, en som kan gengælde mine følelser.Når jeg tænker tilbage burde jeg have sagt stop da hun ikke kom over til mig eller inviterede mig over til hende da jeg mistede mit hjem. Har et eller andet sted indset at kærligheden er umulig, men jeg er meget melankolsk og tænker tit tilbage på minderne med en klump i halsen, men det er vel meget normalt. Hun søger også måske kæreste inde på en dating side for sindslidende, men jeg tvivler nogensinde på hun får et fast langt og trygt forhold. Jeg har jo været den "raske" i det her forhold og mig kunne hun ikke holde fast i så tror heller ikke hun ville kunne med en psykisk syg person.2 psykisk syge sammen er nok ikke det bedste. Har det også nogen gange som om minderne mister sin betydning når jeg tænker på kærlighed som noget nyt.

Min mand døjer også med depressioner og angst, har gjort det gennem mange år. Nu er han begyndt at få Efexor, og de hjælper ham helt vildt meget. Han har et hjerte af guld, og vil alle det så godt, at han af og til glemmer, at han også selv kan stille nogle krav. At han også skal behandles ordentligt. En sindslidelse kan undergrave ens selvværd på så umærkelig en måde, at man ikke opdager, at man måske finder sig i for meget. Det tror jeg måske også er tilfældet med dig. Du er så forstående overfor din (eks-)kæreste, men det virker ikke som om hun respekterer dig for det. Sindslidende eller ej, hun skal også behandle dig ordentligt, ellers fortjener hun hverken at være din kæreste eller din ven. Du skal passe på dig selv, du er ikke tjent med et "venskab" der konstant sårer dig og fodrer din depression.
Iøvrigt er de der Efexor helt fantastiske. Min mands årelange knude i maven er væk. Han siger, at han ikke har haft det sådan, siden han var barn!
Held og lykke.

Find dig en "normal" kæreste.
Martin

Ved godt det ikke er medicin vi skal diskutere. Men kan ikke lade være med at reagere.
Jeg har selv været i behandling med efexor pga. en angst.
Det første halve år virkede de fantastisk. Jeg glemte alt om min angst og havde det rigtig godt. Men pludselig vendte det. Jeg fik min angst 3 dobbelt tilbage og fik selvmordstanker. Noget jeg ikke havde haft før. Fysik blev jeg rigtig syg. Konstant hovedpine og rysten i hele kroppen, hylen for ørene, svimmel og kvalme. Kunne lige pludselig ikke huske eller koncentrere mig om noget. Gik rundt i en "osteklokke". Min krop havde fået alvorlige bivirkninger af Efexor.
Jeg blev trappet ud af medicinen. Det tog 14 dage, før jeg blev mig selv igen. Havde forfærdelige abstinenser.
Jeg fik kontakt med andre, der også havde fået Efexor. De havde oplevet præcis det samme. Det kom faktisk i fjernsynet, hvor alvorlige bivirkninger Efexor kan have, efter 2 mennesker havde begået selvmord, efter behandling med Efexor. De havde ikke været selvmordskandidater før medicineringen.
Troede egentlig de havde forbudt de piller.
Jeg skriver ikke for at gøre dig nervøs. Men vær opmærksom på, hvis din mand pludselig ændrer adfærd. Lad være med at slå det hen. Det kan være meget alvorligt, hvis han oplever disse bivirkninger.

Tusind tak for advarslen. Jeg vil straks undersøge efexor nærmere, og være opmærksom på min mands velbefindende. I nogle år har han klaret sig uden medicin, men tidligere fik han cipramil og amitriptylin. Det hjalp ham, men han blev aldrig helt fri for knuden i maven. Jeg tror nu, at jeg vil foreslå ham at skifte fra efexor til cipramil, selvom de ikke er helt så effektive, for det er jo nogle alvorlige bivirkninger, du beskriver. Og så iøvrigt overtale ham til at blive medicinfri. De omstændigheder, der udløste hans tilbagefald, så han fik efexor, er ændrede nu. Hvad gjorde du egentlig ved angsten, da du endelig var blevet fri for efexor?

Jeg snakkede meget med min psykiater om min angst. Han gav mig nogle redskaber, jeg kunne bruge. Var jeg f.eks bange for at gå ud og handle, pga. pludselig panikangst, var der ikke andet at gøre, end at tage en dyb indånding, og gå ud og handle. Jeg opsøgte bevidst alle de ting jeg var bange for, igen og igen....indtil jeg fandt ud af, at jeg faktisk overlevede hver gang. Tog til fødselsdage og andre fester jeg normalt ville melde afbud til, holdt små taler hvergang. Noget der normalt ville "tage livet af mig". Simpelthen se sin angst i øjnene og konfrontere den. Jeg fik nogle piller der hedder Propranolol. De virker beroligende også kendt som eksamens piller. Jeg skulle ikke tage dem hver dag, men kun hvis jeg fik et akut angst anfald. Jeg havde dem altid på mig, som en sikkerhed. Men det var yderst sjældent, jeg fik brug for dem. Tanken om at der var noget sikkerhed, hvis det skulle gå galt, var nok.
Noget andet min psykiater lærte mig var, at være lidt humoristisk med mig selv. Turde at gøre grin med mig selv. Ikke være bange for, hvad andre mener om mig og ikke være perfekt. Fik jeg f.eks sagt noget kludder i en forsamling, pegede jeg på mit hår og sagde "tilgiv mig, men jeg er altså ægte blondine." Det gjorde min egen stemning mere afslappet. Der findes masser af disse triks, der virkelig hjælper.
Det handler om, at fokusere på det som man er bange for, og så konfrontere det indtil det forsvinder. Det gør man ikke bare på en uge. Det tager tid, men er det værd når det lykkes. Man skal selv være indstillet på, at gøre noget for det.
En anden ting jeg benyttede mig meget af, var at snakke om det, med de venner og veninder jeg har og stoler på. Jo mere man snakker om det, jo mindre fylder det hos en selv.
Motion er ikke kun godt for kroppen. Det hjælper fantastisk på psyken. Også i små mængder.
Efterhånden som jeg blev min angst kvit, forsvandt depressionen også.
Den var kommet af, at jeg ikke fungerede godt med mig selv.
Hvis din mand ikke går hos en psykolog, terapeaut eller lignende, kan jeg kun anbefale ham at gøre det. Få snakket om, hvor problemet ligger og så få redskaber/ en plan til, hvordan han gør noget ved det.
Før levede jeg i min egen lille verden, med angst og depression. Nu arbejder jeg som lægemiddelkonsulent, har kontakt med mange mennesker hver dag og holder foredrag for læger og sundhedspersonale. Man kan ændre meget hvis man vil, også uden medicin, sagde lægemiddelkonsulenten ironisk nok. ;-)
Held og lykke til dig og din mand.

Min mands problem er, at han ofte ikke ved, hvad angsten kommer af. Han vågner simpelthen om morgenen med en knude af angst i maven. Det er egentlig ikke panikangst, for den er der hele tiden. I nogle perioder er det værre end i andre. Grunden til, at det blev værre sidte år var, at han efter sin uddannelse blev delvist arbejdsløs. Presset fra a-kasse og jobcenter samt deltidsjob var for meget. Nu har han heldigvis fået fuldtidsarbejde, og slipper så for mistænkeliggørelsen som dagpengemodtager. Han har gået hos en psykiater i ca. 14 år (siden et selvmordsforsøg i teen-age årene), og holdt op for ca. 10 år siden, da det gik meget godt. Han var dog stadig på cipramil. Han skal nu snart til at begynde i terapi igen. Jeg er meget stolt af ham, har er nået rigtig langt, på trods af sin angst. Han har fået en Ph. d. på Københavns universitet! Han er nødt til at tage pianistpiller, når han skal undervise. Men jeg synes bare, det er flot, at han ikke lader angsten styre sit liv.
Endnu en gang tusind tak for dit svar, jeg vil holde godt øje med hans velbefindende, mens han tager Efexor.

fandt ud af at eks kæresten ser en fra den dating side der..nu må jeg simpelhen se at komme videre..Håber bare jeg kan stole på en pige igen og det hun fortæller mig..tror også jeg skal finde mig en "normal" kæreste som ikke har kludder i sit følelsesliv.En som er åben og kan værdsætte følelser og gengælde dem.Er bare så ensom nu, men det er mærkeligt at der er så mange piger, men alligevel er det kun hende den ene der har magten over mig.

hun vil heller ikke have mit venskab.hun har blokeret mig på msn.Så tror bare jeg må videre, der må være en derude til mig et sted